En nylig rapport fra Bundesamt für Verfassungsschutz i Hamburg rapporterer om fjendtligheder fra neonazistiske Aktionsbüro Norddeutschland mod ”Anti-islamificeringsbestræbelserne” i Køln. På Aktionsbüro Norddeutschland´s kampagneside præsenteres links med titler som ”Nationalsocialister i Niedersachsen, Frie!, Sociale!, Nationale!” og ”1. maj – Kampdagen for Nationalsocialisme”. Rapporten fra det lokale kontor i Hamburg peger på neo-nazigruppens gentagne hentydninger – mestendels fundet i nazistiske ”analyser” – til den ”amerikanske østkyst”, som skal karakterisere ”jødisk” dominans af Amerika, og derudover, verden. Og i en erklæring publiceret på deres hjemmeside den 25 september 2008, fem dage efter en ”Anti-islamificeringskongres” blev forbudt at Køln´s stadsmyndigheder, bekendtgjorde Aktionsbüro Norddeutschland deres solidaritet med global jihad:
”I det omfang jihad er en determineret modstander af vestlig plutokratisk én-verdens politik, anser vi globalt set Islam som en allieret i kampen mod den grådige dominans fra den amerikanske østkyst. Nationernes frihed er ikke truet af Islam, men nærmere af amerikansk imperialisme og dets vasaller fra Jerusalem til Berlin”.
En sådan énstemmighed mellem nazismen og jihadismen reflekterer et historisk kontinuum, tydelig siden den nazistiske bevægelses ankomst. Denne forbindelse var allerede åbenbar i Hitler´s egne observationer fra 1926, videreudviklet på over det følgende årti af både nazi-lederen og andre nazistiske nøglemyndigheder og ideologer. Ikke overraskende findes der to dominerende, genfremkommende temaer i denne diskurs: Jihad som total krig, og den annihilationistiske jihad mod jøder.
Det måske tidligste historisk optegnede bevis på Hitler´s seriøse interesse i jihad, blev givet af Muhammad Inayat Allah Khan (der fik pennevennavnet ”al-Mashriqi”- ”Orientalisten” eller ”Østens Salvie”. Født i Punjab i 1888 blev al-Mashriqi uddannet polyhistor på Cambridge på et regeringsstipendium, og udmærkede sig i orientalske sprog, matematik, teknik og videnskaberne.
Ikke blot oversatte Mashriqi den korte standardiserede version af ”Mein Kampf” fra engelsk til Urdu, under et af sine ophold i Europa, der indebar tid i Berlin, men mødte Hitler i de tidlige år af førerens lederskab af ”Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei”. mødet fandt sted i 1926 i det nationale bibliotek. Her er kernen af Mashriqi´s rapport vedrørende hans interaktion med Hitler, som beskrevet i et brev til den berømmede lærde i Indisk Islam, J.M.S Baljon:
”Jeg blev forbløffet, da han (Hitler) fortalte mig, at han kendte til min Tazkirah. Nyheden forbløffede mig…Jeg fandt ham meget sympatisk og gennemtrængende. Han diskuterede Islamisk Jihad med mig i detaljer. I 1930 sendte jeg ham min Isharat angående Khaksar-bevægelsen, med et billede af en Spade-bærer Khaksar i slutningen af bogen. I1933 begyndte han Spade-bevægelsen”.
Mashriqi skrev også denne uafhængige summering af sit møde i 1926 med Hitler den 31. maj 1935:
”Hvis jeg havde vidst at dette var selve manden, der skulle blive Tyskland´s frelser, ville jeg have faldet Hitler om halsen, men på det tidspunkt var jeg optaget af hyggesnak, ogprøvede at finde ud af, hvad han på det tidspunkt forstod om Tyskland´s svaghed. Værten professor Weil sagde da jeg blev introduceret til Hitler: ”Dette er også en meget vigtig mand, en aktivist fra Arbejderpartiet”. Vi gav hånd, og Hitler sagde, pegende på en bog der lå på bordet: ”Jeg har haft mulighed for at læse din al-Tazkirah”. Liden forstod jeg på det tidspunkt, hvad der skulle have været mig indlysende, da han sagde disse ord!
De forbløffende ligheder – eller skal vi sige den uintentionelle lighed mellem to store sind – mellem Hitler´s store bog og læren af min Tazkirah og Isharat gjorde mig dristig, grundet forfatterens (Hitler) femten års kamp med ”Mein Kampf”, der nu har ført nationen tilbage til succes. Men først efter at have ledt nationen til det intenderede mål, har han afdækket hans bevægelses love og forpligtelser til verden; først efter femten år havde han redskaberne til at gøre sin succes vidt udbredt. Det er muligt, at han har nået disse redskaber og doktriner ved at prøve sig frem, men det bør være absolut klart, at Hashriqi (refererende til sig selv i tredje person) har identificeret disse redskaber og doktriner i al-Tazkirah´en hele ni år før, og i Isharat hele tre år før nazi-bevægelsens succes, simpelthen ved at følge Koranen´s lysende eksempel.
Mashriqi grundlagde Khaksar-bevægelsen, en indisk-muslimsk separatistbevægelse (promoverer den pakistanske ”idé”), og global organisering af jihad. Dens ethos afsløres i Mashriqi´s skrifter (eksempelvis hans Qaul-i-Faysel): ”…vi (muslimerne) skal igen dominere hele verden. Vi må blive dens besejrer og regent”. Hans vidt udbredte pamflet ”Islam ki Askari Zindagi” erklærede yderligere: ”Koranen har i utvetydige vendinger til verden proklameret, at profeten blev sendt med den sande religion, og endegyldige instruktioner om, at han skulle få Islam til at underlægge sig alle andre religioner”.
Mashriqi understregede gentagne gange i sine pamfletter og tidligste publicerede artikler, at Islam´s sandhed kunne måles gennem raten af de tidligste muslimske erobringer i de storslåede første årtier efter den muslimske profet Muhammed´s død (Mahriqi estimerer det til ”36.000 borge på ni år, eller 12 per dag”). Han anslog, at ”omkring tre fjerdedele” af Koranen angår erobringer, jihad (hellig krig) og relaterede emner. Og Mashriqi erindrede om, at Koranen lover helvedesild til dem der ikke deltager i Jihad bi-l-saif (”jihad med sværdet), eller protesterer mod den. Mashriqi troede også, at Koranen´s jihadvers bekræftede, at hvis en muslim kæmpede for Islam, var denne handling alene tilstrækkeligt til at opnå velsignelse, krævende ingen andre gerninger. Ifølge Mashriqi er Islam´s ”fem søjler” – bekendelsen om enhed med Allah og Muhammed´s profetiske mission, de rituelle fem bønner om dagen, pilgrimsrejsen (haj) til Mekka, doneringen af almisser, og fasten i måneden for Ramadan – alle aspekter af militærøvelse: trosbekendelsen betød faktisk, at den sande muslim skulle forsage alle verdslige goder i den militære genrejsnings interesse, bøn (skal udføres synkront og regimentsmæssigt) var en slags militær øvelse, ”haj” var et slags storråd for muslimske soldater, hvor planer mod fjender kunne formuleres, Den hurtigste var forberedelsen af udmagrende belejringskrig, og til sidste almissen, var ment som en måde at rejse penge til muslimsk genarmering. Kort sagt erklærede han: ”At forlade den militære livsvej, er énsbetydende med at forlade Islam”.
Men det var de ”Ti Principper” Mashriqi belyste i Tazkirah – teksten Hitler diskuterede med ham i 1926 – der producerede en kvintessentiel besked om, at Islam holdt de nationsopbyggende militaristiske idealer hellig. Denne vision lød næsten identisk med Hitler´s sektioner i ”Mein Kampf” (sammenlign ”Mein Kampf” side 169-179, Reynal og Hitchcock oversættelsen, 1941) – helt sikkert i den følgende parafrase fra al_Tazkirah af nogle af Mashriqi´s kolleger, skabt til fremmedes brug:
En vedholdende applikation af, og handling på disse ”Ten Principles”, er den sande signifikans af ”fitness”, i den darwinske forstand ”Survival of the Fittest”, og et samfund af folk der bærer handling til disse linier, til den yderste instans, har enhver ret til, til evig tid, at forblive den dominerende race på jorden, og kan påberåbe sig retten til evig tid at regere verden. Så snart én eller flere af disse kvaliteter svækkes i en nation, begynder nationen at miste sin ret til at eksistere, og mere ”fitte” nationer tager automatisk nationens plads, under loven om naturlig udvælgelse.
Albert Speer der var Hitler´s ”Reichsminister für Bewaffnung und Munition“, skrev en angerfuld memoir om hans oplevelser under Anden Verdenskrig, mens han sad en tyveårig fængselsdom af, afsagt af Nürberg-tribunalet. Speer´s afhandling inkluderer en diskussion der indfanger Hitler´s overvældende prisninger af Islam, ”…en religion der gennem sværdet troede på spredningen af tro, og underlæggelsen af alle nationer til denne tro. En sådan trosbekendelse var perfekt tilpasset det germanske temperament”. Hitler gentog, ifølge Speer, gentagne gange overbevisningen, at ”Den muhammedanske religion…ville have været meget mere kompatibel med os, end kristendommen. Hvorfor skulle det lige være kristendommen, med sin spagfærdighed og ladhed?” Denne opfattelse blev også udtrykt af Hitler til Dr. Herman Neubacher, den første nazi-borgmester i Wien, og i sidste instans, en særlig delegation af naziregimet i sydøsteuropa. Neubacher skrev, at Hitler havde fortalt ham, at Islam var en ”mandlig religion”, og gentaget opfattelsen, at tyskerne ville have været langt mere succesfulde besejrere, hvis de i Middelalderen havde optaget Islam. Yderligere bekræftelse på Hitler´s meget favorable inklination mod Islam bidrages med af general Alexander Loehr, en Luftwaffe-kommandør (henrettet i 1947 for massemord på civile Jugoslaver). Loehr fastholdt, at en smilende Hitler havde fortalt ham, at Islam var sådan en ønskværdig tro, at føreren længtes efter at gøre den til den officielle SS-religion.
