Skrevet af cand.merc.aud Thorbjørn Henriksen, adm. direktør i Occupywallstreet SMBA og medlem af Liberal Alliance.
Bankerne Danske Bank, Nykredit, Nordea Danmark, Jyske Bank og Sydbank, er nu kommet på SIFI-listen, hvilket betyder, at de under ingen omstændigheder må konkurs, og derfor skal have særskilt regulering. Men hvorfor er konkurs af banker problematisk?
Den officielle forklaring på, at store banker ikke må gå konkurs:
Den officielle forklaring lyder således. Hvis Danske Bank går konkurs, så vil det betyde, at alle indskydernes indestående indgår i konkursboet, og i stort omfang går tabt. Endvidere vil banken opsige sine udlån, og lånerne vil i stort omfang blive tvunget til brandudsalg af sine aktiver for at haste-indfri lånene, hvilket kan medføre en stribe af konkurser af ellers sunde virksomheder.
Men hvorfor ændrer man så ikke konkursreglerne? Man kunne blot sige, at indskydernes indestående i banken ikke indgår i konkursboet, men frit kan overføres til en anden bank, når konkursen indtræder. Ligeledes kunne man forbyde bankerne at opsige sine udlån – også ved konkurs – hvis lånerne ellers overholder rente- og afdragsbetingelser.
Indførte man disse to ændringer ville selv Danske Bank kunne gå konkurs uden det medførte nævneværdige problemer. Hvor er problemet?
Den sande forklaring på, at store banker ikke må gå konkurs:
Det ville ikke være noget problem at forbyde bankerne at opsige sine udlån, hvis låner ellers overholder de aftalte rente- og afdragsbetalinger, men i det nuværende banksystem er det reelt umuligt at give indskyderne mulighed for at flytte bankindestående til andre banker, når konkursen indtræder.
Det skyldes, at de indestående vi har i bankerne reelt ikke er indskud, men blot fordringer på bankerne, og som derfor indgår i konkursboet som alle andre fordringer.
Har Peter 100.000 kr. i Danske Bank, som skal overføres til Jyske Bank, så skal Danske Bank flytte 100.000 kr. fra sin konto i Nationalbanken til Jyske Banks konto i Nationalbanken. Men har Danske Bank ikke disse pengene stående i Nationalbanken, hvilket Danske Bank ikke er forpligtiget til, så kan transaktionen ikke gennemføres uden hjælp fra Nationalbanken.
Det særlige problematiske består i, at bankerne kan opbygge indlån, der langt overstiger det pengebeløb Nationalbanken har sat i omløb. Dette sker via fractional reserve banking, hvor Nationalbanens penge udlånes flere gange af bankerne. I regnskabet 2011 for Danske Bank kan vi se, at Danske Bank har indlån for ca. 700 mia.kr., hvilket skal sammenholdes med, at den samlede pengemængde Nationalbanken har sat i omløb kun er ca. 85 mia.kr.
Hvis 50 % af Danske Banks indlånskunder pludselig ønsker at flytte sine indlån/penge til en anden bank, så kan det ikke lade sig gøre uden Nationalbanken indskyder likviditet i systemet. Men hvorfor indskyder Nationalbanken så ikke bare denne likviditet? Problemet er hyperinflation.
Groft sagt er det således, at hver gang Nationalbanken tilvejebringer 1.000 kr., så kan bankerne skabe indlån/kontopenge for 10.000 kr. Hvis Danske Bank gik fallit, og Nationalbanken skulle tilvejebringe 350.mia.kr. for at undgå tab på indlån, så ville disse penge kunne genererer indlån/kontopenge for 3.500 mia.kr. – og dermed hyperinflation.
Problemet med bankkonkurser kan således ikke løses ved at ændre konkursreglerne, eller ved at lade Nationalbanken trykke penge.
Full-reserve banking er løsningen:
Skal vi have et banksystem, hvor store banker kan gå fallit uden det medfører samfundsmæssige problemer, så er full reserve banking den eneste løsning.
Et 100 % sikkerhedskrav betyder, at bankerne ikke kan skabe indlån, der overstige den pengemængde Nationalbanken har sat i omløb, og der vil altid være 100 % sikkerhed for alle anfordringsindlån – også ved konkurs.
Dette høje sikkerhedskrav giver dog nogle problemer. Først er det et teknisk problem idet banken ikke kan videreudlåne indskyders penge uden at have fået tilladelse fra indskyder, og når tilladelsen foreligger, skal pengene flyttes fra anfordringskontoen til en særlig udlånskonto. , og først herfra bliver pengene til rådighed for banken – og kun banken. Ved bankens konkurs er det kun det som står på udlånskontoen, der kan gå tabt.
Det andet problem er det psykologiske. Hvordan overtaler man indskyderne til at flytte sine penge fra den sikrede anfordringskonto til den usikre udlånskonto? Banken kan selvfølgelig give en negativ rente på anfordringskontoen og en positiv rente på udlånskontoen, men hvem vil acceptere en negativ rente?. Det er jo reelt tyveri af pengene.
Problemet kunne måske løses ved, at Nationalbanken gav bankerne et rentefrit lån svarende til bankernes anfordringsindlån, hvorved bankerne indirekte fik en rentefordel af indlånene. Alternativt kunne man ændre skattereglerne således, at anfordringsindlån gav et særligt skattefradrag til banken eller indlåner.
Den realistiske mulighed:
En mere realistisk mulighed ville være, at Nationalbanken tilbød alle borgere og virksomheder en sikker opbevaring af digitale penge direkte i Nationalbanken. Når der skulle betales regninger kunne pengene overføres fra kontoen i Nationalbanken til ens normale bankkonto, hvorfra de kunne anvendes til at betale regninger. Dermed ville man indirekte indføre full resere banking. Et to-konto-system, hvor den sikre konto er i Nationalbanken og den usikre konto i den private bank, hvor VISA-card mv. er tilknyttet.
Alternativt kunne Nationalbanken trykke digitale kontanter. I dag kan man kun tømme sin konto via fysiske kontanter, men teknisk er der intet i vejen for, at vi kunne få vores penge udbetalt på et USB-stik., hvorfra de kunne overdrages vis skype, E-mail og SMS.
Det nuværende forslag til at løse bankproblemet er næppe holdbart.
