Fra tid til anden dukker abort-debatten op i forskellige konstellationer, senest er det ønsket om at sætte grænsen for abort fra 12. uge op til 18. uge. En debat der afslører at den moderne udgave af racehygiejnen trives i bedste velgående. I dag argumenterer Bente Dalsbæk for retten til tvangssterilisering i Berlingske.
Fem til ti danske gravide kvinder i får i dag foretaget abort, fordi scanningen viser, at de venter en pige. Der er her tale om kvinder, som er længere henne end de 12 uger, der er grænsen for fri abort i Danmark. Der er typisk tale om gravide mødre fra muslimske kulturer, hvor drengekønnet kulturelt har en højere status. det kan man mene meget om, men det er altså det danske Abortankenævnet, der har givet en særlig tilladelse til at få foretaget disse aborter.
Som om det ikke er nok, er der kræfter i Danmark, der mener at den nuværende grænse for abort i 12. uge, skal sættes op til 18. uge.
Et "ja" til at hæve denne grænse vil utvivlsomt forcere en anden uhyggelig tendens. Nemlig en udvikling, der gør at vordende forældre rådes til at fravælge deres barn med neurologiske defekter. Et barn som ikke er helt fuldkomment. Et barn med "fejl", som visse eksperter udtrykker det. Det kan være begyndelsen til en skræmmende udvikling, som allerede er i gang. For hvad er "fejl" i denne sammenhæng?
Ole Hartling fra Etisk Råd udtalte for nogen tid siden polemisk til Berlingske Tidende:
– Visse fostre, ønsker man simpelthen ikke, nemlig de fejlbehæftede. Og han strammer retorikken yderligere ved at tilføje:
– Eller dem, der er risiko for at være det.
Der er altså ifølge lægen Ole Hartling en del forældre, læger og politikere i danske samfund, der deler menneskeliv op i gode sunde raske normale fostre og så noget værre skrammel, som ikke kan bruges til noget. Det kan godt være at mange ikke vil have et fejlbehæftet barn, men vi er altså tusinder af forældre, der har fået sådanne børn og kunne ikke drømme om at skifte dem ud med noget som helst andet.
Ugeskrift for Læger
En undersøgelse i Ugeskrift for Læger (januar 2006) afslørede, at ca. 2,5% af børn under 16 år har en hjernerelateret sygdom. Det være sig blandt andet de såkaldte mongolbørn, som den moderne udgave af racehygiejnen ikke længere ønsker.
Argumentet for netop at kunne fravælge mongolbørn er, at de har en kromosomafvigelse, der gør at de ikke ligner andre børn, men mongolbørn er dejlige børn med et stort potentiale. Hvis deres hjerne oven i købet optrænes, kan de om end ikke blive helt normale, (hvad det så end er), så dog noget der ligner.
Jeg har set mange eksempler på mongolbørn, der via intensiv optræning fungerer rigtig godt og har en høj intelligens. Jeg kender ingen forældre til mongolbørn, der har fortrudt deres tilvalg.
Og hvorfor stoppe ved mongolbørn, der findes mange andre børn med kromosomafvigelse. Hvad med dem?
Stort pres på forældrene
Jeg er far til Sofie, som blev født uden hjernebjælke og med en masse beskadigede hjerneceller. Hun var altså ifølge nogens verden fejlbehæftet. Det kunne man ikke se på fosterscanningen og vi er som forældre lykkelige for, at alt dette ikke blev konstateret inden fødslen. Jeg ved fra mit virke med at hjælpe forældre med hjerneskadede børn, hvor stort et pres vordende forældre udsættes for, når der konstateres problemer med fosteret.
Det sker ofte med en uhyggelig kynisme og en ringeagt for det levende væsen moderen bærer inde i sin egen krop. Så når en børnelæge sagde til en mor fornylig: "Er der noget alvorligt galt med barnet, så slukker vi bare for knappen!" Så er det ikke kun ubetænksomt sagt, det er også et udtryk for en modbydelig holdning til menneskeheden.
Jeg har talt med grædende mødre, der er blevet presset til at skulle sige "ja" til af aflive et foster med en relativ lille hjerneskade. Jeg har sågar hørt om læger, der har foreslået at stoppe livet for et barn, med et lille fysisk handicap, fordi man mente at moderen ikke kunne overkomme at tage sig af dette nye "krævende" barn.
