Da statsministeren fremlagde sit nye regeringsprogram i forrige uge, bed min gamle moster på 91 år mærke i målsætningen om at danskerne skal være blandt de længstlevende i verden, og udbrød spontant: ”Åh nej skal vi nu til at leve tre år længere – de politikere ved da vist ikke, hvad det vil sige at blive gammel”. Det startede en diskussion om, hvorfor i alverden man opstiller relative målsætninger for, hvad man vil opnå politisk. Blive blandt de ældste, blive blandt de rigeste, have de dygtigste skolebørn osv. Som om det hele var et computerspil, hvor den med flest point vinder. Danmark ligger i forvejen i superligaen sammenlignet med den største del af verden på samtlige punkter i regeringsprogrammet, og det er marginaler vi taler om, når det kommer til konkurrencen med de øvrige vestlige lande. Dertil kommer, at selvom det umiddelbart lyder kækt og godt at være blandt verdens absolutte elite, mangler det mening hvis man ikke kvalificerer de enkelte målsætninger.
For blot at nævne nogle få af regeringens punkter: Det ikke ukendt at rigdom målt som nationalt BNP kan dække over store sociale forskelle. Visse lande, der er rigere end vores, lader dele af deres befolkning i stikken, hvis de ikke kan betale for fundamentale livsnødvendigheder, mens andre besidder enorme formuer. I Danmark har vi tradition for en vis fordeling af rigdommen, selvom der stadig er grupper der mildest talt halter bagud. Det må være rimeligt at få at vide hvilken type rigdom det er regeringen satser på? Er målet nået hvis bare BNP stiger?
Gevinsten ved at opnå en endnu højere gennemsnitsalder må forudsætte, at det bliver interessant økonomisk og socialt at blive ældgammel. Dvs. at vi holder op med at tale om ”ældrebyrden”, men i stedet indstiller os positivt på hvad det kræver at have en befolkningsstruktur med endnu flere ældre og endnu færre unge. Samtidig må vi genopdage respekten for de gamle og deres viden og erfaring – for hvem gider blive gammel, hvis man bliver betragtet som et unyttigt nokkefår de sidste tyve år af ens liv?
Det kunne også være at der var nogen der havde et godt og oplevelsesrigt liv, uden at følge alt hvad sundhedsministeriet finder på af anbefalinger, og måske derfor i sidste ende kommer til at trække ned i statistikken – er det dem vi skal have fat i, for at regeringen kan opfylde sine mål? Eller skal de gamle blive endnu ældre? Og hvad nu hvis, man besluttede at indføre aktiv dødshjælp som i Holland? – Det vil jo trække den helt forkerte vej.
Og dygtigste skoleelever. Er det kun et spørgsmål om de kan læse i 2den klasse? Eller skulle vi satse på at de i skoleforløbet lærer at tænke selv, selvom det ikke bliver direkte målt i internationale undersøgelser? Hvis ikke vi får en klar definition af dygtighed, hvordan skal vi kunne forholde os til sådan en målsætning fra vores regering?
De øvrige målsætninger i programmet er præcis så vidtløftige som ovenstående, men der er én, man undrer sig over ikke er med: Den danske befolkning er i flere omgange blevet internationalt kåret som verdens lykkeligste folk – hvorfor pokker er det ikke en målsætning for vores regering at beholde denne førsteplads? Regeringens ti punkter er bestemt ikke nogen garanti.
For blot at nævne nogle få af regeringens punkter: Det ikke ukendt at rigdom målt som nationalt BNP kan dække over store sociale forskelle. Visse lande, der er rigere end vores, lader dele af deres befolkning i stikken, hvis de ikke kan betale for fundamentale livsnødvendigheder, mens andre besidder enorme formuer. I Danmark har vi tradition for en vis fordeling af rigdommen, selvom der stadig er grupper der mildest talt halter bagud. Det må være rimeligt at få at vide hvilken type rigdom det er regeringen satser på? Er målet nået hvis bare BNP stiger?
Gevinsten ved at opnå en endnu højere gennemsnitsalder må forudsætte, at det bliver interessant økonomisk og socialt at blive ældgammel. Dvs. at vi holder op med at tale om ”ældrebyrden”, men i stedet indstiller os positivt på hvad det kræver at have en befolkningsstruktur med endnu flere ældre og endnu færre unge. Samtidig må vi genopdage respekten for de gamle og deres viden og erfaring – for hvem gider blive gammel, hvis man bliver betragtet som et unyttigt nokkefår de sidste tyve år af ens liv?
Det kunne også være at der var nogen der havde et godt og oplevelsesrigt liv, uden at følge alt hvad sundhedsministeriet finder på af anbefalinger, og måske derfor i sidste ende kommer til at trække ned i statistikken – er det dem vi skal have fat i, for at regeringen kan opfylde sine mål? Eller skal de gamle blive endnu ældre? Og hvad nu hvis, man besluttede at indføre aktiv dødshjælp som i Holland? – Det vil jo trække den helt forkerte vej.
Og dygtigste skoleelever. Er det kun et spørgsmål om de kan læse i 2den klasse? Eller skulle vi satse på at de i skoleforløbet lærer at tænke selv, selvom det ikke bliver direkte målt i internationale undersøgelser? Hvis ikke vi får en klar definition af dygtighed, hvordan skal vi kunne forholde os til sådan en målsætning fra vores regering?
De øvrige målsætninger i programmet er præcis så vidtløftige som ovenstående, men der er én, man undrer sig over ikke er med: Den danske befolkning er i flere omgange blevet internationalt kåret som verdens lykkeligste folk – hvorfor pokker er det ikke en målsætning for vores regering at beholde denne førsteplads? Regeringens ti punkter er bestemt ikke nogen garanti.
