Dagens klumme: Thomas Johannes Erichsen fortæller om venstrefløjens nye - eller er det ældgammelt? - syn på kunst.
"Kunst skal ikke noget som helst", ifølge billedkunstner Bjørn Nørgaard, og man kunne i forlængelse sige, at "kunsten skal det hele", gennemprøve alle muligheder, ikke lægge sig fast på ét særligt udtryk eller indhold, det ville være at reducere fantasiens, skønhedens, filosofiens og samfundskritikkens samlede projekt til noget frygtelig enøjet.
Kulturministeren hævder rask væk, at kunsten skal provokere, men hvis formålet bare er at skabe opmærksomhed omkring værket, kunne man med samme ret hævde, at kunsten skal være urimelig smuk - det skal nok også få folk til at dreje hovederne.
Pia Kjærsgaard overtager gerne posten efter Carina Christensen og vil som kulturminister give kunsten tilbage til folket - således ville hun i hvert fald nok formulere det selv. Væk med lort på dåse, udstoppede hundehvalpe og andre happenings, tilbage til den traditionelle og skarpe afgrænsning mellem kunst og grim hverdag, kunsten er hellig og så alligevel i fare for at blive banal under Pia Kjærsgaard.
Kunsten skal løfte dannelsesniveaet, værne om kulturarven, hvad er et samfund uden, hvor er skønheden, selve demokratiet styrkes gennem kunst og kultur, det er bare med at komme i gang, og det har Venstres Søren Pind gjort, en liberal der overrasker med forslag om øget kunststøtte, fordi han er overbevist om, at kunsten er medvirkende til at skabe sammenhængskraft i Danmark.
Eller man kan forvandle kunsten til en fuldstændig ideologifri zone, befriet for budskaber, politiske argumenter, kritik og personlige værdier - det har æstetikeren Olafur Eliasson gjort. Eneste fællesnævner for hans værker er skønheden, og den er der også i den grad brug for i et samfund, hvor der er tendens til at forveksle det lækre og komfortable med det skønne, med det æstetiske, når sanseapparatet oversvømmes med vitale farvespektra eller ombølges af skønsang.
Men skal kunsten ikke også fortælle os noget om livet? Måske, måske ikke, men det er ikke et dilemma for venstrefløjens nye enfant terrible, Mikkel Bolt, Ph.d og lektor i Kunsthistorie, der ligefrem hævder, at kunsten skal ud i livet, aktiveres, skride til direkte politisk handling. I sin bog "Avantgardens Selvmord" trækker Mikkel Bolt vejret dybt ind og puster så liv i et nyt aktivistisk og antikapitalistisk kunstprogram, der skal helbrede samfundet for småborgerlighed, racisme, materialisme og vaffelflad underholdning. Avantgarden er færdig, den er blevet kommerciel, resten af kunstnerne bekymrer sig ikke om den umenneskelige politiske situation, folk er blevet vippet ud af deres lejligheder som følge af et boligmarked ude af kontrol, en canyon deler rig og fattig, og endelig er de småborgerlige blevet næsten stolte af deres fremmedfjendskhed.
Bolt siger: "Det jeg synes, der er slående, når man kigger ud over den danske samtidskunst, det er, at der for eksempel er meget meget få kunstnere, som prøver på at forholde sig kritisk til, hvad skal man sige, den politiske dagsorden, som der er blevet, som den er herhjemme aktuelt. Det vil sige, det er sådan noget som for eksempel, stigmatiseringen og hetz af fremmede, primært muslimer."
Borgerlig ensretning og Dansk Folkeparti er kernepunkterne i Bolts samfundskritik, alternative livsstile efterlyses, hvorfor Bolt også kan hævde, at "piratfesten i Hyskenstræde var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum". Bolt er ikke bleg for at sætte kunsten over lov og ret, samfundet er så moralsk råddent, at der må helt nye strategier til, ny verden, nye midler, kunsten har en mission, omsider.
I denne prekære sag er Mikkel Bolt imidlertid en af de små fisk. Hvis man betragter kulturpersonligheder i det bagland, som deler Bolts vrede og had til nationalborgerligheden, så afslører virkelig tunge drenge i dansk kulturliv en tilsvarende afsky for danskheden og alt, hvad dertil hører af dårlige egenskaber.
Carsten Jensen spørger hvad de læser i forstæderne - de læser Stieg Larsson og fy-for-py-for! Villavejenes stille lykke er den larmende ulykke, og i sine seneste essays i Information markerer Jensen sig stærkt på den anti-borligelige front. Almindelige mennesker beskrives som "den klasse der gennem en overvældende mængde af sociale koder kontrollerer sig selv. Den har ikke blot koder for sex, men også for flirt og utroskab. Hvad drømmer den om? Den drømmer om at undslippe det tyranni, den udøver over sig selv". Jensen er fascineret af den tvang, der tilsyneladende foregår i middelklassen, den trykkoger som livet i forstæderne kan være, hvordan kontrollen i sidste ende har volden til følge: "Meningsløs vold er det eneste, der giver mening i en verden overlæsset med betydning og reguleret af sociale koder helt ned på følelsernes mikroplan". Ja, Jensen, nogle generaliserer desværre over muslimer, men her generaliseres over almindelige mennesker som ingen andre steder.
En endnu mere håndfast kritik af middelklassen leverer søjlen hos den danske lyriker Peter Laugesen, også i Information. Laugesen er en vred mand, der ikke kan finde sig tilrette med et flertal af danskerne: "Total indavl vil i det lange løb føre til savlende degenereret åndssløvhed, og det er måske den, der har ramt dette lille indavlede, bajersvingende kolonihavefolk". Ja, så kan de lære det, folk og fæ der står tidligt op om morgenen og går på arbejde, betaler skat så Laugesen kan få sin kunststøtte og svine de endimensionelle eksistenser grundigt til - det er helt, som det skal være.
Venstrefløjsfolk har et godt greb i dansk kultur. Liberale eller konservative er ikke meget til stede i kulturlivet, men det ligger heller ikke til højrefløjen at påsmøre andre mennesker bestemte værdier, det må man selv rode med. I det hele taget bliver meget kunst uinteressant, hvis den blot benyttes som medium for politiske og semi-eksistentielle holdninger. Og derfor er det en fornøjelse, en befrielse at kaste sig over Olafur Eliassons rene værker, en smuk, uplettet og formstærk kunst, levende og berusende, værker der aldrig reduceres til taleskakt for egne frustrerede holdninger, aah ...
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i Moderne Kultur og Filosofi og lærer
"Kunst skal ikke noget som helst", ifølge billedkunstner Bjørn Nørgaard, og man kunne i forlængelse sige, at "kunsten skal det hele", gennemprøve alle muligheder, ikke lægge sig fast på ét særligt udtryk eller indhold, det ville være at reducere fantasiens, skønhedens, filosofiens og samfundskritikkens samlede projekt til noget frygtelig enøjet.
Kulturministeren hævder rask væk, at kunsten skal provokere, men hvis formålet bare er at skabe opmærksomhed omkring værket, kunne man med samme ret hævde, at kunsten skal være urimelig smuk - det skal nok også få folk til at dreje hovederne.
Pia Kjærsgaard overtager gerne posten efter Carina Christensen og vil som kulturminister give kunsten tilbage til folket - således ville hun i hvert fald nok formulere det selv. Væk med lort på dåse, udstoppede hundehvalpe og andre happenings, tilbage til den traditionelle og skarpe afgrænsning mellem kunst og grim hverdag, kunsten er hellig og så alligevel i fare for at blive banal under Pia Kjærsgaard.
Kunsten skal løfte dannelsesniveaet, værne om kulturarven, hvad er et samfund uden, hvor er skønheden, selve demokratiet styrkes gennem kunst og kultur, det er bare med at komme i gang, og det har Venstres Søren Pind gjort, en liberal der overrasker med forslag om øget kunststøtte, fordi han er overbevist om, at kunsten er medvirkende til at skabe sammenhængskraft i Danmark.
Eller man kan forvandle kunsten til en fuldstændig ideologifri zone, befriet for budskaber, politiske argumenter, kritik og personlige værdier - det har æstetikeren Olafur Eliasson gjort. Eneste fællesnævner for hans værker er skønheden, og den er der også i den grad brug for i et samfund, hvor der er tendens til at forveksle det lækre og komfortable med det skønne, med det æstetiske, når sanseapparatet oversvømmes med vitale farvespektra eller ombølges af skønsang.