Få måneder efter Sofies fødsel fik hun alverdens diagnoser og dystre fremtidsudsigter, som retarderet, multihandicappet, invalid, epileptiker med mere og man gav hende medicin og atter medicin og tilbud om en døgninstitution og det der var værre.
Vi var som forældre forfærdede, men som tiden gik, så vi et potentiale gemt inde bag ved den lille slappe krop. De danske læger kunne ikke hjælpe, de vidste (ved) ganske enkelt ikke hvad man skulle stille op, med et sådant fejlbehæftet barn.
Som kastebold rundt i det danske behandlersystem, måtte vi konkludere, at man i Danmark ikke behandler hjerneskadede børn og måtte derfor selv tage affære. Vi havde imidlertid ikke viden eller værktøjer til selv at hjælpe vores datter med den optræning vi følte var nødvendig, men fandt hjælp hos eksperter i USA.
Befriende for os, men trist at forældre i dag stadig skal kæmpe hårdt for at få støtte til at hjælpe deres eget syge barn. Selvom der er indført en lov om hjemmetræning.
Mit dejlige fejlbehæftede barn
I morges lavede jeg gymnastik med Sofie og vi havde en herlig geografitime, hvor vi snakkede om lande, deres karakteristika og hovedstæder. Lige nu er Sofie ude at løbe i skoven med sin mor. Sofie er født »fejlbehæftet«, men det går faktisk meget godt alligevel.
Efter min mening bør der ikke være en grænse for liv. Liv er liv. Og ingen kan forudsige, hvad der sker når barnet er født og vokser op og slet ingen kan forudsige barnets udvikling, hvis forældrene går i gang med at optræne, stimulere og fylde det med kærlighed.
PS. Jeg hørte netop i Nyhederne, at en mor havde valgt at tage til London (som praktiser 18-måneders reglen) for at få en bort, fordi hendes ellers sunde og raske dreng manglede noget af sin ene arm.
Det er selvfølgelig hendes valg, men jeg tænker bare på det gode gamle mundheld:
– Hvor ofte fortryder man ting, man har valgt til i forhold til ting man har valgt fra?
I aften får Sofie et ekstra godnatkys.
Fem til ti danske gravide kvinder i får i dag foretaget abort, fordi scanningen viser, at de venter en pige. Der er her tale om kvinder, som er længere henne end de 12 uger, der er grænsen for fri abort i Danmark. Der er typisk tale om gravide mødre fra muslimske kulturer, hvor drengekønnet kulturelt har en højere status. det kan man mene meget om, men det er altså det danske Abortankenævnet, der har givet en særlig tilladelse til at få foretaget disse aborter.
Som om det ikke er nok, er der kræfter i Danmark, der mener at den nuværende grænse for abort i 12. uge, skal sættes op til 18. uge.
Et "ja" til at hæve denne grænse vil utvivlsomt forcere en anden uhyggelig tendens. Nemlig en udvikling, der gør at vordende forældre rådes til at fravælge deres barn med neurologiske defekter. Et barn som ikke er helt fuldkomment. Et barn med "fejl", som visse eksperter udtrykker det. Det kan være begyndelsen til en skræmmende udvikling, som allerede er i gang. For hvad er "fejl" i denne sammenhæng?
Ole Hartling fra Etisk Råd udtalte for nogen tid siden polemisk til Berlingske Tidende:
– Visse fostre, ønsker man simpelthen ikke, nemlig de fejlbehæftede. Og han strammer retorikken yderligere ved at tilføje:
– Eller dem, der er risiko for at være det.
Der er altså ifølge lægen Ole Hartling en del forældre, læger og politikere i danske samfund, der deler menneskeliv op i gode sunde raske normale fostre og så noget værre skrammel, som ikke kan bruges til noget. Det kan godt være at mange ikke vil have et fejlbehæftet barn, men vi er altså tusinder af forældre, der har fået sådanne børn og kunne ikke drømme om at skifte dem ud med noget som helst andet.
Ugeskrift for Læger
En undersøgelse i Ugeskrift for Læger (januar 2006) afslørede, at ca. 2,5% af børn under 16 år har en hjernerelateret sygdom. Det være sig blandt andet de såkaldte mongolbørn, som den moderne udgave af racehygiejnen ikke længere ønsker.
Argumentet for netop at kunne fravælge mongolbørn er, at de har en kromosomafvigelse, der gør at de ikke ligner andre børn, men mongolbørn er dejlige børn med et stort potentiale. Hvis deres hjerne oven i købet optrænes, kan de om end ikke blive helt normale, (hvad det så end er), så dog noget der ligner.
Jeg har set mange eksempler på mongolbørn, der via intensiv optræning fungerer rigtig godt og har en høj intelligens. Jeg kender ingen forældre til mongolbørn, der har fortrudt deres tilvalg.
Og hvorfor stoppe ved mongolbørn, der findes mange andre børn med kromosomafvigelse. Hvad med dem?
Stort pres på forældrene
Jeg er far til Sofie, som blev født uden hjernebjælke og med en masse beskadigede hjerneceller. Hun var altså ifølge nogens verden fejlbehæftet. Det kunne man ikke se på fosterscanningen og vi er som forældre lykkelige for, at alt dette ikke blev konstateret inden fødslen. Jeg ved fra mit virke med at hjælpe forældre med hjerneskadede børn, hvor stort et pres vordende forældre udsættes for, når der konstateres problemer med fosteret.
Det sker ofte med en uhyggelig kynisme og en ringeagt for det levende væsen moderen bærer inde i sin egen krop. Så når en børnelæge sagde til en mor fornylig: "Er der noget alvorligt galt med barnet, så slukker vi bare for knappen!" Så er det ikke kun ubetænksomt sagt, det er også et udtryk for en modbydelig holdning til menneskeheden.
Jeg har talt med grædende mødre, der er blevet presset til at skulle sige "ja" til af aflive et foster med en relativ lille hjerneskade. Jeg har sågar hørt om læger, der har foreslået at stoppe livet for et barn, med et lille fysisk handicap, fordi man mente at moderen ikke kunne overkomme at tage sig af dette nye "krævende" barn.
Få måneder efter Sofies fødsel fik hun alverdens diagnoser og dystre fremtidsudsigter, som retarderet, multihandicappet, invalid, epileptiker med mere og man gav hende medicin og atter medicin og tilbud om en døgninstitution og det der var værre.
Vi var som forældre forfærdede, men som tiden gik, så vi et potentiale gemt inde bag ved den lille slappe krop. De danske læger kunne ikke hjælpe, de vidste (ved) ganske enkelt ikke hvad man skulle stille op, med et sådant fejlbehæftet barn.
Som kastebold rundt i det danske behandlersystem, måtte vi konkludere, at man i Danmark ikke behandler hjerneskadede børn og måtte derfor selv tage affære. Vi havde imidlertid ikke viden eller værktøjer til selv at hjælpe vores datter med den optræning vi følte var nødvendig, men fandt hjælp hos eksperter i USA.
Befriende for os, men trist at forældre i dag stadig skal kæmpe hårdt for at få støtte til at hjælpe deres eget syge barn. Selvom der er indført en lov om hjemmetræning.
Mit dejlige fejlbehæftede barn
I morges lavede jeg gymnastik med Sofie og vi havde en herlig geografitime, hvor vi snakkede om lande, deres karakteristika og hovedstæder. Lige nu er Sofie ude at løbe i skoven med sin mor. Sofie er født »fejlbehæftet«, men det går faktisk meget godt alligevel.
Efter min mening bør der ikke være en grænse for liv. Liv er liv. Og ingen kan forudsige, hvad der sker når barnet er født og vokser op og slet ingen kan forudsige barnets udvikling, hvis forældrene går i gang med at optræne, stimulere og fylde det med kærlighed.
PS. Jeg hørte netop i Nyhederne, at en mor havde valgt at tage til London (som praktiser 18-måneders reglen) for at få en bort, fordi hendes ellers sunde og raske dreng manglede noget af sin ene arm.
Det er selvfølgelig hendes valg, men jeg tænker bare på det gode gamle mundheld:
– Hvor ofte fortryder man ting, man har valgt til i forhold til ting man har valgt fra?
I aften får Sofie et ekstra godnatkys.
