Som det måske er bekendt for nogle, blev Henrik Marstals smøre ”Roskilde – en hvid fest” forleden dag publiceret i Politiken.
I hans debatindlæg, kronik eller hvad man måtte kalde det, kritiserer han det – angivelige – faktum, at uspecificerede ikke-hvide indvandrere, dvs. medlemmer af en minoritetsgruppe, udgør et unaturligt mindretal på Roskilde Festival.
Ifølge hr. Marstal er der altså noget kritisabelt ved, at Roskilde afspejler et lidt mere sværtbestrideligt faktum: nemlig at størstedelen af de festivals- og rockinteresserede i Nordeuropa er hvide, ikke-mellemøstlige mænd og kvinder – hvilket, må jeg tilføje, vel er meget naturligt, eftersom de udgør langt størstedelen af befolkningen (d’oh!).
Selvom det ovenstående nok er lidt en karikering af Marstals holdning, og det er den procentmæssige fordeling af Roskilde-interesserede blandt de etnisk, kulturelt – whatever – definerede minoritetsgrupper, Marstal tydeligvis er på kant med, gør det desto mindre ikke hans indvendinger mindre ubehjælpeligt fjollede eller triste i deres gennemsyrende idioti.
Først vil jeg dog sige, at dele af hans kritik, som egentlig ikke er hans egne, men som han gengiver eller henviser til i sin kronik, er lidt mere fornuftige.
Han henviser f.eks. til en anden kronik i Politiken, nemlig ”Roskilde Festival – pas nu på” af Johannes Andersen, hvori bl.a. den øgende kommercialisering af Roskilde kritiseres – en kommercialisering som helt praktisk og nede på jorden bl.a. har ført til overfyldte festivalpladser, øget småbureaukratisk besvær i forbindelse med kontrol ved med adgang til festivalen, klapjagte på de der måtte værre i besiddelse af stoffer, øget polititilstedeværelse, småfascistisk – vil nogen sige – tilgang til (eller måske rettere: kontrol med), hvilke levnedsmidler man må medbringe på campingområdet (sic!), der åbenbart må opfattes som en del af de forskellige festivalserhvervsdrivendes økonomiske eksklusivzone, andre tiltag, som kan opfattes som indrettede til at pumpe penge ud af festivalsgæsterne, samt mere overordnet – følgerne af festivalens konsolidering i mainstreamen.
Det er altsammen forståeligt. Selvom jeg ikke er andet end tilhænger af kapitalisme og ikke kunne drømme om at diktere, hvordan folk driver deres forretning, kan jeg faktisk let forstå kritikken – og jeg kan være enig i dele af den. For selvom jeg ikke skal gøre mig klog på, hvordan man driver en festival af dimensioner som Roskilde, føles visse ting bare på en eller anden måde forkert – set i lyset af det publikum man ser på Roskilde, og ikke mindst i lyset af festivalens historie, værdier og status som kulturinstitution.
Men Marstal forsøger at videreudvikle kritikken på en måde, der ender helt ude i det absurde, og i hans kritik står ikke blot forretningsgangen på Roskilde i de sidste par år for skud, men også festivalen selv, der skulle være et symptom på en (negativt ment) højredrejet menneskesyn – DF og andre slemme højreorienterede har åbenbart invaderet Roskilde. Beviset er, at nydanskere åbenbart ikke kommer på Roskilde, fordi at Marstal ikke har set nydanskere på Roskilde.
Og imens hr. Marstal hiver sin pisk frem og indleder sin nærmest etnofobe, selvhadske, masochistiske selvafstraffelsesorgie, misforstår han både Roskilde-traditionen og vel også en del andet.
Henrik Marstal mener, at Roskilde taber sig selv på gulvet, fordi man ikke udfører en eller anden form for affirmative action, der nærmest afskaffer festivalen, som vi kender den i dag, med formålet værende at inddrage nydanskere i festivalen.
Det er en tåbelig tilgang og en mærkelig ting at græde over, men først og fremmest genkender jeg ikke billedet af Roskilde som den indvandrerfrie zone, Marstal forsøger at fremstille festivalen som.
For bare i min egen omgangskreds optræder der adskillige mennesker af mellemøstlig eller somalisk oprindelse, som tager på Roskilde regelmæssigt – bare af dem som tog afsted i år, kan jeg nævne fem-seks-syv stykker. Hvis jeg medregner ikke-muslimske afrikanere er tallet noget højere. Jeg har mødt en hel del nydanskere – både lokale og tilrejsende – de år jeg har været på Roskilde, og jeg tror, at det er ret søgt at påstå, at der er ligefrem en voldsom underrepræsentation af nydanskere på festivalen – hvis der overhovedet reelt er tale om en underrepræsentation af nogen art, særligt når man tager i betragtning den store internationale tilstrømning af ”hvide” festivalsgæster.
Hverken jeg eller Marstal kan bringe nogen som helst form for bevis for, at vores observationer er et udtryk for en generel tendens, så det må man vel lade ligge, for det er tvivlsomt, hvor vidt det kan bruges som argument – hvor mange indvandrere vi hver især kender eller har set på Roskilde Festival. Det er et useriøst grundlag at argumentere ud fra, men Marstals egen oplevelse af mangel på indvandrere er dog hele udgangspunktet for hans revsning – fjollet nok
Og jeg vil helt – eller i hvert fald næsten – undlade kommentarer om eliter, som Marstal måtte tilhøre, og den forvrængede virkelighedsopfattelse, man kan opnå ved at færdes i så lukkede og eksklusive kredse.
Jeg vil forholde mig noget anderledes sagligt til det. Der er adskillige plausible forklaringer på sammensætningen af publikum på Roskilde. Jeg vil fremhæve to:
· For det første er Roskilde en rockfestival, først og fremmest.
Selvom kunstnere, der gør sig indenfor hiphop og et par andre genrer som mange indvandrerunge kunne finde interessante, optræder regelmæssigt på Roskilde, er de ikke ligefrem fanebærerne for festivalen. Jeg vil driste den påstand, at andelen blandt etniske danskere af mennesker der er interesserede i Gorillaz, Muse, Nephew, Motorhead, Prince, Alice In Chains, Nick Cave, Meshuggah, Balstyrko, NIN, Oasis, Gogol Bordello, Coldplay, Lily Allen, Madness, Trentemøller, Deadmaus, Björk (osv., osv.), og hvem der ellers har været af større navne på festivalen i seneste år, rent procentuelt er væsentligt højere end blandt de såkaldte nydanskere, hvilket da er en naturlig forklaring på en eventuel mangel på interesse – ja, alt andet lige ville da også være unaturligt.
· For det andet er en festival der løber over en uge, hvor mennesker lever under spartanske forhold.
En bumset festivaltilværelse tiltaler de færreste – i hvert fald urbane – unge” indvandrere, da den strider imod det materialistiske værdisæt, hvad angår det omgivende samfund, som de fleste pånær de mest assimilerede besidder.
Imidlertid spekulerer Marstal over en anden forklaring. Ud over mine egne eksempler på integrerede dele af festivalen, der kan være en årsagsforklaring på en manglende interesse eller deltagelse, er en eventuel forklaring - ifølge Marstal - at hele festivalen i sig selv er ”intimiderende” for nydanskere. Det er, som han skriver, festivalens profilering som et frisindet sted, som paradoksalt nok er problematisk.
Han skriver følgende:
”En hel ungdomsgeneration af danskere med anden etnisk herkomst benytter sig ikke af Roskilde Festival som kulturtilbud. Måske de på forhånd føler sig marginaliserede, når festivalen så konsekvent brander sig som den ultimative realisering af det danske frisind, som mange med rette godt kan føle sig en smule intimideret af”
Der er ingen tvivl om at Marstals ”kritik” er en gang selvhadsk, kulturradikalistisk bavl – for han antager en automatisk offerrolle hos indvandrere, og hr. Marstal kan åbenbart i kulturradikalismens navn få sig selv til at foragte noget, som jeg vil antage han egentlig bryder sig om og identificerer sig med, mens han pisker sig selv og sin kulturelle baggrund til blods. Det er dog alligevel skræmmende, at en person, der på en eller anden måde har opnået en Ph.D indenfor et område, kan fremkomme med en sådan gang bavl.