Hitler synes at have anset den unikke islamiske institution ”jihad”, som en passende model for gennemførelsen af folkemord og total krig. I midten af det nittende århundrede blev totale jihad-krigskampagner – tilpasset betingelserne for moderne krig – blev udført af Det Ottomanske Imperium, mod dets bulgarske og armenske minoriteter. Den ottomanske taktik inkluderede utallige rædselsgerninger, masseslagterier og omfattende morderiske deportationer. Officielle ottomanske jihad-deklareringer under Første Verdenskrig sikrede, at folkemordsaspektet af den islamiske doktrin blev ”opdateret” med applikationen af moderne offensive totalkrigsdoktriner, og primært rettet mod armenierne. Denne jihad-inspirerede politik undfangede razziaer, massakrer på landsbyboere, massakrer på armenske værnepligtige i arbejdsbataljoner og massedeportationer – alt sammen repræsenterende en overordnet totalkrigsstrategi implementeret af den ottomanske stat og militære øverstkommanderende.
Og det smuldrende ottomanske imperiums folkemords-jihad under Første Verdenskrig mod sin armenske minoritet, tjente specifikt som inspirationsmæssig præcedens for Hitler.
I august 1939 gav Hitler taler i forberedelsen af den spirende invasion af Polen, der varskoede hans militære øverstbefaldende om at føre en brutal, nådesløs kampagne, og sikre en hurtig sejr. Hitler portrætterede den kommende invasion, som det initierende skridt mod en vision der skal ”sikre den ”lebensraum” vi behøver”, og i sidste instans ”redistribuering af verden”. I en eksplicit reference til armenierne, ”Hvem taler i dag om udryddelsen af armenierne?”. Hitler retfærdiggjorde deres udryddelse (og verdens konsensus om at lade dette folkemord gå i glemmebogen) som en accepteret ny verdensorden, fordi ”Verden tror kun på succes”.
Vahakn Dadrian – den fremmeste lærde om Det Armenske Folkemord – noterer sig, at selvom Hitler´s motiver i søgningen på udryddelsen af jøderne ikke var identiske med de af ottomanske tyrkere, i deres forsøg på at eliminere armenierne, ”…deler de to offerfolk et fælleselement i Hitler´s system: deres ekstreme sårbarhed”. Derudover understregede Hitler hastesagen, at ”…beskytte det tyske blod mod kontaminering, ikke alene fra jøderne, men også fra det armenske blod”. Forudsigelig straffrihed – letheden med hvilken det armenske folkemord blev udført og hvordan gerningsmændene undgik retfærdig rettergang – imponerede tydeligvis Hitler og hans følgesvende, overvejende en tilsvarende handling mod jøderne. Faktisk havde den tyske jøde Richard Lictheim, der var en ung zionistisk leder forhandlet med ottomanske ledere i Tyrkiet under Første Verdenskrig, karakteriseret den ”…koldblodigt planlagte udryddelse af over én million armenere…som beslægtet med Hitler´s korstog rettet mod udryddelsen af jøderne…” Og som historiker bemærkede Abram Sachar, ”…folkemordet blev hædrende omtalt femogtyve år tidligere af Føreren…der fandt den armenske ”løsning” en attraktiv præcedens”.
Chef for SS (Schutzstaffel) og senere hele Tyskland´s politikorps, var endnu en beundrer af Islam´s enestående krigeriskhed. Himmler forudså derfor indenfor rammerne af Waffen-SS, at adskillige muslimske divisioner ville blive skabt, for at udføre jihad ”skulder ved skulder” i samarbejde med nazistiske soldater og de nazistiske aksemagter. Himmler var den ledende kraft bag etableringen af Waffen-SS 13 Division (senere døbt Handzar) – indeholdende udelukkende muslimer fra Bosnien og Herzegovina. Han argumenterede til støtte for denne muslimske division, at det globale islamiske samfund (Umma) var meget sympatisk indstillet overfor nazismen, og at de udpegede Balkan-muslimer havde en særlig bevidsthed om deres muslimske bosniske-herzegovinske identitet. Faktisk mente Himmler og hans medsammensvorne, at disse Balkan-muslimer var ideelt skabte til sammensmedningen af en forbindelse mellem det nazistisk germanske ”racemæssige nord”, og det islamiske øst. SS general Gottlob Berger beskrev, hvordan Himmler´s skabelse af Handzar-divisionen var kulminationen af denne vision:
For første gang etableres er forbindelse mellem Islam og Nationalsocialismen en åben og ærlig basis, eftersom det vil blive regeret i nord, hvad blod og race angår, og fra øst hvad ideologi og spiritualitet angår.
Som den endelige opfyldelse af denne vision ville Himmler stræbe mod at rekreere en samtidig version af et ottomansk – muslimsk broderskab, og skabe et moderne janishar-korps, ikke blot i Bosnien-Herzegovina, men Sanjak (regioner i Serbien og Montenegro), det mest af Kroatien, og størstedelen af Srem (der inkluderer provinser i Serbien og Kroatien mellem Donau og Sava). Historiker Jennie Lebel beskriver denne bestræbelse:
”For i god tid at kunne forsyne Riget med en ”loyal befolkning” til sit planlagte SS grænseområde (Bosnien-Herzegovina, Kroatien og Serbien), gav Himmler ordre til at samle børn, piger og drenge, der var blevet efterladt uden én af sine to forældre, eller begge forældre, og sende dem til Tyskland, for at ”skabe en slags janisharer” og de ”fremtidige soldater og soldaters kvinder på den gamle militære grænse af Riget”. Samlingen af børn skulle tages vare for af Waffen-SS divisionerne. De skulle personligt månedligt rapportere til Himmler om det indsamlede antal af børn. Dette blev erklæret i to breve af Himmler, det ene adresseret til General Arthur Phelps den 20. maj 1944, og det andet til general Gottlob Berger den 14 juli samme år. Kopier blev sendt til general Kammerhofer, SS repræsentant for Den Uafhængige Stat Kroatien (NDH), til general Erwin Rosener i Slovenien, general Hermann Behrends i Serbien og general Herman Foegellein og kontaktofficer ved Waffen SS hos Hitler.
Hajj Amin el-Husseini – den fremragende arabisk muslimske leder fra Anden Verdenskrig – blev af Hitler (og Waaffen SS) – som en ”muslimsk Pave”. Eksempelvis promoverede det nazistiske regime denne tidligere Mufti fra Jerusalem i en illustreret biografisk pjece (trykt i Berlin i 1943) der erklærede ham som direkte efterkommer af Muhammed, en national arabisk helt og ”inkarnationen af alle idealer og håb for den arabiske nation”.
Den 30 juni 1922 godkendtes énstemmigt en fællesresolution af begge de amerikanske House of Kongress ”Det Palæstinensiske Mandat”, bekræftende den uigenkaldelige ret for jøder til at nedsætte sig i området Palæstina – hvor som helst i området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Kongressens optegnelser indeholder en støtteerklæring fra New York-repræsentanten Walter Chandler, der inkluderer en observation om ”tyrkiske og arabiske agitatorer…prædikende en slags hellig krig (jihad) mod…palæstinensiske jøder”.
Gennem samme periode kundgjordes i Palæstina en stærk arabisk muslimsk reformistisk strømning – summeret af Hajj Amin el-Husseini – den tvungne genindførelse af Shariar mandatet for via jihad at dhimmificere jøder. Faktisk erklærede Hajj Amin el-Husseini to år før han orkestrerede de morderiske anti-jødiske oprør i 1920, i 1918 overfor en jødisk kollega: ”Dette var og vil forblive et arabisk område…zionisterne vil blive massakreret til sidste mand…Intet andet end sværdet vil afgøre fremtiden for dette land”.
Til trods for sin rolle i opfordringen til pogromerne i 1920 mod palæstinensiske jøder, blev el-Husseini tilgivet, og i maj 1921 udpeget til Mufti af Jerusalem af den britiske højkommisær, en titel han beholdt resten af livet. Gennem sin offentlige karriere forlod muftien sig på traditionelle koranske anti-jødiske motiver, for at lave arabisk rav i gaden. Eksempelvis under tilskyndelsen der ledte til den arabiske revolte i 1929 i Palæstina, opfordrede han til bekæmpelsen og nedslagtningen af ”jøderne”, ikke blot zionisterne. Faktisk var de fleste jødiske ofre for den arabiske revolte i 1929 jøder, fra de århundreder gamle dhimmisamfund (eksempelvis Hebron), i modsætning til de seneste bosættere sat i forbindelse med zionismebevægelsen. Med opstigningen af Nazi-Tyskland i 1930´erne og 1940´erne intensiverede muftien og hans klike deres antisemitiske aktiviteter, for at sikre støtte fra Hitler´s Tyskland (og senere bosniske muslimer, såvel som arabiske muslimer verden over), til en jihad der skulle udrydde de palæstinensiske jøder. Efter af briterne at være udvist af Palæstina, iværksatte muftien en brutal jødisk pogrom i Bagdad i 1941, samtidig med hans manglende succes med at installere en pro-nazistisk irakisk regering. Efter sit fejlslagne kupforsøg opholdt muftien resten af Anden Verdenskrig i Tyskland og Italien. Fra sit tilflugtssted ydede han aktiv støtte til tyskerne, ved at rekruttere bosniske muslimer, i tillæg til muslimske minoriteter fra Caucasus, til dedikerede nazistiske SS enheder. Muftiens mål for disse rekrutter, og for muslimerne i almindelighed, blev gjort åbenbare under sine krigstidsudsendelser fra Berlin, hørt over hele den arabiske verden: en international folkemordskampagne mod jøderne. Eksempelvis i sin udsendelse den 1 marts 1944 erklærede han: ”Dræb jøderne hvor end du finder dem. Gud, historie og religion tilsmiler dette”.
Hajj Amin ydede et særligt stort bidrag til de tyske krigsbestræbelser i Jugoslavien, hvor bosnisk muslimske SS enheder han rekrutterede (især Handzar Divisionen) brutalt undertrykte lokale modstandsbevægelser mod nazismen. Muftiens pamflet med titlen ”Islam og jøderne”, blev publiceret af nazisterne i Kroatien og Tyskland til distribuering gennem krigen til bosnisk muslimske SS enheder. Det brandfarlige dokument lænket til antisemitiske motiver fra Koranen (eksempelvis 5:82) og Hadith´en (inklusive Muhammed´s angivelige forgiftningsforsøg af en jødisk kvinde fra Khaybar) sluttede med den apokalyptiske Hadith-kanon, beskrivende jødernes udryddelse. Og Jan Wanner har observeret, at:
”Muftiens appel…adresseret de bosniske muslimer, var…i mange henseender tætte på argumentationen brugt at samtidens islamiske fundamentalister…som muftien kun så som en ny fortolkning af det traditionelle koncept om det islamiske samfund (Umma), delende fælles fjender med nazismen”.
Denne hadefulde propaganda tjente tilskyndelse til nedslagtningen af jøder, og ligeledes kristne serbere. Faktisk var den bosnisk-muslimske Handzar SS Division ansvarlig for udryddelsen af hele jødiske samfund i Bosnien og Serbien, inklusive massakrer på jøder og serbere, og deportationen af overlevende til Auschwitz for udryddelse. Dog, disse afskyelige kriminelle handlinger, for hvilken muftien er direkte ansvarlig, havde kun begrænset indvirkning på den overordnede udryddelse af europæiske jøder, sammenlignet med hans nedrige krigstidskampagnebestræbelser på at forhindre jødisk emigration fra Europa til Palæstina. Wanner konkluderede i sin analyse fra 1986 af muftiens kollaboration med Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig:
”…det mørkeste aspekt af muftiens aktiviteter i det afsluttende stadie af krigen, var uden tvivl hans personlige del i udryddelsen af Europa´s jødiske befolkning. Den 17 maj 1943 skrev han et personligt brev til Ribbentrop, anmodende ham forhindre overførslen af 4500 bulgarske jøder, 4000 af dem børn, til Palæstina. I maj og juni samme år, sendte han et antal breve til regeringerne i Bulgarien, Italien, Rumænien og Ungarn, anmodende om ikke at tillade selv personlige jødiske udvandringer, og tillade overførsel af jøder til Polen, hvor han hævdede, at de ville være ”under aktiv overvågning”. Rettergangen mod Eichmann´s følgesvende, inklusive Dieter Wislicency, der blev henrettet i Bratislava i Tjekkoslovakiet, bekræftede at dette ikke var en isoleret handling af muftien”.
Påkaldelsen af personlig støtte fra så prominente nazister som Himmler og Eichmann og det vedholdende pres på tyske, rumænske og ungarske myndigheder, forårsagede annulleringen af anslået 480.000 udvandringsvisa, der havde været givet til jøder (80.000 fra Rumænien og 400.000 fra Ungarn). Et dokument præsenteret ved et møde i F.N. i 1947, der indeholdt muftiens brev af den 28 juni 1943 til den ungarske udenrigsminister, anmodende om deportationen af ungarske jøder til Polen, inkluderer denne barske kommentar: ”Som følge af denne anmodning blev 400.000 jøder dræbt”. Yderligere, i muftiens erindringer beskriver han, hvad Himmler afslørede for ham i sommeren 1943 vedrørende folkemordet på jøderne.
Følgende proforma tirade om ”jødisk krigsskyld”, fortalte Himmler muftien, at ”indtil videre har vi likvideret (abadna) omkring tre millioner af dem”.
Ifølge historiker Howard M. Sachar førte møder mellem muftien og Hitler i 1941 og 1942 til en forståelse, hvor Hitler´s styrker skulle invadere Palæstina, med målet ”..ikke værende besættelse af arabisk land, men udelukkende udryddelsen af palæstinensiske jøder…” Og i april 2006 afslørede direktør for Nazi-forskningscenteret i Ludwigsburg, Klaus-Michael Mallman og den berlinske historiker Martin Cueppers, at en morderisk ”Einsatzgruppe Ägypten”, forbundet med Rommel´s Afrikakorps, var stationeret i Athen, afventende uddrivningen af briterne fra Levant, forud for deres planlagte nedslagtning af omkring 500.000 palæstinensiske jøder. Denne plan blev kun afbrudt grundet Rommel´s nederlag mod Montgomery ved ElAlamein i Ægypten i oktober/november 1942.
Muftien forblev ubøjelig i sit engagement i jødeforskrækket ondsindet had, som brændpunktet i sin ideologiske læresætning, i summeringen af Anden Verdenskrig, og skabelsen af staten Israel. Og muftien var også en dedikeret støtte af global jihad-bevægelsen, tilskyndende en ”fuld kamp” mod Inden´s hinduer (såvel som Israel´s jøder) foran de delegerede ved Den Muslimske Verdenskongres i februar 1951: ”Vi skal mødes næste gang med sværd i hånden på enten kashmirsk eller palæstinensisk jord”.
Afklassificerede efterretningstjenestedokumenter fra 1942, 1947, 1952 og 1954 bekræfter muftiens egne kalifatønsker i gentagne referencer i kontekster så forskellige som Tyrkiet, Ægypten, Jerusalem og Pakistan, og inkluderer diskussioner om store islamiske konferencer, domineret af muftien, med deltagere fra et bredt spektrum af muslimske ledere, der bogstaveligt talt repræsenterer hele den islamiske verden (inklusive Shia-ledere fra Iran) i Karachi, fra den 16 til 19 februar 1952, og det jordansk besatte Jerusalem, den 3 til 9 december 1953. Set i deres helhed støtter disse data ikke den nuværende standardantagelse af muftien blot værende en ”Palæstinensisk arabisk nationalist, med overmåde jødehad”.
Under et interview i de sene 1930´ere (publiceret i 1939) blev den schweiziske psykiater og grundlægger af analytisk psykiatri Carl Jung spurgt, om: ”…han havde nogen synspunkter på hvad næste skridt i den religiøse udvikling sandsynligvis ville være”. Jung svarede, i reference til den nazistiske glød der havde grebet Tyskland:
”Vi ved ikke om Hitler er i gang med at grundlægge et nyt Islam. Han er allerede godt på vej; han er som Muhammed. Den tyske følelse er islamisk; krigslignende og islamisk. De er alle berusede med en vild gud. Dette kan være den historiske fremtid”.
Alligevel er skrifter produceret i 100 år fra midten af det nittende århundrede til midten af det tyvende århundrede, af betydningsfulde lærde og intellektuelle, inklusive Karl Jung, historikeren Jacob Burckhardt og Waldemar Gurian, den teologiske protestant Karl Barth, og den prominente tyvende århundredes lærde i islamisk lov, G.H. Bousquet, der alle refererede til Islam som despotisk, eller i det tyvende århundredes sprogbrug, en totalitær ideologi, i deres helhed uforklarligt blevet ignorerede.
Gennemsyringen af fanatisme var den store kilde til Muhammed´s styrke, og ledte ham til sin triumf som despot, ifølge det nittende århundredes schweiziske historiker Burckhardt:
”Muhammed er personligt meget fanatisk; dette er hans grundlæggende styrke. Hans fanatisme er den af en radikal simplificerer, og er i det omfang ret genial. Den er af den skrappeste mangfoldighed, nemlig doktrinær lidenskab, og hans sejr er én af de største sejre af fanatisme og trivialitet. Al afgudsdyrkelse, alt mytisk, alt frit i religionen, alle mangfoldige forgreninger af den hidtil eksisterende tro, sender ham ind i et ægte raseri, og han ramte på et tidspunkt, hvor store dele af hans nation var meget modtagelig overfor en ekstrem simplificering af det religiøse.
Araberne, understreger Burckhardt, Muhammed´s følgesvende, var ikke barbarer og havde deres egen sindrighed og spirituelle traditioner. Muhammed´s succesfulde prædiken blandt dem udnyttede en tilsyneladende længsel efter overordnet stammeforening, ”en ekstrem simplificering”. Muhammed´s genialitet ”ligger i gudegørelsen af dette”. Udnyttende de mest forskelligartede traditioner, og udnyttende det faktum, at ”folk der nu blev angrebet, måske også var blevet lidt trætte af deres nuværende teologi og mytologi”, gennemsøgte Muhammed nu, med hjælp fra mindst til hjælpere, jødisk, kristen og parsisk tro, og stjal enhver lille stump de kunne bruge, skabende disse elementer i hans fantasis billede. Derfor fandt alle i Muhammed´s prædiken ekkoer i denne tilpassede tro. Det ekstraordinære er, at med alt dette opnåede Muhammed ikke alene succes i sin livstid og blive arabisk helt, men grundlagde en verdensreligion, der i dag er levedygtig, og mener enormt meget om sig selv.
Burckhardt konkluderer, at til trods for dåd var Muhammed ingen stor mand, selvom han accepterer den forståelige inklination:
”…til at deducere store årsager af store effekter, derfor, fra Muhammed´s dåd kommer storhed af skaberen. I det mindste vil man i Muhammed´s tilfælde tilslutte sig, at han ingen svindler var, men var seriøs om tingene. Det er dog muligt at tage fejl med denne udledning, angående storhed, og forveksle storhed med simpel magt. I det tilfælde er det nærmere den lave kvalitet af menneskets natur, der har modtaget en magtfuld præsentation. Islam trivialiteternes triumf, og størstedelen af menneskeheden er triviel…Men trivialitet kan lide at være tyrannisk, og er begejstret for at påføre sit åg på noblere sjæle. Islam ville fratage distingverede gamle nationer deres myter, perserne deres ”Book of Kings”, og gennem 1200 år har Islam faktisk forbudt skulpturer og malerier i enorme befolkninger.
Historiker fra universitetet Notre Dame Waldemar Gurian, en flygtning og førstehåndsvidne til de totalitære kommunistiske og fascistiske bevægelser i Europa konkluderede omkring 1945, at Hitler, analogt med det syvende århundredes præcedens fra Muhammed, har forenklet tysk nationalisme.
