Hvad er Islam

Her kan du læse om Islam og Muhammed og blive klogere på hvad de står for og så er det op til dig selv at have en mening om det er dårligt eller godt

Islam Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religiøse dogmer Trosbekendelsen • Bøn • Faste • Halal • Haram • Pilgrimsrejsen til Mekka • Velgørenhed Centrale personer Muhammed • Ali · Abu Bakr • Muhammeds følgesvende • Ahl Al-Bayt • Imamer • Islams profeter • Mahdi Skrifter og love Koran • Hadith • Sira • Fiqh • Sharia Retninger Sunni • Shi'a • Sufisme Sociopolitiske aspekter Byer • Arkitektur • Kunst • Kalender • Islamiske religiøse ledere • Imamat • Kalifat • Islam og kvinder • Politisk islam • Jihad Se også Islamiske begreber • Islams historie • Kritik af islam

Islam (al-'islām arabisk: الإسلام) er en monoteistisk, abrahamitisk religion. Ordet islam betyder "underkastelse" eller "hengivelse". Tilhængerne kaldes muslimer betyder en "der underkaster eller hengiver sig" [Guds vilje].[1] Der er mellem 1 og 1,8 mia. muslimer. Islam er efter kristendommen [2]den næststørste religion i verden.

Islams hellige bog er Koranen. Det er Guds ord, der blev åbenbaret til Muhammed gennem ærkeenglen Gabriel. Derved er Muhammed Guds sidste profet, og Koranen og Sunnahen (Muhammeds sædvane) betragtes som islams fundamentale kilder.[3]

Muhammed forstod sig selv som grundlægger af en ny religion [4] , men det påstås oftest at han blot har genindført den tro, som stammer fra Abraham, Moses, Jesus og andre profeter. Ifølge islamisk tradition (hadith) fordrejede jøder og kristne nemlig de åbenbaringer, som profeterne modtog fra Gud, ved enten at forandre teksten, indføre falsk fortolkning eller begge dele.[5]

Muhammed var tydeligt inspireret og påvirket af både jødedom og kristendommen, sidstnævnte i den Egyptiske version som han har mødt. Dette forklarer hans fejlagtige opfattelse af kristendommen - bl.a at treenigheden omfatter Gud, Maria og Jesus. Muhammeds kendskab til kristendom stammer altså fra en kristendom som endte med at blive en ikke-bærende gren af kristendommen modsat den europæiske vi kender i dag.

Størstedelen af verdens muslimer tilhører en af islams to hovedretninger: sunni eller shia.[6]Skismaet mellem disse to retninger udviklede sig sent i det 7. århundrede efter uoverensstemmelser om det muslimske fællesskabs religiøse og politiske ledelse. Omtrent 85 % af muslimerne er sunni-muslimer og 15 % er shia-muslimer. Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele i Afrika og Asien. Store fællesskaber findes også i Kina, på Balkanhalvøen, i Østeuropa og i Rusland. Der er desuden store muslimske immigrantfællesskaber i andre dele af verden som Vesteuropa. I Danmark bor der ca. 200.000 muslimer.[7][8] Kun 20% af muslimerne lever i arabiske lande.[9]

Indholdsfortegnelse

Etymologi

Roden til ordet islam udledes fra rodbogtaverne på arabisk s-l-m (Sīn-Lām-Mīm [س-ل-م]). Et arabisk morfem hvis basale betydning er 'tryghed/fred'. En afledning af denne rod er aslama, som betegner at hengive, overgive eller underkaste sig. Islam er et verbalsubstantiv udledt af verbet aslama og betyder bogstaveligt 'hengivelse/underkastelse'. I dette sammenhæng menes der overgivelse og underkastelse til Gud.

Roden til ordet muslim ligger i samme rodbogstaver som ordet islam og er et verbalsubstantivet af verbet salima, som har en mere specifik betydning, 'at underkaste sig'. Ordet muslim betyder bogstaveligt 'en som underkaster sig'.

