Det fornuftige menneske udfolder sit liv med respekt for andet liv og på den højst tænkelige, fornuftige, måde med udgangspunkt i menneskets langsigtede, fornuftige og udviklende beståen, på en mangfoldig og levedygtig klode.
Det realistiske menneske udfolder sit liv i et fornuftigt og realistisk perspektiv med respekt og ansvar for eget, og egnes, livsophold. Det realistiske menneske forstår nødvendigheden af egen indsats for livets ophold og agerer i henhold hertil.
Det rimelige menneske udfolder sit liv i et fornuftigt og rimeligt forhold til andet liv med respekt for individets ret til selvbestemmelse, tro og holdning. Det rimelige menneske forstår nødvendigheden af en fornuftig fordeling af klodens ressourcer til opretholdelse af livet.
Gennem årtier har dette land udviklet sig til et univers, som kun kender sin mage indenfor Disneys fantasier: Et yndigt, lille kongerige, hvor indbyggerne lever bag en facade af vidunderlig og henrykt naivitet, under priviligerede forhold. Et rige, som gennem årtier har udviklet sine indbyggere til politisk korrekte og overbelånte, gode samfundsborgere – borgere, der med blår i øjnene, er opvokset med en overstatslig ideologi om: Lighedens, uselviske, herligheder.
Der er ikke et øje tørt – Disney har ikke levet forgæves, ej heller H.C. Andersen!
Som ”barn” af de løsslupne 60'ere med opvækst i de glade 70'ere har jeg oplevet, snart, fem årtier med diverse repræsentanter for forskellige ideologier, forvalte dén folkevalgte magt – 60'erne og 70'erne med overvejende Socialdemokratisk magt, 80'erne med overvejende Borgerlig magt, 90'erne med overvejende Socialdemokratisk magt og 00'erne med overvejende Borgerlig magt.
Gennem disse årtier har de siddende politikere styret skuden gennem, mere eller mindre, urolige vande – og jeg tror på, at de har gjort deres bedste for at holde skuden nogenlunde lige i bølgerne, ud fra deres egen ideologiske holdning og evnemæssige formåen
. ...Det her land har min bedstefar dyrket i sit ansigts sved og min mor, hun tog min far og fik mig - af kærlighed...
Sådan skriver Michael Falch i sin sang om Danmark: I et land uden høje bjerge. En beskrivelse, som jeg kan identificere mig med og mange med mig.
Min bedstefar (bedstefædre) måtte knokle gennem hele sit liv – ligeså måtte min bedstemor (bedstemødre). På begge sider af mit ophav var der ingen uddannelse, altså ud over livets skole, som det blev yndet at sige når familien samledes for at feste og hygge sig.
Gennem generationer har min slægt og min æt arbejdet uden at uddanne sig ud over alm. skolegang - det var ikke min slægt og æt forundt, at tilhøre dén del af samfundet, som havde adgang til yderligere uddannelse – altså, lige bortset fra MIN generation!
På trods af tider (hårde, som gode) har jeg aldrig hørt om, at min slægt og æt har brokket sig over, den ”skæbne” som åbenbart var udlagt for dem. Aldrig har jeg hørt, at min farfar – der virkelig knoklede, som enkemand med 5 børn – brokke sig over livets fortrædeligheder. Aldrig har jeg hørt min mormor – som gik fra Stevns til Møn med 3 små børn og en baby på armen, i ly af natten, fra en voldelig mand, der var blevet ødelagt af Nazityskland – brokke sig over sin situation.
Jeg har hørt på min families liv og levned, gennem hele min opvækst – hørt alle historierne, alle de sjove og dejlige fortællinger, som de fleste familier ligger inde med. Som barn var det altid en stor fornøjelse, at høre om familiens historie og liv, når denne var samlet - som dengang, da min dovne morbror Henning lokkede min mor til, at hjælpe ham med at banke roer fordi han ikke selv gad og mormor hørte ham sige: Tænk, hvis man ku' sende et brev til månen?... og hun kylede en roe i nakken på ham med ordene:...stop det vrøvl og se at komme videre med roerne, din dovne hund... sidenhen hoverede morbror Henning naturligvis over, at han havde været forudseende – ikke blot kunne man sende et brev til månen, man kunne sandelig også sende: Mennesket!
Joeee, mange historier er blevet fortalt gennem tiden og fortælles stadig – mine egne børn har samme interesse, og fornøjelse, i at lytte til livet som har udfoldet sig i familien gennem tiden.
