Det kommende folketingsvalg handler i høj grad om, hvordan vi ønsker at samfundet skal fungere og vækste, og hvordan vi vælger at anskue de vigtigste ressourcer i samfundet – menneskene.
Man kan anskue den aktuelle krise – og vejen ud af krisen – som en matematisk ligning med mange variabler. Hver gang man ændrer på en variabel – f.eks. skatter, afgifter, mængden af bureaukrati, hvor vi kanaliserer pengene hen -, så har det en række positive og/eller negative effekter på det samlede resultat.
Man kan f.eks. hæve skatterne, og dermed få flere penge at fordele på den korte bane. Men højere skatter dræner også erhvervslivet for virkelyst, da det pludselig ikke er så attraktivt at yde en indsats. Gevinsten står ikke mål med indsatsen og risikoen.
Man kan også vælge at investere – i mennesker, jobs og andet som skaber vækst og velstand -, ved at gøre det mere attraktivt at være iværksætter, eller gøre en ekstra indsats på sit job, fordi der er udsigt til en økonomisk gevinst. Faren ved at have en rød regering, som ynder at putte mennesker i kasser, er risikoen for skæve generaliseringer, og deraf følgende skæve/uhensigtsmæssige systemer, som skal regulere, forsørge og begrænse disse menneskers udfoldelsesmuligheder.
Et par oplagte generaliseringer er disse:
1. Alle bankdirektører er uansvarlige, grådige og egoistiske mennesker uden samfundssind, som kun tænker på egen (alt for høje) årsløn, og muligheden for lukrative aktie-optioner.
2. Alle sygeplejersker er hårdtarbejdende, underbetalte men godhjertede mennesker, som hver dag søger at optimere processer og skabe værdi på nye måder, og aldrig opgiver kampen mod det store, onde system.
3. Alle arbejdsløse mennesker er i kronisk underskud af uddannelse, og uddannelse er den eneste stopklods i forhold til fuld beskæftigelse. Med mindre de ikke skriver to meningsløse ansøgninger pr. uge, og dermed beviser at de bare ikke gider arbejde.
4. Alle politikere er alle nogle magthungrende og ben-gnavende banditter, som ikke kunne få et rigtigt job. De fusker og snyder i skat, er håbløst dobbelt-moralske, og vender på en tallerken, hvis det er mere opportunt i forhold til at få flere penge til deres kerne-vælgere. Deres håbløst høje lønninger og pensioner står slet ikke mål med hvor lidt de i virkeligheden laver. De er altid på ferie, og de aner ikke hvad de laver resten af tiden.
Denne form for generaliserende kasse-tænkning er håbløs.
Alle generaliseringer er forkerte (– også denne!).
Og vi kan simpelt hen ikke tillade staten at putte alle borgerne ned i kasser, som vi udmærket ved er skæve i forhold til mange. Eller for den sags skyld bare nogle få.
Som borgere har vi krav på at blive behandlet individuelt, og få så vide rammer som muligt for vores liv og virke. Som borgere har vi nogle basale frihedsrettigheder, som hver dag – hvor de folkevalgte vedtager 26 nye love – undergraves efter salami-metoden. En lille skive ad gangen, indtil enhver tale om personlig frihed, individualisme og velfærd er helt hul og intetsigende.
Helle Thornings kasser er alt for firkantede og skæve.
Alle reglerne og lovene – som for størstedelen er funderet i en frygt for noget – skal administreres, forvaltes, håndhæves og kontrolleres. Dette er én af mange grunde til, at vi i Danmark har den største og mest uproduktive offentlige sektor i OECD-landene. Verdens dyreste folkeskole, som langt fra er verdens bedste. Et af verdens dyreste sundhedsvæsner, som langt fra er verdens bedste.
Helle Thorning og Villy Søvndal siger de vil sætte borgeren i centrum.
Men det er vel også den optimale placering, hvis vi skal bombarderes med love og skatter fra alle sider.
