Jeg har aldrig interesseret mig for fodbold og har irriteret mange af mine fodboldentusiastiske venner med spørgsmålet: "Hvad er det, I går så meget op i? Det spiller jo ingen rolle for dit liv, om det ene eller det andet hold vinder." I sit indlæg, "Efterlyses: Liberal demokratisk succes", pirker Lasse Birk Olesen ligeledes til de af os, der ser Liberal Alliances fremgang i meningsmålingerne som en positiv udvikling. "Hvor og hvornår er det på noget tidspunkt i historien lykkedes varigt at stoppe eller vende statens vækst gennem demokratiet," spørger han.
Lad mig sige det med det samme: Liberal Alliance vil aldrig, uanset hvor meget succes partiet får, stå i spidsen for en omvæltning af staten, hvorefter vi alle vil leve lykkeligt til vores dages ende i et statsløst drømmesamfund. Hvis dette var den "indrømmelse", som Lasse Birk Olesen fiskede efter, kan han derfor stoppe læsningen af mit indlæg allerede nu.
Skulle han dog være interesseret i at læse videre, vil han finde tre gode grunde til, at jeg og andre liberale håber på en fortsat fremgang til Liberal Alliance.
Første grund: Det gør en forskel
Forestil dig, at regeringen har udskrevet valg. Kampen er overstået, folderne er delt ud, og stemmerne talt op. Lars Løkkes største mareridt er blevet til virkelighed: Der er rødt flertal. I sin sejrstale fortæller Helle Thorning om de mange tiltag, hun sammen med Socialistisk Folkeparti vil gennemføre: Millionærskat, kvindekvoter i bestyrelserne, forbud mod købesex og dagpengeperioden skal selvfølgelig hæves til fire år igen. Ole Sohn og Mette Frederiksen glæder sig at sætte sig i ministerbilerne, og Ida Auken ser frem til kampen for at få Hamas fjernet fra EU's terrorliste.
Eller forestil dig et andet scenarie: VKO har fået rent flertal, og Liberal Alliance er røget under spærregrænsen. I sin sejrstale fortæller Lars Løkke om, hvordan regeringen med sine offentlige hjælpepakker førte Danmark gennem krisen, og hvordan man under sloganet "Varig Velfærd" overbeviste vælgerne om at give regeringen endnu fire år ved magten. Pia Kjærsgaard tilføjer, at der ikke bliver rørt ved efterlønnen, så lang tid hun har noget at skulle have sagt, og at skatteforliget med V og K betyder, at der i hvert fald ikke kommer skattelettelser på tale. I avisenerne kan man næste morgen i kronikker læse, at fiaskoen for Liberal Alliance en gang for alle beviser, at det er halsløs gerning af føre borgerlig-liberal politik i Danmark.
Endelig er der et tredje scenarie: Blå blok består, men Liberal Alliance sidder på de afgørende mandater. Med gnister i sine blå øjne forklarer Anders Samuelsen, hvordan man vil støtte en borgerlig regering mod til gengæld at få indrømmelser på sine fire mærkesager: Lavere skat, højere vækst, mere for pengene i den offentlige sektor og mere personlig frihed. For rullende kameraer tilbereder feststemte medlemmer af Liberal Alliances Ungdom en hat til kommentatoren Henrik Qvortrup, som han langt om længe får tygget sig igennem.
Som erklæret anarko-kapitalist vil Lasse Birk Olesen sandsynligvis indvende, at det er lige meget, hvilket af disse scenarier, der bliver til virkelighed. Selv hvis man reducerer skatten til en procent, vil det altid være en procent for meget. Og den holdning skal han have lov til at have. Men hvorfor ikke stræbe efter de forbedringer, man kan få igennem? Hvorfor lade det perfekte være det godes fjende?
Anden grund: Ord flytter holdninger
Man skal ikke undervurdere politikeres rolle som meningsdannere. Hvad enten det er Anders Samuelsen, der taler om nødvendigheden af økonomiske reformer, eller Simon Emil Ammitzbøll, der hudfletter Big Mother-statens tilhængere, er det med til at få manges øjne op for, hvorfor en stadig voksende stat ikke er lykken.
For et konkret eksempel på politikeres evne til at påvirke folkestemning, kan man se på andelen af borgere med henholdsvis venstre- og højreorienterede holdninger gennem tiden. Op gennem firserne steg andelen af borgere, der var højreorienterede i spørgsmål om personligt ansvar, økonomisk omfordeling og statens kontrol med erhvervslivet. Men i 2001 foretog kurven et skarpt dyk.
Det har højst sandsynligt noget at gøre med, at Danmark fra 1982 til 1998 havde borgerlige partiledere som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen, der overbevisende kunne argumentere for den borgerligt-liberale sag. Og når der fra 2001 til 2007 (det sidste år, hvor vi har data fra) er blevet flere vælgere, der ønsker en venstreorienteret politik, skyldes det nok, at vi under Anders Fogh har haft en regering, der netop opførte sig, som om en sådan politik var ønskværdig.
Tredje grund: Lad hver fugl synge med sit næb
I en kommentar til sit indlæg skriver Lasse Birk Olesen:
"Jeg tænker nogle gange over, hvor vi mon ville være i dag, hvis de penge der de sidste 5 år er blevet doneret til partier og tænketanke fra erhvervslivet rent faktisk blev brugt på at skabe et nyt samfund uden for den danske stat, i stedet for at prøve at ændre den indefra."
Dette er et sympatisk ønske, men har desværre ikke meget at gøre med virkeligheden. Langt, langt de fleste af de mennesker, der donerer penge til partier, har ingen interesse i at skabe et statsløst samfund. Og tilsvarende er det ganske få af de mennesker, der bruger deres energi på politisk arbejde, der ønsker at gå lige så langt som Lasse Birk Olesen. Alternativet til at disse ressourcer var gået til at fremme liberal politik er derfor ikke, at de var gået til at fremme et statsløst samfund: Alternativet er, at de slet ikke ville være blevet brugt (i hvert fald ikke på en af disse sager).
I stedet for at forlange, at alle, der ikke lige deler ens vision for det perfekte samfund, skal blive siddende med hænderne i skødet, hvorfor så ikke byde dem velkommen? Fortælle alle liberale kræfter, at selv om vi er uenige i, hvor endemålet befinder sig, er vi alle enige om at trække samfundet i en mere liberal retning.
Modsat socialister, der vil trække en “one size fits all”-løsning ned over samfundet, sætter liberale pris på markedets mangfoldighed. Og sådan bør det også være, når det drejer sig om at påvirke verden omkring os. Nogle foretrækker at sidde under skrivebordslampen og utrætteligt skrive læserbreve og kronikker. Nogle klatrer gladeligt rundt i lygtepæle for at hænge valgplakater op, i regn eller blæst. Og nogle, som Lasse Birk Olesen, gør et ufatteligt stort arbejde ved at skabe opmærksomhed omkring seasteading, hvor man kan flytte ud på sin båd og sejle væk fra staten. Så længe hver enkelt føler sig tilpas med at gøre, hvad han eller hun gør, vil jeg altid glæde mig over, at det liberale budskab kommer ud på så mange forskellige måder.
Mikkel Kruse er miljø- og energiordfører for Liberal Alliances Ungdom og kan findes på Facebook og på Twitter.
Lad mig sige det med det samme: Liberal Alliance vil aldrig, uanset hvor meget succes partiet får, stå i spidsen for en omvæltning af staten, hvorefter vi alle vil leve lykkeligt til vores dages ende i et statsløst drømmesamfund. Hvis dette var den "indrømmelse", som Lasse Birk Olesen fiskede efter, kan han derfor stoppe læsningen af mit indlæg allerede nu.
Skulle han dog være interesseret i at læse videre, vil han finde tre gode grunde til, at jeg og andre liberale håber på en fortsat fremgang til Liberal Alliance.
Første grund: Det gør en forskel
Forestil dig, at regeringen har udskrevet valg. Kampen er overstået, folderne er delt ud, og stemmerne talt op. Lars Løkkes største mareridt er blevet til virkelighed: Der er rødt flertal. I sin sejrstale fortæller Helle Thorning om de mange tiltag, hun sammen med Socialistisk Folkeparti vil gennemføre: Millionærskat, kvindekvoter i bestyrelserne, forbud mod købesex og dagpengeperioden skal selvfølgelig hæves til fire år igen. Ole Sohn og Mette Frederiksen glæder sig at sætte sig i ministerbilerne, og Ida Auken ser frem til kampen for at få Hamas fjernet fra EU's terrorliste.
Eller forestil dig et andet scenarie: VKO har fået rent flertal, og Liberal Alliance er røget under spærregrænsen. I sin sejrstale fortæller Lars Løkke om, hvordan regeringen med sine offentlige hjælpepakker førte Danmark gennem krisen, og hvordan man under sloganet "Varig Velfærd" overbeviste vælgerne om at give regeringen endnu fire år ved magten. Pia Kjærsgaard tilføjer, at der ikke bliver rørt ved efterlønnen, så lang tid hun har noget at skulle have sagt, og at skatteforliget med V og K betyder, at der i hvert fald ikke kommer skattelettelser på tale. I avisenerne kan man næste morgen i kronikker læse, at fiaskoen for Liberal Alliance en gang for alle beviser, at det er halsløs gerning af føre borgerlig-liberal politik i Danmark.