Dét som slår mig – og altid har slået mig – er, at på trods af: Fattigdom (den gamle og umoderne fattigdom!), overdreven knokleri, social nedværdigelse, krigstraumer, tørre tæsk, usle boligforhold og meget andet...
...HAR JEG ALDRIG HØRT MIN FAMILIE BROKKE SIG OVER LIVET OG DE FORTRÆDELIGHEDER DETTE KAN INDEHOLDE!...
Jeg har altid oplevet: Hjertevarme, gensidig respekt, fornuftige holdninger, pragmatisk indstilling, ærbødighed for livet og den smule der tilkom den enkelte, arbejdsomhed, rettidig omhu, omsorg, ansvar og tilfredshed med livets ophold m.v. Der har altid været en positiv stemning i familien, altid har vi sørget for, at alle var med og ingen blev ladt alene.
Altid har jeg oplevet en taknemmelighed for dét som den enkelte kunne opnå og tilvejebringe ved eget arbejde. Altid har familien – på trods af en betragtelig størrelse – holdt sammen og fundet overskud til at dele sin hjertevarme og overskud. Som dengang min mormors enkeveninde døde og efterlod sig 5 børn i en tid, hvor intet var givet, og tog dem til sig for at forsørge dem, og ikke bare overlade dem til datidens børnehjem. De er i dag mine morbrødre og mostre på lige fod som de biologiske.
Det brokkeri, som trods alt findes i familien i dag, er udelukkende tilført fra min generation og senere generationer. I min familie er min generation den første med lige muligheder for uddannelse og: Brok!
Mine forældre – og deres søskende – har gennem hele livet arbejdet og levet efter devisen: Tæring efter næring. Dette har medført, at de alle har kunnet skabe fornuftige boligforhold for deres familier, har kunnet give deres børn en fornuftig, god og omsorgsfuld opvækst. At de har videregivet mange af de værdier, som har gjort deres liv muligt. At deres alderdom er sikret i tide og ikke mindst: De har altid været – og ér stadig – til rådighed for deres familie, hvad enten det er lyse, eller mørke tider.
Fra, og med, min generation har Danmark så oplevet et, uendeligt og usmageligt brokkeri over alt fra: Lektier, lærer, pædagogger, politikere, priser, indvandre, staten, veje, arbejde, tv stationer, naboer, hundelorte, manglende omsorg, økonomi, lønninger, realkredit, huspriser, sociale ydelser, ansvar, medier, medmennesker, DSB, utilstrækkelighed og meget, meget andet - brok over det mest utrolige og indlysende, forkerte, at brokke sig over.
Nu er dét så, vi er nået til, at denne brokkende generation ikke har videreført de fornuftige, realistiske og rimelige værdier, som de selv fik i gave af deres ophav – generelt set – men givet deres brokkeri og utilfredshed videre til de næste generationer. Værdier, som burde være indlysende og som – med min begrænsede viden – er bedste bud på, at Danmark vil bestå i dét lys, som de fleste danskere ønsker, nemlig:
Som et land, hvor mennesker trives og ønsker at bo – hvor dé som gider og har evnerne, kan leve deres drøm ud. Et land, hvor alle har lige muligheder og alle bidrager, individuelt, til landets fælles pligter – med ret til, individuelt, at trække på fællesskabet, hvis nødvendigt. Et land, hvor den enkelte har en fornuftig mulighed for at skabe dét liv som den enkelte ønsker sig, med rimelig respekt for et realistisk fællesskab.
Med min begrænsede indsigt, kan jeg kun opfordre Danmark til at genindføre: Fornuften, rimeligheden og realismen og stoppe det evindelige brokkeri!
Jeg husker engang – i 90'erne – at jeg sad i Chicago og forhandlede med en leverandør, som under forhandlingen pludselig udbrød: ...Danes complaining always!... En anden gang i Tyskland lød det: ...Dänen beschweren sich immer... og i Sverige: ...Danskarna klagar alltid...
Ér det virkelig dét danskere vil være, mest, kendt for i verden omkring os?
Eller vil danskerne være, mest, kendt for at påtage sig ansvaret for et samfund, hvor fornuft, realitet og rimelighed spiller en langt større rolle i deres liv og dén vej igennem skabe et Danmark, som kan bestå så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå?
...du skriver og spø'r, hva' der er sket? Jeg er blevet så underlig tør og konkret! Hvor er den glade som sang sine sange til solens pris – var han uheldig, at se eller så han mon heldigvis...