Andre arabiske ord udledt fra rodbogstaverne س-ل-م:

Salām, betyder 'fred', som også er en del af en hilseform, As-Salāmu alaykum (Fred være med dig).
As-Salām betyder 'Freden' og er et af Guds 99 navne som er nævnt i koranen.
Salāmah, som betyder tryghed, som ved afsked bruges til at sige 'farvel', med ma' as-salāmah [gå] i tryghed.

Underkastelse Uddybende artikel: Konvertering til islam.

Islam praktiserer ikke dåb som kristendommen, for islam anser alle som fødte muslimer. Ikke-troende, der bliver muslimer, konverterer ikke, men de "reverterer" til den islam, som de blev født i. Underkastelsen/"reverteringen" er videre et afgørende centralt element i forhold til ikke-troendes stilling i samfundet efter Koranen.

Underkastelse/"Revertering" til Islam for en ikke-troende sker ved at fremsige trosbekendelse (shahada) på arabisk.[10]

Trosbekendelsen falder i to led og lyder:

"Jeg bevidner, at der ingen gud er foruden Allah" (ašhadu 'an lā 'ilāha 'illā llāhu [أشهد أن لا إله إلا الله]) og"Og jeg bekender, at Muhammed er Allahs profet") (wa 'ašhadu 'anna Muhammadan rasūlu llāhi [وأشهد أنّ محمّد رسول الله]).

Undertiden udelades indledelsesleddene:

"der er ingen Gud foruden Allah, og Muhammed er Allahs profet" (lā 'ilāha 'illā llāhu wa muhammadun rasūlu llāhi [لا إله إلا الله ومحمّد رسول الله]). Skoleretninger

Inden for islam findes forskellige skoleretninger med hver deres teologiske idelogi (ilm al-kalam) og retsvidenskab (ilm al-'akhlaq). Primært når man opdeler muslimer i forskellige grene taler man om lovskolerne.

Lovskoler

De to største af grene inden for islam er sunni og shia-islam.

Sunni Uddybende artikel: Sunni-islam. Inddelinger af islam

Den største afgrening af muslimer er sunni muslimer. Navnet sunni kommer fra ordet sunnah (sædvane); her refereres der til "profeten Muhammeds sædvane". Indenfor sunni islam findes der mange forskellige skoleretninger (madhhaber), hvoraf de fire største er:

Hanafi stiftet af Abu Hanifa, Hanbali stiftet af Ahmad ibn Hanbal, Maliki stiftet af Malik ibn Anas og Shafi'i stiftet af Muhammad ibn Idris ash-Shafi`i.

Alle fire sunni skoleretninger anerkender de andres legitimitet og de ligeledes legitimiteten af de to shia skoleretninger (mainstream tolver shiisme og zaidi),[11] og således kan en sunni frit vælge, hvilken madhab han eller hun vil følge.

Shia Uddybende artikel: Shiisme.

Shiamuslimer udgør den næststørste gren inden for islam. Navnet shia kommer fra udtrykket shiat ‘Ali (Alis parti). Denne betegnelse anvendes til shiamuslimer, idet de anser Ali profeten Muhammeds svigersøn for den retmæssige efterfølger af profeten Muhammed. Inden for shia findes der forskellige skoleretninger, hvoraf kun 'tolver shiisme' er anerkendte. Shiamuslimer betegnes også som dem der 'følger er imamer [religiøs leder]' (Imamiyyah).

Tolver (Ithnā ashariyyah [اثنا عشرية]) også kendt som Jafari skoleretningen) stiftet af Jafar ibn Muhammad. Syver eller Ismaili (al-Ismāʿīliyyūn [الإسماعيليون]) stiftet af Ismail ibn Jafar. Femmer[12] eller Zaidi stifet af Zayd ibn Alī. Sufisme Uddybende artikel: Sufisme. Mevlevi-sufier i Tyrkiet drejer om sig selv i trance

Sufisme er en fællesbetegnelse for islams mysticisme og bruges om både sunni og shia grupper. Et flertal af sunnier regner sufisme (tassawuf) som en integreret del af sunni. Nogle af de mest kendte sufi-broderskaber er:

Qadiri Naqshbandi Suhrawardi Shadhili Chishti Rifa‘i.

En sufi-lærd kan ofte have tilknytning til flere broderskaber.

