Er verdens politikere i deres iver efter at overgå hinanden i diciplinen "miljøbekymring", nået ind til kernen i hele klima/ressource-problematikken?
Tillad mig et hurtigt flashback til folkeskolens støvede biologilokale: "Lemminger er nogle små gnavere, der lever i barske arktiske tundraområder. De er meget frugtbare og en gang imellem bliver der simpelthen så mange af dem, at de æder alt tilgængeligt føde, hvorpå de sulter. Når det sker søger størsteparten af dem “nye græsgange”. Hvad de ikke ved er, at der ikke er nye græsgange og de løber og løber i en stadigt voksende flok indtil de alle når afgrunde – som typisk er havet – hvorpå de frygtløst (eller desperat) kaster sig i bølgerne og dør. De få der blev tilbage overlever, fordi ressourcerne kan bære deres antal."
Den historie kender de fleste skolebørn og de lidt bedre begavede af dem forstår til og med den logiske sammenhæng mellem mængden af ressourcer og det maksimalt tilladelige forbrug. “Bæredygtig udnyttelse”, som det så fint hedder. Det er goft sagt logik for lemminger: Når spisekammeret er tomt, må vi finde et andet sted at æde.
Desværre må man med en stille undren konstatere, at verdens ledere – bakket op af et samlet pressekorps – ikke rigtigt forstår (eller måske ikke vil forstå), at naturens simple spilleregler ikke udelukkende gælder for dyrene på Animal Planet, men også for vores to-benede race.
Det er ganske vist blevet højeste politiske mode at fokusere på forbruget af jordens ressourcer og den deraf følgende påvirkning af klimaet m.v. Vi bruger for meget energi, vi spreder for meget kemi, vi påvirker ganske enkelt miljøet for negativt – det er IKKE bæredygtigt. Men på trods af, at den ene klima- og miljøkonference afløser den anden, har jeg endnu tilgode at se en politiker, der tør udtale den hemmelighed, som alle skolebørnene har lært af lemmingerne:
Der er for mange mennesker på jorden!
Av! Så sagde jeg det højt. Ikke særligt politisk korrekt – formentligt småfascistisk i mange øjne. Og hvad vil jeg så gøre ved det – inlede en ny holocaust? Næ…. jeg vil blot starte med konstateringen af, at vi er for mange – alt for mange – mennesker på kloden. Og vi bliver desværre mange flere, hvis alle forudsigelser holder stik.
Blandt de få eksperter, der tør diskuttere problemet offentligt, hersker der nogen uenighed om, hvor mange mennesker planeten jorden kan bære at brødføde uden at lide overlast. Lad os være flinke og sige, at der er plads til 2 mia. svarende til 1/3 af jordens nuværende befolkning. Som det ser ud her og nu er vi altså nogle mia. for mange – er der en løsning på det?
Eftersom problemet ikke officielt eksisterer, er det også småt med løsningsforslagene. I virkeligheden er det meget simpelt. Der er to måder at mindske jordens befolkning på: Den ene er at mindske fødselsraten, den anden er at øge dødsraten. Sidstnævnte løsningsmodel er prøvet gentagne gange af sindsyge despoter – det er naturligvis ikke en brugbar løsning. Det efterlader løsnigsmodel 2 – mindskning af fødselsraten – som den eneste farbare vej, hvis vi vil forbedre vilkårene for fremtidige generationer på vor planet.
Igen er matematiken forholdsvis enkel. Hvis hvert menneske maksimalt bliver far eller mor til 2 børn, så vil der (langsomt) blive færre mennesker på jorden. I det meste af Vesteuropa har vi ubevidst fulgt denne recept i årevis – i Kina har man valgt at acellere befolkningreduktionen med tvang og tillader kun et barn pr. par.
Det er med andre ord ikke nødvendigt at tænke i folkemord, pandemier og lignende ækelheder for at løse jordens overbefolkningsproblemer, men det er utopi at forestille sig, at en sænkning af fødselsraten vil ske af frivillighedens vej i den 3. verden.
Og derfor snakker vi ikke om det. Det må være de næste generationers problem, vi har gjort hvad vi kunne (holdt klimakonferencer, bygget vindmøller og spist økologiske gulerødder) og i øvrigt løser det hele sig nok helt af sig selv….. En ting er sikkert: Om ikke andet så sørgen naturen selv for den nødvendige reduktion på et eller andet tidspunkt, for præcis som lemmingerne kan mennesker ikke leve af ingenting.
Tillad mig et hurtigt flashback til folkeskolens støvede biologilokale: "Lemminger er nogle små gnavere, der lever i barske arktiske tundraområder. De er meget frugtbare og en gang imellem bliver der simpelthen så mange af dem, at de æder alt tilgængeligt føde, hvorpå de sulter. Når det sker søger størsteparten af dem “nye græsgange”. Hvad de ikke ved er, at der ikke er nye græsgange og de løber og løber i en stadigt voksende flok indtil de alle når afgrunde – som typisk er havet – hvorpå de frygtløst (eller desperat) kaster sig i bølgerne og dør. De få der blev tilbage overlever, fordi ressourcerne kan bære deres antal."
Den historie kender de fleste skolebørn og de lidt bedre begavede af dem forstår til og med den logiske sammenhæng mellem mængden af ressourcer og det maksimalt tilladelige forbrug. “Bæredygtig udnyttelse”, som det så fint hedder. Det er goft sagt logik for lemminger: Når spisekammeret er tomt, må vi finde et andet sted at æde.
Desværre må man med en stille undren konstatere, at verdens ledere – bakket op af et samlet pressekorps – ikke rigtigt forstår (eller måske ikke vil forstå), at naturens simple spilleregler ikke udelukkende gælder for dyrene på Animal Planet, men også for vores to-benede race.
Det er ganske vist blevet højeste politiske mode at fokusere på forbruget af jordens ressourcer og den deraf følgende påvirkning af klimaet m.v. Vi bruger for meget energi, vi spreder for meget kemi, vi påvirker ganske enkelt miljøet for negativt – det er IKKE bæredygtigt. Men på trods af, at den ene klima- og miljøkonference afløser den anden, har jeg endnu tilgode at se en politiker, der tør udtale den hemmelighed, som alle skolebørnene har lært af lemmingerne:
Der er for mange mennesker på jorden!
Av! Så sagde jeg det højt. Ikke særligt politisk korrekt – formentligt småfascistisk i mange øjne. Og hvad vil jeg så gøre ved det – inlede en ny holocaust? Næ…. jeg vil blot starte med konstateringen af, at vi er for mange – alt for mange – mennesker på kloden. Og vi bliver desværre mange flere, hvis alle forudsigelser holder stik.
Blandt de få eksperter, der tør diskuttere problemet offentligt, hersker der nogen uenighed om, hvor mange mennesker planeten jorden kan bære at brødføde uden at lide overlast. Lad os være flinke og sige, at der er plads til 2 mia. svarende til 1/3 af jordens nuværende befolkning. Som det ser ud her og nu er vi altså nogle mia. for mange – er der en løsning på det?
Eftersom problemet ikke officielt eksisterer, er det også småt med løsningsforslagene. I virkeligheden er det meget simpelt. Der er to måder at mindske jordens befolkning på: Den ene er at mindske fødselsraten, den anden er at øge dødsraten. Sidstnævnte løsningsmodel er prøvet gentagne gange af sindsyge despoter – det er naturligvis ikke en brugbar løsning. Det efterlader løsnigsmodel 2 – mindskning af fødselsraten – som den eneste farbare vej, hvis vi vil forbedre vilkårene for fremtidige generationer på vor planet.
Igen er matematiken forholdsvis enkel. Hvis hvert menneske maksimalt bliver far eller mor til 2 børn, så vil der (langsomt) blive færre mennesker på jorden. I det meste af Vesteuropa har vi ubevidst fulgt denne recept i årevis – i Kina har man valgt at acellere befolkningreduktionen med tvang og tillader kun et barn pr. par.
Det er med andre ord ikke nødvendigt at tænke i folkemord, pandemier og lignende ækelheder for at løse jordens overbefolkningsproblemer, men det er utopi at forestille sig, at en sænkning af fødselsraten vil ske af frivillighedens vej i den 3. verden.
Og derfor snakker vi ikke om det. Det må være de næste generationers problem, vi har gjort hvad vi kunne (holdt klimakonferencer, bygget vindmøller og spist økologiske gulerødder) og i øvrigt løser det hele sig nok helt af sig selv….. En ting er sikkert: Om ikke andet så sørgen naturen selv for den nødvendige reduktion på et eller andet tidspunkt, for præcis som lemmingerne kan mennesker ikke leve af ingenting.
