Greta Thunberg vinder ikke: Nobels Fredspris går til etiopisk premierminister

Nobels Fredspris går i år til den etiopiske premierminister og fredsmager Abiy Ahmed

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/10/2019

Nobels Fredspris går i år til den etiopiske premierminister og fredsmager Abiy Ahmed. Det fortæller formanden for Nobelkomitéen Berit Reiss-Andersen ved en ceremoni i dag. Dermed vinder bookmakernes storfavorit Greta Thunberg ikke, selvom hun var blevet spået gode chancer for at tage den prestigiøse fredspris med hjem.

Abiy Ahmed overtog posten som premierminister i Etiopien i 2018 og som premierminister var en af hans første handlinger at begynde fredsforhandliner med nabolandet Eritrea, som Etiopien i årtier har ligget i konflikt med. 

Siden har Ahmed underskrevet en fredsaftale med Eritreas præsident Isaias Afwerki, løsladt tusinder af politiske fanger, ophævet undtagelsestilstanden i Etiopien, genåbnet græsen til Eritrea og givet halvdelen af ministerposterne i landet til kvinder i ligestillingens navn.

Altså er det en mand med et langt CV indenfor fredsarbejde, der vinder årets Nobelpris. Dermed slutter han sig til det fine selskab af tidligere vindere Nobels Fredspris, der blandt andet inkluderer kendte personligheder som Nelson Mandela og Martin Luther King, Jr.

Thunberg var storfavorit - men må gå skuffet hjem

Inden dagens prisuddeling i Oslo tegnede sig et billede af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg som storfavorit. 

Over hele linjen vurderede bookmakerfirmaer således, at Thunberg havde bedst odds for at blive tildelt Nobels Fredspris. Her lå hun hos flere firmaer på odds, der gav pengene godt 1,5 gang igen, mens Abiy Ahmed, der altså er endt med at tage prisen med hjem, lå på en andenplads med odds, der flere steder gav pengene et sted mellem godt tre og fire gange igen.

En læge og en sexslave

Det er ikke kun Nelson Mandela og Martin Luther King, Jr., som tidligere har vundet Nobels Fredspris.

Sidste år blev prisen tildelt to modtagere på én gang, nemlig lægen Denis Mukwege og den tidligere sexslave hos Islamisk Stat Nadia Murad.

Begge blev tildelt prisen for deres arbejde imod overgreb på kvinder. Mukwege har som læge i Den Demokratiske Republik Congo behandlet ofre for seksuelle overgreb og offentligt kritiseret regeringens behandling af ofrene. 

Nadia Murad har tidligere været fanget som sexslave hos Islamisk Stat, og har sidenhen bedrevet aktivisme ved at fortælle om de grusomme seksuelle overgreb mod Murad selv og andre kvinder, som terrororganisationen står bag.

Se annonceringen af årets vinder af Nobels Fredspris herunder


Kilde: