Har OECD, FED, IMF, EU, ECB og Hans-Jørgen Whitta Jacobsen (Danmarks nye overvismand) misforstået alvoren i den økonomiske krise? I dag tales der om at ”sikre væksten”, og alle eksperter er enige om at det bare ruller derud af, når bare staterne slår bunden ud af statskasserne og sænker styrerenten til nær nul.
(Ja, 0) … Det er jo hul i hovedet.
Man kan nærmest karakterisere det som en art kollektivt vanvid!
Brian Mikkelsen (K), Danmarks nye Økonomi og Erhvervsminister slår bredt ud med armene og skriver skoledrengelæserbreve i aviserne, der taler om at regeringens planer vil vise sig ’fuldt tilstrækkelige’, men at regeringen har mere af samme skuffe …
– Tænker ministeren mon på at frigive de fastfrosne dyrtidsportioner? - Så bare hit med dem. Jo før des bedre…
For der bliver brug for at polstre sig til det økonomiske sammenbrud.
I lang tid har vi stiftet bekendtskab med overfloden. Nu skal vi igen have en lektie i knaphed
De medløbende økonomiske politikker som verdens statsmænd har ført de sidste 10 år har været stærkt konjunkturdrivende, og det vi opfatter som økonomisk krise, er i virkeligheden blot resultatet af det umådeholdne og samvittighedsløse økonomiske bedrag vi fører os selv bag lyset med, når vi på den måde lever på både lånt tid og skubber regningen for overforbruget foran os.
Der er på ingen måde garanti for at det ender lykkeligt. Nærmere tværtimod
Den traditionelle opfattelse af renteniveauet - hvor rentestigningerne afmærker økonomiens kapacitetsgrænser - holder ikke fordi de førte pengepolitikker i denne tidsserie har været abnorme.
Traditionel analyse foreskriver at renten bundede i 2009, da rentebevægelser normalt følger de ekspansive aktiviteter i økonomierne. Den tætte sammenhæng ligger i den forbrugsanalytiske tilgang til fænomenerne.
Denne gang vil der tegne sig et atypisk forløb. Netop på grund af, at de valgte krisetiltag har forstærket de kapacitetsbegrænsninger vi har for produktion. Tiltag som også har tvunget den kinesiske ”mirakeløkonomi” op i et helt urealistisk niveau og skabt en overinvesteringsbølge - som er uden sidestykke i kapitalismens historie - i både realværdi og produktion, der da også trækker tydelige paralleller til tidligere tiders investeringsbooms med efterfølgende krak …
I år har renten foreløbigt slået alle bundrekorder, og det økonomiske fatamorgana er da heller ikke udeblevet. I Amerika graver man Panamakanalen bredere. Der kan simpelthen ikke importeres varer hurtigt nok fra Kina. Den anden vej løber pengene omvendt hurtigt som aldrig før. Der lånes med arme og ben, og statsgælden tårner sig op over amerikanerne.
Staternes indtægtsgrundlag udgør en bogstaveligt talt forsvindende andel af den gæld, som skal afdrages hvert år. I USA ligger andelen i dag på knap en femtedel, og for EU-zonen ligger den på gennemsnitligt 13 procent.
Den voksende gældsbyrde og de forsvindende indtægter giver anledning til at rejse det røde advarselsflag
Risikoen for statsbankerotter og konkurser vokser des dyrere det bliver for staterne at finansiere gælden. Gældsproblemerne skaber en ond spiral fordi både de lange renter og skatteprocenterne vil bevæge sig op i det røde felt, i takt med at prisen på risiko stiger.
Gældsbjerget vokser i disse dage simpelthen i en takt man aldrig tidligere har set, da verdens største økonomier har valgt at sætte kampen ind mod det truende økonomiske kollaps, ved i fællesskab at forøge den offentlige gældssætning i en skala uden forudgående sidestykke i verdenshistorien.
De globale skatteprovenuer vil derfor i stigende grad æde indtægtsgrundlagene op, og dét i en stadigt hastigere takt. I betragtning af, at den eneste vej ud af krisen er at øge overskudsgraden, er det derfor en særdeles uheldig udvikling, fordi skatter (som i kriseøkonomien er styret af den lange rente) sænker den overskudsgrad som økonomierne kan generere.
