Hvis den såkaldte "krig mod hash" var en rigtig krig, ville vi for længst have trukket tropperne hjem. Forbuddet har vist sig nytteløst, og i København kæmper banderne om det illegale marked. På den borgerlige fløj, hvor man ofte holder skåltaler om den personlige frihed og den begrænsede statsmagt, kan det derfor undre, at Liberal Alliance står mutters alene med et forslag om at afkriminalisere hash.
Siden hash i 1955 blev forbudt i Danmark, har myndighederne kæmpet en indædt kamp imod den grønne plante. Men et halvt århundredes dansk indsats lader ikke til at have haft nogen effekt på hashforbruget. En rapport fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug viste forleden, at Danmark har en europarekord i hashrygere, med næsten fire ud af ti danskere (38,6 pct.), der på et tidspunkt har prøvet at ryge hash.
Heller ikke andre lande lader til at opleve en sammenhæng mellem forbud og forbrug af hash. Faktisk har lande som Danmark, Sverige og Storbritannien, der alle har en streng narkotikalovgivning, et højere forbrug end Holland og Portugal, hvor lovgivningen er mere liberal. Som en rapport fra den britiske Drug Policy Commission (PDF) har påpeget:
"Der er ikke mange data, fra Storbritanien eller fra noget andet land, der tyder på, at narkopolitikken påvirker hverken antallet af stofbrugere eller andelen af stofbrugere, der er afhængige."
Tallene giver anledning til at diskutere, om vi fortsat skal have et forbud mod hash. Hashrygning skader ikke andre end rygeren selv, og i en tid, hvor politiet ofte må afvise at rykke ud til nødstedte borgere, kan det undre, at man bruger ressourcer på at forhindre ellers lovlydige mennesker i at få fingre i lidt fjolletobak.
Kampen om hampen
I 1920'erne og -30'ernes USA havde man gennem et alkoholforbud tørlagt landet. I hvert fald på papiret. Ude i virkeligheden drak amerikanerne lige så meget - hvis ikke mere - som da forbuddet trådte i kraft. Samtidig skabte lovgivningen et illegalt marked for alkohol, som hurtigt blev overtaget af gangstere som Al Capone.
At forbuddet mod hash har haft en lignende effekt på kriminaliteten, kan københavnere skrive under på. Siden Pusherstreet på Christiania blev ryddet, er hashhandlen blevet spredt ud over hele byen, og bandekriminaliteten er eksploderet. Lysten til at ryge sig skæv vil altid eksistere, uanset hvad alvorstunge politikere siger. Og hvis danskerne ikke kan få deres stoffer fra lovlydige forhandlere, må de opsøge mere lyssky forretningspartnere. Hvert år omsættes for 1 mia. kr. i hashhandel alene i Købehavn og 2 mia. kr. på landsplan. Det er dette lukrative marked, som banderne kæmper om, når kuglerne flyver om ørene på børnefamilier og andre uskyldige borgere.
Banderne kæmper naturligvis også om andre ting, men Rigspolitiet vurderer, at kampen om hashmarkedet (sammen med personstridigheder mellem banderne) er den vigtigste årsag til bandekrigen.
Når det gælder indsatsen mod banderne, kan der spilles på flere strenge: Mere politi, strengere straffe, tidligere indgreb mod lillebrødrene og tiltag, der gør det lettere at skifte den kriminelle løbebane ud med et ærligt job. Men så længe der er penge at tjene på det illegale hashmarked, vil der fortsat være et rekrutteringsgrundlag for banderne.
Ikke mere skadeligt end andre rusmidler
Når forbuddet mod hash skal retfærdiggøres, er det oftest påstanden om stoffets farlighed, der trækkes af stalden. Og lad det være sagt med det samme: Hash er ikke uskadeligt. Det er alkohol og tobak dog heller ikke, uden at vi af den grund ser det nødvendigt at skride til et forbud.
Det er en myte, at hash er mere farligt end de lovlige rusmidler: "En stort set enig sagkundskab mener, at hash ikke er mere skadeligt/farligt end alkohol og tobak," som socialoverlæge i København, Peter Ege, påpeger.
