LEDER: Engang var velfærdsstatens raison d'être, at folk, der ikke kan klare sig selv, skal have hjælp. Det var dengang.
I dag kan man se LO-formand Harald Børsting kræve en ret for alle, der blot er fyldt 60 år, til at blive forsørget af velfærdsstaten på en efterløn, fordi alternativet er, at de skal være med til at sandsynliggøre, at de ikke er i stand til at arbejde.
Dette at skulle deltage i en dokumentationsproces, der kan vise ens uarbejdsdygtighed, er simpelthen "uværdigt", lød det fra Børsting i mandagens sene tv-avis. Man skal have pengene udbetalt uden videre. Selvom et sted mellem 71 og 84 procent af efterlønnerne er uden skavanker, der gør, at de ikke kan arbejde, så bør velfærdsstaten alligevel forsørge dem, mener man i den danske "arbejder"-bevægelse.
De kan rende og hoppe, kan de. Det der vil vi simpelthen ikke betale skat til. Harald Børstings fornemmelser for uværdighed er intet andet end en dårlig undskyldning for, at hans medlemmer skal kunne forgribe sig på medborgernes indkomster uden anden grund end tilbagelænet magelighed.
Det er rart at kunne holde fri, når man er fyldt 60 år - det medgiver vi gerne. Men det er også rart for folk, der er i arbejde, at kunne arbejde lidt mindre, fordi de ikke skal forsørge deres nabo på efterløn, før de har penge nok til sig selv.
For hver dansker på efterløn er der en anden dansker i arbejde, som ikke alene må slide for at få mad på sit eget bord, men også for at få mad på efterlønnerens bord. Børsting og LO skylder svar på, hvorfor det er rimeligt, når efterlønneren lige så godt kan arbejde for sit eget måltid.