Sufier lægger generelt større vægt på det indre, spirituelle aspekt ved religionen end på formel efterfølgelse af religiøse regler. Sufier mener, at det er nødvendigt at kontrollere sit eget ego og give slip på selvpålagte mentale begrænsninger, før de virkelig kan acceptere at underkaste sig Allah. Forskellige meditationsteknikker og ritualer, som har som mål at overgive krop og sjæl til Guds vilje og at blive et med Allah, er et vigtigt element i mange sufigrupper.

Teologiske skoler

De mest kendte teologiske skoleretninger er:

Islamisk lære

Læren omkring islam indeholder forskellige emner, da islam anses som en komplet levestil frem for et sæt af religiøse regler. En opdeling set i forholdet mellem 'islamisk lære' og 'mennesket' er:

Doktriner (aqa'id): består af emner som Enhed af Gud, Guddommelige Attributter, troen på profeter, troen på imamer, troen på Dommedagen osv. Dette emne behandler ting der er relateret til menneskets begrundelse og intellekt. Morale (akhlaq): består af emner som relaterer til læren af den spirituelle og moralske karakter af et menneske, eksempelvis: frygt for Gud (taqwa), retfærdighed, loyalitet, mod, ærbarhed, visdom, tålmodighed, sandfærdighed, pålidelighed osv. Dette emne behandler behandler ting som relaterer til menneskelige kvaliteter. Lovgivning (ahkam): her diskuteres emner som vedrører praktisering og den korrekte måde at udføre en given handling på, eksempelvis: bønnen, fasten, pilgrimsrejsen, bestræbelse/kamp, påbyde det rette og forbyde det onde, handel, ægteskab, opdeling af arv osv. Dette emne behandler ting som relaterer til menneskelige handlinger og praksis.

Viden, som omhandler første punkt, betegnes som teologi (ilm al-kalam),[13] studiet af det andet punkt er etik (ilm al-'akhlaq) og studiet af det sidste punkt er retsvidenskab (ilm al-fiqh).

Grundlæggende doktrin

Blandt de muslimske skoleretninger er der forskel i de grundlæggende doktrin, dog er der enighed om de mest centrale dele af religionen: troen på Gud, Hans åbenbaringer, Hans engle og Dommedagen.

Sunni doktrin

Inden for sunni udgør de grundlæggende doktrin primært af ritualer. Disse betegnes oftest som 'søjler af religionen' eller 'de fem søjler' (arabisk: أركان الإسلام).

De fem søjler Troserklæringen (shahadah) Bønnen (salah) Almissen (zakat) Fasten (sawm) Pilgrimsrejsen (hadj)

Sunnier ærer de seks trosartikler, som er velbeskrevet i anerkendte sunni (hadith) samlinger:[14]

De seks trosartikler Enhed [af Gud] (tawhid) Englene (mala'ika) De hellige skrifter (kutub) Profeterne (nabi) Dommedagen (qiyâmah) Skæbne (qadr) Shia doktrin

Shia opdeler yderligere de grundlæggende doktrin i de teologiske og praktiske aspekter, hvor 'religionenes principper' behandler de teologiske aspekt af religionen, behandler 'religionens grene' de mere praktiske aspekter.

Religionens principper

Religionens principper (usul al-din) består af fem centrale teologiske aspekter af religionen:

Enhed [af Gud] (tawhid) Retfærdigheden [af Gud] ('adl) Profeti (nubuwwa) Imamheden (imamah) Dommedagen (ma'ad).[15] Religionens grene

Religionens grene (furu al-din): består af ti praktiske aspekter af religionen:

Bønnen (salah) Fasten (sawn) Pilgrimsrejsen (hadj) Almissen (zakat) En-femtedel (khums) Bestræbelse/kamp (jihad) Påbyde det rette (amr bil Maruf) Forbyde det forkerte (nahy an al-Munkar) Kærlighed til Husets Folk og deres følger (tawalla) Adskille sig fra fjender af Husets Folk (tabarra) Skrifter

De primære kilder for alle rituelle og religiøse praksis indenfor islam, stammer fra Koranen og traditionerne (hadith). Udover Koranen selv, taler Koranen om fire åbenbarede bøger:

Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige. Koranen 5:46 Abrahams skrifter[16] Davids salmer[17] Toraen af Moses[18] og Evangeliet af Jesus[19]

En muslim skal tro på alle åbenbarede skrifter. Muslimer mener, at indholdet af Toraen og Bibelen er blevet ændret af mennesket efter deres åbenbarelse; således kan disse bøger ikke bruges som retledning til mennesket og kilde til religiøs praksis.

