Af Martin Ågerup direktør i CEPOS. Klummen er bragt i Jyllands-Posten d. 14. november.
»Sådan er det jo,« sagde Margrethe Vestager på De Radikales sommergruppemøde, da hun blev konfronteret med det faktum, at en dagpengeperiode på to år medfører, at man efter to år mister dagpengeretten.
»På et tidspunkt kan man ikke være på dagpenge længere«, tilføjede hun. Og det havde hun jo ganske ret i.
Alligevel medførte denne stilfærdige konstatering rasende reaktioner.
Men hvad var alternativet egentlig? Medmindre man vil indføre en borgerløn, hvor sunde og raske borgere kan leve et helt liv forsørget af fremmede medborgere, må dagpengeperioden nødvendigvis være afgrænset. Og to år er faktisk en lang dagpengeperiode sammenlignet med andre lande.
Sandheden er nok, at dette ikke handler om logik, men om følelser.
Det oplevede jeg, da jeg for nylig blev kontaktet af en journalist, som bad mig kommentere »den høje arbejdsløshed«. Jeg svarede, at ledigheden faktisk ikke er ret høj. »Siger du, at ledigheden ikke er et problem«, spurgte journalisten. »Nej,« svarede jeg. »Jeg siger, at den ikke er ret høj - i hvert fald ikke sammenlignet med, hvad vi tidligere har været vant til i Danmark.« Jeg forklarede, at den nuværende bruttoledighed på ca. 165.000 personer er omtrent den samme som i 2005 og langt lavere end i 1990' erne. Da Nyrup i 1998 lavede pinsepakken, gjorde han det blandt andet for at undgå en overophedning af arbejdsmarkedet, fordi økonomerne i Finansministeriet mente, at ledigheden var blevet for lav. Men på det tidspunkt var ledigheden ca. 250.000 personer. Endelig påpegede jeg, at ledigheden i Danmark også er ret lav set i internationalt perspektiv.
Men herefter spillede journalisten sit es. »Det hjælper jo ikke de ledige, som ikke kan finde arbejde«, sagde han anklagende. Og dermed havde journalisten blandet forskellige problemstillinger sammen.
Om ledigheden er høj eller lav, er én problemstilling. Om det er hårdt at blive og være ledig, er en anden. Pludselig lå det i luften, at jeg nok var følelseskold og ligeglad med de ledige. Det svarer til at beskylde en læge for at være ligeglad med Huntington-patienter, fordi han påpeger, at Huntingtons chorea er en sjælden sygdom.
Det var nogenlunde den samme mangel på logik, der ramte Vestager i sommer, da hun påpegede, at en dagpengeperiode - ligesom hvalen Valborg -nødvendigvis må have en ende. Vil man kunne pege på konkrete personer, der får det hårdt, når deres dagpenge udløber? Ja, men hvad er alternativet? Nu har regeringen i finanslovsforliget med Enhedslisten lavet en midlertidig de facto-forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år, dog på den lidt lavere kontanthjælpssats.
Smukt er det ikke. Og heller ikke videre logisk. Hvorfor er det ok at miste dagpengeretten efter 2 ½ år men umenneskeligt at miste den efter to år? Et af argumenterne for denne hovsaløsning er, at der lige nu ikke er jobs at få. Men det er ikke korrekt.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening var der i 2. kvartal i år 80 jobåbninger i timen. 175.000 danskere fik nyt job.
Det er ganske vist lidt færre end lige før finanskrisen, da der var ca. 100 jobåbninger i timen.
Men tiden lige inden krisen var et helt atypisk tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet var overophedet.
Samlet set kan forholdene på arbejdsmarkedet lige nu sammenlignes med situationen i 2004 eller 2005.
På trods af krisen er der gode muligheder for at finde et job. Det skriver jeg vel vidende, at nogle ud fra denne nøgterne fagøkonomiske vurdering vil udlede, at jeg er ligeglad med de arbejdsløse. Dem om det.
