Hvorfor blev jeg ikke socialist ?

Jeg har bland andet brugt juledagene til at reflektere over ovenstående spørgsmål. Men først en forklaring, jeg burde nemlig være blevet socialist. Jeg kommer fra et arbejder hjem, hvor begge mine forældre er ufaglærte. Jeg har selv haft forskellige jobs som krævede lidt eller slet ingen uddanelse. Nu er jeg ved at uddanne mig til pædagog. Igennem fire år brugte jeg det meste af min fritid, på at være aktiv i en fodboldklub, en gammel arbejder klub, hvor det ikke lykkedes mig at møde nogen med en politisk opfattelse som ikke var venstre orienteret. De kan selvfølgelig godt være der, men så er det altså ikke noget man skilter med. Ovenstående gør at jeg som en sagde til mig "altså burde være rød". Hvorfor er jeg så ikke det ? Hvis vi starter med min opvækst. På trods af at jeg kommer fra et arbejder hjem, så er der aldrig blevet prædiket venstre orienteret politik i mit barndomshjem. Der har aldrig været den tilgang at "det er samfundets skyld" Tværtimod har det ligget i kortene at hvis man ikke er tilfreds med sit liv, ja så er det op til en selv at ændre det. For en god ordens skyld skal det med, at der heller ikke er prædiket borgerlig politik, men set i bakspejlet så har jeg fået et frisindet værdisæt med hjemmefra, derefter har jeg selv sat lighedstegnet mellem frisind og Liberalisme. Hvad angår min tidligere og nuværende beskæftigelse så handler det om at være kritisk. I fodboldklubben kunne jeg godt være aktiv, i et udpræget socialistisk miljø, så længe at det ikke var politikken der var omdrejningspunktet. Idag tvivler jeg dog på at det vil være muligt at nå toppen i den forening, hvis ikke partibogen er iorden.( Det var ikke mit mål at nå toppen, så altså en teoretisk påstand) På seminariet er det næsten en naturlov at man er venstreorienteret. Jeg tror dog at man tager fejl, hvis man tror at folk nødvendigvis er venstreorienteret fordi at de vil være pædagoger. De fleste har ikke taget stilling, når de starter, men så står ex-kommunistiske ( medregnet SF og Enhedslisten) og Socialdemokratiske undervisere klar til at fortælle dem hvad de bør mene politisk. Jeg har kun gået på seminariet i ca tre måneder, ( resten af tiden i praktik) og har allerede oplevet flere førsøg på at påvirke politisk. Jeg husker især to episoder: * I undervisningen diskutteres en pædagogisk problem stilling i forbindelse med noget lovstof. Underviseren fortæller så at den eneste løsning på problemstillingen, er at stemme på nogen andre, underforstået på oppositionen. * En for os ny underviser skal præsentere sig, og starter stolt med at fortælle at han i 25 år har været aktiv på den yderste venstrefløj. Han kommer med flere påstande, hvor de politiske antydninger på det nærmeste driver ned af væggene. Det er en del af forklaringen på hvorfor en hel uddanelse kan få et bestemt politisk snit. Jeg havde taget stilling på forhånd, og var/er derfor ikke åben overfor denne politiske propaganda. Ellers vil det for mange være svært ikke at blive påvirket, man sidder jo netop i en indlæringssituation, hvor det er vigtigt at være åben og modtagelig, hvilket så udnyttes af nogle undervisere på det groveste. Selvfølgelig findes der også undervisere der magter kunsten at undervise og forholde sig politisk neutral på samme tid, men påvirkningen fra dem som ikke gør, er enorm. Hvordan kan vi så ændre dette ? Jeg tror et skridt i den rigtige retning vil være LAs foreslag om proffesorer på netop proffesions-uddanelserne. Et andet skridt kunne være at det blev en del af ansættelses-kontrakten, at en underviser skal undervise og ikke forsøge at påvirke eleverne. Denne indoktrinering betyder så også at de fleste pædagoger er venstreorienteret, når de er færdig uddannet, her er der også tale om at de tror, en stemme på venstrefløjen er en stemme på jobgaranti. Jeg tror at følgende budskab skal ud: * Venstrefløjen er garanti for flere jobs indenfor det offentlige, men ikke indenfor det private som hæmmes hvergang at det offentlige påtager sig en opgave. Altså der vil altid være brug for pædagogisk faglighed, hvis den offentlige sektor bliver mindre, vil jobne flytte sig andre steder hen. Det vil så give forældrene et reelt valg, når passningen til den lille skal vælges. Det kan selvfølgelig være at den venstreorienterede børnehavepædagog godt kan lide at være offentligt ansat, men er det så okay at de børn hun passer skal betale regningen ? Jeg ser mig selv som et levende bevis på at det kan lade sig gøre at være pædagogstuderende og Liberal på samme tid, men jeg anerkender at jeg er en undtagelse, en undtagelse som jeg vil tillade mig at være stolt af. Og hvorfor blev jeg så ikke socialist ? Jeg har aldrig så meget som overvejet at stemme på nogen af de røde. Dette skyldes det primære i ideologien. Socialismen er grundlæggende: Vi ved hvordan alle bør leve deres liv. Det kan de ikke selv finde ud af, derfor er tvang nødvendig, eksempelvis kan man ikke overlade det til folk selv at styre deres penge, derfor gør "vi" det for dem. Socialismen ser aldrig på baggrunden når der skal tages stilling. Hvis noget offentligt, ikke fungerer skal det offentlige bare have flere penge, så skal det nok løse sig. Løsningen kunne jo være at det slet ikke skulle være offentligt, men det ser man altså ikke på. Man ser heller ikke på det faktum at vi i Danmark igennem de sidste 50 år, konstant har øget den offentlige sektor, uden at få tilsvarende valuta for pengene. Den Liberale ideologi ser på baggrunden, altså hvad der driver mennesker, og hvordan kan vi skabe et samfund på baggrund af dette. De fleste mennesker ønsker det bedste for sig og sine. Man vil altså ikke arbejde hårdt for at skabe en større offentlige sektor, man arbejder grundlæggende for sig selv og sine nærmeste. I et overreguleret samfund som det danske sker det bland andet med sort arbejde, som jo grundlæggende handler om selv at få værdien af ens arbejde. Jeg skal ikke holde skåk-taler for sort arbejde, men hvorfor ikke skabe et samfund hvor det kan betale at arbejde, også legalt. Det første skridt må være en flad skat, altså at man betaler den samme procent-sats, uanset hvor meget man tjener, og selvfølgelig skal den procent-sats så langt ned som muligt. Jeg mener at det både moralsk og samfundsmæssigt er den rigtige vej at gå, og derfor blev jeg altså ikke socialist. Et godt nyår til Jer og jeres nærmeste.