Denne forestilling om ”den ultimative realisering” af ”dansk frisind” er jo Roskilde Festival. Så hvis det skulle stå til Marstal, skulle Roskilde Festival åbenbart afskaffes som den kulturinstitution, festivalen er.
Grunden, til at Roskilde skal fuckes op, er at festivalen er blevet en tilstrækkelig stor samfundsinstitution, hvilket om noget er et produkt af, at festivalen ikke længere primært befolkes af frelste hippier, kulturradikale og venstreorienterede. Men hvis man skal være nogenlunde konsistent med denne dhimmi-tankegang (og jeg bruger ikke ordet ofte, for jeg er ikke utvetydigt imod kulturel samarbejde og gensidig respekt!), må den umiddelbare konsekvens være, at man omdannede alle samfundsinstitutioner til noget, der tiltaler ”unge indvandrere”. Ville forslaget fra Marstals side så være at indføre Sharia-jura og kalifat i Danmark og gøre folkekirken muslimsk, for det er jo så synd for indvandrerne?
Hvad i alverden er pointen med det, såfremt man ønsker at fremme kohæsion og integration? Hvordan skaber man bedre vilkår for een gruppe ved at fratage en anden dets ellers uskadelige fornøjelser eller undegrave dens kultur- eller samfundsinstitutioner? Hvem gavner det overhovedet, at man smadrer Roskilde?
Der virker ikke til, at der er nogen pointe, og det gavner vist ingen. Det er symptomatisk rød tankegang, der i bund og grund bliver til, at alle skal have det lige dårligt, mens man har det godt med sig selv over at have det dårligt og dermed være et ”godt menneske” med et ”godt menneskesyn”.
I hans debatindlæg, kronik eller hvad man måtte kalde det, kritiserer han det – angivelige – faktum, at uspecificerede ikke-hvide indvandrere, dvs. medlemmer af en minoritetsgruppe, udgør et unaturligt mindretal på Roskilde Festival.
Ifølge hr. Marstal er der altså noget kritisabelt ved, at Roskilde afspejler et lidt mere sværtbestrideligt faktum: nemlig at størstedelen af de festivals- og rockinteresserede i Nordeuropa er hvide, ikke-mellemøstlige mænd og kvinder – hvilket, må jeg tilføje, vel er meget naturligt, eftersom de udgør langt størstedelen af befolkningen (d’oh!).
Selvom det ovenstående nok er lidt en karikering af Marstals holdning, og det er den procentmæssige fordeling af Roskilde-interesserede blandt de etnisk, kulturelt – whatever – definerede minoritetsgrupper, Marstal tydeligvis er på kant med, gør det desto mindre ikke hans indvendinger mindre ubehjælpeligt fjollede eller triste i deres gennemsyrende idioti.
Først vil jeg dog sige, at dele af hans kritik, som egentlig ikke er hans egne, men som han gengiver eller henviser til i sin kronik, er lidt mere fornuftige.
Han henviser f.eks. til en anden kronik i Politiken, nemlig ”Roskilde Festival – pas nu på” af Johannes Andersen, hvori bl.a. den øgende kommercialisering af Roskilde kritiseres – en kommercialisering som helt praktisk og nede på jorden bl.a. har ført til overfyldte festivalpladser, øget småbureaukratisk besvær i forbindelse med kontrol ved med adgang til festivalen, klapjagte på de der måtte værre i besiddelse af stoffer, øget polititilstedeværelse, småfascistisk – vil nogen sige – tilgang til (eller måske rettere: kontrol med), hvilke levnedsmidler man må medbringe på campingområdet (sic!), der åbenbart må opfattes som en del af de forskellige festivalserhvervsdrivendes økonomiske eksklusivzone, andre tiltag, som kan opfattes som indrettede til at pumpe penge ud af festivalsgæsterne, samt mere overordnet – følgerne af festivalens konsolidering i mainstreamen.
