Den Korte Avis skriver at Thorning "højst taler til hver tredje dansker", men det virkelige problem er, at selv denne tredjedel ikke gider at lytte til det hun siger. Det store og relevante spørgsmål for mange er, om landet overhovedet har en statsminister af gavn - vi har naturligvis en af navn, for det skal vi iflg. forfatningen.
Helle Thornings problem er, at hun ikke har en "fortælling" som det hedder på moderne dansk - og så har hun hverken pondus eller karisma. Hun blev statsminister på en klassisk socialdemokratisk fortælling om politiske initiativer der skulle sætte gang i beskæftigelsen og rette op på økonomien, om mere offentlig velfærd og om omfordeling. Men realiteterne er som bekendt blevet noget helt andet.
Vi har et træt statsminister, som sidder i spidsen for en træt regering, der som en anden Münchausen forsøger at trætte sig op ved håret. Og vi har en statsminister, som er mere interesseret i at rejse rundt og "repræsentere", og som konsekvent holder sig ude at syne, når der er pågår store og vigtige forhandlinger. Hun behøver ikke at være i maskinrummet hver dag, men hun bør ikke efterlade tvivl om at hun er på broen og udstikker kursen. Det evner hun tydeligvis ikke.
Overfor dette står de borgerlige partier, som med Venstre i spidsen har skabt en fortælling, der har et stærkt folkeligt appeal. Den handler først og fremmest om at der skal tages mere hensyn til de produktive klassers behov – både arbejdsgivere og lønmodtagere. Virksomhederne skal have bedre rammevilkår, og såvel virksomheder som de arbejdende skal have lavere skat. Den private sektor skal styrkes markant i forhold til den offentlige. Se det kan vælgerne forholde sig til.
Venstre bliver naturligvis hele tiden konfronteret med det faktum, at de har siddet ved magten i 10 af de seneste 11 år, men det problem er de også ved at smyge af sig ved - som f.eks. Claus Hjort Frederiksen - at bøje hovedet og anerkende, at ikke alt er gjort godt nok, men at det nu er mere interessant at kigge fremad.
Helle Thorning proklamerede på valgaftenen at "vi gjorde det" - men umiddelbart bagefter stoppede hun med at gøre noget som helst og begyndte at snakke udenom og kritisere den foregående regering. Resultatet er, at Helle Thorning nu mere end noget andet forbindes med de snakkende akademiske klasser – både i form og indhold - og det er ingen ros.