Endelig er der et tredje scenarie: Blå blok består, men Liberal Alliance sidder på de afgørende mandater. Med gnister i sine blå øjne forklarer Anders Samuelsen, hvordan man vil støtte en borgerlig regering mod til gengæld at få indrømmelser på sine fire mærkesager: Lavere skat, højere vækst, mere for pengene i den offentlige sektor og mere personlig frihed. For rullende kameraer tilbereder feststemte medlemmer af Liberal Alliances Ungdom en hat til kommentatoren Henrik Qvortrup, som han langt om længe får tygget sig igennem.
Som erklæret anarko-kapitalist vil Lasse Birk Olesen sandsynligvis indvende, at det er lige meget, hvilket af disse scenarier, der bliver til virkelighed. Selv hvis man reducerer skatten til en procent, vil det altid være en procent for meget. Og den holdning skal han have lov til at have. Men hvorfor ikke stræbe efter de forbedringer, man kan få igennem? Hvorfor lade det perfekte være det godes fjende?
Anden grund: Ord flytter holdninger
Man skal ikke undervurdere politikeres rolle som meningsdannere. Hvad enten det er Anders Samuelsen, der taler om nødvendigheden af økonomiske reformer, eller Simon Emil Ammitzbøll, der hudfletter Big Mother-statens tilhængere, er det med til at få manges øjne op for, hvorfor en stadig voksende stat ikke er lykken.
For et konkret eksempel på politikeres evne til at påvirke folkestemning, kan man se på andelen af borgere med henholdsvis venstre- og højreorienterede holdninger gennem tiden. Op gennem firserne steg andelen af borgere, der var højreorienterede i spørgsmål om personligt ansvar, økonomisk omfordeling og statens kontrol med erhvervslivet. Men i 2001 foretog kurven et skarpt dyk.
Det har højst sandsynligt noget at gøre med, at Danmark fra 1982 til 1998 havde borgerlige partiledere som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen, der overbevisende kunne argumentere for den borgerligt-liberale sag. Og når der fra 2001 til 2007 (det sidste år, hvor vi har data fra) er blevet flere vælgere, der ønsker en venstreorienteret politik, skyldes det nok, at vi under Anders Fogh har haft en regering, der netop opførte sig, som om en sådan politik var ønskværdig.
Tredje grund: Lad hver fugl synge med sit næb
I en kommentar til sit indlæg skriver Lasse Birk Olesen:
"Jeg tænker nogle gange over, hvor vi mon ville være i dag, hvis de penge der de sidste 5 år er blevet doneret til partier og tænketanke fra erhvervslivet rent faktisk blev brugt på at skabe et nyt samfund uden for den danske stat, i stedet for at prøve at ændre den indefra."
Dette er et sympatisk ønske, men har desværre ikke meget at gøre med virkeligheden. Langt, langt de fleste af de mennesker, der donerer penge til partier, har ingen interesse i at skabe et statsløst samfund. Og tilsvarende er det ganske få af de mennesker, der bruger deres energi på politisk arbejde, der ønsker at gå lige så langt som Lasse Birk Olesen. Alternativet til at disse ressourcer var gået til at fremme liberal politik er derfor ikke, at de var gået til at fremme et statsløst samfund: Alternativet er, at de slet ikke ville være blevet brugt (i hvert fald ikke på en af disse sager).
I stedet for at forlange, at alle, der ikke lige deler ens vision for det perfekte samfund, skal blive siddende med hænderne i skødet, hvorfor så ikke byde dem velkommen? Fortælle alle liberale kræfter, at selv om vi er uenige i, hvor endemålet befinder sig, er vi alle enige om at trække samfundet i en mere liberal retning.
Modsat socialister, der vil trække en “one size fits all”-løsning ned over samfundet, sætter liberale pris på markedets mangfoldighed. Og sådan bør det også være, når det drejer sig om at påvirke verden omkring os. Nogle foretrækker at sidde under skrivebordslampen og utrætteligt skrive læserbreve og kronikker. Nogle klatrer gladeligt rundt i lygtepæle for at hænge valgplakater op, i regn eller blæst. Og nogle, som Lasse Birk Olesen, gør et ufatteligt stort arbejde ved at skabe opmærksomhed omkring seasteading, hvor man kan flytte ud på sin båd og sejle væk fra staten. Så længe hver enkelt føler sig tilpas med at gøre, hvad han eller hun gør, vil jeg altid glæde mig over, at det liberale budskab kommer ud på så mange forskellige måder.
Mikkel Kruse er miljø- og energiordfører for Liberal Alliances Ungdom og kan findes på Facebook og på Twitter.
