Mystificeret af det faktum, at jeg omkring d. 8. marts i år opdagede, at ikke så få mænd forsvarer kvindekvoter til topposter, er det næste, naturlige spørgsmål selvfølgelig: Hvis feminismen, selv i form af statslig tvang, har så relativt mange støtter blandt toneangivende mænd (her kan nævnes f.eks. Rune Lykkeberg, redaktør på Information, Niels-Krause Kjær, borgerlig kommentator, samt vel langt hovedparten af mændene på den Christiansborg’ske venstrefløj), hvordan står det så ikke til blandt kvinderne, som er dem, der trods alt skal forestille at være de første i køen til at drage nytte af feminismens dagsorden?
Jeg prøvede at lave en liste over, hvor mange danske kvinder, der offentligt kritiserer feminismen. Det gik såmænd meget godt med at finde kritikere af kvindekvoter, hvilket da er opløftende på den måde, at en del kvinder åbenbart har forstået, at kvindekvoter er en kvindenedgørende idé (ligesom så mange andre af feminismens idéer, i øvrigt). Jeg vil ikke remse dem op, jeg fandt frem til, da jeg tror, de fleste læsere i dette hjørne af internettet ligeså godt som jeg kan komme i tanker om de relevante personer.
Mindre opløftende er det, at antallet af danske kvinder, der åbent og offentligt udtrykker kritik ikke bare af kvoter, men af hele feminismens grundtanke og kvindebillede, kan tælles på omkring en hånd; og måske er der endda kun to, som både er flittige debattører om emnet og kommer meget til orde i brede fora: Lone Nørgaard og Kathrine Winkel-Holm – og med lidt god vilje, Leny Malacinski, selvom hun, i modsætning til de to andre, har udtrykt et grundlæggende ønske om flere kvinder i lederstillinger, hvilket jeg betragter som en feministisk splint i øjet.
Hvorfor SKULLE kvinder da også kritisere feminismen, kunne man spørge. Er den ikke en gave til kvinder; en mulighed for et slaraffenland af fordele, frihed og selvtillid til hunkønnet? Bredt set, nej. Feminismen er, i dens post-1970’er form, snarere et undergravende tilbud til hunkønnet om passivt at lade sig falde ned i et sort hul af selvmedlidenhed. Den er baseret på konspirationsteorier om det såkaldte ”patriakat” og dets ønske om at skade kvinder. Den bekæmper et godt forhold mellem mænd og kvinder på mange måder; en af de vigtigste værende en evig mistænkeliggørelse af ALLE mænd, deres tankegang, (skjulte) intentioner, personlighed og seksualitet.
For at illustrere omfanget af fikseringen på det udokumenterede patriarkat, så tag f.eks. visse feministers reaktion på forslaget om at forbyde burka’er i det offentlige rum, der i sin tid blev fremsat af de Konservative. Aktivistiske feminister, jeg har kendskab til, rasede imod forslaget, fordi det blev antaget som en selvfølge, at ønsket hos politikerne var at begrænse kvinders frihed; det var et udslag af en patriarkalsk dagsorden, hvor mænd åbenbart føler stor trang til at bestemme, hvilke klude, kvinder sådan skal gå rundt med i det daglige.
Jamen altså. Kunne man ikke forestille sig, at der kunne være andre årsager til, at nogle gerne så burka’er forbudt i Danmark? Feministerne har da ret i, at politikere har en ganske stor bestemme-trang, også hvad angår detaljer i befolkningens liv, og personligt støtter jeg ikke burka-forbud - men at det skulle være udtryk for noget patriarkat-syndrom, er vist svært at dokumentere. Se nu bare socialdemokraten Julie Rademachers seneste anfald af voldsom bestemme-lyst: Hun vil gerne bestemme, at en masse danske virksomheder skal lukke, og en masse danskere (herunder kvinder) miste deres job, hvis virksomheden ikke makker ret og finder 40 % kvinder til bestyrelsen. Og hun er da vist ingen patriark.