Koranen Første kapitel (sura) i koranen. Uddybende artikel: Koranen.

Koranen er Guds ord, åbenbaret gennem profeten Muhammed. Både shia- og sunni-muslimer accepterer, at der ikke er blevet foretaget ændringer, tilføjelser eller rettelser til teksten. Således anses Koranen, som den foreligger i dag, for at være den samme som blev åbenbaret profeten Muhammad for ca. 1400 år siden.

Ordet qur‘ân betyder recitation, og selvom Koranen er en bog, refererer muslimer generelt til ordene og budskabet i et abstrakt form, og ikke som et fysisk eksemplar af en bog. Teksten i Koranen er ikke organiseret kronologisk men efter, hvornår profeten Muhammed fik åbenbaringerne.

Muslimer behandler fysiske eksemplarer af Koranen med stor respekt og udfører abdest (wudu), før de rører Skrifterne. [20] De fleste muslimer kan større eller mindre dele af Koranen udenad for at kunne recitere bestemte passager for at udføre den daglige obligatoriske bøn (salat) korrekt. Muslimer mener, at kun Koranen på arabisk er Allahs perfekte åbenbaring, fordi oversættelser altid er ufuldkomne. Oversættelser halter også i rytme og poesi, som findes i den originale tekst. Oversættelser bliver kun anvendt til at give et skøn af indholdet; ofte sidestilles flere oversættelser for at opnå et endnu bedre skøn.

Traditionerne Uddybende artikel: Hadith.

Da profeten, og imamerne for shia muslimer, var ufejlbarlige og syndfrie,[21] er deres ord og gerninger en guide for alle deres følgere. Disse traditioner (hadith) blev nedskrevet efter at profeterne eller imamerne havde udtrykt noget verbalt eller fortaget en bestemt handling.

Enhver hadith består af en kæde af navne på berettere (isnad) efterfulgt af teksen (matn), eksempelvis:

isnadMuhammad ibn Ishaq repporterer på autoritet af Yazid ibn Ruman på autoritet af Urwa ibn al-ZubayrmatnVed slaget af Badr, drog Ali, fred være over ham, ud mod Tu'ayma ibn 'Adi ibn Nawfal og peget hans spyd mod ham og sagde: "Ved Gud, du vil aldrig modsætte os, om Gud vil, efter i dag."[22]

Når der citeres kendte hadith, undlades helt eller delvis kæden af berettere.

Rituelle praksis

Rituelle praksis gruppers i elementer, hvor hvert element kan have subelementer. Et centralt aspekt af de rituelle praksis ('ibadat) er hensigten (niyyah) i sindet af den troende. Hensigten skal være ren, og rituellen skal ikke udføres for social status eller andre verdslige rigdomme men kun for kærlighed til Gud.

Bønnen
Fasten
Almissen
Valfarten

For shia muslimer er der yderligere

En-femtedel
Bestræbelse/kamp
Påbyde det rette
Forbyde det forkerte

Etik Muslimer udfører tidebøn (salat) i en moské

Islam lægger udover de rituelle forpligtelser også meget vægt på en god karakter, god adfærd og betænksomhed i forhold til andre muslimer (ikke-muslimer er ikke efter Islam sikret nogen rettigheder). For at understrege vigtigheden af at en muslim bør være opmærksom på sin nabos behov f.eks., sagde Muhammed: 'Den som spiser sig mæt mens hans nabo er sulten, er ikke en sand troende' [Overleveret af Al-Hakim]. På samme måde, eksisterer et hav af overleveringer, der fremhæver vigtigheden af en god karakter, gode manerer, venlighed overfor andre og det at udvise nåde i forhold til Guds skabelse (dvs. hermed også dyr og insekter). En anden beretning lyder: 'Den der passer på og arbejder for en enke og for en fattig person, er som en kæmpende der kæmper for Allahs sag eller som en person der faster om dagen og beder hele natten' [Overleveret af Al-Bukhari]. En anden beretning lyder: 'Den som ikke er barmhjertig overfor andre, vil ikke blive behandlet barmhjertigt' [Overleveret af Al-Bukhari].

På samme måde som mange ting er tilladt eller opfordrede i islam er mange andre forbudte. Blandt de forbudte hvad angår karakter og adfærd over for muslimer er især at lyve, at bedrage eller forråde andre og at bagtale eller at skade andre.

Det er et meget vigtigt aspekt af islam, at en sand muslim ikke er én, der kun faster og beder, og som så samtidig er en løgner og taler dårligt til andre muslimer. Muhammed sagde i denne sammenhæng: 'Den der ikke opgiver falske udsagn, onde gerninger og det at tale grimt til andre; Allah har ikke brug for at han opgiver mad og drikke (dvs. faster)' [Overleveret af Al-Bukhari].

Det er forbudt at spise svinekød, kød der ikke er slagtet i Guds navn efter den korrekte metode og at drikke blod eller alkohol. Der er også forbud mod at skade sig selv, at ødsle med sine penge og mange andre ting. Muslimer følger en morallære, som er meget central i islam.

Inden for islamisk lov (fiqh) opdeler man handlinger i forskellige kategorier (ahkam):

Fard (det obligatoriske) Wajib (det nødvendige) Sunna Mustahabb (det anbefalede) Mubah (det tilladte) Makruh Tanzihi (det forkerte) Makruh Tahrimi (det ikke-tilladte) Haram (det forbudte)

Der er ikke blot tale om "tilladt eller forbudt", men afhængig af kontekst og hensigt kan noget forbudt i visse tilfælde blive tilladt, mens noget tilladt i visse tilfælde kan være forbudt. Der er mange nuancer.

Leveregler og gudstilbedelse Bønnestillingerne under de rituelle tidebønner Qolsharif-moskéen i Kazan, Rusland Tidebønner

Muslimer er forpligtet til ar bede fem tidebønner (salat) hver dag. Tidebønnerne udføres efter et systematisk ritual vendt mod Mekka. Tidebønnerne er:

Fajr – Mellem daggry og solopgang.
Dhuhr – Mellem middag og starten af asr.
Asr – Mellem "når skyggen til en genstand er lige lang som højden til genstanden, plus længden ved middag" og solnedgang.
Maghrib – Mellem solnedgang og tusmørke.
Isha'a – Mellem tusmørke og morgengry.

Fredagsbønnen

Fredag udgår Dhuhr-bønnen og fredagsbønnen Jumu'ah bedes i stedet. Mænd er tilrådet/forpligtet[23] til at bede fredagsbønnen i moskéen og den er et vigtigt samlingspunkt i de fleste muslimske samfund. Fredagsbønnen følges af en prædiken fra imamen i moskéen.

Sharia og Fiqh Uddybende artikler: Sharia og Fiqh.

Sharia er den religiøse lov, som udtrykker Allahs vilje og i princippet omfatter alle forhold i menneskelivet. Derfor mener de fleste muslimske lærde, at sharia må være ethvert muslimsk samfunds lov. Fiqh tilsvarer den religøse lovs retsvidenskab og er de islamske lærdes forskellige trosretninger.

Der er fire hovedkilder til tolkningen af sharia:

Koranen
Sunna, der kommer til udtryk i Hadith.
Ijma
Qiyas

Sunna betyder tradition og viser til udtalelser og handlinger profeten eller hans nærmeste kom med eller gjorde, men som ikke er optaget i Koranen. Beretningerne om disse udtalelser og hændelser kaldes hadith. Der er titusindvise af hadith i en række forskellige samlinger. Disse hadithsamlinger har for mange teologer været en lige autoritativ kilde til forståelsen af sharia som Koranen.

Disse tekstkilders tillæg er ijma og qiyas to afgørende tolkningsprincipper. Ijma er de lærdenes mening om, hvad en rigtig tolkning er. Det, de er enige om, er den rigtige tolkning. Qiyas er et princip om at tolke ved hjælp af analogier. For eksempel findes der ikke et generelt alkoholforbud i Koranen, men et forbud mod at drikke saften af gærede druer. Ved hjælp af analogiprincippet, hvor det væsentlige i forbudet mod at drikke vin – altså forbudet mod beruselse, generaliseres til et forbud mod al alkohol. Qiyas indebærer en betydelig begrænsning af den menneskelige fornuft i tolkningen og forståelsen af Allahs vilje, sharia.

Der er fire hovedfortolkninger inden for sunni, som kaldes lovskoler. De har navn efter sine ophavsmænd Shafi'i, Hanafi, Hanbali og Maliki. De fire studerede under Jafaar, som var stifteren af den første skoleretning: Al-Jafaari. Den er grundlaget for shiaer.

Sharia dækker alle områder i livet, fra politik og krig til daglige problemstillinger. Sharia ligger til grund for statens love i de allerfleste muslimske lande, mens få muslimske landes love er i fuldt samsvar med traditionelle fortolkninger af sharia. Der har alletid været stor debat blandt muslimer, om hvilke kulturelle regler i muslimske lande, som er påbudt af sharia, og hvilke som er baseret på tradition, eller som åbner for fleksibilitet i forhold til forskellige omstændigheder og forskellige tider.

Al-Nabawi-moskéen i Medina, Saudi-Arabien Den store moské i Djenné i Mali fra 1300-tallet er en verdensarvbygning Renlighed

Islam har mange regler for både praktisk og rituel hygiejne. Islamisk hygiejne omfatter den rituelle vask af hænder, fødder, arme, ben, hoved og ansigt før bøn eller andre religiøse handlinger og efter urene handlinger som toiletbesøg, sex.

Spiseregler

Muslimer følger i lighed med flere andre religioner visse regler for, hvad de kan spise og drikke. Det muslimer kan spise og drikke kaldes halal (tilladt), det de ikke kan spise og drikke kaldes haram (forbudt). Mad og drikke som er haram inkluderer:

Alkoholholdige drikke
Blod
Kødet af kødædende og altædende dyr som grise, aber, hunde og katte. (Dyr som spiser fisk regnes ikke som kødædere)
Fra dyr som ansiget ikke var vendt mod Mekka, og sagt Allahs navn, og stukket i blodåren på halsen. Som senere blodet er randt fra.

Moskéer Uddybende artikel: Moské.

En moské eller masjid på arabisk er muslimernes gudshus. Moskéens hovedfunktion: et sted hvor muslimer kan samles for at bede og en læringsinstitution. Muslimer mener, den første moské var Ka'ba, og at den blev bygget af Abraham. Moskéer er de fremmeste eksempler på islamisk arkitektur.

Helligdage

De vigtigste helligdage i islam er Eid ul-Fitr, som markerer afslutningen af fastemåneden Ramadan, og Eid ul-Adha, som er samtidig med den årlige pilegrimsrejse Hadj. Andre islamske helligdage er profeten Muhammeds fødselsdag Al-Mawlid Al-Nabawwi, og dagen da Muhammed drog til Paradis via Jerusalem Al-isra wa-l-miraj. Shia-muslimer fejrer også dagen, hvor Muhammed erklærede Ali ibn Abi Talib som sin efterfølger Eid ul-Ghadir.

Religiøs arkitektur Shah Alam Moskeen i Malaysia

Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes helligste by er Mekka med den centrale Ka'ba med en sten, der ifølge tradition stammer fra Paradis. Af andre vigtige og hellige steder er byerne Jerusalem og Medina, hvor Muhammed flygtede til, og hvor han er begravet.

Højtider

Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende hverken må spise og drikke eller have seksuel samkvem fra daggry til solnedgang. Det en en meget åndelig tid med særlig fokus på tilbedelse og forbedring af karakter. Islam har to store helligdage, kendt som 'Id al-Fitr og 'Id al-Adha. Mange muslimer fejrer andre hellige dage eller nætter, som fx Muhammeds fødselsdag, skæbnesnatten hvor Koranen første gang blev åbenbaret, natten hvor Muhammed rejste op igennem de syv himle (Mi'raj).

Hellige personer

Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er Jesus, på arabisk Isa. Muslimerne tror ikke, at Jesus var Guds søn endsige den inkarnerede Gud og heller ikke, at Jesus døde på korset og stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter med Muhammed som den sidste og endegyldige repræsentant ("profeternes segl").

Profeten Muhammed Muhammed skrevet på arabisk med arabisk kalligrafi Uddybende artikel: Muhammed.

Muhammed ibn Abdallah var en arabisk religiøs og politisk leder, som spredte islams budskab i begyndelsen af 600'erne. Muslimer ser ham som den sidste og største af Allahs profeter. Muslimer mener ikke, at Muhammed grundlagde en ny religion, men at han genindførte det oprindelige budskab fra alle tidligere profeter, som med tiden enten var misforstået eller gået tabt. Muslimer ser Koranen som hans profetiske mirakel.

Muslimer mener ikke, at Muhammed som Allahs profet kunne begå alvorlige synder, men de er uenige om, hvorvidt han kunne begå mindre synder eller gøre fejl. Sunnier mener, at da Muhammed og de andre profeterne var mennesker, kan de have begået enkelte fejl og småsynder i dagliglivet, uden at det har indvirkning på deres virke som Allahs sendebud. Shia-muslimer mener, at Muhammed og de andre profeter var immune mod både store og små synder, og at Allah gav dem fuldkommen kundskab, som gjorde, at de var immune mod at begå fejl. Ufejlbarlighedsdogmet findes også i visse sunni-denominationer, men forskere mener, det opstod i shia-retningen af islam, og shiamuslimer mener, at ufejlbarligheden strækker sig til Muhammeds familie.[24]

Når talen falder på Muhammeds ledsagere eller familie, tilføjes رضى الله عنه 'Allah være tilfreds med ham' eller رضى الله عنها 'Allah være tilfreds med hende'.

Omtales en afdød respekteret lærd eller lignende, for hvem man vil udtrykke respekt, skrives رحمة الله عليه 'Allah være ham nådig' eller رحمة الله عليها 'Allah være hende nådig'.

Mange af disse navnetilføjelser reduceres i dagligt sprog til forkortelser.

Fællesskab Uddybende artikel: Muslimske verden. Verdens landes andel af muslimer i % Demografi

Estimater af den muslimske befolkning i 2009, er 1.57 mia. Omtrent 85% er sunni-muslimer og 15% er shia-muslimer, med en lille minoritet, som hører til andre retninger. 30-40 lande har en muslim-majoritet, hvor araberne udgør 20% af alle muslimer verden over. Sydasien og Sydøstasien har den største andel af muslimer, Indonesien, Indien, Pakistan og Bangladesh, som hver har mere end 100 mio. tilhængere.[25] Ifølge USA's regering, var der 20 mio. muslimer i Kina (2006).[26]

I Mellemøsten er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran de største muslim-majoritetslande; i Afrika, Egypten og Nigeria har de mest befolkede muslimske fællesskaber.[25] Islam er den næststørste religion efter kristendommen i mange europæiske lande.[27]

Hellige genstande

Vers fra Koranen på skrift, Muhammeds hadith og andre ting der har tilknytning til profeten, betragtes som hellige genstande.

Det er en udbredt praksis blandt mange muslimer at søge velsignelse fra genstande, der har tilhørt hellige personer ('Awliya Allah' - egtl. 'Guds retskafne og ærede skabninger').

Familie- og menneskesyn i islam Kvalitetssikring
Dette afsnit bør bringes til at stemme med Wikipedias standard if. Wikipedia:QA Manden er familiens imam

Ægteskabet nikah er i islam familiens fundament. Det er en meget højtidelig kontrakt mellem en mand og en kvinde. Der er ikke nogen egentlig kønsbegrundet forskel, men fordi mænd og kvinder er forskellige, tildeler islam dem forskellige overordnede roller. Den muslimske mand har det religiøse ansvar for sin familie, som er et "miniaturebillede" af det muslimske samfund, og fungerer som hjemmets imam.

"Mandens rolle er mere udadvendt"

Den muslimske kvindes pligter er hjemlige, mens den muslimske mands rolle er udadvendt. Blandt andet har han en større myndighed i samfundet end kvinden. Det er nævnt i hadith 6,6 af Bukhari: ""Er ikke kvinders vidneudsagn lig med det halve af mandens?" De sagde: "Jo vist"". Dette gælder dog ikke i alle situationer, fx når en kvinde skal vidne om barnets faderskab. Her har kvinden et større vidnebetydning end manden, da hun ved mere om sine menstruation-perioder. Kvindens rolle i samfundet hænger sammen med hendes rettigheder og forpligtelser med respekt for kønnenes forskelligheder. Fx gør kvindens evne til at tænke rationalt eller logisk, mens hun har menstruation, hendes vidneudsagn ufuldkomment: hendes følelsesmæssige natur forhindrer hendes rationelle og logiske forstand.

Bigami - mænd

Det er tilladt for en muslimsk mand at gifte sig med op til fire hustruer, og det anbefales primært i situationer, hvor der er mangel på muslimske mænd som i krigstid. Eller hvis konen kommer ud for et biluheld og ikke længere er i stand til at tilfredsstille sin mand. I stedet for skilsmisse kan han gifte sig med en anden, og hun kan beholde sin sociale stilling. Omvendt, hvis en mand går hen og mister sin evne til at tilfredse sin hustru, kan hun få skilsmisse. Hvis han er ikke i stand til at forsørge flere koner eller kan behandle dem ens og retfærdigt, så kræver Koranen, at han kun gifter sig med en. [28]
I Vesteuropa, hvor bigami ikke er tilladt, indgår manden et muslimsk velsignet ægteskab med flere kvinder, som bor i hver deres bolig og har hver deres familie, mens manden bor hos kvinderne på skift. Skulle den ene kvinde blive ude af stand til at tage vare på sine børn, vil manden sørge for at børnene opdrages af en af hans andre koner.[29]

Bigami - kvinder

Omvendt er det strengt forbudt for kvinder at have flere mænd. Således kan en muslimsk kvinde under ingen omstændigheder have sig en elsker, og selv enkeltstående sidespring straffes hårdt. Seksuelle forhold og ungdomsforelsker inden ægteskab er heller ikke tilladt, og straffes særdeles hårdt og ubamhjertigt. Det skal dog nævnes, at mænd og kvinder efter loven straffes lige hårdt for utroskab og hor.
Stening afsluttes i mere moderne muslimske samfund af skydning eller erstattes oftest af hængning.

Kønsroller

I Islam følger det som hovedregel, at kvinden hører hirarkisk under manden. I Koranen mangler helt fastlagte kønsroller, og det er ikke generelt forbudt for kvinder at studere og arbejde, hvis de ønsker det, og for manden at hjælpe hjemme. Muhammed er det bedste eksempel, da han reparerede sine egne sko, malkede køerne mv. Forholdet mellem mand og kvinde afhænger af gensidige rettigheder og forpligtelser. Kvinden er lige så meget værd som manden - med respekt for deres forskelligheder. Ingen har i teorien større status end den anden, men de er ikke ens eller identiske. Dvs. at de er forskellige og har derfor forskellige forpligtelser i familien og i samfundet. Til mandens forpligtelser hører, at han alene repræsenterer familien udadtil og derfor må tage alle familiens vigtige beslutninger, hvorved den omtalte ligestilling i praksis er værdiløs og kvinden slutteligt hører under manden og hans beslutninger.

Andre overbevisninger

Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moske i Hvidovre, ser sig som en del af Islam, men anerkendes ikke generelt som muslimer, og Ahmadiyya-moskeen omtales kun som moske af bevægelsen selv.

Druserne og alawitterne er begge shi'itiske sekter, men afviger i trosbekendelsen.

Intern debat

Der findes en lang tradition for akademisk debat i islam. Tariq Ramadan og Irshad Manji er to af nutidens mest berømte muslimske teologer.

Kilde: