I Katrine Winkel Holm’s seneste indlæg påpeger hun at flere medlemmer af Fri Debat har udtalt sig kritisk om de udtalelser, som Jesper Langballe og Lars Hedegaard skal i retten for. Delegitimerer det Fri Debats forsvar for disse herrers ytringsfrihed? Eller som KWH selv formulerer det:
Hvor meget er abstrakte falbelader om principper værd, når man samtidig benytter lejligheden til at fordømme mennesker af kød og blod, der er sat i den offentlige gabestok?
Det spørgsmål er jo langt mere interessant end personfnidderi.
Hvor meget er abstrakte falbelader om principper værd, når de kombineres med fordømmelse?
Hvis man mener ytringsfriheden alvorligt, så går man gerne i brechen for både venner og fjenders principper. Lad mig komme med et eksempel:
Pia Kjærsgaard foreslog tidligere på året at forbyde parabol-antenner under henvisning til at islamo-fascistiske TV-kanaler sender anti-vestlig propaganda direkte ind i de danske stuer.
Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard sagde klart “NEJ” til forslaget, affyrede abstrakte falbelader om principper, og satte så ellers TV-kanalerne i en offentlig gabestok; “arabiske udsendelser fulde af antisemitisme, antivestlig propaganda. krav om Israels udslettelse og overvejelser om, hvordan man bedst kan overmande Vesten for at få indført Allahs lov…”
Godt tager Lars, klap dig selv på skulderen
Lars Hedegaard kunne have begrænset sig til banale konstateringer om de abstrakte principper, som vedrører idéen om danskeres modtagelse af udenlandske TV-kanaler. Lars Hedegaard valgte at integrere kanalernes afskyelige racisme, Islamofascisme m.m. i hans forsvar.
Lars Hedegaard valgte at vade helt over på den anden side af marken, banke en hegnspæl i jorden, og sige at alt – ALT! – som er indenfor hegnet er beskyttet af ytringsfriheden. Dermed ophævede han sit banale - og i hans position; obligatoriske – forsvar for et abstrakt princip, til et forsvar for den fjende, som han har viet sit liv til at bekæmpe.
Det var muligvis det fineste øjeblik i Lars Hedegaards lange karriere som profileret medlem af den talende klasse.
Konklusion:
Et forsvar for dine fjenders ytringsfrihed er desværre ikke implicit i et forsvar for dine venners ytringsfrihed.
Vi ser igen og igen at fortalere for ytringsfriheden drejer 180grader, når det er deres fjender, som åbner munden. Spørg bare Bashy Quraishy, AidOnline, parabol-ejere eller Sonofon, som alle er blevet truet af ytringsfrihedens selverklærede fortalere. Fortalere, som ved tidligere lejligheder, excellerede i abstrakte falbelader om smukke principper.
Fabeladerne er mere værd, når de engang imellem kombineres med en entydig fordømmelse. Det viser at man er villig til at udvide forsvaret af friheden til ens værste modstandere, eller sågar ens fjender.
Summa summarum:
Katrine Winkel Holm spurgte: Hvor meget er abstrakte falbelader om principper værd, når man samtidig benytter lejligheden til at fordømme mennesker af kød og blod, der er sat i den offentlige gabestok?
Svar: De er rigtigt meget værd. Bare spørg din egen formand.
