I morgen uddeles Nobels Fredspris: Greta Thunberg er storfavorit

Når Nobels Fredspris i morgen den 11

Claes Theilgaard,

10/10/2019

Når Nobels Fredspris i morgen den 11. oktober kl. 11 bliver uddelt på Nobel Instituttet i Oslo, er den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg storfavorit til at vinde.

Det mener flere bookmakerfirmaer i hvert fald, og derfor har de sat hende øverst på listen over kandidater, der kan vinde den prestigiøse pris. Hos firmaet Ladbrokes er oddsene på, at Thunberg vinder Nobels Fredspris 1,571. Dermed får man lige over 150 kroner igen, hvis man skulle vædde 100 kroner på Thunberg.

Firmaet Betfair giver også 1,5 igen på, at Greta Thunberg tager Nobelprisen med hjem fra Oslo i morgen, mens Unibet giver odds 1,33 på en sejr til Thunberg.

Fører foran premierministre fra Etiopien og New Zealand

Selvom Greta Thunberg fører an i feltet af kandidater og er den klare storfavorit, har bookmakerne dog også øje for andre, der er indstillet til Nobels Fredspris.

Thunbergs nærmeste konkurrent til Fredsprisen er ifølge bookmakerne den etiopiske premierminister Abiy Ahmed. Han er nomineret til prisen på baggrund af sit arbejde for at nedtrappe konflikterne i landet, der har været plaget af borgerkrig, og for at forhandle fred mellem Etiopien og Eritrea. Hos Betfair giver Abiy Ahmed 2,7 gange igen.

New Zealands premierminister Jacinda Ardern ligger hos Betfair på odds 9,00 og er således også blandt favoritterne til at vinde prisen. Hun er nomineret på baggrund af hendes ageren efter Christchurch-terrorangrebet tidligere i år.

Greta Thunberg er ikke den eneste miljøforkæmper, der er nomineret

Greta Thunberg er dog ikke den eneste miljøforkæmper, der er nomineret til prisen. Raoni Metukire er en miljøforkæmper fra en indfødt indiansk stamme i Amazonas, og han er også nomineret til Nobels Fredspris og ligger højt hos flere bookmakere. Han er kendt for sin kamp for at bevare Amazonas-regnskoven.

Blandt de andre nominerede kan nævnes organisationen Reporters Without Borders og FN’s Flygtningshøjkommissariat.

Kilde: