Hvorfor DDT aldrig skulle have været forbudt

For mange synes den grønne bevægelses kult at være harmløs, ikke en der skal tages for alvorligt

Henrik Gøtke,

07/02/2010

For mange synes den grønne bevægelses kult at være harmløs, ikke en der skal tages for alvorligt. Men beviser og argumenter er fremkommet, der kan tyde på noget andet med et tiltagende momentum og virkning. Miljø lobbyen står nu anklaget for det direkte ansvar for millionvis af unødvendige døde, mestendels børn, i den tredje verden, af malaria.

Det drejer sig om forbudet mod DDT. Bjørn Lomborg fremsætter de grundlæggende fakta direkte i The Skeptical Environmentalist.

"Vort indtag af kaffe er omkring 50 gange mere kræftfremkaldende end vort indtag af DDT, før det blev forbudt...kræftrisikoen ved DDT er omkring 0,00008 procent".

Ted Lapkin insisterer i november udgaven af Quadrant, at DDT "stadig anses for det mest kraftfulde våben tilrådighed i krigen mod malaria", og at den manglende anvendelse har været en skandaløs offentlig politik. Forfatter Michael Crichton sagde henvendt til Commonwealth Club i San Francisco, at:

"Forbudet mod DDT er et af de mest skandaløse episoder i det tyvende århundredes amerikanske historie".

Hjemmesiden junkscience.com ser forbudet som et redskab for den første verdens bureaukraters forfølgelse af en befolkningsvækst på 0 procent i udviklingslandene.

DDT blev forbudt efter at Rachel Carson i Silent Spring (1962) anklagede DDT for at skade menneskers helbred (kræft), økosystemet og for at skabe tynde æggeskaller hos ørne. Lapkin citerer plausibel autoritet, at:

"Ingen videnskabelig gennemlæst undersøgelse nogensinde har replikeret noget sådan tilfælde af negativ sundheds virkning fra DDT".

Han anslår, at af alle Carson´s anklager er "den eneste påstand der er videnskabeligt bevist den fortyndende virkning DDT har haft på æggeskaller af rovfugle".

Den videnskabelige og moralske kerne er, at den relative harmløshed af DDT længe har været etableret. En undersøgelse fra 1950 involverer forkere, der gav en mand 35 mg DDT om dagen i to år uden sygdoms virkning. Lapkin citerer Donald Roberts, en fremragende professor i tropisk medicin, for at have sagt:

"Du kunne spise en skefuld af det, og det ville ikke skade dig". Hvorfor forbød US Environmental Protection Agency DDT i 1972? Det enkle svar er, at miljø bevægelsen udklækket af Carson´s katastrofale forudsigelser vandt over empiriske undersøgelser. Langt værre er Crichton´s forfærdelige anklage:

"Vi vidste bedre, men vi gjorde det alligevel, og vi lod mennekser rundt omkring i verden dø, og vi var skide ligeglade". Ifølge junkscience.com summerede en befolknings kontrol myndighed for Agency for International Development det muntert op med "hellere død end i live og løssluppent reproducerende".

I analysen af de grønnes kampagners magt siger Crichton: "Vore tidligere optegnelser af miljø bevægelsens handlinger tager, for at sige det mildt, modet fra en...Men vi erkender ikke tidligere fejltagelser og ser dem i øjnene. Og jeg tror, jeg ved hvorfor...I dag er en af de mest magtfulde religioner i den vestlige verden miljø bevægelsen, som synes at være den foretrukne religion blandt byboende ateister".

Crichton´s meget overbevisende argument er, at økologiske dydigheder er præcist det; religiøse overbevisninger immune overfor rationelle undersøgelser. "Spørgsmålet er, om du bliver en af folkene på frelsens side eller om du bliver en af dem på dommedags side. Om du bliver en af os eller en af dem". Sammenlignet med sådan vitalt vigtige definitioner af personlig identitet, hvad erkender udkommer svagt (om overhovedet), for ikke at tale om fjerne døde?

En antydende ironi er, at den industrialiserede verden hjemme havde udryddet malaria og opnået fordelene ved DDT før den forbød den og førte kampagne for at forbyde det andetsteds. Ligeledes, ifølge Lapkin, vendte Greenpeace og World Wildlife Fund ubevidst det blinde øje til "en afrikansk malaria katastrofe, der var det direkte resultat af deres advokeren". Dette koster "millionvis af menneskeliv hvert år...en fuldstændig forebyggelsesbar epidemi...Greenpeace fører i øjeblikket kampagne for af lukke den eneste facilitet i Indien, der stadig producerer DDT".

