I Danmark har vi demokrati. Hævder vi. Men hvor demokratiske er tilstandene egentlig herhjemme? Inden jeg kigger nærmere på det, så lad mig lige prøve at komme med en simplificeret definition af politik. Den enkleste, jeg kan komme på er: Politik er holdninger. Det et demokrati fordrer af vores folkevalgte politikere, nu hvor vi af åbenlyst praktiske årsager har indrettet os i et såkaldt repræsentativt demokrati, er ganske enkelt, at de har holdninger. De mener noget. Vi vælger dem, fordi de har meninger og holdninger om dette og hint. Og så stoler vi ellers på, at dem vi stemmer på vil gøre deres ypperste for at få disse holdninger igennem, velvidende at kompromisset er en del af den politiske virkelighed. Vi håber altså på, at ord og handling følges ad, og sker dette ikke, så griber vi ind. Enkelt sagt: lyver vores politikere for os, så fyrer vi dem til næste valg og vælger nogle nye. Det er den éntydige og meget letforståelige kontrakt, vi vælgere indgår med vores folkevalgte politikere.
Af denne definition følger logisk, at vores demokrati ikke kræver eller har brug for eksperter i Folketinget. Vi stemmer på de opstillede politikere, hvis holdninger vi er mest enige i. Og det kræver ikke lange akademiske eller tekniske uddannelser at have holdninger. En murermester, en smed, en hjemmehjælper, et postbud, en husmor, en juraprofessor og en ufaglært har præcis lige store kompetencer til at sidde i Folketinget. Ja, naturligvis, kan jeg høre alle sige. Men er det nu stadig så naturligt? Hvis vi ser på sammensætningen af dagens Folketing, så er det ikke den virkelighed, vi ser. Politik er blevet gjort teknisk, akademisk og svært, og antallet af akademikere blandt de folkevalgte har været støt stigende siden systemskiftet i 1901. Mange af dem uden praktisk erhvervserfaring, men mennesker, der tidligt i livet har besluttet sig for karrierer som professionelle politikere. Professionel politiker. Jeg lader den stå en lille stund ... tænk over det. Har vi brug for politikere, hvis job det er at have en holdning? Eller har vi brug for politikere, der har deres job, fordi de har en holdning? Svaret burde være indlysende.
Og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Hvor meget demokrati er der egentlig i Dannevang? Jeg vil nemlig hævde, at den "professionaliserede politik" i sidste ende fører til udemokratiske tilstande, fordi de professionelle politikere igen og igen bryder den kontrakt, de indgår med deres vælgere. De har jo et job, og hvem vil være arbejdsløs, fordi man træffer en upopulær, men nødvendig beslutning? Politikerne lytter ikke længere til folket, de lytter i stedet til spindoktorerne og meningsmålingerne, hvilket er en perverteret form for lytteri. Afstanden mellem de folkevalgte og vælgerne er igennem de sidste fyrre år støt blevet større og større. Politik er simpelt hen blevet ”for svært for pøbelen”, hvilket især det totale cirkus omkring EU har demonstreret så tydeligt, at det faktisk er dybt bekymrende, at protesterne har været så små som tilfældet er. I EU gælder det med djævelens vold og magt om at forhindre folkeafstemninger. Og når katastrofen så indtræffer og der mod odds alligevel kommer en afstemning der går levebrødspolitikerne imod, ja så gælder det om at få lavet nye afstemninger, så ”idioterne” ikke stemmer forkert igen. En magtfuldkommenhed, der er så stort et brud på den kontrakt, der er forudsætningen for det repræsentative demokrati, at man undrer sig over, at politikerne kan holde masken. Personligt holder jeg mig for næsen, samtidigt med at jeg undrer mig over, hvorfor ingen råber op for alvor!
Hele den elitære udvikling, hvor de professionelle ved bedre end os amatører, er sket på trods af de muligheder, som moderne medier i virkeligheden tilbyder. Og problemet er, at vælgerne ikke kan gøre noget særligt ved det, for selvom de kan ”fyre” politikerne, så er virkeligheden den, at man i praksis skal opstilles gennem de opstillingsberettigede partier, og så står der bare en klonet apparatchik klar til at tage over for ham, du fyrede. Men vi bliver nødt til at gøre noget ved det. Et samfund kan ikke overleve gentagne kontraktbrud. Det ødelægger sammenhængskraften og demokratiets bæredygtighed, og vil uundværligt i sidste ende ødelægge demokratiet, fordi det vil fremme udemokratiske kræfter på grund af det evindelige svigt og det demokratiske underskud.
Det er slemt i Danmark, men kig over Sundet og kig ind i en grim fremtid. Se, hvordan en flok elitære professionelle politikere i samspil med en totalt uduelig og eftersnakkende politisk korrekt presse har ændret et velfungerende samfund. Vel at mærke uden at spørge vælgerne først. Her har pressen faktisk svigtet mere end politikerne, fordi det er pressens pligt at oplyse borgerne om virkeligheden. En landmand i Umeå kan jo ikke gætte sig til situationen i Göteborg eller Malmö. Han kan kun oplyses via pressen, når nu politikerne har valgt at tie. Vi skal ikke have svenske tilstande i Danmark.