Desuden er hash mindre afhængighedsskabende end eksempelvis tobak. De fleste unge, der prøver hash, holder op af sig selv, efterhånden som de bliver ældre. Til sammenligning er det sværere at kvitte tobakken, og for unge, der begynder som festrygere, bliver tobaksrygning ofte en daglig vane.
Selv hvis det virkelig var tilfældet, at hash var markant mere farligt end lovlige rusmidler som tobak og alkohol, ville et forbud stadig ikke være løsningen. I de sidste 50 har de danske myndigheder slået hårdt ned på hashbrugerne, uden anden effekt end at gøre den forbudne frugt mere tiltrækkende. En frigivelse af hash ville derimod bringe forbruget frem i lyset, så det ville blive lettere at behandle de problemer, der følger med et højt indtag.
Giv hashen fri
Hash er blevet en varm kartoffel i den københavnske kommunalvalgkamp. Venstrefløjen på Rådhuset har således foreslået at indføre en kommunal forsøgsordning, hvor statsejede butikker får lov til at sælge stoffet. Desværre er forslaget ren valggøgl, for en sådan forsøgsordning kan kun gennemføres med Folketingets accept. Og i hverken Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti eller Det Radikale Venstre vil man lytte til sine kommunale partifællers forslag. Heller ikke de borgerlige partier vil sætte hashen fri, men her forsøger man dog ikke at foregøgle vælgerne noget andet, når der føres kommunalvalgkamp.
Liberal Alliance er det eneste borgerlige parti, der både i kommunalvalgkampen og i Folketingssalen taler for fri hash. Hvilket er ærgerligt, når man tænker på de mange fordele, en lempelse af forbuddet ville give: Mere ro i gaderne, når der ikke længere er et illegalt marked at kæmpe om. En mere effektiv indsats mod overforbrug, når hashrygere kan tåle åbent om deres forbrug. For slet ikke at tale om et mere frit Danmark, når politiet ikke længere skal kropsvisitere lovlydige borgere i jagten på en joint.
Fri hash vedrører ikke kun Christiania-flippere og gymnasie-pothoveder. Det bør optage alle, der gerne vil gå en tur på Nørrebro uden at risikere at blive skudt. Alle, der gerne vil have et ærligt svar, når de spørger deres teenagebørn, om de ryger hash. For ikke at glemme alle os frihedsorienterede mennesker, der bare ikke mener, at staten skal bestemme over, hvad vi gør med vores egen krop.
Siden hash i 1955 blev forbudt i Danmark, har myndighederne kæmpet en indædt kamp imod den grønne plante. Men et halvt århundredes dansk indsats lader ikke til at have haft nogen effekt på hashforbruget. En rapport fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug viste forleden, at Danmark har en europarekord i hashrygere, med næsten fire ud af ti danskere (38,6 pct.), der på et tidspunkt har prøvet at ryge hash.
Heller ikke andre lande lader til at opleve en sammenhæng mellem forbud og forbrug af hash. Faktisk har lande som Danmark, Sverige og Storbritannien, der alle har en streng narkotikalovgivning, et højere forbrug end Holland og Portugal, hvor lovgivningen er mere liberal. Som en rapport fra den britiske Drug Policy Commission (PDF) har påpeget:
"Der er ikke mange data, fra Storbritanien eller fra noget andet land, der tyder på, at narkopolitikken påvirker hverken antallet af stofbrugere eller andelen af stofbrugere, der er afhængige."
Tallene giver anledning til at diskutere, om vi fortsat skal have et forbud mod hash. Hashrygning skader ikke andre end rygeren selv, og i en tid, hvor politiet ofte må afvise at rykke ud til nødstedte borgere, kan det undre, at man bruger ressourcer på at forhindre ellers lovlydige mennesker i at få fingre i lidt fjolletobak.
Kampen om hampen
I 1920'erne og -30'ernes USA havde man gennem et alkoholforbud tørlagt landet. I hvert fald på papiret. Ude i virkeligheden drak amerikanerne lige så meget - hvis ikke mere - som da forbuddet trådte i kraft. Samtidig skabte lovgivningen et illegalt marked for alkohol, som hurtigt blev overtaget af gangstere som Al Capone.