Det er altsammen forståeligt. Selvom jeg ikke er andet end tilhænger af kapitalisme og ikke kunne drømme om at diktere, hvordan folk driver deres forretning, kan jeg faktisk let forstå kritikken – og jeg kan være enig i dele af den. For selvom jeg ikke skal gøre mig klog på, hvordan man driver en festival af dimensioner som Roskilde, føles visse ting bare på en eller anden måde forkert – set i lyset af det publikum man ser på Roskilde, og ikke mindst i lyset af festivalens historie, værdier og status som kulturinstitution.
Men Marstal forsøger at videreudvikle kritikken på en måde, der ender helt ude i det absurde, og i hans kritik står ikke blot forretningsgangen på Roskilde i de sidste par år for skud, men også festivalen selv, der skulle være et symptom på en (negativt ment) højredrejet menneskesyn – DF og andre slemme højreorienterede har åbenbart invaderet Roskilde. Beviset er, at nydanskere åbenbart ikke kommer på Roskilde, fordi at Marstal ikke har set nydanskere på Roskilde.
Og imens hr. Marstal hiver sin pisk frem og indleder sin nærmest etnofobe, selvhadske, masochistiske selvafstraffelsesorgie, misforstår han både Roskilde-traditionen og vel også en del andet.
Henrik Marstal mener, at Roskilde taber sig selv på gulvet, fordi man ikke udfører en eller anden form for affirmative action, der nærmest afskaffer festivalen, som vi kender den i dag, med formålet værende at inddrage nydanskere i festivalen.
Det er en tåbelig tilgang og en mærkelig ting at græde over, men først og fremmest genkender jeg ikke billedet af Roskilde som den indvandrerfrie zone, Marstal forsøger at fremstille festivalen som.
For bare i min egen omgangskreds optræder der adskillige mennesker af mellemøstlig eller somalisk oprindelse, som tager på Roskilde regelmæssigt – bare af dem som tog afsted i år, kan jeg nævne fem-seks-syv stykker. Hvis jeg medregner ikke-muslimske afrikanere er tallet noget højere. Jeg har mødt en hel del nydanskere – både lokale og tilrejsende – de år jeg har været på Roskilde, og jeg tror, at det er ret søgt at påstå, at der er ligefrem en voldsom underrepræsentation af nydanskere på festivalen – hvis der overhovedet reelt er tale om en underrepræsentation af nogen art, særligt når man tager i betragtning den store internationale tilstrømning af ”hvide” festivalsgæster.
Hverken jeg eller Marstal kan bringe nogen som helst form for bevis for, at vores observationer er et udtryk for en generel tendens, så det må man vel lade ligge, for det er tvivlsomt, hvor vidt det kan bruges som argument – hvor mange indvandrere vi hver især kender eller har set på Roskilde Festival. Det er et useriøst grundlag at argumentere ud fra, men Marstals egen oplevelse af mangel på indvandrere er dog hele udgangspunktet for hans revsning – fjollet nok
Og jeg vil helt – eller i hvert fald næsten – undlade kommentarer om eliter, som Marstal måtte tilhøre, og den forvrængede virkelighedsopfattelse, man kan opnå ved at færdes i så lukkede og eksklusive kredse.
Jeg vil forholde mig noget anderledes sagligt til det. Der er adskillige plausible forklaringer på sammensætningen af publikum på Roskilde. Jeg vil fremhæve to:
· For det første er Roskilde en rockfestival, først og fremmest.