Non Government Organisationer arbejdede side om side med national staterne. Internationale udviklings agenturer i Norge og Sverige, hvor anopheles moskitoen aldrig har udgjort et problem, nægtede at støtte programmer, der brugte DDT, da de selv havde forbudt brugen. Hvor mange borgere fra Mozambique og borgere fra andre hjælp afhængige afrikanske lande der er døde som resultat af dette, vides ikke præcist. Måske skulle omtalte regeringer støtte en undersøgelse af dette.

Det er ikke fordi, at der ikke fandtes instruktive eksempler i den maoistiske formel "en fejl er blevet begået", der kunne have forårsaget velinformerede aktivister at erkende dette. Lapkin citerer to:

Da Sri Lanka midt i 1960´erne forbød DDT, steg malaria tilfældene fra 29 i 1964 til mere end en halv millionfem år senere.

Ecuador, der udviddede sin brug af DDT i 1980´erne og 1990´erne, oplevede et fald på 60 procent i infektions tilfælde.

Lad os se bort fra bureaukrater med livlige herodiske intentioner. Hvor tæt på med overlæg at have implementeret deres groteske implementering af en befolkningstilvækst på nul procent, vil sandsynligvis forblive en hemmelighed. Hvad med de anstændige aktivister, for ikke at tale om videnskabsmændene med respekt for sig selv med adgang til alle kundskabens journaler? Hvordan kunne slogans om at redde planeten have affødt en så schizofren tilgang til beviser? På hvilket tidspunkt begyndte erkendelsen om, at det dominerende paradigme var en stor løgn? Hvorfor er Greenpeace stadig aktiv i Indien?

Lapkin ser disse spørgsmål gennem et prisme af en ny form for den første verdens forfængelighed. "Anti DDT korstoget bliver så meget mere skandaløs gennem den distinkte kolonialismens fordærv, der er dens uundgåelige følgesvend. På en måde repræsenterer dette pres i retning af et forbud mod dette pesticid det ultimative i moderne eurocentrisk arrogance, den nyeste form for imperialisme". Han sammenligner det med Kiplings "vi ved bedst" version af at påtage sig den hvide mands byrde, påtvingende en grøn, pesticid fri kolonial ideologi af oprindelig uberørt natur. Giver de heroiske konsekvenser synes det for mig, at analogien mellem Belgien og det britiske imperium er mere passende, og med Joseph Conrad´s Herr Kurtz. Der kan ikke være tvivl om, at hans konklusion var, at: "Hybris, tåbelighed og etnocentrisme...udklækkede denne unødvendige tragedie".

Til denne liste skal man helt sikkert tilføje venstrefløjens vane med at være evigheder om at erkende - og aldrig indrømme - når den tager alvorligt fejl. Hvor alvorligt? Crichton ansætter prisen på miljøbevægelsens handlinger til "et sted mellem 10 millioner og 30 millioner mennesker siden 1970´erne". For dem der ikke bryder sig om den slags gummi statistikker, bør det bemærkes, at den tredje verdens befolknings statistikker medvirker alle mulige problemer, og at interaktionen af malaria med andre sygdomme og faktorer, såsom fattigdom og fejlernæring, komplicerer tingene.

Selv den laveste estimat er en skræmmende pris. Og en pris der forstærker parallellerne med andre monstrøse, sekulære religioner fra det forrige århundrede.

For Crichton er den vigtigste nutidige udfordring at genskabe en ansvarlig miljøbevægelse fra disse fanatikeres grupper, for hvem dette er blevet en pseudo religion, og returnere til den videnskabelige disciplin.

"Jeg er helt igennem træt af politiserede såkaldte fakta, der ganske enkelt ikke er sande. Der er ikke sådan, at disse "fakta" er overdrivelser af en underliggende sandhed. Ej heller sådan at visse organisationer drejer deres sag...på den stærkeste måde. Slet ikke - hvad flere og flere grupper gør, er at fremsætte løgne, ganske enkelt. Løgne de ved, er løgne. Denne tendens begyndte med DDT kampagnen, og eksisterer frem til i dag".

Når man ser på det omfang dette passer til den globale klima bevægelse, synes denne at være en af de vigtigste udfordringer i samtidens journalistik.

Kilde: