Ifølge et svar fra økonomi- og indenrigsministeriet dateret 25. marts 2014, mere end fordobledes antallet af betjente i Danmark fra 1980 til 2010. Går vi tilbage til 1970, er der tale om mere end en firedobling. Det kommer formentlig som en overraskelse for de fleste, i og med at vi ser mindre og mindre til politiet, bortset fra fotovogne og totalrazziaer.
Muligvis fordi der er mere polemik og skrives mere om nedskæringer end om forøgelser af antallet af beskæftigede. Det gælder naturligvis ikke kun for politiet. F. eks. er antallet af pædagoger mere end tredoblet i samme periode, mens antallet af lærere er steget med næsten 20 procent, antallet af sygeplejesker er næsten fordoblet og antallet af læger er fordoblet.
Det er nok værd at huske, når formanden for politiforbundet, Claus Oxfeldt, i forbindelse med at antallet af betjente er faldet med 500 siden 2011, i november udtalte at ”
”Konsekvensen er jo, at vi er nødt til at prioritere benhårdt i opgaverne. Og der hvor befolkningen har en klar forventning om, politiet kommer frem, der er der rigtig mange gange, hvor det desværre ikke sker.”
Han giver hermed en reduktion af antallet af betjente på ca. 5 procent ansvaret for den manglende service, som mange borgere har oplevet.
Servicen, i hvert fald i den del af landet hvor jeg bor (Nordsjælland), har nu været ringe i årtier. Og det kan jo egentlig undre, når nu antallet af betjente set over tid er steget betragteligt.
Derfor var det måske en ide at se på hvordan politiet egentlig prioriterer deres tid, før man, som de konservative har foreslået, går ud og bruger ½ mia. kroner mere på at øge antallet af betjente igen.
Noget kunne tyde på at det ikke er antallet af betjente eller bevillingerne, den er gal med, men derimod prioriteringerne i Politiet. Prioriteringer som i sidste ende er politisk bestemte.
Helt oplagt ville naturligvis være, at se på hvor mange ressourcer der f.eks. bruges på det man betegner som ”offerløs” kriminalitet og den medfølgende banderelaterede kriminalitet? Et show der nu kører på 4 årti.
Tryghed er vigtigere end statistik
Ifølge rigspolitichef Henrik Højbjerg er
”kriminaliteten faldet voldsomt i Danmark de seneste fire år”.
Hvad han ikke nævner er naturligvis, at det ”voldsomme fald” blot fører os tilbage til situationen i midten af 1980erne, og vi har f. eks. 4 gange så mange indbrud, målt på anmeldelser, som i 1960, mens antallet af anmeldte voldsforbrydelser er ca. 6 gange højere. Dertil skal naturligvis lægges skyggetal. Det vil sige alt det som ikke anmeldes.
Men et er antallet af forbrydelser, noget andet er oplevelsen af tryghed.
Det fremgår af politilovens paragraf 1, at
”Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed.”
Trods stigningen i antallet af betjente de seneste 40 år, må man stille spørgsmålstegn ved, hvor vidt politiet lever op til formålsparagraffens ord om at virke for tryghed.
Jeg bor selv i en kommune, Fredensborg, som i tryghedsundersøgelser scorer ret lavt. Det skyldes ikke at folk er utrygge i den vestlige del, hvor jeg bor, men at der er stor utryghed i den sydøstlige del, hvor der ligger et stort ghettoområde. Der er tale om en utryghed, som har været der i årtier. Sådan er det sikkert også andre steder i landet.
Da det for nylig kom frem at lokale bandemedlemmer rendte rundt og fedtede sig ind hos skoleelver med gratis is mv., udtalte lederen af Nordsjællands Politis »Enhed for Trygge Boligområder« Carsten Spliid, at
"Det er korrekt, at der er banderelaterede personer, der nogle gange opholder sig i Holmegårdscentret, og det er bekymrende. Vi vil sætte ind med synlig tilstedeværelse i den kommende tid".
For at sige det ligeud. Nej, der skal ikke sættes ind med synlig tilstedeværelse i "den kommende tid". Der skal være synligt politi konstant og i fornødent omfang. Det er ganske enkelt ikke en retsstat værdigt, at borgerne i Nivå og Kokkedal i årevis har og fortsat lever i utryghed.
Det må og skal være være en helt helt grundlæggende førsteprioritet at sikre borgernes tryghed. Det være sig hjemme som på gader og stræder. Det sker nok ikke ved brug af projektorienteret gruppearbejde og særlige enheder, der kommer forbi fra tid til anden.
Det sker bedst ved at politiet er tilstede i lokalsamfundet og at man går til makronerne over for de kriminelle.
Men det betyder åbenbart ikke det store hvorvidt forældre ikke tør lade deres børn gå eller cykle i nærområdet efter mørket falder på. At folk føler sig generet og chikaneret, når de handler i det lokale bycenter osv.
Det er på tide, at der bliver gjort op med den centralisering, som har fundet sted med nedlæggelse af lokale politistationer og sammenlægning af politikredse gennem de seneste mange årtier. Det er tide, at politiet kommer ud af kontorer og biler og tilbage i samfundet.
Mindsker det kriminaliteten over en bred kam? Muligvis ikke, men det øger folks tryghed. Det ved vi fra amerikanske undersøgelser. Ligesom vi ved, at det har en positiv effekt at sætte ind allerede over for de ”små” lovovertrædelser, graffiti mv.
”Bevidstløst” at øge politiets bevillinger og ansætte flere politifolk er næppe vejen frem. Før vi smider flere penge efter politiet var det måske en ide først at finde ud af, hvad politiet egentlig laver og derefter få prioriteringerne i orden. Som det er nu, kan man godt have fornemmelsen af, at ”almindelige borgeres” berettigede krav på en hvis tryghed og serviceniveau, kommer langt nede på listen.
Det skal der laves om på. Og det kan kun gå for langsomt..