Men skal kunsten ikke også fortælle os noget om livet? Måske, måske ikke, men det er ikke et dilemma for venstrefløjens nye enfant terrible, Mikkel Bolt, Ph.d og lektor i Kunsthistorie, der ligefrem hævder, at kunsten skal ud i livet, aktiveres, skride til direkte politisk handling. I sin bog "Avantgardens Selvmord" trækker Mikkel Bolt vejret dybt ind og puster så liv i et nyt aktivistisk og antikapitalistisk kunstprogram, der skal helbrede samfundet for småborgerlighed, racisme, materialisme og vaffelflad underholdning. Avantgarden er færdig, den er blevet kommerciel, resten af kunstnerne bekymrer sig ikke om den umenneskelige politiske situation, folk er blevet vippet ud af deres lejligheder som følge af et boligmarked ude af kontrol, en canyon deler rig og fattig, og endelig er de småborgerlige blevet næsten stolte af deres fremmedfjendskhed.
Bolt siger: "Det jeg synes, der er slående, når man kigger ud over den danske samtidskunst, det er, at der for eksempel er meget meget få kunstnere, som prøver på at forholde sig kritisk til, hvad skal man sige, den politiske dagsorden, som der er blevet, som den er herhjemme aktuelt. Det vil sige, det er sådan noget som for eksempel, stigmatiseringen og hetz af fremmede, primært muslimer."
Borgerlig ensretning og Dansk Folkeparti er kernepunkterne i Bolts samfundskritik, alternative livsstile efterlyses, hvorfor Bolt også kan hævde, at "piratfesten i Hyskenstræde var en enorm kreativ tilegnelse af et ellers helt kolonialiseret offentligt rum". Bolt er ikke bleg for at sætte kunsten over lov og ret, samfundet er så moralsk råddent, at der må helt nye strategier til, ny verden, nye midler, kunsten har en mission, omsider.
I denne prekære sag er Mikkel Bolt imidlertid en af de små fisk. Hvis man betragter kulturpersonligheder i det bagland, som deler Bolts vrede og had til nationalborgerligheden, så afslører virkelig tunge drenge i dansk kulturliv en tilsvarende afsky for danskheden og alt, hvad dertil hører af dårlige egenskaber.
Carsten Jensen spørger hvad de læser i forstæderne - de læser Stieg Larsson og fy-for-py-for! Villavejenes stille lykke er den larmende ulykke, og i sine seneste essays i Information markerer Jensen sig stærkt på den anti-borligelige front. Almindelige mennesker beskrives som "den klasse der gennem en overvældende mængde af sociale koder kontrollerer sig selv. Den har ikke blot koder for sex, men også for flirt og utroskab. Hvad drømmer den om? Den drømmer om at undslippe det tyranni, den udøver over sig selv". Jensen er fascineret af den tvang, der tilsyneladende foregår i middelklassen, den trykkoger som livet i forstæderne kan være, hvordan kontrollen i sidste ende har volden til følge: "Meningsløs vold er det eneste, der giver mening i en verden overlæsset med betydning og reguleret af sociale koder helt ned på følelsernes mikroplan". Ja, Jensen, nogle generaliserer desværre over muslimer, men her generaliseres over almindelige mennesker som ingen andre steder.
En endnu mere håndfast kritik af middelklassen leverer søjlen hos den danske lyriker Peter Laugesen, også i Information. Laugesen er en vred mand, der ikke kan finde sig tilrette med et flertal af danskerne: "Total indavl vil i det lange løb føre til savlende degenereret åndssløvhed, og det er måske den, der har ramt dette lille indavlede, bajersvingende kolonihavefolk". Ja, så kan de lære det, folk og fæ der står tidligt op om morgenen og går på arbejde, betaler skat så Laugesen kan få sin kunststøtte og svine de endimensionelle eksistenser grundigt til - det er helt, som det skal være.
Venstrefløjsfolk har et godt greb i dansk kultur. Liberale eller konservative er ikke meget til stede i kulturlivet, men det ligger heller ikke til højrefløjen at påsmøre andre mennesker bestemte værdier, det må man selv rode med. I det hele taget bliver meget kunst uinteressant, hvis den blot benyttes som medium for politiske og semi-eksistentielle holdninger. Og derfor er det en fornøjelse, en befrielse at kaste sig over Olafur Eliassons rene værker, en smuk, uplettet og formstærk kunst, levende og berusende, værker der aldrig reduceres til taleskakt for egne frustrerede holdninger, aah ...
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i Moderne Kultur og Filosofi og lærer