Men ikke desto mindre vil det være scenariet i rigtigt lang tid fremover …
Ved udgangen af dette år vil derfor både nationer og virksomheder koncentrere sig om at nedbringe gældsbyrden. Men når gælden nedbringes, trækkes likviditet ud af systemet, og det vil dæmpe konjunkturerne yderligere …
Det er indlysende at den igangværende økonomiske krise kommer til at skærpe kravene om nedskæringer i de offentlige budgetter, og at der venter massive velfærdstab på kanten af beslutningsprocesserne omkring krisehåndteringen.
Krisetrykket vil også føre til, at de demokratiske velfærdsstater mere eller mindre opløser sig selv - i endnu mere sammensvejsede defensive eller diversificerede valutablokke i et split float scenarium, med forstærkede Euro-, Dollar-, Yen og Renminbi-zoner
- eller også kommer der et nyt internationalt aftalegrundlag a la Bretton Woods, der afspejler den nye verdensorden.
I den økonomiske ”klimamodel” er vi i den nuværende krise - i allerbedste fald – blot halvvejs, og kan se frem til mindst yderligere to krak, før konjunkturerne vender - i bedste fald om knap 3½ år – i værste fald om nogensinde, i denne økonomiske kontekst.
Det næste krak vil trække en knusekugle igennem erhvervslivet, og det vil koste både luftfartsselskaber, banker og produktionsvirksomheder livet, når likviditetsstrømmene størkner igen, i takt med at renterne kravler opad.
Det altovervejende fokus vil herefter komme til at ligge fast på gældsafvikling.
Nu har vi ikke haft en depression siden krakket i 1929, for man har dog lært lidt af tidligere tiders fejl, så centralbankerne har kompenseret for det finansielle systems evne til at opretholde multiplikatoren ved at injektere - nærmest gratis - likviditet ind og staterne har overtaget den problematiske finansiering. Derved har man skubbet problemerne ud af syne.
Men det grundlæggende problem er ikke derved fjernet. Den astronomiske indsats G-20 landene har udrettet, har gjort at depressionen foreløbigt er udeblevet. Men man har derved blot skabt et endnu større problem.
Tidens nye løsen er bund lave renter og enorme finanspolitiske pakkeløsninger. Men der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, som følger af G-20 landenes svar på det konstant truende markedskollaps. Det kan synes som en regulær trylleformular at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højestbydende.
For enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Det er nemlig ikke en ny krise der lurer i horisonten. David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Staterne har i dekader injekteret en stadigt stigende pengestrøm ud i markedet for at holde renterne lave og beskæftigelserne høje – også Danmark - man kan købe tid og arbejdspladser, og holde staternes fartøj på toppen af bølgen ved at skylle pengene ud i omløb. Men den M3 pengemængde, der render i hælene på lukrative fortjenester – og væk fra de primære multiplikationsfaktorer i banksystemets pengestrømme – er den direkte årsag til pengesystemets kredsløbsforstyrrelser.
I Kina har man købt astronomiske mængder af Amerikanske statspapirer og sidder i dag som USA’s største kreditor, og derved står og falder verdensøkonomien med om USA kan overholde sine gældsforpligtelser.
Afbetalingen af gældspuklen vil drive skat og renter op i USA i en højde, som vil dæmpe væksten i al overskuelig fremtid og skatteskruen vil kvæle initiativ og investeringskraft, og det vil trække momentet ud af verdensøkonomien, så den i bedste fald blot vil være flad som et fortov så langt øjet rækker …
Det vil forstærke krakket, da den kinesiske ny-kapitalistiske økonomi er ekstremt overinvesteret og behøver afsætningsmuligheder for sin produktion. Vi skal tænke på, at Kina allerede i dag kan producere alt hvad verden ønsker sig - fem gange – og kapaciteten vokser stadig!
I lang tid har vi stiftet bekendtskab med overfloden. Nu skal vi igen have en lektie i knaphed …
Somme kalder det enden på den globale økonomi - men det er det ikke - for der er ikke noget der i længden kaster så godt af sig som mangel, nød og elendighed. Økonomi er en lærestreg om både overflod og knaphed.
Lykkes Obama administrationen med den eksperimentelle vanvidsøkonomi, vil det gå nogenlunde således:
Vi vil formentlig få endnu en inflatorisk effekt af de ekstremt lave renter i USA såvel som i resten af verden, og det kan meget vel forskubbe prisniveauet på den mellemlange horisont på grund af de udvandede krydskurser til dollaren.
Naturligvis er der en teoretisk nedre grænse hvor den amerikanske produktion bliver tilstrækkeligt konkurrencedygtig. Men foreløbig ser det ud til at paradigmeskiftet i USA i mellem kreditdrevet forbrugsvækst og produktivitetsfremmende finansielle stramninger ligger et rigtig godt stykke ude i fremtiden.
Dollarzonen kan derfor på sigt forvente en voldsom forandring i sit samhandelsforhold.
Læs: Stagflationen vil trække tænderne ud af dollargrinet, efterhånden som kreditværdigheden og afsætningsmulighederne for amerikanske statsobligationer rinder ud.
Det er derfor sandsynligt at produktionerne - i en ikke så fjern fremtid - skal foregå på det Amerikanske kontinent, i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa. Da Nordamerika allerede er ved at udvikle sig til et lavtlønsområde på linje med Guatemala.
Ud af ruinerne på konkurser og krak springer altså nye kilder, og i slutningen af nedkonjunkturen vil priserne på produktionsmidlerne også være gunstige, og lægge grundlag til fornyet vækst. Det er jo sådan konjunkturcykler altid har udviklet sig...
Lykkes det derimod ikke er vi i disse dage vidner til begyndelsen på historiens største credit chrunch. Det også er enden på markedsøkonomien som vi kender den.
Hvis det ikke går som præsten prædiker, vil det gå nogenlunde således:
Dollarøkonomien vil rulle tilbage som et omvendt Niagara Falls. Ved krakket i 1929 faldt forbruget af varige forbrugsgoder til det halve, og der blev solgt Picassomalerier for sølle 400 $. Denne gang vil det blive værre. Deflationen bliver monumental.
Historisk – og statistisk – vi det ske om ca. 5 år …
I forvejen ligger Amerikas finansielle sektor i respirator som en monetær grøntsag. FED har givet dollarøkonomien et slag for panden, som den aldrig vil overvinde, og USA er i fuld gang med at kridte banen op til kampen om den absolutte førsteplads i det monetære Hall of Fame i selskab med Tyskland og Zimbabwe i disciplinen hyperinflation ...
Indtil dollarzonen kommer i en mere sund udvikling, vil vi derfor se krise på krise som vil være dybere og dybere…
I sidste ende vil den hvinende seddelpresse i USA totalt udslette dollarøkonomien, der vil drukne i likviditet, når verden mister tiltroen til at dollarens værdi kan rette sig på sigt. Men det vil være et kapløb med tiden. For FED vil forsøge at trykke penge så hurtigt, at den kan nå at betale al USA’s gæld på rekord tid. Hvem ved, måske ligger der allerede 10 kubikkilometer dollars og venter på at blive fyret af?
Men Inden FED får luret markedet af, vil guldet dog stige op mod 5000 $ pr. ounce, og olien mod 700 $. På det tidspunkt vil verden begynde at ønske at afregne olien i Euro – i mangel af bedre…
Herefter vil USA begynde at banke gæld af i r e k o r d f a r t ...
Men dollarens nedsmeltning vil trække hele verden med i faldet.
OPEC landene vil få deres første oliekrise (ingen har råd til at købe mere end højst nødvendigt) og oliedollaren og den høje investeringsgrad mellemøsten har i US Corporations, vil trække landenes overskud langt under det røde felt, og en enorm immigrationsbølge af gæstearbejdere - ud - af landene vil dræne landene for arbejdskraftreserver, og den tabte produktionsevne vil trække OPEC ud den største økonomiske krise i mellemøstens historie.
Man kan snildt forestille sig, at der vil blive politisk opstandelse i de middelalderlige styrer, og man vil forsøge at kuldkaste de feudale åg, som har ligget tungt og gyldent over mange af befolkningerne.I Kina vil dollarøkonomiens fald udløse en alvorlig depression på grund af den meget høje equity i dollarfonds, som hurtigt svinder ind til ingenting. Dollarens fald vil ligesom i den mellemøstlige økonomi også stresse Chimerica-økonomien.
Den svage vækst vil forstærke volumenproblemet i den kinesiske eksperimentaløkonomi, og på det tidspunkt vil de asiatiske markeder derfor også dratte og lavkonjunkturen vil indfinde sig i den kinesiske økonomi, der er pustet op i en gigantisk boble.
Det vil komme som et grimt chock for beslutningstagerne i Kina når de mange statsmidler, der er postet ud i økonomien defaulter og udvikler sig til non-performing loans og de ny-kapitalistiske magthavere skal lære det lille nye ord “konkurs” at kende, når de breder sig som en steppebrand over de økonomiske eksperimentalzoner – men det vil først ske i anden halvdel af denne nedkonjunktur. Først skal de lige have et skud for boven, når dollarøkonomien fejler
Kina kaster herefter sine mange trilliarder dollars ind i direkte investeringer på det amerikanske kontinent, og styrker sin indenlandske økonomiske vækst med enorme infrastruktur og produktionsfremmende investeringer.
Med tiden vil Kinas økonomiske interesser være udbygget til væsentlige geopolitiske investeringer ikke bare i Mellemamerika, men også i Afrika og Sydøstasien – hvor både råstofudvinding, og produktionsvirksomheder i stigende grad bliver associerede kinesiske selskaber.
I USA går samfundsstrukturen op i limningen med dollarøkonomiens fald, og der vil på grund af interessekonflikter nærmest opstå borgerkrigslignende tilstande. Ikke mindst på grund af den høje private bevæbningsgrad. Enkelte stater vil slå nødpenge i sølv - og byer vil trykke betalingsmidler på papir - Unionen vil gå delvist i opløsning.
I Sydstaterne og Mellemamerika vil der med tiden opstå et fælles arbejds- og handelsmarked og lavtlønsproduktionen fra Sydamerika vil udbrede sig op i sydstaterne, og Nordstaterne og Canada og Alaska vil trække high-tech økonomien i Nordamerika.
I Europa taler vi allerede i dag om at lave en Europæisk Monetær Fond, men det vil hurtigt udvikle sig til et alvorligt dræn i de mellemnationale fonde af euro i forsøget på at holde sammen på den monetære union, men Europas svage økonomier vil hurtigt gå mod statsbankerot.
Tvunget af omstændighederne vil også Euroen til sidst falde fra hinanden, fordi valutaen vil blive koncentreret på et meget smalt udbredelsesområde, da alle de svage økonomier vil vende tilbage til de nationale valutaer. Opbakningen til at fastholde støtten til den Europæiske Centralbank vil herefter hurtigt smuldre. Tyskland, Frankrig, Benelux, Portugal og Spanien vil herefter meget hurtigt gennemføre en denotation i de historiske valutaer.
Ifølge Pring Turner Capital Group, er vi midtvejs i en 19 års-cyklus, og der mangler stadig mindst 2 recessioner inden den vender.
www.pringturner.com/newsletters/AreYouPreparedPTCG.pdf
Nu skal man altid skal tage tekniske analyser med et gran salt. Men 4 stk. cykler af 16-19 års varighed med hver 4-6 recessioner taler deres eget sprog …
Statistisk set bliver valutasystemet først ændret ved slutningen af lavkonjunkturen, som kan vare op til 10 år endnu. Men denne cyklus adskiller sig med den ‘omvendte’ pengepolitik.
Jeg er derfor af den overbevisning, at de store interventioner sammen med den enorme gældssætning har ændret cyklen dramatisk, da vi kan føje et truende nærmest synkront kollaps af 3 af de store valutaer, som resten blokflyder i forhold til, til krisebilledet, efterfulgt af et gigantisk krak når overinvesteringsboomet får den kinesiske økonomi til at bryde sammen …
Pengepolitisk vil vi opleve at markedet forlader valutaerne som værdimåler, fordi papirpenge på et tidspunkt ikke vil være det papir værd de er trykt på – på sigt - Store internationale handler afregnes herefter indirekte eller direkte i sølv eller guld.
Samtidig vil der også opstå et pres for at gå væk fra equity for dept princippet - og da der vil være dyb aversion for papirpenge, aktier og obligationer – og sølv og guld i stadigt højere grad vil tjene som både værdimåler og betalingsmidler.Både staterne og Verdensbanken vil under hele forløbet opkøbe guld og sølv for at holde krydskurserne på equity for dept (gældspenge) lave og konkurrencedygtige, og dette forhold vil uddybe den globale lavkonjunktur.
Den internationale monetære fond IMF vil forsøge at genskabe orden i det økonomiske kaos, som er opstået med SDR - Standard Drawing Rights, som er en vægtet kurv af nationale valutaer - som elektronisk guld, ligesom man vil f o r s ø g e at genoplive Verdensbanken og udstede m e g e t , meget store lån til de ramte lande i SDR, som prototypen på statsgæld i de genoplivede nationale økonomier, der herefter vil blive store lånernationer. Renten vil ligge på 21 - 25 % og efter nogle år blive sat ned til 15 - 17 % på primær statsgæld.
Det er ikke så smart for de store lånernationer, men der venter gyldne tider for dem der kan spare op, eller hive guld og sølv ud af fjeldene.
(Ja, 0) … Det er jo hul i hovedet.
Man kan nærmest karakterisere det som en art kollektivt vanvid!
Brian Mikkelsen (K), Danmarks nye Økonomi og Erhvervsminister slår bredt ud med armene og skriver skoledrengelæserbreve i aviserne, der taler om at regeringens planer vil vise sig ’fuldt tilstrækkelige’, men at regeringen har mere af samme skuffe …
– Tænker ministeren mon på at frigive de fastfrosne dyrtidsportioner? - Så bare hit med dem. Jo før des bedre…
For der bliver brug for at polstre sig til det økonomiske sammenbrud.
I lang tid har vi stiftet bekendtskab med overfloden. Nu skal vi igen have en lektie i knaphed
De medløbende økonomiske politikker som verdens statsmænd har ført de sidste 10 år har været stærkt konjunkturdrivende, og det vi opfatter som økonomisk krise, er i virkeligheden blot resultatet af det umådeholdne og samvittighedsløse økonomiske bedrag vi fører os selv bag lyset med, når vi på den måde lever på både lånt tid og skubber regningen for overforbruget foran os.
Der er på ingen måde garanti for at det ender lykkeligt. Nærmere tværtimod
Den traditionelle opfattelse af renteniveauet - hvor rentestigningerne afmærker økonomiens kapacitetsgrænser - holder ikke fordi de førte pengepolitikker i denne tidsserie har været abnorme.
Traditionel analyse foreskriver at renten bundede i 2009, da rentebevægelser normalt følger de ekspansive aktiviteter i økonomierne. Den tætte sammenhæng ligger i den forbrugsanalytiske tilgang til fænomenerne.
Denne gang vil der tegne sig et atypisk forløb. Netop på grund af, at de valgte krisetiltag har forstærket de kapacitetsbegrænsninger vi har for produktion. Tiltag som også har tvunget den kinesiske ”mirakeløkonomi” op i et helt urealistisk niveau og skabt en overinvesteringsbølge - som er uden sidestykke i kapitalismens historie - i både realværdi og produktion, der da også trækker tydelige paralleller til tidligere tiders investeringsbooms med efterfølgende krak …
I år har renten foreløbigt slået alle bundrekorder, og det økonomiske fatamorgana er da heller ikke udeblevet. I Amerika graver man Panamakanalen bredere. Der kan simpelthen ikke importeres varer hurtigt nok fra Kina. Den anden vej løber pengene omvendt hurtigt som aldrig før. Der lånes med arme og ben, og statsgælden tårner sig op over amerikanerne.
Staternes indtægtsgrundlag udgør en bogstaveligt talt forsvindende andel af den gæld, som skal afdrages hvert år. I USA ligger andelen i dag på knap en femtedel, og for EU-zonen ligger den på gennemsnitligt 13 procent.
Den voksende gældsbyrde og de forsvindende indtægter giver anledning til at rejse det røde advarselsflag
Risikoen for statsbankerotter og konkurser vokser des dyrere det bliver for staterne at finansiere gælden. Gældsproblemerne skaber en ond spiral fordi både de lange renter og skatteprocenterne vil bevæge sig op i det røde felt, i takt med at prisen på risiko stiger.
Gældsbjerget vokser i disse dage simpelthen i en takt man aldrig tidligere har set, da verdens største økonomier har valgt at sætte kampen ind mod det truende økonomiske kollaps, ved i fællesskab at forøge den offentlige gældssætning i en skala uden forudgående sidestykke i verdenshistorien.
De globale skatteprovenuer vil derfor i stigende grad æde indtægtsgrundlagene op, og dét i en stadigt hastigere takt. I betragtning af, at den eneste vej ud af krisen er at øge overskudsgraden, er det derfor en særdeles uheldig udvikling, fordi skatter (som i kriseøkonomien er styret af den lange rente) sænker den overskudsgrad som økonomierne kan generere.
Men ikke desto mindre vil det være scenariet i rigtigt lang tid fremover …
Ved udgangen af dette år vil derfor både nationer og virksomheder koncentrere sig om at nedbringe gældsbyrden. Men når gælden nedbringes, trækkes likviditet ud af systemet, og det vil dæmpe konjunkturerne yderligere …
Det er indlysende at den igangværende økonomiske krise kommer til at skærpe kravene om nedskæringer i de offentlige budgetter, og at der venter massive velfærdstab på kanten af beslutningsprocesserne omkring krisehåndteringen.