At forbuddet mod hash har haft en lignende effekt på kriminaliteten, kan københavnere skrive under på. Siden Pusherstreet på Christiania blev ryddet, er hashhandlen blevet spredt ud over hele byen, og bandekriminaliteten er eksploderet. Lysten til at ryge sig skæv vil altid eksistere, uanset hvad alvorstunge politikere siger. Og hvis danskerne ikke kan få deres stoffer fra lovlydige forhandlere, må de opsøge mere lyssky forretningspartnere. Hvert år omsættes for 1 mia. kr. i hashhandel alene i Købehavn og 2 mia. kr. på landsplan. Det er dette lukrative marked, som banderne kæmper om, når kuglerne flyver om ørene på børnefamilier og andre uskyldige borgere.
Banderne kæmper naturligvis også om andre ting, men Rigspolitiet vurderer, at kampen om hashmarkedet (sammen med personstridigheder mellem banderne) er den vigtigste årsag til bandekrigen.
Når det gælder indsatsen mod banderne, kan der spilles på flere strenge: Mere politi, strengere straffe, tidligere indgreb mod lillebrødrene og tiltag, der gør det lettere at skifte den kriminelle løbebane ud med et ærligt job. Men så længe der er penge at tjene på det illegale hashmarked, vil der fortsat være et rekrutteringsgrundlag for banderne.
Ikke mere skadeligt end andre rusmidler
Når forbuddet mod hash skal retfærdiggøres, er det oftest påstanden om stoffets farlighed, der trækkes af stalden. Og lad det være sagt med det samme: Hash er ikke uskadeligt. Det er alkohol og tobak dog heller ikke, uden at vi af den grund ser det nødvendigt at skride til et forbud.
Det er en myte, at hash er mere farligt end de lovlige rusmidler: "En stort set enig sagkundskab mener, at hash ikke er mere skadeligt/farligt end alkohol og tobak," som socialoverlæge i København, Peter Ege, påpeger.
Desuden er hash mindre afhængighedsskabende end eksempelvis tobak. De fleste unge, der prøver hash, holder op af sig selv, efterhånden som de bliver ældre. Til sammenligning er det sværere at kvitte tobakken, og for unge, der begynder som festrygere, bliver tobaksrygning ofte en daglig vane.
Selv hvis det virkelig var tilfældet, at hash var markant mere farligt end lovlige rusmidler som tobak og alkohol, ville et forbud stadig ikke være løsningen. I de sidste 50 har de danske myndigheder slået hårdt ned på hashbrugerne, uden anden effekt end at gøre den forbudne frugt mere tiltrækkende. En frigivelse af hash ville derimod bringe forbruget frem i lyset, så det ville blive lettere at behandle de problemer, der følger med et højt indtag.
Giv hashen fri
Hash er blevet en varm kartoffel i den københavnske kommunalvalgkamp. Venstrefløjen på Rådhuset har således foreslået at indføre en kommunal forsøgsordning, hvor statsejede butikker får lov til at sælge stoffet. Desværre er forslaget ren valggøgl, for en sådan forsøgsordning kan kun gennemføres med Folketingets accept. Og i hverken Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti eller Det Radikale Venstre vil man lytte til sine kommunale partifællers forslag. Heller ikke de borgerlige partier vil sætte hashen fri, men her forsøger man dog ikke at foregøgle vælgerne noget andet, når der føres kommunalvalgkamp.
Liberal Alliance er det eneste borgerlige parti, der både i kommunalvalgkampen og i Folketingssalen taler for fri hash. Hvilket er ærgerligt, når man tænker på de mange fordele, en lempelse af forbuddet ville give: Mere ro i gaderne, når der ikke længere er et illegalt marked at kæmpe om. En mere effektiv indsats mod overforbrug, når hashrygere kan tåle åbent om deres forbrug. For slet ikke at tale om et mere frit Danmark, når politiet ikke længere skal kropsvisitere lovlydige borgere i jagten på en joint.
Fri hash vedrører ikke kun Christiania-flippere og gymnasie-pothoveder. Det bør optage alle, der gerne vil gå en tur på Nørrebro uden at risikere at blive skudt. Alle, der gerne vil have et ærligt svar, når de spørger deres teenagebørn, om de ryger hash. For ikke at glemme alle os frihedsorienterede mennesker, der bare ikke mener, at staten skal bestemme over, hvad vi gør med vores egen krop.