Selvom kunstnere, der gør sig indenfor hiphop og et par andre genrer som mange indvandrerunge kunne finde interessante, optræder regelmæssigt på Roskilde, er de ikke ligefrem fanebærerne for festivalen. Jeg vil driste den påstand, at andelen blandt etniske danskere af mennesker der er interesserede i Gorillaz, Muse, Nephew, Motorhead, Prince, Alice In Chains, Nick Cave, Meshuggah, Balstyrko, NIN, Oasis, Gogol Bordello, Coldplay, Lily Allen, Madness, Trentemøller, Deadmaus, Björk (osv., osv.), og hvem der ellers har været af større navne på festivalen i seneste år, rent procentuelt er væsentligt højere end blandt de såkaldte nydanskere, hvilket da er en naturlig forklaring på en eventuel mangel på interesse – ja, alt andet lige ville da også være unaturligt.
· For det andet er en festival der løber over en uge, hvor mennesker lever under spartanske forhold.
En bumset festivaltilværelse tiltaler de færreste – i hvert fald urbane – unge” indvandrere, da den strider imod det materialistiske værdisæt, hvad angår det omgivende samfund, som de fleste pånær de mest assimilerede besidder.
Imidlertid spekulerer Marstal over en anden forklaring. Ud over mine egne eksempler på integrerede dele af festivalen, der kan være en årsagsforklaring på en manglende interesse eller deltagelse, er en eventuel forklaring - ifølge Marstal - at hele festivalen i sig selv er ”intimiderende” for nydanskere. Det er, som han skriver, festivalens profilering som et frisindet sted, som paradoksalt nok er problematisk.
Han skriver følgende:
”En hel ungdomsgeneration af danskere med anden etnisk herkomst benytter sig ikke af Roskilde Festival som kulturtilbud. Måske de på forhånd føler sig marginaliserede, når festivalen så konsekvent brander sig som den ultimative realisering af det danske frisind, som mange med rette godt kan føle sig en smule intimideret af”
Der er ingen tvivl om at Marstals ”kritik” er en gang selvhadsk, kulturradikalistisk bavl – for han antager en automatisk offerrolle hos indvandrere, og hr. Marstal kan åbenbart i kulturradikalismens navn få sig selv til at foragte noget, som jeg vil antage han egentlig bryder sig om og identificerer sig med, mens han pisker sig selv og sin kulturelle baggrund til blods. Det er dog alligevel skræmmende, at en person, der på en eller anden måde har opnået en Ph.D indenfor et område, kan fremkomme med en sådan gang bavl.
Denne forestilling om ”den ultimative realisering” af ”dansk frisind” er jo Roskilde Festival. Så hvis det skulle stå til Marstal, skulle Roskilde Festival åbenbart afskaffes som den kulturinstitution, festivalen er.
Grunden, til at Roskilde skal fuckes op, er at festivalen er blevet en tilstrækkelig stor samfundsinstitution, hvilket om noget er et produkt af, at festivalen ikke længere primært befolkes af frelste hippier, kulturradikale og venstreorienterede. Men hvis man skal være nogenlunde konsistent med denne dhimmi-tankegang (og jeg bruger ikke ordet ofte, for jeg er ikke utvetydigt imod kulturel samarbejde og gensidig respekt!), må den umiddelbare konsekvens være, at man omdannede alle samfundsinstitutioner til noget, der tiltaler ”unge indvandrere”. Ville forslaget fra Marstals side så være at indføre Sharia-jura og kalifat i Danmark og gøre folkekirken muslimsk, for det er jo så synd for indvandrerne?
Hvad i alverden er pointen med det, såfremt man ønsker at fremme kohæsion og integration? Hvordan skaber man bedre vilkår for een gruppe ved at fratage en anden dets ellers uskadelige fornøjelser eller undegrave dens kultur- eller samfundsinstitutioner? Hvem gavner det overhovedet, at man smadrer Roskilde?
Der virker ikke til, at der er nogen pointe, og det gavner vist ingen. Det er symptomatisk rød tankegang, der i bund og grund bliver til, at alle skal have det lige dårligt, mens man har det godt med sig selv over at have det dårligt og dermed være et ”godt menneske” med et ”godt menneskesyn”.