Feministerne trækker, med deres snak om patriarkatets ondskab, kvinderne ind i en offerrolle, som der ikke er noget som helst dokumenterbart grundlag for i nutidens Danmark. Denne offerrolle er givetvis bekvem for en vis andel kvinder, i hvert fald i den ”udvandede” form, som de fleste kvinder accepterer feminismen i. Det er mit indtryk, at selvom de fleste danske kvinder ikke selv er erklærede feminister, så anser de stadig de erklærede feminister som nogle, der taler kvindernes sag og kæmper for kvinders psykologiske og materielle vellevned – selvom de måske ikke er enige med dem i alle detaljer, f.eks. i det hardcore socialkonstruktivistiske kønssyn, der kendetegner flertallet af feminister, samt i spørgsmålet om kvoter.
Udfordringen består derfor i, at danske kvinder må oplyses om, at feminismen ikke er den skinbarlige godhed. Hvor mange kvinder er egentlig bevidste om, at ødelæggelsen af den heteroseksuelle kernefamilie var en fuldstændig central del af 70’er-feministernes utopi? Hvor mange er bevidste om, at mistænkeliggørelsen af den almindelige mand som ”hjemmets lille undertrykker” ikke bare er et tilfældigt påfund hos nogle få radikalfeminister, men en helt grundlæggende del af ideologien? Hvor mange er bevidste om feminismens historisk meget tætte bånd til radikal marxisme? Hvor mange er bevidste om, at det heteroseksuelle samleje blandt 70’ernes radikalfeminister blev sat lig med voldtægt, på en måde, som var dette en fuldstændig naturlig konklusion? Og hvor mange er bevidste om, at hvad der formentlig er de fleste mødres rædselsscenarium, nemlig opløsningen af de tætte bånd mellem mor og barn, er et ideal indenfor den 70’er-feminisme, som også nutidens feminister ideologisk baserer sig på? På den baggrund, at man mente, moderrollen i dens traditionelle form var et socialt påfund (gæt engang: Ja, det er rigtigt. Det var patriarkatet, der havde fundet på det), som havde til formål at holde kvinden på plads i hjemmet. ”Moderskabet er kvindens fængsel”, som den feministiske filosof Simone de Beauvoir skrev. Sikke et kvindesyn!
Børnepasningen skulle og skal ifølge den 70’er-feministiske ideologi spredes ud på så mange personer som muligt, så mor fik tid til at ”realisere sig selv”, og så barnet ikke tog skade af al den overvældende moderkærlighed. I dag ved man, at helt små børn med høj sandsynlighed tager psykisk skade af at blive passet af mange forskellige mennesker. Alligevel betragter den almindelige mening det som en sejr for kvinder, at børnepasningen i dén grad er blevet institutionaliseret, og dermed netop spredt ud på en masse fremmede, præcis som feministerne ønskede det.
Jeg tillader mig altså at tro, at uvidenhed har en del at gøre med, at ikke flere kvinder (og for så vidt mænd) udtrykker modstand mod feminismen. Lidt som der her i Vesteuropa er en del uvidenhed om socialismens grundlæggende idéer og historie, der er med til at gøre mange mennesker til blinde tilhængere af denne ideologi – i hvert fald sådan på det hyggelige hverdagsplan. Jeg holdt selv op med at være socialist i det øjeblik, jeg for nogle år siden læste en af socialismens grundtekster. Så nemt kan det være.
Jeg håber, flere toneangivende kvinder vil sætte sig ind i, hvad feminismen egentlig indeholder. Jeg håber, de indsigter, der vil komme ud af det, overstiger behageligheden ved at se sig selv som et offer.
Tine Byrckel, journalist på Information, spurgte mig engang i en debat på sin blog, hvorfor jeg angreb feminister i stedet for at tage det, som hun omtalte som deres ”kritiske spørgsmål” alvorligt. Jeg har forklaret en brøkdel af grunden hertil ovenfor. Jeg håber at se mange andre danske kvinder (og mænd!), der måske tænker som jeg, tage bladet for munden, så vi med tiden kan få en fyldig stemme i debatten. I USA har man en helstøbt, akademisk grundig, feminisme-kritisk fløj på universiteterne og i andre intellektuelle fora. Der er mange kvinder i den. Danske kvinder siges at være foran med så meget. Så kom nu lidt foran med dette.
Jeg prøvede at lave en liste over, hvor mange danske kvinder, der offentligt kritiserer feminismen. Det gik såmænd meget godt med at finde kritikere af kvindekvoter, hvilket da er opløftende på den måde, at en del kvinder åbenbart har forstået, at kvindekvoter er en kvindenedgørende idé (ligesom så mange andre af feminismens idéer, i øvrigt). Jeg vil ikke remse dem op, jeg fandt frem til, da jeg tror, de fleste læsere i dette hjørne af internettet ligeså godt som jeg kan komme i tanker om de relevante personer.
Mindre opløftende er det, at antallet af danske kvinder, der åbent og offentligt udtrykker kritik ikke bare af kvoter, men af hele feminismens grundtanke og kvindebillede, kan tælles på omkring en hånd; og måske er der endda kun to, som både er flittige debattører om emnet og kommer meget til orde i brede fora: Lone Nørgaard og Kathrine Winkel-Holm – og med lidt god vilje, Leny Malacinski, selvom hun, i modsætning til de to andre, har udtrykt et grundlæggende ønske om flere kvinder i lederstillinger, hvilket jeg betragter som en feministisk splint i øjet.
Hvorfor SKULLE kvinder da også kritisere feminismen, kunne man spørge. Er den ikke en gave til kvinder; en mulighed for et slaraffenland af fordele, frihed og selvtillid til hunkønnet? Bredt set, nej. Feminismen er, i dens post-1970’er form, snarere et undergravende tilbud til hunkønnet om passivt at lade sig falde ned i et sort hul af selvmedlidenhed. Den er baseret på konspirationsteorier om det såkaldte ”patriakat” og dets ønske om at skade kvinder. Den bekæmper et godt forhold mellem mænd og kvinder på mange måder; en af de vigtigste værende en evig mistænkeliggørelse af ALLE mænd, deres tankegang, (skjulte) intentioner, personlighed og seksualitet.
For at illustrere omfanget af fikseringen på det udokumenterede patriarkat, så tag f.eks. visse feministers reaktion på forslaget om at forbyde burka’er i det offentlige rum, der i sin tid blev fremsat af de Konservative. Aktivistiske feminister, jeg har kendskab til, rasede imod forslaget, fordi det blev antaget som en selvfølge, at ønsket hos politikerne var at begrænse kvinders frihed; det var et udslag af en patriarkalsk dagsorden, hvor mænd åbenbart føler stor trang til at bestemme, hvilke klude, kvinder sådan skal gå rundt med i det daglige.
Jamen altså. Kunne man ikke forestille sig, at der kunne være andre årsager til, at nogle gerne så burka’er forbudt i Danmark? Feministerne har da ret i, at politikere har en ganske stor bestemme-trang, også hvad angår detaljer i befolkningens liv, og personligt støtter jeg ikke burka-forbud - men at det skulle være udtryk for noget patriarkat-syndrom, er vist svært at dokumentere. Se nu bare socialdemokraten Julie Rademachers seneste anfald af voldsom bestemme-lyst: Hun vil gerne bestemme, at en masse danske virksomheder skal lukke, og en masse danskere (herunder kvinder) miste deres job, hvis virksomheden ikke makker ret og finder 40 % kvinder til bestyrelsen. Og hun er da vist ingen patriark.
Feministerne trækker, med deres snak om patriarkatets ondskab, kvinderne ind i en offerrolle, som der ikke er noget som helst dokumenterbart grundlag for i nutidens Danmark. Denne offerrolle er givetvis bekvem for en vis andel kvinder, i hvert fald i den ”udvandede” form, som de fleste kvinder accepterer feminismen i. Det er mit indtryk, at selvom de fleste danske kvinder ikke selv er erklærede feminister, så anser de stadig de erklærede feminister som nogle, der taler kvindernes sag og kæmper for kvinders psykologiske og materielle vellevned – selvom de måske ikke er enige med dem i alle detaljer, f.eks. i det hardcore socialkonstruktivistiske kønssyn, der kendetegner flertallet af feminister, samt i spørgsmålet om kvoter.
Udfordringen består derfor i, at danske kvinder må oplyses om, at feminismen ikke er den skinbarlige godhed. Hvor mange kvinder er egentlig bevidste om, at ødelæggelsen af den heteroseksuelle kernefamilie var en fuldstændig central del af 70’er-feministernes utopi? Hvor mange er bevidste om, at mistænkeliggørelsen af den almindelige mand som ”hjemmets lille undertrykker” ikke bare er et tilfældigt påfund hos nogle få radikalfeminister, men en helt grundlæggende del af ideologien? Hvor mange er bevidste om feminismens historisk meget tætte bånd til radikal marxisme? Hvor mange er bevidste om, at det heteroseksuelle samleje blandt 70’ernes radikalfeminister blev sat lig med voldtægt, på en måde, som var dette en fuldstændig naturlig konklusion? Og hvor mange er bevidste om, at hvad der formentlig er de fleste mødres rædselsscenarium, nemlig opløsningen af de tætte bånd mellem mor og barn, er et ideal indenfor den 70’er-feminisme, som også nutidens feminister ideologisk baserer sig på? På den baggrund, at man mente, moderrollen i dens traditionelle form var et socialt påfund (gæt engang: Ja, det er rigtigt. Det var patriarkatet, der havde fundet på det), som havde til formål at holde kvinden på plads i hjemmet. ”Moderskabet er kvindens fængsel”, som den feministiske filosof Simone de Beauvoir skrev. Sikke et kvindesyn!
Børnepasningen skulle og skal ifølge den 70’er-feministiske ideologi spredes ud på så mange personer som muligt, så mor fik tid til at ”realisere sig selv”, og så barnet ikke tog skade af al den overvældende moderkærlighed. I dag ved man, at helt små børn med høj sandsynlighed tager psykisk skade af at blive passet af mange forskellige mennesker. Alligevel betragter den almindelige mening det som en sejr for kvinder, at børnepasningen i dén grad er blevet institutionaliseret, og dermed netop spredt ud på en masse fremmede, præcis som feministerne ønskede det.
Jeg tillader mig altså at tro, at uvidenhed har en del at gøre med, at ikke flere kvinder (og for så vidt mænd) udtrykker modstand mod feminismen. Lidt som der her i Vesteuropa er en del uvidenhed om socialismens grundlæggende idéer og historie, der er med til at gøre mange mennesker til blinde tilhængere af denne ideologi – i hvert fald sådan på det hyggelige hverdagsplan. Jeg holdt selv op med at være socialist i det øjeblik, jeg for nogle år siden læste en af socialismens grundtekster. Så nemt kan det være.
Jeg håber, flere toneangivende kvinder vil sætte sig ind i, hvad feminismen egentlig indeholder. Jeg håber, de indsigter, der vil komme ud af det, overstiger behageligheden ved at se sig selv som et offer.
Tine Byrckel, journalist på Information, spurgte mig engang i en debat på sin blog, hvorfor jeg angreb feminister i stedet for at tage det, som hun omtalte som deres ”kritiske spørgsmål” alvorligt. Jeg har forklaret en brøkdel af grunden hertil ovenfor. Jeg håber at se mange andre danske kvinder (og mænd!), der måske tænker som jeg, tage bladet for munden, så vi med tiden kan få en fyldig stemme i debatten. I USA har man en helstøbt, akademisk grundig, feminisme-kritisk fløj på universiteterne og i andre intellektuelle fora. Der er mange kvinder i den. Danske kvinder siges at være foran med så meget. Så kom nu lidt foran med dette.
