Politikernes forsøg på at få en global, juridisk bindende klimaaftale i hus vil ikke lykkedes, da forsøgene vil blive stoppet af økonomiske realiteter.
I går fortalte EU's klimakommissær Connie Hedegaard i et interview med Financial Times, at hun forventer, at COP16 (det kommende klimatopmøde i Mexico) bliver en fiasko - at der ikke kommer en juridisk bindende aftale ud af mødet. Den udmelding lader til at overraske mange. Det overraskede også mange vestlige kommentatorer, at COP15 fejlede.
Det burde dog ikke overraske økonomer eller politiske kommentatorer, at COP16 ikke vil levere en juridisk bindende aftale, og det bør heller ikke overraske nogen, når COP17 og 18 og de efterfølgende konferencer viser sig at give et lige så magert resultat som COP15.
De umiddelbare politiske analyser peger i retningen af, at bevægelsen for en juridisk bindende aftale er ved at dø ud, da de politiske vinde er skiftet siden præsident Obama blev valgt i USA, og da der også er en hastigt voksende klimaskepsis i Australien. Grunden til, at en global, juridisk bindende aftale ikke kommer, skal dog ikke findes her.
I en fri og åben verden, hvor borgere kan flytte sig derhen, hvor der er de bedste muligheder for at skabe sig et godt liv, ligger landene i konstant kamp med hinanden for at tiltrække disse produktive borgere. Det vil sige, at de lande, der formår at tilbyde de bedste erhvervsbetingelser vil opleve en netto-tilflytning, mens ustabile og ufrie lande vil opleve en netto-fraflytning. Dette kender vi i Danmark som brain-drain, hvor vi oplever, at mange af de klogeste og mest produktive mennesker vælger at bosætte sig andetsteds, da der ofte er mere interessante karrieremuligheder der. Fænomenet er langt mere udtalt i ustabile lande og i lande, der er mindre økonomisk frie end Danmark. Også kapitalen søger derhen, hvor den giver det bedste afkast.
Verdens nationer ligger altså, på samme måde som virksomheder, i konkurrence med hinanden, og de lande, der kan tilbyde borgere og kapital de bedste vilkår, vil se deres velstand vokse. Ligesom de virksomheder, der leverer de bedste produkter, også erobrer markedsandele. Forskellen er blot, at det er ”dyrere” (eller mere besværligt) at skifte statsborgerskabet ud, end det er at skifte eksempelvis forsikringsselskabet eller supermarkedet ud. Det er den samme dynamik, der gør sig gældende begge steder.
På grund af dette ”frie marked” staterne imellem er en global klimaaftale umulig. En ”ambitiøs” aftale, der kun er accepteret af EU vil få virksomheder til at flytte arbejdspladser fra EU til Fjernøsten eller USA, da disse lande ikke ligger under for de samme begrænsninger. Dette forstår de fleste politiske ledere, og da mange af Fjernøstens ledere kun sidder ved magten, så længe de formår at holde den økonomiske vækst oppe, vil de aldrig acceptere begrænsninger i deres udvikling.
Derfor vil en aftale kun lykkedes, hvis alle verdens 193 lande indgår en aftale om de samme begrænsninger for alle, og selv i dette tilfælde er det kun nødvendigt for én stat at bryde aftalen for at opnå betydelige konkurrencefordele. Det giver sig selv, at dette ikke kommer til at ske, og at de nuværende klimaforhandlinger ikke vil give et resultat.
Hvordan kan det så være, at lande i Fjernøsten, så som Kina, Indien og Singapore, ikke blankt afviser al snak om en juridisk bindende aftale, men i stedet er meget vævende om det? Det er fordi de ellers ville møde stærke negative reaktioner fra venstreorienterede vesterlændinge, der frygter, at verdenshavene stiger og isbjørnene uddør, hvis vi ikke mindsker vores CO2-udledninger. Det er meget smartere at give omverdenen det indtryk, at man muligvis er med på en aftale og er ”konstruktiv” for derefter at afvise at give afkald på sin suverænitet ved de egen forhandlinger. Så kan man deles om skylden. Det var dette, vi så Kina gøre under COP15.
Konklusionen er derfor, at alle de forretningsfolk, NGO’er og politikere, der bruger deres tid på at forsøge at få en aftale igennem i FN, godt kan give op. Lande, der forstår implikationerne af kapitalens og borgernes frie bevægelighed, kommer aldrig til at skrive under på en aftale.
En global, juridisk bindende aftale er umuliggjort af politiske og økonomiske realiteter, hvad enten man ønsker det eller ej.
Interviewet med Connie Hedegaard i Financial Times:
http://www.ft.com/cms/s/0/d4fe86d0-2ace-11df-886b-00144feabdc0.html
I går fortalte EU's klimakommissær Connie Hedegaard i et interview med Financial Times, at hun forventer, at COP16 (det kommende klimatopmøde i Mexico) bliver en fiasko - at der ikke kommer en juridisk bindende aftale ud af mødet. Den udmelding lader til at overraske mange. Det overraskede også mange vestlige kommentatorer, at COP15 fejlede.
Det burde dog ikke overraske økonomer eller politiske kommentatorer, at COP16 ikke vil levere en juridisk bindende aftale, og det bør heller ikke overraske nogen, når COP17 og 18 og de efterfølgende konferencer viser sig at give et lige så magert resultat som COP15.
De umiddelbare politiske analyser peger i retningen af, at bevægelsen for en juridisk bindende aftale er ved at dø ud, da de politiske vinde er skiftet siden præsident Obama blev valgt i USA, og da der også er en hastigt voksende klimaskepsis i Australien. Grunden til, at en global, juridisk bindende aftale ikke kommer, skal dog ikke findes her.
I en fri og åben verden, hvor borgere kan flytte sig derhen, hvor der er de bedste muligheder for at skabe sig et godt liv, ligger landene i konstant kamp med hinanden for at tiltrække disse produktive borgere. Det vil sige, at de lande, der formår at tilbyde de bedste erhvervsbetingelser vil opleve en netto-tilflytning, mens ustabile og ufrie lande vil opleve en netto-fraflytning. Dette kender vi i Danmark som brain-drain, hvor vi oplever, at mange af de klogeste og mest produktive mennesker vælger at bosætte sig andetsteds, da der ofte er mere interessante karrieremuligheder der. Fænomenet er langt mere udtalt i ustabile lande og i lande, der er mindre økonomisk frie end Danmark. Også kapitalen søger derhen, hvor den giver det bedste afkast.
Verdens nationer ligger altså, på samme måde som virksomheder, i konkurrence med hinanden, og de lande, der kan tilbyde borgere og kapital de bedste vilkår, vil se deres velstand vokse. Ligesom de virksomheder, der leverer de bedste produkter, også erobrer markedsandele. Forskellen er blot, at det er ”dyrere” (eller mere besværligt) at skifte statsborgerskabet ud, end det er at skifte eksempelvis forsikringsselskabet eller supermarkedet ud. Det er den samme dynamik, der gør sig gældende begge steder.
På grund af dette ”frie marked” staterne imellem er en global klimaaftale umulig. En ”ambitiøs” aftale, der kun er accepteret af EU vil få virksomheder til at flytte arbejdspladser fra EU til Fjernøsten eller USA, da disse lande ikke ligger under for de samme begrænsninger. Dette forstår de fleste politiske ledere, og da mange af Fjernøstens ledere kun sidder ved magten, så længe de formår at holde den økonomiske vækst oppe, vil de aldrig acceptere begrænsninger i deres udvikling.
Derfor vil en aftale kun lykkedes, hvis alle verdens 193 lande indgår en aftale om de samme begrænsninger for alle, og selv i dette tilfælde er det kun nødvendigt for én stat at bryde aftalen for at opnå betydelige konkurrencefordele. Det giver sig selv, at dette ikke kommer til at ske, og at de nuværende klimaforhandlinger ikke vil give et resultat.
Hvordan kan det så være, at lande i Fjernøsten, så som Kina, Indien og Singapore, ikke blankt afviser al snak om en juridisk bindende aftale, men i stedet er meget vævende om det? Det er fordi de ellers ville møde stærke negative reaktioner fra venstreorienterede vesterlændinge, der frygter, at verdenshavene stiger og isbjørnene uddør, hvis vi ikke mindsker vores CO2-udledninger. Det er meget smartere at give omverdenen det indtryk, at man muligvis er med på en aftale og er ”konstruktiv” for derefter at afvise at give afkald på sin suverænitet ved de egen forhandlinger. Så kan man deles om skylden. Det var dette, vi så Kina gøre under COP15.
Konklusionen er derfor, at alle de forretningsfolk, NGO’er og politikere, der bruger deres tid på at forsøge at få en aftale igennem i FN, godt kan give op. Lande, der forstår implikationerne af kapitalens og borgernes frie bevægelighed, kommer aldrig til at skrive under på en aftale.
En global, juridisk bindende aftale er umuliggjort af politiske og økonomiske realiteter, hvad enten man ønsker det eller ej.
Interviewet med Connie Hedegaard i Financial Times:
http://www.ft.com/cms/s/0/d4fe86d0-2ace-11df-886b-00144feabdc0.html