Krisetrykket vil også føre til, at de demokratiske velfærdsstater mere eller mindre opløser sig selv - i endnu mere sammensvejsede defensive eller diversificerede valutablokke i et split float scenarium, med forstærkede Euro-, Dollar-, Yen og Renminbi-zoner
- eller også kommer der et nyt internationalt aftalegrundlag a la Bretton Woods, der afspejler den nye verdensorden.
I den økonomiske ”klimamodel” er vi i den nuværende krise - i allerbedste fald – blot halvvejs, og kan se frem til mindst yderligere to krak, før konjunkturerne vender - i bedste fald om knap 3½ år – i værste fald om nogensinde, i denne økonomiske kontekst.
Det næste krak vil trække en knusekugle igennem erhvervslivet, og det vil koste både luftfartsselskaber, banker og produktionsvirksomheder livet, når likviditetsstrømmene størkner igen, i takt med at renterne kravler opad.
Det altovervejende fokus vil herefter komme til at ligge fast på gældsafvikling.
Nu har vi ikke haft en depression siden krakket i 1929, for man har dog lært lidt af tidligere tiders fejl, så centralbankerne har kompenseret for det finansielle systems evne til at opretholde multiplikatoren ved at injektere - nærmest gratis - likviditet ind og staterne har overtaget den problematiske finansiering. Derved har man skubbet problemerne ud af syne.
Men det grundlæggende problem er ikke derved fjernet. Den astronomiske indsats G-20 landene har udrettet, har gjort at depressionen foreløbigt er udeblevet. Men man har derved blot skabt et endnu større problem.
Tidens nye løsen er bund lave renter og enorme finanspolitiske pakkeløsninger. Men der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, som følger af G-20 landenes svar på det konstant truende markedskollaps. Det kan synes som en regulær trylleformular at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højestbydende.
For enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Det er nemlig ikke en ny krise der lurer i horisonten. David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Staterne har i dekader injekteret en stadigt stigende pengestrøm ud i markedet for at holde renterne lave og beskæftigelserne høje – også Danmark - man kan købe tid og arbejdspladser, og holde staternes fartøj på toppen af bølgen ved at skylle pengene ud i omløb. Men den M3 pengemængde, der render i hælene på lukrative fortjenester – og væk fra de primære multiplikationsfaktorer i banksystemets pengestrømme – er den direkte årsag til pengesystemets kredsløbsforstyrrelser.
I Kina har man købt astronomiske mængder af Amerikanske statspapirer og sidder i dag som USA’s største kreditor, og derved står og falder verdensøkonomien med om USA kan overholde sine gældsforpligtelser.
Afbetalingen af gældspuklen vil drive skat og renter op i USA i en højde, som vil dæmpe væksten i al overskuelig fremtid og skatteskruen vil kvæle initiativ og investeringskraft, og det vil trække momentet ud af verdensøkonomien, så den i bedste fald blot vil være flad som et fortov så langt øjet rækker …
Det vil forstærke krakket, da den kinesiske ny-kapitalistiske økonomi er ekstremt overinvesteret og behøver afsætningsmuligheder for sin produktion. Vi skal tænke på, at Kina allerede i dag kan producere alt hvad verden ønsker sig - fem gange – og kapaciteten vokser stadig!
I lang tid har vi stiftet bekendtskab med overfloden. Nu skal vi igen have en lektie i knaphed …
Somme kalder det enden på den globale økonomi - men det er det ikke - for der er ikke noget der i længden kaster så godt af sig som mangel, nød og elendighed. Økonomi er en lærestreg om både overflod og knaphed.
Lykkes Obama administrationen med den eksperimentelle vanvidsøkonomi, vil det gå nogenlunde således:
Vi vil formentlig få endnu en inflatorisk effekt af de ekstremt lave renter i USA såvel som i resten af verden, og det kan meget vel forskubbe prisniveauet på den mellemlange horisont på grund af de udvandede krydskurser til dollaren.
Naturligvis er der en teoretisk nedre grænse hvor den amerikanske produktion bliver tilstrækkeligt konkurrencedygtig. Men foreløbig ser det ud til at paradigmeskiftet i USA i mellem kreditdrevet forbrugsvækst og produktivitetsfremmende finansielle stramninger ligger et rigtig godt stykke ude i fremtiden.
