Information kan i en artikel d. 23/10 berette hvordan arbejdsmarkedsordførerne i de røde partier ønsker undervisning om det danske arbejdsmarked i folkeskolen. Arbejdsmarkedet er en stor del af et samfund og bør naturligvis indgå i den grundlæggende undervisning, men det er vigtigt at den indføres på et objektivt grundlag. Når Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, udtaler at de danske børn skal kende historien om hvordan den danske model har været med til at forbedre danskernes levestandard, lægges der dog nærmere op til en ensidig fortælling af en politik der har haft vidtrækkende positive, men så sandelig også negative, konsekvenser for den danske økonomiske udvikling.
De positive er dem mange elever i forvejen får med i samfundsfagsundervisningen. Det er historien om flexicurity-modellen, der betyder at det i Danmark er let at ansætte og fyre ansatte. Det er denne del af det danske arbejdsmarked som giver Danmark en høj score i internationale undersøgelser og som sikrer at de danske virksomheder i højere grad er i stand til at omstille sig til omverdens økonomiske tilstand.
Hvad der sjældent nævnes af konsekvenser for den danske model er den rigiditet der opstår når man har nærmonopolitiske tilstande på et arbejdsmarked. Mens virksomhederne i Danmark har relativt let ved at ansætte og fyre deres ansatte, betaler de også prisen gennem lønningerne. Dette betyder også at danskerne ligger absolut i top når det gælder udgifter til lønninger. Faktisk er danske lønninger kun overgået af de Schweiziske. Hvis vi kigger syd eller øst for grænsen, er lønnen markant lavere i Tyskland og Sverige.
Vi har i Danmark erstattet et politisk centralstyret arbejdsmarked, som set i mange andre lande, med et fagligt centralstyre, der har andre bivirkninger på erhvervslivets overlevelsesevne. Al konkurrence på arbejdsmarkedet ses som et onde. Hvis en arbejdsgiver tilbyder en lavere løn end sin konkurrent, beskyldes han for løndumping. Hvis man som arbejdstager siger ja tak til andre ansættelsesvilkår, er han ”udnyttet”.
Resultatet af denne politik medfører ikke kun ringere konkurrenceevne, men rammer også de svageste på arbejdsmarkedet. Unge og uerfarne arbejdssøgende har store udfordringer med at komme ind på arbejdsmarkedet, da de ikke nødvendigvis kan producere nok til at kunne retfærdiggøre branchens høje lønninger. Hvor man som ung arbejdstager, vil være villig til at starte på en lavere løn, for at erhverve sig de nødvendige kompetencer er dette ikke en mulighed i Danmark. Resultatet er at arbejdspladsen aldrig bliver oprettet. Det danske arbejdsmarked er i en dødspiral når lønningerne kun går én vej og det eneste man som arbejdsgiver i en krisetid kan gøre, er at sænke væksten for lønstigningerne en smule.
Når de røde arbejdsmarkedsordførere taler for undervisning af den danske model i folkeskolen, er det førstnævnte positive effekt de fokuserer på. Mens det er svært at være uenig i nødvendigheden i øget samfundsforståelse blandt børn og unge, kan man let frygte at undervisningen vil blive ligeså ensidig og i modellens favør, og ligesom arbejdsmarkedsordførerne mangle en indsigt i de også negative konsekvenser af den danske model.
Baggrunden for politikernes ønske om øget undervisning i den danske model kan findes i at tænketanken Kraka kan berette at flere og flere unge fravælger de traditionelle fagforeninger til fordel for ”de gule”. Hvis udviklingen fortsætter vil mere end halvdelen af de unge under 30 være medlem af de gule fagforeninger i 2020. Hertil er det nærliggende at spørge om fravalget af de traditionelle fagforeninger, bygger på en manglende forståelse for arbejdsmarkedet eller om det i virkeligheden handler om at de unge aktivt fravælger et system, de ikke længere kan se fornuften i.
Uanset hvad, så er det mildest talt historieforfalskning kun at fortælle om fordelene ved en flexicurity-model og udelukke fortællingen om de høje lønninger, monopolitiske fagforeninger og udelukkelsen af de svageste på arbejdsmarkedet. Hvis man ønsker undervisning i det danske arbejdsmarked må man tage det sure med det søde og inkluderer alle konsekvenser af den førte politik – ikke kun den man som politiker har trang til at lægge fokus på.
