Da Per Stig som nyudpeget kulturminister lidt sofistikeret kaldte Manzonis dåser ’Merde d’artiste’ ved deres rette navn, lort, modtog han kun protest fra direktørerne for de to museer, som ejer nogle af dåserne. Hvor er den øvrige kunstverdenens reaktioner? Bider de eller polerer de bare deres negle?
For kort tid siden betegnede jeg i Berlingeren Michael Elmgreen og Ingar Dragsets skulptur til Helsingør Havn som et uvedkommende skvat, der ikke tog hensyn til byens og Kronborgs potentialer. Jeg fik naturligvis ikke et argumenteret svar.
I januar kaldte jeg i samme avis kaldte Marco Evaristtis Auschwitz minikopi lavet af guld, trukket ud af munden på kz-fanger for spekulativt hæleri. Reaktion tavshed!
Da jeg i december i fjor spurgte Olafur Eliasson hvorfor han ikke mente, at en ret stor reduktion af hans ’Your Rainbow Panorama' på toppen af ARoS ikke var en væsentlig reduktion af kunstværket, var reaktionen forventelig tavshed.
Hvorfor skal anerkendte kunstnere også bruge energi på uvedkommende kommentarer?
Svaret giver museumsdirektør Sanne Kofod Olsen i Politiken på min artikel ’Kunsten har sejret ad helvede til.’ Her citerer jeg Leonardo da Vinci, ’Når ånden ikke arbejder med hånden, er der ingen kunst.’ Hvis vi hver gang skal starte med ham, når vi aldrig en indsigtsfuld debat om kunsten efter 1960, skriver hun. Men kommer debatten i gang, når hun manifest hævder, at lige her og nu er pissekummer og lort på dåse altså kunst, ’lavet som kunstværker af kunstnere og integreret i kunsthistorien?’ Basta. Men postulatet forudsætter ud fra samme logik, at man om nutidskunsten hver gang skal starte med spørgsmålene, hvad eller hvem er kunstner, og hvem bestemmer over kunsthistorien? Her kunne kunstverdenen etablere en indsigtsfuld debat i stedet for altid at leve i umælende forsvarsposition. Fjern dørskiltet, ’vil ikke forstyrres.’
Endelig spørger Sanne Kofod Olsen, hvorfra kommer behovet for at sige, at kunst ikke er kunst? Svaret er enkelt. Behovet for at stille spørgsmålstegn ved kunstdefinitionen kommer fra vi mange, som har andre holdninger til begrebet kunst, holdninger, der ikke nødvendigvis behøver at være ringere, bare anderledes. Sanne Kofod Olsen og vist hele kunstenklaven udviser en mimoseagtige irritation over angrebene på deres virksomhed. Vi vil måske gerne belæres.
What’s the problem? Allerede 1837 skrev Poul Martin Møller ’I fredens milde skygge, bag lovens kobbermur, vi kunstkendere sysle trygge, når voldsmand blæser på lur.’ (”Kunstneren mellem Oprørerne”, med en enkelt ordombytning).
Donald Judds udsagn, ’hvis nogen kalder det for kunst, så er det kunst,’ rummer sin rent logiske modsætning: ’hvis nogen undlader at kalde det for kunst, så er det ikke kunst.’
Sanne Kofod Olsen og andre bør være glade for oprørerne. Det er lurblæserne, som sætter spørgsmålstegn ved kunsten og dermed skaber og vedligeholder en debat. Det er snart et hundrede år siden Duchamp forsøgte at udstille sin pissekumme. Den ville for længst være glemt og anbragt i museumsdepot, hvis ikke nogen med mellemrum stiller relevante spørgsmål til den som ”kunstværk.”
Overlad det dog til den enkelte betragter at afgøre, om dette eller hint er kunst eller ej og tag med kyshånd imod reaktioner. Træd frem foran kobbermuren. Svar på spørgsmålene. Det skaber indsigtsfuld debat. Læs mere i min bog ’Sprogets tyranni. Kunst og kontekst’ 2009.
For kort tid siden betegnede jeg i Berlingeren Michael Elmgreen og Ingar Dragsets skulptur til Helsingør Havn som et uvedkommende skvat, der ikke tog hensyn til byens og Kronborgs potentialer. Jeg fik naturligvis ikke et argumenteret svar.
I januar kaldte jeg i samme avis kaldte Marco Evaristtis Auschwitz minikopi lavet af guld, trukket ud af munden på kz-fanger for spekulativt hæleri. Reaktion tavshed!
Da jeg i december i fjor spurgte Olafur Eliasson hvorfor han ikke mente, at en ret stor reduktion af hans ’Your Rainbow Panorama' på toppen af ARoS ikke var en væsentlig reduktion af kunstværket, var reaktionen forventelig tavshed.
Hvorfor skal anerkendte kunstnere også bruge energi på uvedkommende kommentarer?
Svaret giver museumsdirektør Sanne Kofod Olsen i Politiken på min artikel ’Kunsten har sejret ad helvede til.’ Her citerer jeg Leonardo da Vinci, ’Når ånden ikke arbejder med hånden, er der ingen kunst.’ Hvis vi hver gang skal starte med ham, når vi aldrig en indsigtsfuld debat om kunsten efter 1960, skriver hun. Men kommer debatten i gang, når hun manifest hævder, at lige her og nu er pissekummer og lort på dåse altså kunst, ’lavet som kunstværker af kunstnere og integreret i kunsthistorien?’ Basta. Men postulatet forudsætter ud fra samme logik, at man om nutidskunsten hver gang skal starte med spørgsmålene, hvad eller hvem er kunstner, og hvem bestemmer over kunsthistorien? Her kunne kunstverdenen etablere en indsigtsfuld debat i stedet for altid at leve i umælende forsvarsposition. Fjern dørskiltet, ’vil ikke forstyrres.’
Endelig spørger Sanne Kofod Olsen, hvorfra kommer behovet for at sige, at kunst ikke er kunst? Svaret er enkelt. Behovet for at stille spørgsmålstegn ved kunstdefinitionen kommer fra vi mange, som har andre holdninger til begrebet kunst, holdninger, der ikke nødvendigvis behøver at være ringere, bare anderledes. Sanne Kofod Olsen og vist hele kunstenklaven udviser en mimoseagtige irritation over angrebene på deres virksomhed. Vi vil måske gerne belæres.
What’s the problem? Allerede 1837 skrev Poul Martin Møller ’I fredens milde skygge, bag lovens kobbermur, vi kunstkendere sysle trygge, når voldsmand blæser på lur.’ (”Kunstneren mellem Oprørerne”, med en enkelt ordombytning).
Donald Judds udsagn, ’hvis nogen kalder det for kunst, så er det kunst,’ rummer sin rent logiske modsætning: ’hvis nogen undlader at kalde det for kunst, så er det ikke kunst.’
Sanne Kofod Olsen og andre bør være glade for oprørerne. Det er lurblæserne, som sætter spørgsmålstegn ved kunsten og dermed skaber og vedligeholder en debat. Det er snart et hundrede år siden Duchamp forsøgte at udstille sin pissekumme. Den ville for længst være glemt og anbragt i museumsdepot, hvis ikke nogen med mellemrum stiller relevante spørgsmål til den som ”kunstværk.”
Overlad det dog til den enkelte betragter at afgøre, om dette eller hint er kunst eller ej og tag med kyshånd imod reaktioner. Træd frem foran kobbermuren. Svar på spørgsmålene. Det skaber indsigtsfuld debat. Læs mere i min bog ’Sprogets tyranni. Kunst og kontekst’ 2009.