Dollarzonen kan derfor på sigt forvente en voldsom forandring i sit samhandelsforhold.
Læs: Stagflationen vil trække tænderne ud af dollargrinet, efterhånden som kreditværdigheden og afsætningsmulighederne for amerikanske statsobligationer rinder ud.
Det er derfor sandsynligt at produktionerne - i en ikke så fjern fremtid - skal foregå på det Amerikanske kontinent, i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa. Da Nordamerika allerede er ved at udvikle sig til et lavtlønsområde på linje med Guatemala.
Ud af ruinerne på konkurser og krak springer altså nye kilder, og i slutningen af nedkonjunkturen vil priserne på produktionsmidlerne også være gunstige, og lægge grundlag til fornyet vækst. Det er jo sådan konjunkturcykler altid har udviklet sig...
Lykkes det derimod ikke er vi i disse dage vidner til begyndelsen på historiens største credit chrunch. Det også er enden på markedsøkonomien som vi kender den.
Hvis det ikke går som præsten prædiker, vil det gå nogenlunde således:
Dollarøkonomien vil rulle tilbage som et omvendt Niagara Falls. Ved krakket i 1929 faldt forbruget af varige forbrugsgoder til det halve, og der blev solgt Picassomalerier for sølle 400 $. Denne gang vil det blive værre. Deflationen bliver monumental.
Historisk – og statistisk – vi det ske om ca. 5 år …
I forvejen ligger Amerikas finansielle sektor i respirator som en monetær grøntsag. FED har givet dollarøkonomien et slag for panden, som den aldrig vil overvinde, og USA er i fuld gang med at kridte banen op til kampen om den absolutte førsteplads i det monetære Hall of Fame i selskab med Tyskland og Zimbabwe i disciplinen hyperinflation ...
Indtil dollarzonen kommer i en mere sund udvikling, vil vi derfor se krise på krise som vil være dybere og dybere…
I sidste ende vil den hvinende seddelpresse i USA totalt udslette dollarøkonomien, der vil drukne i likviditet, når verden mister tiltroen til at dollarens værdi kan rette sig på sigt. Men det vil være et kapløb med tiden. For FED vil forsøge at trykke penge så hurtigt, at den kan nå at betale al USA’s gæld på rekord tid. Hvem ved, måske ligger der allerede 10 kubikkilometer dollars og venter på at blive fyret af?
Men Inden FED får luret markedet af, vil guldet dog stige op mod 5000 $ pr. ounce, og olien mod 700 $. På det tidspunkt vil verden begynde at ønske at afregne olien i Euro – i mangel af bedre…
Herefter vil USA begynde at banke gæld af i r e k o r d f a r t ...
Men dollarens nedsmeltning vil trække hele verden med i faldet.
OPEC landene vil få deres første oliekrise (ingen har råd til at købe mere end højst nødvendigt) og oliedollaren og den høje investeringsgrad mellemøsten har i US Corporations, vil trække landenes overskud langt under det røde felt, og en enorm immigrationsbølge af gæstearbejdere - ud - af landene vil dræne landene for arbejdskraftreserver, og den tabte produktionsevne vil trække OPEC ud den største økonomiske krise i mellemøstens historie.
Man kan snildt forestille sig, at der vil blive politisk opstandelse i de middelalderlige styrer, og man vil forsøge at kuldkaste de feudale åg, som har ligget tungt og gyldent over mange af befolkningerne.I Kina vil dollarøkonomiens fald udløse en alvorlig depression på grund af den meget høje equity i dollarfonds, som hurtigt svinder ind til ingenting. Dollarens fald vil ligesom i den mellemøstlige økonomi også stresse Chimerica-økonomien.
Den svage vækst vil forstærke volumenproblemet i den kinesiske eksperimentaløkonomi, og på det tidspunkt vil de asiatiske markeder derfor også dratte og lavkonjunkturen vil indfinde sig i den kinesiske økonomi, der er pustet op i en gigantisk boble.
Det vil komme som et grimt chock for beslutningstagerne i Kina når de mange statsmidler, der er postet ud i økonomien defaulter og udvikler sig til non-performing loans og de ny-kapitalistiske magthavere skal lære det lille nye ord “konkurs” at kende, når de breder sig som en steppebrand over de økonomiske eksperimentalzoner – men det vil først ske i anden halvdel af denne nedkonjunktur. Først skal de lige have et skud for boven, når dollarøkonomien fejler
Kina kaster herefter sine mange trilliarder dollars ind i direkte investeringer på det amerikanske kontinent, og styrker sin indenlandske økonomiske vækst med enorme infrastruktur og produktionsfremmende investeringer.
Med tiden vil Kinas økonomiske interesser være udbygget til væsentlige geopolitiske investeringer ikke bare i Mellemamerika, men også i Afrika og Sydøstasien – hvor både råstofudvinding, og produktionsvirksomheder i stigende grad bliver associerede kinesiske selskaber.
I USA går samfundsstrukturen op i limningen med dollarøkonomiens fald, og der vil på grund af interessekonflikter nærmest opstå borgerkrigslignende tilstande. Ikke mindst på grund af den høje private bevæbningsgrad. Enkelte stater vil slå nødpenge i sølv - og byer vil trykke betalingsmidler på papir - Unionen vil gå delvist i opløsning.
I Sydstaterne og Mellemamerika vil der med tiden opstå et fælles arbejds- og handelsmarked og lavtlønsproduktionen fra Sydamerika vil udbrede sig op i sydstaterne, og Nordstaterne og Canada og Alaska vil trække high-tech økonomien i Nordamerika.
I Europa taler vi allerede i dag om at lave en Europæisk Monetær Fond, men det vil hurtigt udvikle sig til et alvorligt dræn i de mellemnationale fonde af euro i forsøget på at holde sammen på den monetære union, men Europas svage økonomier vil hurtigt gå mod statsbankerot.
Tvunget af omstændighederne vil også Euroen til sidst falde fra hinanden, fordi valutaen vil blive koncentreret på et meget smalt udbredelsesområde, da alle de svage økonomier vil vende tilbage til de nationale valutaer. Opbakningen til at fastholde støtten til den Europæiske Centralbank vil herefter hurtigt smuldre. Tyskland, Frankrig, Benelux, Portugal og Spanien vil herefter meget hurtigt gennemføre en denotation i de historiske valutaer.
Ifølge Pring Turner Capital Group, er vi midtvejs i en 19 års-cyklus, og der mangler stadig mindst 2 recessioner inden den vender.
www.pringturner.com/newsletters/AreYouPreparedPTCG.pdf
Nu skal man altid skal tage tekniske analyser med et gran salt. Men 4 stk. cykler af 16-19 års varighed med hver 4-6 recessioner taler deres eget sprog …
Statistisk set bliver valutasystemet først ændret ved slutningen af lavkonjunkturen, som kan vare op til 10 år endnu. Men denne cyklus adskiller sig med den ‘omvendte’ pengepolitik.
Jeg er derfor af den overbevisning, at de store interventioner sammen med den enorme gældssætning har ændret cyklen dramatisk, da vi kan føje et truende nærmest synkront kollaps af 3 af de store valutaer, som resten blokflyder i forhold til, til krisebilledet, efterfulgt af et gigantisk krak når overinvesteringsboomet får den kinesiske økonomi til at bryde sammen …
Pengepolitisk vil vi opleve at markedet forlader valutaerne som værdimåler, fordi papirpenge på et tidspunkt ikke vil være det papir værd de er trykt på – på sigt - Store internationale handler afregnes herefter indirekte eller direkte i sølv eller guld.
Samtidig vil der også opstå et pres for at gå væk fra equity for dept princippet - og da der vil være dyb aversion for papirpenge, aktier og obligationer – og sølv og guld i stadigt højere grad vil tjene som både værdimåler og betalingsmidler.Både staterne og Verdensbanken vil under hele forløbet opkøbe guld og sølv for at holde krydskurserne på equity for dept (gældspenge) lave og konkurrencedygtige, og dette forhold vil uddybe den globale lavkonjunktur.
Den internationale monetære fond IMF vil forsøge at genskabe orden i det økonomiske kaos, som er opstået med SDR - Standard Drawing Rights, som er en vægtet kurv af nationale valutaer - som elektronisk guld, ligesom man vil f o r s ø g e at genoplive Verdensbanken og udstede m e g e t , meget store lån til de ramte lande i SDR, som prototypen på statsgæld i de genoplivede nationale økonomier, der herefter vil blive store lånernationer. Renten vil ligge på 21 - 25 % og efter nogle år blive sat ned til 15 - 17 % på primær statsgæld.
Det er ikke så smart for de store lånernationer, men der venter gyldne tider for dem der kan spare op, eller hive guld og sølv ud af fjeldene.
