Hvis vi danskere er så rige, hvorfor er vi så tvunget til at arbejde så meget?

LEDER: For tre dage siden skrev vi her på lederpladsen om Danmarks BNP, som er overvurderet, fordi den offentlige sektor fylder meget mere i Danmar...

Ole Birk Olesen,

03/12/2009

LEDER: For tre dage siden skrev vi her på lederpladsen om Danmarks BNP, som er overvurderet, fordi den offentlige sektor fylder meget mere i Danmark end i alle andre lande i verden, og fordi den offentlige produktion er urealistisk højt værdisat i BNP-regnskabet. I dag kan vi fortsætte med at fortælle, at det danske BNP som indikator for danskernes velstand også er overvurderet af en anden grund: Danskerne kan simpelthen ikke købe lige så meget for deres produktion, som borgere i andre lande kan. Det er nemlig meget dyrere at leve i Danmark end i næsten alle andre lande.

København er således verdens næstdyreste by at leve i, kun overhalet af Oslo. Så hvis en københavner tjener, hvad der svarer til 100 dollars, så kan han altså få meget færre goder for sin løn end f.eks. en indbygger med 100 dollars i New York, som er blandt de ti billigste byer i verden.

Alle priser i Danmark er opskruet til ofte helt urealistiske niveauer. For at få sine vinduer pudset skal man i København betale en timeløn på omkring 300 kr., så man skulle tro, at vinduespudsning krævede en længevarende uddannelse på universitetet og ikke blot en stige, en spand og lidt vand. For at køre fem kilometer i en taxa en lørdag nat, må man af med 200 kroner, selvom turen kun tager et kvarter. Det giver en timeløn til chaufføren, der får halvdelen af pengene, på 400 kr. - og det eneste, han kan, er at køre en bil fra A til B. Kontakter man en murer for at få ham til at udføre et simpelt, rutinepræget arbejde af cirka en måneds varighed for én mand uden nævneværdige materialeomkostninger, vil tilbuddet næsten alle steder lyde på omkring 80.000 kr. - plus moms.

Af samme grund må den gennemsnitlige dansker arbejde, arbejde og arbejde. Først på arbejdspladsen og så derhjemme. Velstand? Overhovedet ikke. Hvis vi danskere var velstående, ville de fleste af os holde mere fri, når vi endelig har fri. I stedet gør vi rent, opfører tilbygninger og lægger fliser. Vi har ikke råd til andet.

Kilde: