Da en klassekammerat sagde, at ”hadetale” ikke var ytringsfrihed, spurgte jeg ham følgende: ”Kan du overhovedet definere hadetale?”. Efter lang tavshed forsikrede jeg ham om, at jeg heller ikke var i stand til at definere hadetale. Men siden hen tror jeg, at jeg er kommet på en passende definition, der hjælper mig til at forstå både den fejlslagne ”hadetale” og den islamiske terrorismes succes.
Min nye forståelse af hadetale kommer fra en nylig tale givet af min universitetsrektor. Som sædvanlig prøvede hun at ”begrænse skaderne”, som resultat af sit seneste administrative fejlgreb. Den seneste kontrovers intensiveredes, da en ansat på fakultetet fyrede et par lede e-mails af til kollegieforstanderen, i processen ved en fejl sendende mailen til hele fakultetet. Den vrede epistel kritiserede berettiget den øvre administration for at lave større beslutninger påvirkende fakultetet, uden passende først at konsultere dem gennem fakultetet.
Ved vort næste fakultetsmøde påtalte universitetsrektoren, uden reference til substansen af anklagerne mod hendes administration, kontroversen. I stedet responderede hun på kritikken ved at tale om behovet for at opretholde ”civiliseret adfærd” og ”et kollegialt miljø”, som, sagde hun, ikke kunne værdsættes før det gik tabt. Mange, inklusive mig selv, tænkte, at denne lektion af vores universitetsrektor omkring emnet ”civiliseret adfærd”, bar lige så megen vægt som en lektion af Amin Jensen omkring emnet overvægt – eller måske en lektion omkring gode ordlege af mig.
Alt var sat i rette perspektiv, da en sociolog passende karakteriserede referencer til ”civiliseret adfærd” i højere uddannelsessystemer, som intentionelle bestræbelser på at undgå substantielle diskussioner. Med andre ord syntes generaliseringen at bane vejen for muligheden for at spille ”civilisationskortet”. Jeg modstod fristelsen til at tale om sociologer der spiller ”racismekortet” eller feminister der spiller ”sexismekortet”.
Men jeg erkendte omgående forbindelsen mellem sociologens observation, og universitetets ”talekode”-bevægelse, der søger at bandlyse ”hadetale”. Og efter at have ladet ordene falde på plads, udformede jeg denne nye definition af hadetale:
”Hadetale er verbal kommunikation, der inducerer vrede grundet lytterens manglende evne til at tilbyde et intelligent svar” Grundet denne manglende evne til et intelligent svar, grundet én af to grunde, findes der faktisk to forskellige typer hadetale:
1. Tale der er for dum til at fortjene et intelligent svar, og
2. Tale for hvilken lytteren er for dum til at tilbyde et intelligent svar
Tilfælde af førstnævnte er talrige i samfundet som helhed. Som når et medlem af Ku Klux Klan siger ”Jeg er måske ikke meget, men jeg er i det mindste ikke en neger”, findes der ikke nogen måde at svare intelligent på det. Der er ej heller meget håb for, at et svar ville blive forstået og værdsat af én der er ignorant nok til at komme med en sådan bemærkning. Så talen kan passende karakteriseres som hadetale.
Tilfælde af sidstnævnte er talrige i den akademiske verden. Eksempelvis for tre år side i denne uge, skrev jeg et stykke forklarende hvordan talekoder producerer en slags omvendt Darwinisme. Jeg argumenterede, at kun de der er følelsesmæssigt umodne, kan blive skidt tilpas blot ved at høre et modstridende synspunkt. Jeg argumenterede yderligere, at de indlysende er følelsesmæssigt temmeligt umodne, hvis de faktisk forbliver oprørte længe nok til at sende en klage, hvis mål er at håndhæve en talekode.
Efter jeg havde skrevet mit indlæg begyndte en feminist selvfølgelig at græde, og henvendte sig til den feministiske (nu tidligere) formand, der til gengæld gav mig en lektion i civiliseret opførsel. Med andre ord var feministerne ikke kvikke nok til at adressere substansen af mine udtalelser. Chokerende, ikke?
Derfor forudså jeg koderne tænkt til at udvande talen fra den følelsesmæssigt stabile majoritet – de der ikke græder på arbejdet – gennem maskineriet af klager sendt af de følelsesmæssigt ustabile – de der græder på arbejdet, men aldrig sender klager rettet mod undertrykkelsen fra deres egne synspunkter.
Lighederne mellem de to principielle former for hadetale er indlysende:
De inducerer begge vrede hos lytteren, uanset om taleren udtrykker sine synspunkter uden nogen følelse af had eller fjendskab.
Og dette leder til forståelsen af den tilsyneladende hypotese om bøsser og feminister, der (a) skriger ”hadetale” (mens de til tider græder) mod konservative der ikke ønsker at dræbe bøsser eller feminister, og (b) tolererer hadetale fra islamiske fascister, der virkeligt ønsker at dræbe bøsser og feminister.
Islamister der advokerer for vold, er ikke klassificerede som ”hadetalere”, fordi de inducerer frygt, ikke vrede.
Dette forklarer selvfølgelig talekodernes fejlslag (og sandsynligvis multikulturalismen i almindelighed). Eftersom håndhævelsen af koderne i det store hele afhænger af de følelsesmæssige reaktioner fra lytteren, mere end af indholdet af talen, skaber koderne uoverstigelige problemer indenfor grundlæggende rettigheder.
Og dette forklarer selvfølgelig den islamiske terrorismes succes. Det er indlysende en strategi der inducerer frygt, i en bestræbelse på at destruere funktionen af Grundloven gennem trusler og intimidering i så alvorligt et omfang, at ganske enkelt ingen kan ignorere den.
Min nye forståelse af hadetale kommer fra en nylig tale givet af min universitetsrektor. Som sædvanlig prøvede hun at ”begrænse skaderne”, som resultat af sit seneste administrative fejlgreb. Den seneste kontrovers intensiveredes, da en ansat på fakultetet fyrede et par lede e-mails af til kollegieforstanderen, i processen ved en fejl sendende mailen til hele fakultetet. Den vrede epistel kritiserede berettiget den øvre administration for at lave større beslutninger påvirkende fakultetet, uden passende først at konsultere dem gennem fakultetet.
Ved vort næste fakultetsmøde påtalte universitetsrektoren, uden reference til substansen af anklagerne mod hendes administration, kontroversen. I stedet responderede hun på kritikken ved at tale om behovet for at opretholde ”civiliseret adfærd” og ”et kollegialt miljø”, som, sagde hun, ikke kunne værdsættes før det gik tabt. Mange, inklusive mig selv, tænkte, at denne lektion af vores universitetsrektor omkring emnet ”civiliseret adfærd”, bar lige så megen vægt som en lektion af Amin Jensen omkring emnet overvægt – eller måske en lektion omkring gode ordlege af mig.
Alt var sat i rette perspektiv, da en sociolog passende karakteriserede referencer til ”civiliseret adfærd” i højere uddannelsessystemer, som intentionelle bestræbelser på at undgå substantielle diskussioner. Med andre ord syntes generaliseringen at bane vejen for muligheden for at spille ”civilisationskortet”. Jeg modstod fristelsen til at tale om sociologer der spiller ”racismekortet” eller feminister der spiller ”sexismekortet”.
Men jeg erkendte omgående forbindelsen mellem sociologens observation, og universitetets ”talekode”-bevægelse, der søger at bandlyse ”hadetale”. Og efter at have ladet ordene falde på plads, udformede jeg denne nye definition af hadetale:
”Hadetale er verbal kommunikation, der inducerer vrede grundet lytterens manglende evne til at tilbyde et intelligent svar” Grundet denne manglende evne til et intelligent svar, grundet én af to grunde, findes der faktisk to forskellige typer hadetale:
1. Tale der er for dum til at fortjene et intelligent svar, og
2. Tale for hvilken lytteren er for dum til at tilbyde et intelligent svar
Tilfælde af førstnævnte er talrige i samfundet som helhed. Som når et medlem af Ku Klux Klan siger ”Jeg er måske ikke meget, men jeg er i det mindste ikke en neger”, findes der ikke nogen måde at svare intelligent på det. Der er ej heller meget håb for, at et svar ville blive forstået og værdsat af én der er ignorant nok til at komme med en sådan bemærkning. Så talen kan passende karakteriseres som hadetale.
Tilfælde af sidstnævnte er talrige i den akademiske verden. Eksempelvis for tre år side i denne uge, skrev jeg et stykke forklarende hvordan talekoder producerer en slags omvendt Darwinisme. Jeg argumenterede, at kun de der er følelsesmæssigt umodne, kan blive skidt tilpas blot ved at høre et modstridende synspunkt. Jeg argumenterede yderligere, at de indlysende er følelsesmæssigt temmeligt umodne, hvis de faktisk forbliver oprørte længe nok til at sende en klage, hvis mål er at håndhæve en talekode.
Efter jeg havde skrevet mit indlæg begyndte en feminist selvfølgelig at græde, og henvendte sig til den feministiske (nu tidligere) formand, der til gengæld gav mig en lektion i civiliseret opførsel. Med andre ord var feministerne ikke kvikke nok til at adressere substansen af mine udtalelser. Chokerende, ikke?
Derfor forudså jeg koderne tænkt til at udvande talen fra den følelsesmæssigt stabile majoritet – de der ikke græder på arbejdet – gennem maskineriet af klager sendt af de følelsesmæssigt ustabile – de der græder på arbejdet, men aldrig sender klager rettet mod undertrykkelsen fra deres egne synspunkter.
Lighederne mellem de to principielle former for hadetale er indlysende:
De inducerer begge vrede hos lytteren, uanset om taleren udtrykker sine synspunkter uden nogen følelse af had eller fjendskab.
Og dette leder til forståelsen af den tilsyneladende hypotese om bøsser og feminister, der (a) skriger ”hadetale” (mens de til tider græder) mod konservative der ikke ønsker at dræbe bøsser eller feminister, og (b) tolererer hadetale fra islamiske fascister, der virkeligt ønsker at dræbe bøsser og feminister.
Islamister der advokerer for vold, er ikke klassificerede som ”hadetalere”, fordi de inducerer frygt, ikke vrede.
Dette forklarer selvfølgelig talekodernes fejlslag (og sandsynligvis multikulturalismen i almindelighed). Eftersom håndhævelsen af koderne i det store hele afhænger af de følelsesmæssige reaktioner fra lytteren, mere end af indholdet af talen, skaber koderne uoverstigelige problemer indenfor grundlæggende rettigheder.
Og dette forklarer selvfølgelig den islamiske terrorismes succes. Det er indlysende en strategi der inducerer frygt, i en bestræbelse på at destruere funktionen af Grundloven gennem trusler og intimidering i så alvorligt et omfang, at ganske enkelt ingen kan ignorere den.
