Ask not what your country can do for you, but what you can do for your country
Det velkendte citat er mere passende end nogensinde i Danmark, hvor det personlige ansvar tilsyneladende er afviklet, og det er statens opgave at tage sig af alt.
På denne måde er velfærdsstaten vokset til en altopslugende størrelse, hvor regler og bureaukrati i kombination med høje skatter dræber væksten.
Der burde nu tages til orde for netop det personlige ansvar, en debat som fuldstændig mangler, hvor alt handler om hvilken lov som nu skal til for dette og hint, for at staten kan sikre sig borgerne opfører sig pænt.
Jeg har selv børn i folkeskolen, og hvis der var noget som kunne give ro i klassen, så var det hvis forældrene tager sit ANSVAR, og sørger for at udhvilede unger kommer i skole, med en ordentlig madpakke og færdiglavede lektier - og ikke mindst opdragelse til at høre efter, og vise respekt for læreren. Tænk hvad der kunne spares af midler, og ikke mindst i opnåelse af bedre resultater, som følge af forbedret undervisning.
Vi skal også tage ANSVAR for vores eget liv, og som udgangspunkt sørge for at klare os selv, og tage os af vores nærmeste. Det at ligge andre til last, skal først være en option, når alle muligheder for selvforsørgelse er udtømt.
Når indstramninger varsles, som f.eks. det nuværende indgreb mod efterløn, så trækkes der ofre af den ene og den anden slags frem - altid fremstillet i forhold til hvad politikerne vil stille op, og aldrig oplever vi at der bliver spurgt ind til, hvad vedkommende selv har taget ansvar for, og har tænkt at gøre ved sin situation.
Velfærdsstaten som sikkerhedsnet, er i udgangspunktet en god ting, hvis det vel og mærke, træder til når den enkelte ikke længere er i stand til at forsørge sig selv. Hvis der ikke skabes forståelse for det personlige ansvar, så overlever velfærdsstaten ikke.