En løsning kunne være at ændre Grundloven, så der åbnes op for langt flere folkeafstemninger. Det kan en politiker ikke seriøst have noget imod. I hvertfald ikke offentligt, idet han da skal indrømme, at han ikke ønsker at høre folkets stemme. Og det er der trods alt nok ikke mange, der tør gøre, selvom de for størstedelens vedkommende er rædselsslagne ved tanken. Tro mig.
En anden og supplerende mulighed er tidsbegrænsede perioder, og så naturligvis en ændring af opstillingsreglerne. Hvorom alting er, så mangler vi en åben og ærlig debat om demokratiets betingelser og fremtid.
Af denne definition følger logisk, at vores demokrati ikke kræver eller har brug for eksperter i Folketinget. Vi stemmer på de opstillede politikere, hvis holdninger vi er mest enige i. Og det kræver ikke lange akademiske eller tekniske uddannelser at have holdninger. En murermester, en smed, en hjemmehjælper, et postbud, en husmor, en juraprofessor og en ufaglært har præcis lige store kompetencer til at sidde i Folketinget. Ja, naturligvis, kan jeg høre alle sige. Men er det nu stadig så naturligt? Hvis vi ser på sammensætningen af dagens Folketing, så er det ikke den virkelighed, vi ser. Politik er blevet gjort teknisk, akademisk og svært, og antallet af akademikere blandt de folkevalgte har været støt stigende siden systemskiftet i 1901. Mange af dem uden praktisk erhvervserfaring, men mennesker, der tidligt i livet har besluttet sig for karrierer som professionelle politikere. Professionel politiker. Jeg lader den stå en lille stund ... tænk over det. Har vi brug for politikere, hvis job det er at have en holdning? Eller har vi brug for politikere, der har deres job, fordi de har en holdning? Svaret burde være indlysende.
Og så er jeg tilbage ved udgangspunktet. Hvor meget demokrati er der egentlig i Dannevang? Jeg vil nemlig hævde, at den "professionaliserede politik" i sidste ende fører til udemokratiske tilstande, fordi de professionelle politikere igen og igen bryder den kontrakt, de indgår med deres vælgere. De har jo et job, og hvem vil være arbejdsløs, fordi man træffer en upopulær, men nødvendig beslutning? Politikerne lytter ikke længere til folket, de lytter i stedet til spindoktorerne og meningsmålingerne, hvilket er en perverteret form for lytteri. Afstanden mellem de folkevalgte og vælgerne er igennem de sidste fyrre år støt blevet større og større. Politik er simpelt hen blevet ”for svært for pøbelen”, hvilket især det totale cirkus omkring EU har demonstreret så tydeligt, at det faktisk er dybt bekymrende, at protesterne har været så små som tilfældet er. I EU gælder det med djævelens vold og magt om at forhindre folkeafstemninger. Og når katastrofen så indtræffer og der mod odds alligevel kommer en afstemning der går levebrødspolitikerne imod, ja så gælder det om at få lavet nye afstemninger, så ”idioterne” ikke stemmer forkert igen. En magtfuldkommenhed, der er så stort et brud på den kontrakt, der er forudsætningen for det repræsentative demokrati, at man undrer sig over, at politikerne kan holde masken. Personligt holder jeg mig for næsen, samtidigt med at jeg undrer mig over, hvorfor ingen råber op for alvor!
Hele den elitære udvikling, hvor de professionelle ved bedre end os amatører, er sket på trods af de muligheder, som moderne medier i virkeligheden tilbyder. Og problemet er, at vælgerne ikke kan gøre noget særligt ved det, for selvom de kan ”fyre” politikerne, så er virkeligheden den, at man i praksis skal opstilles gennem de opstillingsberettigede partier, og så står der bare en klonet apparatchik klar til at tage over for ham, du fyrede. Men vi bliver nødt til at gøre noget ved det. Et samfund kan ikke overleve gentagne kontraktbrud. Det ødelægger sammenhængskraften og demokratiets bæredygtighed, og vil uundværligt i sidste ende ødelægge demokratiet, fordi det vil fremme udemokratiske kræfter på grund af det evindelige svigt og det demokratiske underskud.
Det er slemt i Danmark, men kig over Sundet og kig ind i en grim fremtid. Se, hvordan en flok elitære professionelle politikere i samspil med en totalt uduelig og eftersnakkende politisk korrekt presse har ændret et velfungerende samfund. Vel at mærke uden at spørge vælgerne først. Her har pressen faktisk svigtet mere end politikerne, fordi det er pressens pligt at oplyse borgerne om virkeligheden. En landmand i Umeå kan jo ikke gætte sig til situationen i Göteborg eller Malmö. Han kan kun oplyses via pressen, når nu politikerne har valgt at tie. Vi skal ikke have svenske tilstande i Danmark.
En løsning kunne være at ændre Grundloven, så der åbnes op for langt flere folkeafstemninger. Det kan en politiker ikke seriøst have noget imod. I hvertfald ikke offentligt, idet han da skal indrømme, at han ikke ønsker at høre folkets stemme. Og det er der trods alt nok ikke mange, der tør gøre, selvom de for størstedelens vedkommende er rædselsslagne ved tanken. Tro mig.
En anden og supplerende mulighed er tidsbegrænsede perioder, og så naturligvis en ændring af opstillingsreglerne. Hvorom alting er, så mangler vi en åben og ærlig debat om demokratiets betingelser og fremtid.