En fanatisk forenkler der syntes at forene forskellige tyske traditioner i enkle nationale måls tjeneste, og af mange forskellige grupperinger var anset for – selv af folk udenfor Tyskland – virkeliggøreren af deres ønsker og delte overbevisninger, med nogen forstyrrelse og overdrivelse – der, så længe han havde magt, var Adolf Hitler.
Baseret på samme klare forståelse og blottet for vor æras ligegyldighed og politiske korrektheds bundethed tilbyder Karl Barth, som Carl Jung, denne advarsel, også publiceret i 1939:
”Deltagelse i dette liv, ifølge dette, det eneste værdige og velsignede liv, er hvad nationalsocialismen som politisk eksperiment, lover de der af egen vilje deltager i dette eksperiment. Og nu bliver det forståeligt hvorfor, på det punkt hvor den mødes med modstand, den kun kan knuse og myrde – med den magt og storhed der tilhører guddommelighed! Islam som vi kender Islam, fortsatte på den måde. Det er umuligt at forstå Nationalsocialisme, med mindre vi faktisk ser den som en ny slags Islam, dens myte om en ny Allah, og Hitler som den nye Allah´s profet.
Undersøgende journalist John Roy Carlson´s interviews fra 1948 til 1950 af religiøse arabiske muslimer og politiske ledere giver fuldbyrdet uafhængig validering af disse vestlige antagelser. Måske mest åbenbarende var de oprigtige observationer af Aboul Saud, som Carlson beskrev som et ”venligt engelsktalende medlem af Den Arabiske Liga´s Kontor”. Aboul forklarede Carlson, at Islam var en autoritær religiøs politisk tro, der omfattede alle aspekter af en muslims spirituelle og samtidige eksistens. Han erklærede rent ud:
”Du kan beskrive muhammedismen som en religiøs form for statssocialisme…Koranen giver staten retten til at nationalisere industri, distribuere landområder eller ekspropriere ejendom. Den yder statens regent ubegrænset magt, så længe han ikke forbryder sig mod Koranen. Koranen er vores personlige såvel som vores politiske konstitution”.
Efter at have interviewet selveste Det Muslimske Broderskab´s grundlægger Hassan al-Banna, der prædikede ”Koranen´s doktrin i den ene hånd og sværdet i den anden hånd”, observerede Carlson:
”Det blev klart for mig hvorfor den almindelige ægypter tilbad anvendelsen af magt. Terror var synonymt med magt! Dette var hvorfor de fleste ægyptere, uanset klasse eller kald, havde beundret Nazi-Tyskland. Det hjalp med at forklare den sensationelle vækst af Ikhwan el Muslimin (Det Muslimske Broderskab).
I en brillant, ulidenskabelig samtidig analyse beskriver Ibn Warraq 14 karakteristika af ”Urfascisme” som fremlagt af Umberto Eco, analyserende deres potentielle relation med de determinanter i islamisk styre og aspirationer, gennem samtiden. Han fremfører iøjnefaldende eksempler, der reflekterer kernekvaliteterne diskuteret af Eco: den unikke institution af jihad-krig; etableringen af Kalifatet under ””Allah´s viceregent på jorden”, kaliffen – regeret af islamisk lov, eksempelvis Sharia, et rigidt system af underlæggelse og sakramental diskrimination mod ikke-muslimer og muslimske kvinder, blottet for grundlæggende friheder af bevidsthed og udtryk. Warraq´s antagelse bekræfter hvad G.H. Bousquet i 1950 konkluderede af sin karrieres undersøgelser af historisk udvikling og implementering af islamisk lov:
”Islam fremkom først for verden som et dobbelt totalitært system. Det påtvang sig selv på hele verden, og hævdede også, gennem den guddommeligt udnævnte muhammedanske lov, efter principperne af fiqh (retslære), at regulere ned i de mindste detaljer af livet i de islamiske samfund og af enhver individuel troende…studiet af muhammedansk lov (så tør og forbydende den end synes)…er af stor betydning for verden i dag.
For tredve år siden (1973/1974) publicerede Bat Ye´or en bemærkelsesværdig fremsynet analyse af den islamiske antisemitisme og genopdukken af jihadisme i hendes fødeland Ægypten, til udbredelse i hele den muslimske verden. De primære antisemitiske og jihadistiske kernemotiver udsprang af Islam´s fundamentale tekster, på hvilke europæiske, især nazistiske elementer blev podet. Naziakademiker og propagandist for udryddelse Johannes von Leers´s tekster og personlige karriere livsbane – som favoriseret bidrager i Göbbel´s propagandaministerium, til hans endelige konvertering til Islam (som Omar Amin von Leers) mens han arbejdede som anti-vestlig og antisemitisk/antizionistisk propagandist under Nasser´s regime fra midten af 1950´erne til hans død i 1965 – summerer hans sammenlægning af jihad, islamisk antisemitisme, og nazistisk antisemitisme, som beskrevet af Bat Ye´or. Ved hans ankomst til Ægypten i 1956 var det Hajj Amin el-Husseini, der modtog von Leers, erklærende: ”Vi er taknemmelige for at have dig her, for at genoptage kampen mod mørkets kræfter inkarneret af international jødedom”. Den tidligere mufti overværede von Leers´s formelle konvertering til Islam, og forblev én af hans betroede. Og von Leers beskrev oprindelsen af det muslimske fornavn ”Omar Amin”, som han optog som del af hans konvertering til Islam i et brev af november 1957 til den amerikanske nazist H. Keith Thompson:
”Jeg favner Islam og accepterer det nye fornavn Omar Amin, Omar ifølge den store kalif Omar, der var en arrig fjende af jøderne, Amin til ære for min ven Hajj Amin el Husseini, den store mufti”.
Allerede i essays publiceret fra 1938 til 1942, det første dateret næsten to årtier tilbage før hans konvertering til Islam under et ophold i Ægypten, producerede von Leers analyser primært fokuseret på Muhammed´s interaktion med Medina´s jøder. Disse essays afslører hans fromme ærbødighed for Islam og dens profet, og en dyb forståelse af helliggørelsen af islamiske kilder for den narrative, eksempelvis, Koran, Hadith eller Sira, som er fuldstændigt i overensstemmelse med den almindelige muslimske standardapologet.
Von Leers´s essay af 1942 konkluderer eksempelvis ved samtidig at berømme ”undertrykkelsesmodellen” som jøderne oplevede under islamisk overherredømme og Muhammed´s nobelhed, Islam, og samtidens muslimer af æraen Anden Verdenskrig, varslende hans egen konvertering til Islam blot et årti senere. Og endda tidligere, i et essay af 1938, sympatiserede Leers yderligere med ”stormuftiens ledende rolle i Jerusalem, i den arabiske kamp mod den jødiske invasion i Palæstina”. Von Leers observerer, at for den fromme muslim ”er jøden ikke en fjende, ikke ganske enkelt en ”ikke-troende”, der muligvis konverterer, eller trods det faktum at jøden ikke hører til i Islam, stadig kunne være en estimeret person. Jøden er mere den prædestinerede muslimske modstander, én der ønsker profetens værk ødelagt”.
Frem til sin død i 1965 forblev Leers uden anger omkring de annihilationistiske politikker mod de jøder han hjalp fremme Hitler´s rige med. Han var faktisk overbevist om retfærdigheden af nazisternes krig mod jøderne, og som from muslimsk konvertit så von Leers Mellemøsten som den endelige kampplads, der skal besegle verdens jøders skæbne.
Hans offentlige udvikling over tre årtier illustrerer stærkt det delte fokus på disse totalitarismer – både moderne og ældgamle – som jøderne som motivet ”de første og sidste fjender”. Endeligt rapporterer en amerikansk efterretningsrapport af oktober 1957 om von Leers´s tekster og aktiviteter for Ægypten og Den Arabiske Liga bekræftende hans komplette optagelse af det triumferende muslimske verdenssyn, begærende intet mindre end destruktionen af jødisk-kristen civilisation gennem jihad:
”Leers bliver en mere og mere religiøs fanatiker, selv i den udstrækning at være fortaler for ekspansionen af Islam i Europa, for at bibringe en stærkere fællesskabsfølelse gennem en fælles religion. Denne ekspansion, mener han, kan ikke blot komme af kontakt med arabere id et nære østen og Afrika, men med islamiske elementer i U.S.S.R. Resultatet han visionerer er formationen af en politisk blok imod hvilken hverken øst eller vest kan stå imod”.
Halvtreds år senere har ignorance, benægtelse og selvbedrag indtaget den sørgelige tilstand af offentlig forståelse af denne ildevarslende konversion af had, med alle sine potentielle ofre, ikke alene jøderne. Denne mangel på forståelse er liden fremskreden trods nutidens floder af analyser der søger ”nazi-rødderne” af de kataklysmiske jihadterrorhandlinger af 11 september 2001, og ser nazismen som havende ”introduceret” antisemitismen til en ellers ”tolerant”, endog filosemitisk islamisk verden, begyndende i 1930´erne. Kluntet fremtvunget og ahistorisk omgrupperer disse analyser nazi-kærren foran den islamiske ganger, der har drevet både jihad og islamisk antisemitisme siden det syvende århundredes muslimske trosbekendelses komme, især under det sidste årti af Muhammed´s liv.
Men selv hvis alle levn af nazi-militarismen og racistiske antisemitisme mirakuløst natten over skulle forsvinde fra den islamiske verden, ville den levende arv af jihad mod ikke-muslimske vantro, og anti-jødisk had og vold rodfæstet i de hellige tekster – Koranen, Hadith´en og Sira´en – ville forblive intakte. Ansættelsen og forståelsen af den unikke muslimske institution jihad, og islamiske antisemitisme, begynder med en ikke-undskyldende afsløring af både formaningerne der sanktionerer jihad, og de anti-jødiske motiver indeholdt i disse fundamentale islam-tekster. Dog, mens vesten er engageret i selvbebrejdelser, erkendende sin egn imperialistiske fortid, skamfulde rolle som slavehandler og antisemitiske forfølgelser – tagende skridt til forbedringer hvor muligt – forbliver islamiske nationer i bestandig benægtelse. Indtil muslimerne anerkender de hæslige realiteter af imperialistisk jihad, og anti-jødisk forfølgelse i deres historie, vil fortiden fortsat forgifte fremtiden, og der vil intet håb for bekæmpelsen af genopstående jihadisme, og Islam´s ureformerede teologiske had mod jøder i moderne tid, fra Marocco til Indonesien, og indenfor muslimske samfund i vesten, og andre ikke-muslimske samfund overalt på globen.
”I det omfang jihad er en determineret modstander af vestlig plutokratisk én-verdens politik, anser vi globalt set Islam som en allieret i kampen mod den grådige dominans fra den amerikanske østkyst. Nationernes frihed er ikke truet af Islam, men nærmere af amerikansk imperialisme og dets vasaller fra Jerusalem til Berlin”.
En sådan énstemmighed mellem nazismen og jihadismen reflekterer et historisk kontinuum, tydelig siden den nazistiske bevægelses ankomst. Denne forbindelse var allerede åbenbar i Hitler´s egne observationer fra 1926, videreudviklet på over det følgende årti af både nazi-lederen og andre nazistiske nøglemyndigheder og ideologer. Ikke overraskende findes der to dominerende, genfremkommende temaer i denne diskurs: Jihad som total krig, og den annihilationistiske jihad mod jøder.
Det måske tidligste historisk optegnede bevis på Hitler´s seriøse interesse i jihad, blev givet af Muhammad Inayat Allah Khan (der fik pennevennavnet ”al-Mashriqi”- ”Orientalisten” eller ”Østens Salvie”. Født i Punjab i 1888 blev al-Mashriqi uddannet polyhistor på Cambridge på et regeringsstipendium, og udmærkede sig i orientalske sprog, matematik, teknik og videnskaberne.
Ikke blot oversatte Mashriqi den korte standardiserede version af ”Mein Kampf” fra engelsk til Urdu, under et af sine ophold i Europa, der indebar tid i Berlin, men mødte Hitler i de tidlige år af førerens lederskab af ”Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei”. mødet fandt sted i 1926 i det nationale bibliotek. Her er kernen af Mashriqi´s rapport vedrørende hans interaktion med Hitler, som beskrevet i et brev til den berømmede lærde i Indisk Islam, J.M.S Baljon:
”Jeg blev forbløffet, da han (Hitler) fortalte mig, at han kendte til min Tazkirah. Nyheden forbløffede mig…Jeg fandt ham meget sympatisk og gennemtrængende. Han diskuterede Islamisk Jihad med mig i detaljer. I 1930 sendte jeg ham min Isharat angående Khaksar-bevægelsen, med et billede af en Spade-bærer Khaksar i slutningen af bogen. I1933 begyndte han Spade-bevægelsen”.
Mashriqi skrev også denne uafhængige summering af sit møde i 1926 med Hitler den 31. maj 1935:
”Hvis jeg havde vidst at dette var selve manden, der skulle blive Tyskland´s frelser, ville jeg have faldet Hitler om halsen, men på det tidspunkt var jeg optaget af hyggesnak, ogprøvede at finde ud af, hvad han på det tidspunkt forstod om Tyskland´s svaghed. Værten professor Weil sagde da jeg blev introduceret til Hitler: ”Dette er også en meget vigtig mand, en aktivist fra Arbejderpartiet”. Vi gav hånd, og Hitler sagde, pegende på en bog der lå på bordet: ”Jeg har haft mulighed for at læse din al-Tazkirah”. Liden forstod jeg på det tidspunkt, hvad der skulle have været mig indlysende, da han sagde disse ord!
De forbløffende ligheder – eller skal vi sige den uintentionelle lighed mellem to store sind – mellem Hitler´s store bog og læren af min Tazkirah og Isharat gjorde mig dristig, grundet forfatterens (Hitler) femten års kamp med ”Mein Kampf”, der nu har ført nationen tilbage til succes. Men først efter at have ledt nationen til det intenderede mål, har han afdækket hans bevægelses love og forpligtelser til verden; først efter femten år havde han redskaberne til at gøre sin succes vidt udbredt. Det er muligt, at han har nået disse redskaber og doktriner ved at prøve sig frem, men det bør være absolut klart, at Hashriqi (refererende til sig selv i tredje person) har identificeret disse redskaber og doktriner i al-Tazkirah´en hele ni år før, og i Isharat hele tre år før nazi-bevægelsens succes, simpelthen ved at følge Koranen´s lysende eksempel.
Mashriqi grundlagde Khaksar-bevægelsen, en indisk-muslimsk separatistbevægelse (promoverer den pakistanske ”idé”), og global organisering af jihad. Dens ethos afsløres i Mashriqi´s skrifter (eksempelvis hans Qaul-i-Faysel): ”…vi (muslimerne) skal igen dominere hele verden. Vi må blive dens besejrer og regent”. Hans vidt udbredte pamflet ”Islam ki Askari Zindagi” erklærede yderligere: ”Koranen har i utvetydige vendinger til verden proklameret, at profeten blev sendt med den sande religion, og endegyldige instruktioner om, at han skulle få Islam til at underlægge sig alle andre religioner”.
Mashriqi understregede gentagne gange i sine pamfletter og tidligste publicerede artikler, at Islam´s sandhed kunne måles gennem raten af de tidligste muslimske erobringer i de storslåede første årtier efter den muslimske profet Muhammed´s død (Mahriqi estimerer det til ”36.000 borge på ni år, eller 12 per dag”). Han anslog, at ”omkring tre fjerdedele” af Koranen angår erobringer, jihad (hellig krig) og relaterede emner. Og Mashriqi erindrede om, at Koranen lover helvedesild til dem der ikke deltager i Jihad bi-l-saif (”jihad med sværdet), eller protesterer mod den. Mashriqi troede også, at Koranen´s jihadvers bekræftede, at hvis en muslim kæmpede for Islam, var denne handling alene tilstrækkeligt til at opnå velsignelse, krævende ingen andre gerninger. Ifølge Mashriqi er Islam´s ”fem søjler” – bekendelsen om enhed med Allah og Muhammed´s profetiske mission, de rituelle fem bønner om dagen, pilgrimsrejsen (haj) til Mekka, doneringen af almisser, og fasten i måneden for Ramadan – alle aspekter af militærøvelse: trosbekendelsen betød faktisk, at den sande muslim skulle forsage alle verdslige goder i den militære genrejsnings interesse, bøn (skal udføres synkront og regimentsmæssigt) var en slags militær øvelse, ”haj” var et slags storråd for muslimske soldater, hvor planer mod fjender kunne formuleres, Den hurtigste var forberedelsen af udmagrende belejringskrig, og til sidste almissen, var ment som en måde at rejse penge til muslimsk genarmering. Kort sagt erklærede han: ”At forlade den militære livsvej, er énsbetydende med at forlade Islam”.
Men det var de ”Ti Principper” Mashriqi belyste i Tazkirah – teksten Hitler diskuterede med ham i 1926 – der producerede en kvintessentiel besked om, at Islam holdt de nationsopbyggende militaristiske idealer hellig. Denne vision lød næsten identisk med Hitler´s sektioner i ”Mein Kampf” (sammenlign ”Mein Kampf” side 169-179, Reynal og Hitchcock oversættelsen, 1941) – helt sikkert i den følgende parafrase fra al_Tazkirah af nogle af Mashriqi´s kolleger, skabt til fremmedes brug:
En vedholdende applikation af, og handling på disse ”Ten Principles”, er den sande signifikans af ”fitness”, i den darwinske forstand ”Survival of the Fittest”, og et samfund af folk der bærer handling til disse linier, til den yderste instans, har enhver ret til, til evig tid, at forblive den dominerende race på jorden, og kan påberåbe sig retten til evig tid at regere verden. Så snart én eller flere af disse kvaliteter svækkes i en nation, begynder nationen at miste sin ret til at eksistere, og mere ”fitte” nationer tager automatisk nationens plads, under loven om naturlig udvælgelse.
Albert Speer der var Hitler´s ”Reichsminister für Bewaffnung und Munition“, skrev en angerfuld memoir om hans oplevelser under Anden Verdenskrig, mens han sad en tyveårig fængselsdom af, afsagt af Nürberg-tribunalet. Speer´s afhandling inkluderer en diskussion der indfanger Hitler´s overvældende prisninger af Islam, ”…en religion der gennem sværdet troede på spredningen af tro, og underlæggelsen af alle nationer til denne tro. En sådan trosbekendelse var perfekt tilpasset det germanske temperament”. Hitler gentog, ifølge Speer, gentagne gange overbevisningen, at ”Den muhammedanske religion…ville have været meget mere kompatibel med os, end kristendommen. Hvorfor skulle det lige være kristendommen, med sin spagfærdighed og ladhed?” Denne opfattelse blev også udtrykt af Hitler til Dr. Herman Neubacher, den første nazi-borgmester i Wien, og i sidste instans, en særlig delegation af naziregimet i sydøsteuropa. Neubacher skrev, at Hitler havde fortalt ham, at Islam var en ”mandlig religion”, og gentaget opfattelsen, at tyskerne ville have været langt mere succesfulde besejrere, hvis de i Middelalderen havde optaget Islam. Yderligere bekræftelse på Hitler´s meget favorable inklination mod Islam bidrages med af general Alexander Loehr, en Luftwaffe-kommandør (henrettet i 1947 for massemord på civile Jugoslaver). Loehr fastholdt, at en smilende Hitler havde fortalt ham, at Islam var sådan en ønskværdig tro, at føreren længtes efter at gøre den til den officielle SS-religion.
Hitler synes at have anset den unikke islamiske institution ”jihad”, som en passende model for gennemførelsen af folkemord og total krig. I midten af det nittende århundrede blev totale jihad-krigskampagner – tilpasset betingelserne for moderne krig – blev udført af Det Ottomanske Imperium, mod dets bulgarske og armenske minoriteter. Den ottomanske taktik inkluderede utallige rædselsgerninger, masseslagterier og omfattende morderiske deportationer. Officielle ottomanske jihad-deklareringer under Første Verdenskrig sikrede, at folkemordsaspektet af den islamiske doktrin blev ”opdateret” med applikationen af moderne offensive totalkrigsdoktriner, og primært rettet mod armenierne. Denne jihad-inspirerede politik undfangede razziaer, massakrer på landsbyboere, massakrer på armenske værnepligtige i arbejdsbataljoner og massedeportationer – alt sammen repræsenterende en overordnet totalkrigsstrategi implementeret af den ottomanske stat og militære øverstkommanderende.
Og det smuldrende ottomanske imperiums folkemords-jihad under Første Verdenskrig mod sin armenske minoritet, tjente specifikt som inspirationsmæssig præcedens for Hitler.
I august 1939 gav Hitler taler i forberedelsen af den spirende invasion af Polen, der varskoede hans militære øverstbefaldende om at føre en brutal, nådesløs kampagne, og sikre en hurtig sejr. Hitler portrætterede den kommende invasion, som det initierende skridt mod en vision der skal ”sikre den ”lebensraum” vi behøver”, og i sidste instans ”redistribuering af verden”. I en eksplicit reference til armenierne, ”Hvem taler i dag om udryddelsen af armenierne?”. Hitler retfærdiggjorde deres udryddelse (og verdens konsensus om at lade dette folkemord gå i glemmebogen) som en accepteret ny verdensorden, fordi ”Verden tror kun på succes”.
Vahakn Dadrian – den fremmeste lærde om Det Armenske Folkemord – noterer sig, at selvom Hitler´s motiver i søgningen på udryddelsen af jøderne ikke var identiske med de af ottomanske tyrkere, i deres forsøg på at eliminere armenierne, ”…deler de to offerfolk et fælleselement i Hitler´s system: deres ekstreme sårbarhed”. Derudover understregede Hitler hastesagen, at ”…beskytte det tyske blod mod kontaminering, ikke alene fra jøderne, men også fra det armenske blod”. Forudsigelig straffrihed – letheden med hvilken det armenske folkemord blev udført og hvordan gerningsmændene undgik retfærdig rettergang – imponerede tydeligvis Hitler og hans følgesvende, overvejende en tilsvarende handling mod jøderne. Faktisk havde den tyske jøde Richard Lictheim, der var en ung zionistisk leder forhandlet med ottomanske ledere i Tyrkiet under Første Verdenskrig, karakteriseret den ”…koldblodigt planlagte udryddelse af over én million armenere…som beslægtet med Hitler´s korstog rettet mod udryddelsen af jøderne…” Og som historiker bemærkede Abram Sachar, ”…folkemordet blev hædrende omtalt femogtyve år tidligere af Føreren…der fandt den armenske ”løsning” en attraktiv præcedens”.
Chef for SS (Schutzstaffel) og senere hele Tyskland´s politikorps, var endnu en beundrer af Islam´s enestående krigeriskhed. Himmler forudså derfor indenfor rammerne af Waffen-SS, at adskillige muslimske divisioner ville blive skabt, for at udføre jihad ”skulder ved skulder” i samarbejde med nazistiske soldater og de nazistiske aksemagter. Himmler var den ledende kraft bag etableringen af Waffen-SS 13 Division (senere døbt Handzar) – indeholdende udelukkende muslimer fra Bosnien og Herzegovina. Han argumenterede til støtte for denne muslimske division, at det globale islamiske samfund (Umma) var meget sympatisk indstillet overfor nazismen, og at de udpegede Balkan-muslimer havde en særlig bevidsthed om deres muslimske bosniske-herzegovinske identitet. Faktisk mente Himmler og hans medsammensvorne, at disse Balkan-muslimer var ideelt skabte til sammensmedningen af en forbindelse mellem det nazistisk germanske ”racemæssige nord”, og det islamiske øst. SS general Gottlob Berger beskrev, hvordan Himmler´s skabelse af Handzar-divisionen var kulminationen af denne vision:
For første gang etableres er forbindelse mellem Islam og Nationalsocialismen en åben og ærlig basis, eftersom det vil blive regeret i nord, hvad blod og race angår, og fra øst hvad ideologi og spiritualitet angår.
Som den endelige opfyldelse af denne vision ville Himmler stræbe mod at rekreere en samtidig version af et ottomansk – muslimsk broderskab, og skabe et moderne janishar-korps, ikke blot i Bosnien-Herzegovina, men Sanjak (regioner i Serbien og Montenegro), det mest af Kroatien, og størstedelen af Srem (der inkluderer provinser i Serbien og Kroatien mellem Donau og Sava). Historiker Jennie Lebel beskriver denne bestræbelse:
”For i god tid at kunne forsyne Riget med en ”loyal befolkning” til sit planlagte SS grænseområde (Bosnien-Herzegovina, Kroatien og Serbien), gav Himmler ordre til at samle børn, piger og drenge, der var blevet efterladt uden én af sine to forældre, eller begge forældre, og sende dem til Tyskland, for at ”skabe en slags janisharer” og de ”fremtidige soldater og soldaters kvinder på den gamle militære grænse af Riget”. Samlingen af børn skulle tages vare for af Waffen-SS divisionerne. De skulle personligt månedligt rapportere til Himmler om det indsamlede antal af børn. Dette blev erklæret i to breve af Himmler, det ene adresseret til General Arthur Phelps den 20. maj 1944, og det andet til general Gottlob Berger den 14 juli samme år. Kopier blev sendt til general Kammerhofer, SS repræsentant for Den Uafhængige Stat Kroatien (NDH), til general Erwin Rosener i Slovenien, general Hermann Behrends i Serbien og general Herman Foegellein og kontaktofficer ved Waffen SS hos Hitler.
Hajj Amin el-Husseini – den fremragende arabisk muslimske leder fra Anden Verdenskrig – blev af Hitler (og Waaffen SS) – som en ”muslimsk Pave”. Eksempelvis promoverede det nazistiske regime denne tidligere Mufti fra Jerusalem i en illustreret biografisk pjece (trykt i Berlin i 1943) der erklærede ham som direkte efterkommer af Muhammed, en national arabisk helt og ”inkarnationen af alle idealer og håb for den arabiske nation”.
Den 30 juni 1922 godkendtes énstemmigt en fællesresolution af begge de amerikanske House of Kongress ”Det Palæstinensiske Mandat”, bekræftende den uigenkaldelige ret for jøder til at nedsætte sig i området Palæstina – hvor som helst i området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Kongressens optegnelser indeholder en støtteerklæring fra New York-repræsentanten Walter Chandler, der inkluderer en observation om ”tyrkiske og arabiske agitatorer…prædikende en slags hellig krig (jihad) mod…palæstinensiske jøder”.
Gennem samme periode kundgjordes i Palæstina en stærk arabisk muslimsk reformistisk strømning – summeret af Hajj Amin el-Husseini – den tvungne genindførelse af Shariar mandatet for via jihad at dhimmificere jøder. Faktisk erklærede Hajj Amin el-Husseini to år før han orkestrerede de morderiske anti-jødiske oprør i 1920, i 1918 overfor en jødisk kollega: ”Dette var og vil forblive et arabisk område…zionisterne vil blive massakreret til sidste mand…Intet andet end sværdet vil afgøre fremtiden for dette land”.
Til trods for sin rolle i opfordringen til pogromerne i 1920 mod palæstinensiske jøder, blev el-Husseini tilgivet, og i maj 1921 udpeget til Mufti af Jerusalem af den britiske højkommisær, en titel han beholdt resten af livet. Gennem sin offentlige karriere forlod muftien sig på traditionelle koranske anti-jødiske motiver, for at lave arabisk rav i gaden. Eksempelvis under tilskyndelsen der ledte til den arabiske revolte i 1929 i Palæstina, opfordrede han til bekæmpelsen og nedslagtningen af ”jøderne”, ikke blot zionisterne. Faktisk var de fleste jødiske ofre for den arabiske revolte i 1929 jøder, fra de århundreder gamle dhimmisamfund (eksempelvis Hebron), i modsætning til de seneste bosættere sat i forbindelse med zionismebevægelsen. Med opstigningen af Nazi-Tyskland i 1930´erne og 1940´erne intensiverede muftien og hans klike deres antisemitiske aktiviteter, for at sikre støtte fra Hitler´s Tyskland (og senere bosniske muslimer, såvel som arabiske muslimer verden over), til en jihad der skulle udrydde de palæstinensiske jøder. Efter af briterne at være udvist af Palæstina, iværksatte muftien en brutal jødisk pogrom i Bagdad i 1941, samtidig med hans manglende succes med at installere en pro-nazistisk irakisk regering. Efter sit fejlslagne kupforsøg opholdt muftien resten af Anden Verdenskrig i Tyskland og Italien. Fra sit tilflugtssted ydede han aktiv støtte til tyskerne, ved at rekruttere bosniske muslimer, i tillæg til muslimske minoriteter fra Caucasus, til dedikerede nazistiske SS enheder. Muftiens mål for disse rekrutter, og for muslimerne i almindelighed, blev gjort åbenbare under sine krigstidsudsendelser fra Berlin, hørt over hele den arabiske verden: en international folkemordskampagne mod jøderne. Eksempelvis i sin udsendelse den 1 marts 1944 erklærede han: ”Dræb jøderne hvor end du finder dem. Gud, historie og religion tilsmiler dette”.
Hajj Amin ydede et særligt stort bidrag til de tyske krigsbestræbelser i Jugoslavien, hvor bosnisk muslimske SS enheder han rekrutterede (især Handzar Divisionen) brutalt undertrykte lokale modstandsbevægelser mod nazismen. Muftiens pamflet med titlen ”Islam og jøderne”, blev publiceret af nazisterne i Kroatien og Tyskland til distribuering gennem krigen til bosnisk muslimske SS enheder. Det brandfarlige dokument lænket til antisemitiske motiver fra Koranen (eksempelvis 5:82) og Hadith´en (inklusive Muhammed´s angivelige forgiftningsforsøg af en jødisk kvinde fra Khaybar) sluttede med den apokalyptiske Hadith-kanon, beskrivende jødernes udryddelse. Og Jan Wanner har observeret, at:
”Muftiens appel…adresseret de bosniske muslimer, var…i mange henseender tætte på argumentationen brugt at samtidens islamiske fundamentalister…som muftien kun så som en ny fortolkning af det traditionelle koncept om det islamiske samfund (Umma), delende fælles fjender med nazismen”.
Denne hadefulde propaganda tjente tilskyndelse til nedslagtningen af jøder, og ligeledes kristne serbere. Faktisk var den bosnisk-muslimske Handzar SS Division ansvarlig for udryddelsen af hele jødiske samfund i Bosnien og Serbien, inklusive massakrer på jøder og serbere, og deportationen af overlevende til Auschwitz for udryddelse. Dog, disse afskyelige kriminelle handlinger, for hvilken muftien er direkte ansvarlig, havde kun begrænset indvirkning på den overordnede udryddelse af europæiske jøder, sammenlignet med hans nedrige krigstidskampagnebestræbelser på at forhindre jødisk emigration fra Europa til Palæstina. Wanner konkluderede i sin analyse fra 1986 af muftiens kollaboration med Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig:
”…det mørkeste aspekt af muftiens aktiviteter i det afsluttende stadie af krigen, var uden tvivl hans personlige del i udryddelsen af Europa´s jødiske befolkning. Den 17 maj 1943 skrev han et personligt brev til Ribbentrop, anmodende ham forhindre overførslen af 4500 bulgarske jøder, 4000 af dem børn, til Palæstina. I maj og juni samme år, sendte han et antal breve til regeringerne i Bulgarien, Italien, Rumænien og Ungarn, anmodende om ikke at tillade selv personlige jødiske udvandringer, og tillade overførsel af jøder til Polen, hvor han hævdede, at de ville være ”under aktiv overvågning”. Rettergangen mod Eichmann´s følgesvende, inklusive Dieter Wislicency, der blev henrettet i Bratislava i Tjekkoslovakiet, bekræftede at dette ikke var en isoleret handling af muftien”.
Påkaldelsen af personlig støtte fra så prominente nazister som Himmler og Eichmann og det vedholdende pres på tyske, rumænske og ungarske myndigheder, forårsagede annulleringen af anslået 480.000 udvandringsvisa, der havde været givet til jøder (80.000 fra Rumænien og 400.000 fra Ungarn). Et dokument præsenteret ved et møde i F.N. i 1947, der indeholdt muftiens brev af den 28 juni 1943 til den ungarske udenrigsminister, anmodende om deportationen af ungarske jøder til Polen, inkluderer denne barske kommentar: ”Som følge af denne anmodning blev 400.000 jøder dræbt”. Yderligere, i muftiens erindringer beskriver han, hvad Himmler afslørede for ham i sommeren 1943 vedrørende folkemordet på jøderne.
Følgende proforma tirade om ”jødisk krigsskyld”, fortalte Himmler muftien, at ”indtil videre har vi likvideret (abadna) omkring tre millioner af dem”.
Ifølge historiker Howard M. Sachar førte møder mellem muftien og Hitler i 1941 og 1942 til en forståelse, hvor Hitler´s styrker skulle invadere Palæstina, med målet ”..ikke værende besættelse af arabisk land, men udelukkende udryddelsen af palæstinensiske jøder…” Og i april 2006 afslørede direktør for Nazi-forskningscenteret i Ludwigsburg, Klaus-Michael Mallman og den berlinske historiker Martin Cueppers, at en morderisk ”Einsatzgruppe Ägypten”, forbundet med Rommel´s Afrikakorps, var stationeret i Athen, afventende uddrivningen af briterne fra Levant, forud for deres planlagte nedslagtning af omkring 500.000 palæstinensiske jøder. Denne plan blev kun afbrudt grundet Rommel´s nederlag mod Montgomery ved ElAlamein i Ægypten i oktober/november 1942.
Muftien forblev ubøjelig i sit engagement i jødeforskrækket ondsindet had, som brændpunktet i sin ideologiske læresætning, i summeringen af Anden Verdenskrig, og skabelsen af staten Israel. Og muftien var også en dedikeret støtte af global jihad-bevægelsen, tilskyndende en ”fuld kamp” mod Inden´s hinduer (såvel som Israel´s jøder) foran de delegerede ved Den Muslimske Verdenskongres i februar 1951: ”Vi skal mødes næste gang med sværd i hånden på enten kashmirsk eller palæstinensisk jord”.
Afklassificerede efterretningstjenestedokumenter fra 1942, 1947, 1952 og 1954 bekræfter muftiens egne kalifatønsker i gentagne referencer i kontekster så forskellige som Tyrkiet, Ægypten, Jerusalem og Pakistan, og inkluderer diskussioner om store islamiske konferencer, domineret af muftien, med deltagere fra et bredt spektrum af muslimske ledere, der bogstaveligt talt repræsenterer hele den islamiske verden (inklusive Shia-ledere fra Iran) i Karachi, fra den 16 til 19 februar 1952, og det jordansk besatte Jerusalem, den 3 til 9 december 1953. Set i deres helhed støtter disse data ikke den nuværende standardantagelse af muftien blot værende en ”Palæstinensisk arabisk nationalist, med overmåde jødehad”.
Under et interview i de sene 1930´ere (publiceret i 1939) blev den schweiziske psykiater og grundlægger af analytisk psykiatri Carl Jung spurgt, om: ”…han havde nogen synspunkter på hvad næste skridt i den religiøse udvikling sandsynligvis ville være”. Jung svarede, i reference til den nazistiske glød der havde grebet Tyskland:
”Vi ved ikke om Hitler er i gang med at grundlægge et nyt Islam. Han er allerede godt på vej; han er som Muhammed. Den tyske følelse er islamisk; krigslignende og islamisk. De er alle berusede med en vild gud. Dette kan være den historiske fremtid”.
Alligevel er skrifter produceret i 100 år fra midten af det nittende århundrede til midten af det tyvende århundrede, af betydningsfulde lærde og intellektuelle, inklusive Karl Jung, historikeren Jacob Burckhardt og Waldemar Gurian, den teologiske protestant Karl Barth, og den prominente tyvende århundredes lærde i islamisk lov, G.H. Bousquet, der alle refererede til Islam som despotisk, eller i det tyvende århundredes sprogbrug, en totalitær ideologi, i deres helhed uforklarligt blevet ignorerede.
Gennemsyringen af fanatisme var den store kilde til Muhammed´s styrke, og ledte ham til sin triumf som despot, ifølge det nittende århundredes schweiziske historiker Burckhardt:
”Muhammed er personligt meget fanatisk; dette er hans grundlæggende styrke. Hans fanatisme er den af en radikal simplificerer, og er i det omfang ret genial. Den er af den skrappeste mangfoldighed, nemlig doktrinær lidenskab, og hans sejr er én af de største sejre af fanatisme og trivialitet. Al afgudsdyrkelse, alt mytisk, alt frit i religionen, alle mangfoldige forgreninger af den hidtil eksisterende tro, sender ham ind i et ægte raseri, og han ramte på et tidspunkt, hvor store dele af hans nation var meget modtagelig overfor en ekstrem simplificering af det religiøse.
Araberne, understreger Burckhardt, Muhammed´s følgesvende, var ikke barbarer og havde deres egen sindrighed og spirituelle traditioner. Muhammed´s succesfulde prædiken blandt dem udnyttede en tilsyneladende længsel efter overordnet stammeforening, ”en ekstrem simplificering”. Muhammed´s genialitet ”ligger i gudegørelsen af dette”. Udnyttende de mest forskelligartede traditioner, og udnyttende det faktum, at ”folk der nu blev angrebet, måske også var blevet lidt trætte af deres nuværende teologi og mytologi”, gennemsøgte Muhammed nu, med hjælp fra mindst til hjælpere, jødisk, kristen og parsisk tro, og stjal enhver lille stump de kunne bruge, skabende disse elementer i hans fantasis billede. Derfor fandt alle i Muhammed´s prædiken ekkoer i denne tilpassede tro. Det ekstraordinære er, at med alt dette opnåede Muhammed ikke alene succes i sin livstid og blive arabisk helt, men grundlagde en verdensreligion, der i dag er levedygtig, og mener enormt meget om sig selv.
Burckhardt konkluderer, at til trods for dåd var Muhammed ingen stor mand, selvom han accepterer den forståelige inklination:
”…til at deducere store årsager af store effekter, derfor, fra Muhammed´s dåd kommer storhed af skaberen. I det mindste vil man i Muhammed´s tilfælde tilslutte sig, at han ingen svindler var, men var seriøs om tingene. Det er dog muligt at tage fejl med denne udledning, angående storhed, og forveksle storhed med simpel magt. I det tilfælde er det nærmere den lave kvalitet af menneskets natur, der har modtaget en magtfuld præsentation. Islam trivialiteternes triumf, og størstedelen af menneskeheden er triviel…Men trivialitet kan lide at være tyrannisk, og er begejstret for at påføre sit åg på noblere sjæle. Islam ville fratage distingverede gamle nationer deres myter, perserne deres ”Book of Kings”, og gennem 1200 år har Islam faktisk forbudt skulpturer og malerier i enorme befolkninger.
Historiker fra universitetet Notre Dame Waldemar Gurian, en flygtning og førstehåndsvidne til de totalitære kommunistiske og fascistiske bevægelser i Europa konkluderede omkring 1945, at Hitler, analogt med det syvende århundredes præcedens fra Muhammed, har forenklet tysk nationalisme.
En fanatisk forenkler der syntes at forene forskellige tyske traditioner i enkle nationale måls tjeneste, og af mange forskellige grupperinger var anset for – selv af folk udenfor Tyskland – virkeliggøreren af deres ønsker og delte overbevisninger, med nogen forstyrrelse og overdrivelse – der, så længe han havde magt, var Adolf Hitler.
Baseret på samme klare forståelse og blottet for vor æras ligegyldighed og politiske korrektheds bundethed tilbyder Karl Barth, som Carl Jung, denne advarsel, også publiceret i 1939:
”Deltagelse i dette liv, ifølge dette, det eneste værdige og velsignede liv, er hvad nationalsocialismen som politisk eksperiment, lover de der af egen vilje deltager i dette eksperiment. Og nu bliver det forståeligt hvorfor, på det punkt hvor den mødes med modstand, den kun kan knuse og myrde – med den magt og storhed der tilhører guddommelighed! Islam som vi kender Islam, fortsatte på den måde. Det er umuligt at forstå Nationalsocialisme, med mindre vi faktisk ser den som en ny slags Islam, dens myte om en ny Allah, og Hitler som den nye Allah´s profet.
Undersøgende journalist John Roy Carlson´s interviews fra 1948 til 1950 af religiøse arabiske muslimer og politiske ledere giver fuldbyrdet uafhængig validering af disse vestlige antagelser. Måske mest åbenbarende var de oprigtige observationer af Aboul Saud, som Carlson beskrev som et ”venligt engelsktalende medlem af Den Arabiske Liga´s Kontor”. Aboul forklarede Carlson, at Islam var en autoritær religiøs politisk tro, der omfattede alle aspekter af en muslims spirituelle og samtidige eksistens. Han erklærede rent ud:
”Du kan beskrive muhammedismen som en religiøs form for statssocialisme…Koranen giver staten retten til at nationalisere industri, distribuere landområder eller ekspropriere ejendom. Den yder statens regent ubegrænset magt, så længe han ikke forbryder sig mod Koranen. Koranen er vores personlige såvel som vores politiske konstitution”.
Efter at have interviewet selveste Det Muslimske Broderskab´s grundlægger Hassan al-Banna, der prædikede ”Koranen´s doktrin i den ene hånd og sværdet i den anden hånd”, observerede Carlson:
”Det blev klart for mig hvorfor den almindelige ægypter tilbad anvendelsen af magt. Terror var synonymt med magt! Dette var hvorfor de fleste ægyptere, uanset klasse eller kald, havde beundret Nazi-Tyskland. Det hjalp med at forklare den sensationelle vækst af Ikhwan el Muslimin (Det Muslimske Broderskab).
I en brillant, ulidenskabelig samtidig analyse beskriver Ibn Warraq 14 karakteristika af ”Urfascisme” som fremlagt af Umberto Eco, analyserende deres potentielle relation med de determinanter i islamisk styre og aspirationer, gennem samtiden. Han fremfører iøjnefaldende eksempler, der reflekterer kernekvaliteterne diskuteret af Eco: den unikke institution af jihad-krig; etableringen af Kalifatet under ””Allah´s viceregent på jorden”, kaliffen – regeret af islamisk lov, eksempelvis Sharia, et rigidt system af underlæggelse og sakramental diskrimination mod ikke-muslimer og muslimske kvinder, blottet for grundlæggende friheder af bevidsthed og udtryk. Warraq´s antagelse bekræfter hvad G.H. Bousquet i 1950 konkluderede af sin karrieres undersøgelser af historisk udvikling og implementering af islamisk lov:
”Islam fremkom først for verden som et dobbelt totalitært system. Det påtvang sig selv på hele verden, og hævdede også, gennem den guddommeligt udnævnte muhammedanske lov, efter principperne af fiqh (retslære), at regulere ned i de mindste detaljer af livet i de islamiske samfund og af enhver individuel troende…studiet af muhammedansk lov (så tør og forbydende den end synes)…er af stor betydning for verden i dag.
For tredve år siden (1973/1974) publicerede Bat Ye´or en bemærkelsesværdig fremsynet analyse af den islamiske antisemitisme og genopdukken af jihadisme i hendes fødeland Ægypten, til udbredelse i hele den muslimske verden. De primære antisemitiske og jihadistiske kernemotiver udsprang af Islam´s fundamentale tekster, på hvilke europæiske, især nazistiske elementer blev podet. Naziakademiker og propagandist for udryddelse Johannes von Leers´s tekster og personlige karriere livsbane – som favoriseret bidrager i Göbbel´s propagandaministerium, til hans endelige konvertering til Islam (som Omar Amin von Leers) mens han arbejdede som anti-vestlig og antisemitisk/antizionistisk propagandist under Nasser´s regime fra midten af 1950´erne til hans død i 1965 – summerer hans sammenlægning af jihad, islamisk antisemitisme, og nazistisk antisemitisme, som beskrevet af Bat Ye´or. Ved hans ankomst til Ægypten i 1956 var det Hajj Amin el-Husseini, der modtog von Leers, erklærende: ”Vi er taknemmelige for at have dig her, for at genoptage kampen mod mørkets kræfter inkarneret af international jødedom”. Den tidligere mufti overværede von Leers´s formelle konvertering til Islam, og forblev én af hans betroede. Og von Leers beskrev oprindelsen af det muslimske fornavn ”Omar Amin”, som han optog som del af hans konvertering til Islam i et brev af november 1957 til den amerikanske nazist H. Keith Thompson:
”Jeg favner Islam og accepterer det nye fornavn Omar Amin, Omar ifølge den store kalif Omar, der var en arrig fjende af jøderne, Amin til ære for min ven Hajj Amin el Husseini, den store mufti”.
Allerede i essays publiceret fra 1938 til 1942, det første dateret næsten to årtier tilbage før hans konvertering til Islam under et ophold i Ægypten, producerede von Leers analyser primært fokuseret på Muhammed´s interaktion med Medina´s jøder. Disse essays afslører hans fromme ærbødighed for Islam og dens profet, og en dyb forståelse af helliggørelsen af islamiske kilder for den narrative, eksempelvis, Koran, Hadith eller Sira, som er fuldstændigt i overensstemmelse med den almindelige muslimske standardapologet.
Von Leers´s essay af 1942 konkluderer eksempelvis ved samtidig at berømme ”undertrykkelsesmodellen” som jøderne oplevede under islamisk overherredømme og Muhammed´s nobelhed, Islam, og samtidens muslimer af æraen Anden Verdenskrig, varslende hans egen konvertering til Islam blot et årti senere. Og endda tidligere, i et essay af 1938, sympatiserede Leers yderligere med ”stormuftiens ledende rolle i Jerusalem, i den arabiske kamp mod den jødiske invasion i Palæstina”. Von Leers observerer, at for den fromme muslim ”er jøden ikke en fjende, ikke ganske enkelt en ”ikke-troende”, der muligvis konverterer, eller trods det faktum at jøden ikke hører til i Islam, stadig kunne være en estimeret person. Jøden er mere den prædestinerede muslimske modstander, én der ønsker profetens værk ødelagt”.
Frem til sin død i 1965 forblev Leers uden anger omkring de annihilationistiske politikker mod de jøder han hjalp fremme Hitler´s rige med. Han var faktisk overbevist om retfærdigheden af nazisternes krig mod jøderne, og som from muslimsk konvertit så von Leers Mellemøsten som den endelige kampplads, der skal besegle verdens jøders skæbne.
Hans offentlige udvikling over tre årtier illustrerer stærkt det delte fokus på disse totalitarismer – både moderne og ældgamle – som jøderne som motivet ”de første og sidste fjender”. Endeligt rapporterer en amerikansk efterretningsrapport af oktober 1957 om von Leers´s tekster og aktiviteter for Ægypten og Den Arabiske Liga bekræftende hans komplette optagelse af det triumferende muslimske verdenssyn, begærende intet mindre end destruktionen af jødisk-kristen civilisation gennem jihad:
”Leers bliver en mere og mere religiøs fanatiker, selv i den udstrækning at være fortaler for ekspansionen af Islam i Europa, for at bibringe en stærkere fællesskabsfølelse gennem en fælles religion. Denne ekspansion, mener han, kan ikke blot komme af kontakt med arabere id et nære østen og Afrika, men med islamiske elementer i U.S.S.R. Resultatet han visionerer er formationen af en politisk blok imod hvilken hverken øst eller vest kan stå imod”.
Halvtreds år senere har ignorance, benægtelse og selvbedrag indtaget den sørgelige tilstand af offentlig forståelse af denne ildevarslende konversion af had, med alle sine potentielle ofre, ikke alene jøderne. Denne mangel på forståelse er liden fremskreden trods nutidens floder af analyser der søger ”nazi-rødderne” af de kataklysmiske jihadterrorhandlinger af 11 september 2001, og ser nazismen som havende ”introduceret” antisemitismen til en ellers ”tolerant”, endog filosemitisk islamisk verden, begyndende i 1930´erne. Kluntet fremtvunget og ahistorisk omgrupperer disse analyser nazi-kærren foran den islamiske ganger, der har drevet både jihad og islamisk antisemitisme siden det syvende århundredes muslimske trosbekendelses komme, især under det sidste årti af Muhammed´s liv.
Men selv hvis alle levn af nazi-militarismen og racistiske antisemitisme mirakuløst natten over skulle forsvinde fra den islamiske verden, ville den levende arv af jihad mod ikke-muslimske vantro, og anti-jødisk had og vold rodfæstet i de hellige tekster – Koranen, Hadith´en og Sira´en – ville forblive intakte. Ansættelsen og forståelsen af den unikke muslimske institution jihad, og islamiske antisemitisme, begynder med en ikke-undskyldende afsløring af både formaningerne der sanktionerer jihad, og de anti-jødiske motiver indeholdt i disse fundamentale islam-tekster. Dog, mens vesten er engageret i selvbebrejdelser, erkendende sin egn imperialistiske fortid, skamfulde rolle som slavehandler og antisemitiske forfølgelser – tagende skridt til forbedringer hvor muligt – forbliver islamiske nationer i bestandig benægtelse. Indtil muslimerne anerkender de hæslige realiteter af imperialistisk jihad, og anti-jødisk forfølgelse i deres historie, vil fortiden fortsat forgifte fremtiden, og der vil intet håb for bekæmpelsen af genopstående jihadisme, og Islam´s ureformerede teologiske had mod jøder i moderne tid, fra Marocco til Indonesien, og indenfor muslimske samfund i vesten, og andre ikke-muslimske samfund overalt på globen.
