På et eller andet tidspunkt vil væksten løje af, og det kan man godt indrette sig på, siger Danmarks nationalbankdirektør gennem tre årtier, Erik Hoffmeyer. Men måden, det netop nu foregår på i Sydeuropa, er rystende. Euro-projektet er en fejl, og hvis nogen vil ud, bør de have det gyldne håndtryk, mener han.
»Man må sige, at på et eller andet tidspunkt vil væksten løje af. Træerne vokser jo ikke ind i himlen – hidtil har man blot sagt, at det ikke bliver i vor tid,« siger Erik Hoffmeyer som kommentar til statistikken, der fortæller, at i-landenes BNP-vækstrater er faldet fra 5,4 pct. i 1960’erne over 3,1 pct. i 1980’erne til 1,4 pct. i 00’erne. For eurozonen forudser Deutsche Bank i en dagsaktuel prognose minus 0,5 pct. vækst i år og nul pct. i 2013, mens USA’s økonomi ventes at vokse med godt to pct. i år og næste år. Den Internationale Valutafond, IMF, fremlægger på tirsdag sin nye vurdering af den globale økonomis tilstand, og rygterne taler om en ny nedjustering af væksttallene.
– Hvad indebærer det, hvis det er et varigt fænomen, at væksten i i-landene løjer af?
»Det er ikke nødvendigt, at der er vækst. Der har været meget lav vækst gennem et par tusind år af menneskehedens historie, og det kan man sagtens indrette sig på. I den nuværende situation bør to ting være opfyldt: At man har nået en forholdsvis høj levestandard, og at man tager sig rimeligt af de svage.«
»Jeg vil sige, at det værste er sket for eurozone-landene. Det værst tænkelige er sket. Den negative vækst, man har i middelhavslandene, er rystende.«
»Det mest forstemmende er den store arbejdsløshed med meget ringe udsigt til at kunne bekæmpe den, sådan som man er låst fast af euroen. Jeg kan ikke se, hvordan disse lande inden for en periode på 5-10 år overhovedet kan komme af sted med at få en lavere ledighed. Og det er en helt konkret bremse på deres mulighed for udvikling.«
»Hvis man indser, at man har begået en fejltagelse ved at invitere så mange lande ind i euroen uden at gøre det soleklart for dem, hvad betingelserne er, så skal man ikke gøre det vanskeligt for dem at træde ud. I stedet skulle de have en belønning. De skulle have, hvad man kunne kalde et gyldent håndtryk. Hvis de altså selv ønsker at forlade euroen – jeg mener ikke, man skal smide dem ud.«
