Hvordan feminisme fører til undertrykkelsen af kvinder

Ifølge Heather MacDonald er en feministisk overtagelse af Harvard forestående

Henrik Gøtke,

23/03/2010

Ifølge Heather MacDonald er en feministisk overtagelse af Harvard forestående. Universitetet er lige ved at udnævne sin nye radikale feministiske præsident Drew Gilpin Faust, efterfølgende Lawrence Summers´s alt for korte ledelse. Summers´s hensynsløst ærlige overvejelser om kvinder i videnskab, styrkede det feministiske greb i fakulteternes ansættelser og udnævnelser. Specialgruppen vandt 50 millioner dollar dedikeret til at øge ”mangfoldighedsbestræbelserne” på Harvard. Som universitetspræsident gav Lawrence Summers i 2005 en tale, hvor han vovede at påstå, at indbyggede forskelle mænd og kvinder imellem kunne forklare, hvorfor mænd har flere stillinger som topvidenskabsmænd end kvinder. Dette er en meget plausibel tese. Ifølge Dr. Paul Irwing ved Manchester University er der dobbelt så mange med en IQ på 120 og derover som hos kvinder, og 30 gange så mange med en IQ på 170 og derover. Der er andre undersøgelser, der viser lignende uforholdsmæssige tal blandt mænd med ekstremt høj intelligens.

Men selv om Summers kan have taget fejl, så er det farligt at slå ind på en vej, hvor vigtige emner helt unddrager sig debat. Ét af kendetegnene ved vestligcivilisation har været Vesten´s tørst efter altid at stille spørgsmål ved alt. Politisk Korrekthed er derfor anti-vestlig i både form og i sin hensigt. Det bør her i den forbindelse bemærkes, at feministerne udgjorde frontløberne for Politisk Korrekthed, den sammen ideologi der slørede universiteternes øjne for den muslimske trussel.

Det fører derudover skade til skam, at feministiske akademikere anser muslimske kvinders tørklæde, og endog burkaen, for en ”alternativ feminisme”. Dr. Wairimu Njambi er assisterende professor ved ”Kvindestudier” på Florida Atlantic University. Meget af hendes studier er dedikeret til opfattelsen af, at den grusomme praktik med kvindelig omskæring, faktisk er en triumf for feminismen, og at det er hadefuldt at antyde andet. Ifølge Njambi ”fastlægger anti-omskæringsdiskursen en kolonialistisk antagelse, ved at universalisere et bestemt vestlig billede at en ”normal krop” og normal ”seksualitet”.

Harvard University modtog for nylig en gave på 20 millioner dollar fra Prince Al-Waleed bin Talal bin Abdul Aziz Al-Saud, medlem af den kongelige saudiske familie, til finansieringen af islamiske studier. Disse midler vil uden tvivl blive anvendt til at påvirke curriculum, for at gøre det mere imødekommende og mindre ”islamofobisk”. Højere vestlige uddannelsesinstitutioner, såsom Harvard, bliver derfor samtidigt brugt som talerør for Saudi islamisk propaganda og venstreorienterede radikale feminister. Dette kan på overfladen ligne et paradoks, men begge parter søger på forskellig vis at miskreditere traditionel vestlig kultur ved at fremhæve dens ”historie af undertrykkelse og uretfærdighed”, og de undertrykker begge anderledes tænkende og kritik af deres hellige doktriner.

Måske unddrog ordene fra med-professor på Harvard Charles Fried sig feministernes opmærksomhed, der advarede om, at ”den store fjende af frihed altid har været én eller anden vision af ”det gode”. Feministerne har skadet os ved at tilskynde til offentlig accept af intellektuel hykleri, der senere banede vejen for islamisk infiltration. Det offentlige mantra er, at mænd og kvinder ikke alene er lige, men også er identiske, men på samme tid er kvinder også på én eller anden måde mændene overlegne. Begge disse udsagn kan ikke logisk set på samme tid være sande, men fremsættes dog alligevel uanfægtet. Denne indlysende dobbeltmoral ligner til forveksling multikulturalisternes dobbeltmoral, hvor alle kulturer er lige, bortset fra vestlig kultur, der er underlegen og ond.

Denne teknik kaldes ”Undertrykkende Tolerance” og stammer fra den kulturelle marxist Herbert Marcuse i 1965. Kort fortalt handler dette om, at de der tilhører ”dominerende samfundsgrupper” burde have deres ytringsfrihed undertrykt af progressive radikal, og ganske enkelt nægtes adgang til diskussionsfora, for at kunne udligne den ”institutionelle undertrykkelse” i samfundet. Marcuse´s ideer havde en enorm gennemslagskraft i 1960´erne og 1970´erne. Han advokerede også for tøjlesløs sex, som en måde at frigøre folk fra religiøs moral.

Professor Bernard Lewis advarede i Jerusalem Post, at islam snart kunne blive den dominerende kraft i Europa. ”Europæerne mister deres selvtillid”, sagde han. ”De har ingen respekt for deres egen kultur” og har ”overgivet sig” på alle områder der drejer sig om Islam, gennem ”selvfornedrelse og Politisk Korrekthed”. Feministernes mål har aldrig handlet om lighed kønnene imellem. Den handlede om ødelæggelsen af kernefamilien og samfundets generelle magtstrukturer.

Som Ellen Willis, en selvproklameret demokratisksocialist og grundlægger af rødstrømpebevægelsen, en radikal feministisk gruppe fra 1969, erklærede til det venstreorienterede The Nation i 1981: ”Feminisme er ikke blot et gruppeanliggende, den er en revolution i kulturelle og moralske værdier…Målet for enhver feministisk reform, fra lovlig abort…til børnesager, er at underminere de traditionelle familieværdier”. Det feministiske ikon Simone de Beauvoir erklærede, at ”ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn…for hvis et sådan valg var muligt, ville for mange kvinder vælge dette”.

Tja, efter to generationer af andenbølgesfeminisme har Willis og Beauvoir fået deres vilje: Vestens raketagtige skilsmisserater og tilsvarende aftagende børnefødsler der fører til et kulturelt vakuum, gør os sårbare overfor en muslimsk overtagelse. Men feministerne er stadig ikke tilfredse. Legetøjsforsker Anders Nelson ved Sweden´s Royal Institute of Technology har advaret om, at legetøj over de seneste 15 år i tiltagende over grad er blevet kønssegregerede: ”Folk forklarer ofte deres legetøjsindkøb med, at drenge og piger ønsker forskellige ting. Men for at børn skal kunne være i stand til at reflektere over det legetøj de modtager, må forældre åbne deres øjne for de indbyggede kønsstrukturer. For børn er disse kønsroller mere uovervejede og instinktive”. Nelson opfordrede forældre til at give mere kønsneutrale julegaver. Med andre ord: ingen Barbiedukker til pigerne og ingen biler til drengene. Dette er resultatet af en kultur destrueret af Politisk Korrekthed. Den svenske marxistiske politiker Gudrun Schyman har foreslået en skat, der kollektivt afkræve svenske mænd penge for vold mod kvinder. I en tale i 2002 fremlagde selv samme Schyman de berømte ord, at svenske mænd er lige som det talibanske regime i Afghanistan. En mandlig klummeskribent i Aftonbladet svarede ved at sige, at Schyman havde ret: Alle mænd er som Taliban.

Mandehad er ikke nødvendigvis mindre udbredt end kvindehad. Den store forskel skal findes i, at førstnævnte er langt mere socialt acceptabelt end sidstnævnte.

Da den unge politiker Kjetil Vevle viste sig ved et møde for planlæggelsen af dette års demonstration på den Internationale Kvindedag den 8 marts i Bergen, Norge, blev han fortalt, at han ingen stemmerettigheder havde ved mødet, selv om han var passioneret feminist. Lederne mente ikke, at der var grund til at klage, da mændene generøst var blevet tilladt taletid, bare ikke tilladt foretage beslutninger.

Selvom lande som Sverige og Norge kan lide at portrættere dem selv som havende kønslighed, har jeg hørt besøgende kommentere, at kønnene sandsynligvis er længere fra hinanden end noget andet sted i verden. Radikal feminisme har udbredt mistænksomhed og fjendtlighed, ikke samarbejde. Og den har på ingen måde udryddet den grundlæggende tiltrækning feminine kvinder og maskuline mænd imellem. Og hvis folk ikke finder hvad de søger i deres eget land, så rejser de til et andet land for at finde det. Et slående antal mænd finder nu deres kvinder i det østlige Asien, Latinamerika og andre nationer med et mere traditionelt syn på femininitet, og også et antal kvinder finder partnere fra mere konservative lande. Tendensen er umiskendelig.

Skandinavere fejrer ”kønslighed” og rejser til den anden side af kloden, for at finde én det kan betale sig at gifte sig med. Norge og Sverige er lande med ekstremt høje skilsmisserater. Drenge vokser op i en atmosfære, hvor maskulinitet dæmoniseres, går i skoler der opfatter drenge som ”mangelfulde” piger og fortælles af medierne, at mænd er forældede, og at de i øvrigt alligevel snart uddør.

Feministisk kultur vil i sidste instans ende med at blive udryddet, fordi mændene enten er blevet for demoraliserede eller svage til at beskytte deres kvinder, eller fordi de er blevet som trætte af den uophørlige hån, at de simpelthen er blevet ligeglade. Hvis vestlige mænd er svin og ”ligesom Taliban”, hvorfor så bekymre sig? Vestlige kvinder vil så blive underlagt mere aggressive mænd fra andre kulturer, hvilket er præcist hvad der i øjeblikket sker i Europa. Ironien er, at da andenbølgesfeminismen i 1960´erne og 1970´erne satte ind, var kvinderne forholdsvist sikre, og i mine øjne ikke særligt undertrykte. Men efter at langtidsvirkningen af feminismen har sat sine spor, kan kvinder meget vel ende med virkeligt at blive undertrykt af Islam. Radikal Feminisme fører derfor til kvinders undertrykkelse.

Man kan overveje om Virginia Wolf så det komme. Måske, hvis hun havde levet i dag, ville hun hylde det islamiske tørklæde som ”en alternativ vej til feminisme” og skrive en bog med titlen ”Hver kvinde sin burka”. Med lidt held kunne hun måske endog opnå et legat til forskning i multikulturalisme på Harvard.

Kilde: