Hvordan Marx blev muslim

For en del år siden var der megen snak om kollisionen Øst og Vest imellem

Henrik Gøtke,

16/04/2010

For en del år siden var der megen snak om kollisionen Øst og Vest imellem. I medierne og på uddannelsesinstitutionerne blev Den Kold Krig rutinemæssigt beskrevet som et sammenstød mellem vestligt liberalt demokrati, og noget andet (russisk despotisme måske), der afgjort ikke var vestligt. Faktisk var det kommunistiske system fra Lenin til Gorbachev ét af flere forsøg på at gøre Rusland til et vestligt samfund, som landet havde oplevet siden Peter den Store.

Sovjetisk Marxisme udsprang ikke af et ortodokst kloster. Den var én af de fineste blomster af Oplysningstiden i Europa. Sovjetunionen var om noget et oplysende regime. Den sovjetiske stat var fra start til slut drivkraften i vestliggørelsesprojektet. Den Kolde Krig var en familiefejde mellem vestlige ideologier, i hvilken rivaliserende versioner af politisk universalisme kæmpede for overherredømmet.

I dag ser vi genafspilningen af denne kamp. Meget har selvfølgelig ændret sig. Uligt kommunismen prøver Islam ikke at udgive sig for at være sekulær. Alene af den årsag er det for mange der stadig opretholder et reaktionært verdenssyn et mysterium, at sekulariseringen er vejen til fremtiden. Men det synspunkt at noget der kaldes ”Vesten”, er under angreb af en fremmed fjende, er ligeså fejlagtig nu, som den var under Den Kolde Krig.

Islamisk fundamentalisme er ikke en hjemmebotaniseret vækst. Den er en eksotisk hybrid, ynglet i mødet mellem afdelinger af den islamiske intelligensia og radikale vestlige ideologier. I ”A Fury for God” viser Malise Ruthven, at Sayyid Qutb, en ægypter henrettet efter fængsling i 1966, og uden tvivl den mest indflydelsesrige ideolog i Radikal Islam, at han i sin tænkning inkorporerede mange elementer afledt af europæisk ideologi. Eksempelvis idéen om en revolutionær fortrop af militante troende, er ikke en islamisk fremavl. Det er ”et koncept importeret fra Europa gennem en herkomst der strækker sig tilbage fra jacobinerne til bolsjevikkerne og de senere marxistiske guerillaer såsom Baader-Meinhof banden”.

I en brillant illuminerende, fængslende og læseværdig analyse demonstrerer Ruthven de tætte affiniteter mellem Radikal Islam´s tankegang, modernismens frontløbere og postmoderne tankegang i Vesten. Inspirationen til Qutb´s tanker skal ikke så meget findes i Koranen, men i tidens vestlige filosofi i form af tænkere som Nietzsche, Kierkegaard og Heidegger. Qutb´s tanker – masterplanen for al efterfølgende radikal islamisk politisk ideologi – er i lige så høj grad et svar på det tyvende århundredes oplevelse af ”Gud´s død”, som noget andet i den islamiske tradition. Qutb´ismen er på ingen måde traditionel. Som al anden fundamentalistisk ideologi er den umiskendelig moderne.

Politisk Islam fremkom delvist efter mødet med vestlige tanker og delvist af afskyen ved regimerne etablerede i Ægypten og andetsteds i kølvandet på europæisk kolonialisme. I ”Jihad” argumenterer Gilles Keppel for, at al-Qaeda vendte sig mod global terrorisme, fordi, på linie med fundamentalistiske grupper i andre lande, fejlede den sine revolutionære mål på hjemmebanen. I en masterundersøgelse omkring forøgelsen og aftagningen af Politisk Islam fastholder Keppel, at den islamiske bevægelse aldrig har opnået tilstrækkelig støtte til at producere vedvarende alternativer til demokrati. Han argumenterer overbevisende, at den forfejlede Khomeini revolution i Iran opnåede meget tidlig støtte fra vestligt uddannede marxister ”projicerende kommunisternes messianske forventninger og tredjeverdenens forventninger omkring revolutionær Shiisme”.


Aspirationerne hos disse vestliggjorte radikale blev besejrede, da Khomeini planlagde et teokratisk regime. Dette regime vist sig at være yderst undertrykkende, men – hvis vi skal tage de seneste rapporter omkring vestlige demonstrationer for gode varer – fejlede i udryddelsen af ønsket om en mere pluralistisk regering.

Radikal Islam´s politiske fejlslag i Iran og andetsteds leder Keppel til at konkludere, at ”den islamiske bevægelse vil have meget svært ved at modvirke dens aftagning”. Her kan han være lidt for optimistisk. Han noterer i sin analyse af det saudiarabiske regime, at en stor del af den islamiske styrke kommer fra det tiltagende antal utilpassede unge mænd i Golf´en. Golf´ens stater er rentable økonomier, afhængige af én enkelt udtømmelig ressource for at kunne opretholde befolkningseksplosionen. Næret af et uforklarligt malthusiansk dilemma kan den islamiske bevægelse meget vel opnå tilstrækkeligt momentum til at omstyrte pro-vestlige regimer. Det sandsynlige resultat af dette vil være en kronisk ustabilitet i regionen.

I det første og sidste kapitel af ”The Clash of Fundamentalisms” skriver Tariq Ali i en hurtigt sammenfattet samling af autobiografiske vignetter og kommentarer om islamiske temaer, at han ikke er troende. Den gamle garde af venstreorienterede behøves ikke tages bogstavelig. Hvad han mener, er at han har forkastet Islam for en anden tro: en temmelig rå version af Oplysningstidens humanisme.

”The Clash of Fundamentalisms” er læseværdig, om ikke andet så fordi den viser, at de skrappeste kritikker af fundamentalismer ofte er eksponenter for rivaliserende fundamentalismer. Tariq Ali gør os en værdifuld tjeneste ved at erindre os om, at Islam engang var en tolerant og pluralistisk religion, mere intellektuelt avanceret end noget kristendommen havde at tilbyde. Dog, ironisk nok synes han dog ikke at længes efter den komplekse kultur Islam engang animerede, men efter Oplysningstidens fundamentalisme, det tidligere Sovjetunionen.

Her bekræfter Ali ufrivilligt en vigtig sandhed. En almindelig fejltagelse hos vestlige kommentatorer der søger at fortolke islamismen sympatisk, er at se islamismen som en form for lokal modstand mod globaliseringen. Islamismen er faktisk også et universalt projekt. På linie med neo-liberale og marxister er islamisterne del af en strid om, hvordan verden i sin helhed skal regeres. Ingen er parate til at acceptere den mulighed, at verden altid burde indeholde en diversitet af regimer. På dette punkt adskiller de sig fra ikke-vestlige traditioner af tænkning som i Indien, Kina og Japan, der er langt mere tilbageholdende i deres universelle krav.

I deres urokkelige tro på at der kun findes én måde for menneskeheden at leve på, tilhører hovedforkæmperne i striden om Politisk Islam en tankegang der kvintessentielt er vestlig. Som i tiden under Den Kolde Krig forledes vi til at tro, at vi er fastlåste i civilisationernes sammenstød: ”Vesten” mod alle andre. Sandheden er, at Radikal Islam´s ideologier er vestlige stemmer, ingen ringere end Marx´s og Hayek´s. Bryderierne med Radikal Islam er blot endnu et vestligt familieskænderi.

Kilde: