Siden regeringen i fredags måtte meddele Liberal Alliance, at man desvære ikke var i stand til at imødekomme LA's ønsker, har der været en del snak om hvordan dette skulle tolkes. F.eks. mener Peter Nedergaard fra Københavns Universitet, at LA overspillede deres kort, hvilket hans kollega Kasper Møller Hansen er helt uenig i. Begge er dog enige i, at det ikke vil få betydning for det fremtidige forhold mellem VKO og LA. Efterfølgende har VKO selvfølgelig udlagt LA's exit som resultatet af ultimative krav, og det har ikke skortet på den nedladende retorik, der ved nærmere eftertanke ikke kun er hysterisk men også afslører hvilken fatal fiasko og skuffelse den borgerlige regering har været. LA's "ultimative krav" bestod i at få fjernet udligningsskatten for velstående pensionister, multimedieskat for ansattes pc'er og mobiltelefoner samt iværksætterskatten.
Tilsammen ville det koste sølle 3 promille af de samlede offentlige udgifter for det kommende år. At en regering der kalder sig selv borgerlig mener det er ønskeligt at straffe folk der sparer op (udligningsskatten), mindske fleksibiliteten på arbejdsmarkedet (multimedieskatten) og aktivt reducere investeringsniveauet (iværksætterskatten) er vel for de færreste foreneligt med borgerlige værdier, det rimer derimod bedst på socialdemokratisme og jantelov.
Og så kunne det endda være gået endnu værre. For selv om LA ikke er del af den endelige finanslov, så bærer deres blotte eksistens (og meningsmålingerne) formentlig hovedansvaret for selv de mindre positive skattejusteringer der trods alt er at finde i årets finanslov, bl.a. af multimedieskat og iværksætterskat.
I forhold til de udfordringer Danmark står overfor er det dog fortvivlende lidt der peger i den rigtige retning i dette års finanslov. Forskellen til en S-SF finanslov består først og fremmest i hvor meget skatten stiger - for stiger, det gør den. Vores borgerlige regering har desværre for længst vist sig kun at være borgerlige af navn og ikke af gavn - hvorved man har reduceret politik alene til at handle om at realiserer personlige ambitioner, også når det er sket på bekostning af Danmarks fremtid.
Men der eksisterer én måde at sørge for at dette års finanslov er den sidste socialdemokratiske finanslov i rigtigt mange år, og det er ved at give Liberal Alliance de afgørende mandater ved det kommende folketingsvalg. Det er til gengæld afgørende for at der kan komme til at føres andet end socialdemokratisk politik her i landet, og for at der kan blive gennemført de nødvendige reformer, der skal sikre at Danmark er et rigt land i fremtiden. Men som de seneste 9 års skuffende politik har vist er det til gengæld også helt afgørende at LA får den position og K har jo gennem de seneste 9 år tydeligt vist at de først og fremmest er til fals for ministerbilernes duft af nyt læder, mens man kærer sig mindre om hvor man kører hen.
Heldigvis er chaufføren en pragmatisk dame når det kommer til stykket. Selvom DF og Pia Kærsgård de seneste 9 år har været vant til at bestemme retningen, mens passagerne hyggede sig bagi, skal hun nok vænne sig til at der findes et borgerligt parti der rent faktisk kærer sig mere om Danmarks fremtid end egne personlige ambitioner. Og så betyder det mindre hvem der er passagerer i ministerbilen. Det afgørende er hvem der bestemmer hvornår der skal drejes og i hvilken retning.
