Stakkels au-pair-piger koblet med rige svin fra Nordsjælland ser ud til at blive en af sommerens vedholdende kioskbaskere. Anført af Britta Thomsen fra S og Astrid Kragh fra SF køres der frem med de store kanoner mod familier, der har formastet sig til at ansætte en kvinde fra den anden side af kloden til at tage sig af rengøring og tøjvask. Desværre går det som så ofte i den slags sager: Forargelsen vinder over fornuften.
Eksempelvis er det vist ikke faldet bannerførerne for kampagnen ind, hvem det egentlig er, man søger at hjælpe ved at afskaffe ordningen. Ved at nedlægge den vil man afholde mere end 3000 kvinder fra at komme gratis til et af verdens rigeste lande og tjene et for dem attraktivt beløb på en arbejdsuge, der ligger under den danske. Mens BT og AK får mulighed for at pudse deres glorie, nedlægges der således globale arbejdspladser, der giver kvinder fra fattige lande mulighed for at tjene egne penge i et sikkert land og sende nogle af dem hjem til betaling af uddannelse, sygehusophold for familiemedlemmer eller investering i egen virksomhed.
Mens de hovedsageligt filipinske au-pairs får mulighed for at opleve et fremmed land og en anden kultur, får værtsfamilien mulighed for at holde fast i deres jobs. En del af forargelsen over ordningen rettes mod det faktum, at mange værtsfamilier er velhavende familier med dobbelte indtægter. Der ligger en undertone af at "nu har de rige igen fået raget noget til sig". Men som en analyse fra DJØF har vist, er det sådan at akademikere gennemsnitligt skaber jobs for andre. En anden tilgang kunne derfor være taknemmelighed over, at der er nogle flittige mennesker, der gider tage herop fra den anden side af kloden og hjælpe danske familier, så de kan bevare deres fuldtidsjobs, betale en høj skat og være med til at skabe arbejdspladser for andre.
Au-pair-ordningen er en særordning og har været det siden 1969. Au-pairs skal have deres faste udgifter betalt og får et skattefrit beløb på minimum 3000 kr. om måneden for max. 30 timers arbejde. Fagbevægelsen synes forudsigeligt nok ikke om ordningen. Dertil kan man sige, at insisterer man på at rette ordningen ind efter det danske arbejdsmarked, vil man reelt afskaffe nogle stillinger, som ingen danskere ønsker at besætte. Au-pair ordningen er en win-win situation, som det vil være tosset af afskaffe.
Medierne har fundet sager, hvor au-pairs er blevet snydt og udnyttet. Det skal der ryddes op i, hvis vi skal være ordningen bekendt. Men med et gennemreguleret land som vores, kan det ikke være en umulig opgave. Der kan tilbydes bedre rådgivning for begge parter og au-pairs kan gives bedre muligheder for at holde på deres ret. Alternativet er at lukke endnu en dør til en verden, der ikke er så harmonisk som vores, og afskære både os selv og andre fra at udveksle penge og arbejdsopgaver, der kan komme begge parter til gavn.
Eksempelvis er det vist ikke faldet bannerførerne for kampagnen ind, hvem det egentlig er, man søger at hjælpe ved at afskaffe ordningen. Ved at nedlægge den vil man afholde mere end 3000 kvinder fra at komme gratis til et af verdens rigeste lande og tjene et for dem attraktivt beløb på en arbejdsuge, der ligger under den danske. Mens BT og AK får mulighed for at pudse deres glorie, nedlægges der således globale arbejdspladser, der giver kvinder fra fattige lande mulighed for at tjene egne penge i et sikkert land og sende nogle af dem hjem til betaling af uddannelse, sygehusophold for familiemedlemmer eller investering i egen virksomhed.
Mens de hovedsageligt filipinske au-pairs får mulighed for at opleve et fremmed land og en anden kultur, får værtsfamilien mulighed for at holde fast i deres jobs. En del af forargelsen over ordningen rettes mod det faktum, at mange værtsfamilier er velhavende familier med dobbelte indtægter. Der ligger en undertone af at "nu har de rige igen fået raget noget til sig". Men som en analyse fra DJØF har vist, er det sådan at akademikere gennemsnitligt skaber jobs for andre. En anden tilgang kunne derfor være taknemmelighed over, at der er nogle flittige mennesker, der gider tage herop fra den anden side af kloden og hjælpe danske familier, så de kan bevare deres fuldtidsjobs, betale en høj skat og være med til at skabe arbejdspladser for andre.
Au-pair-ordningen er en særordning og har været det siden 1969. Au-pairs skal have deres faste udgifter betalt og får et skattefrit beløb på minimum 3000 kr. om måneden for max. 30 timers arbejde. Fagbevægelsen synes forudsigeligt nok ikke om ordningen. Dertil kan man sige, at insisterer man på at rette ordningen ind efter det danske arbejdsmarked, vil man reelt afskaffe nogle stillinger, som ingen danskere ønsker at besætte. Au-pair ordningen er en win-win situation, som det vil være tosset af afskaffe.
Medierne har fundet sager, hvor au-pairs er blevet snydt og udnyttet. Det skal der ryddes op i, hvis vi skal være ordningen bekendt. Men med et gennemreguleret land som vores, kan det ikke være en umulig opgave. Der kan tilbydes bedre rådgivning for begge parter og au-pairs kan gives bedre muligheder for at holde på deres ret. Alternativet er at lukke endnu en dør til en verden, der ikke er så harmonisk som vores, og afskære både os selv og andre fra at udveksle penge og arbejdsopgaver, der kan komme begge parter til gavn.
