Rigtigt mange børn er kede af at gå i institution.
Det vidste vi sådan set godt.
Det er der ikke noget nyt i.
Men det er da pænt af den offentlige sektors forretningsudviklere, at de nu har lavet en undersøgelse der bekræfter denne viden.
Det havde de dog ikke behøvet.
Vi - de almindelige - vidste det jo godt.
Det er jo en gryende erkendelse, vi som befolkning er ved at gøre.
I 40 år har denne indsigt ligget som en fornemmelse under vores daglige gøren og laden.
Og i disse år er den netop ved at bryde frem.
Så det er pænt af de offentlige.
Men egentligt også helt unødvendigt.
Men det er jo altid dejligt at få ret.
Måske skal man se undersøgelsen som et tegn på, at den offentlige sektors forretningsudviklere nu - efter 40 år – anlægger det samme fokus som de forældre der sender deres børn i institution: at børnene får en tryg dagligdag hvor de kan bevare og udvikle en positiv selvforståelse?
Det er jo ikke helt ligegyldigt hvad begrundelsen er.
For man må huske på, at de offentlige forretningsudviklere har et andet fokus, end vi - de almindelige, nemlig bevarelse og udbygning af institutionsstaten.
Så selvom det ser ud som om forretningsudviklerne bare søger at komme befolkningen i møde, så kunne målet også være at opfange den nye systemkritik, som i disse år skabes imod institutionslivet?
Målet kunne altså være at tage den gryende systemkritik i opløbet.
Især nu, hvor den får medvind af den økonomiske krise.
Måske ønsker det offentliges forretningsudviklere altså i første omgang at tilslutte sig vores bevægelse, at være med?
Altså i første omgang. For at følge;
Men i sidste instans for at tage over; - og lede os tilbage i folden?
På samme måde som det foregår i alle patientforeningerne, hvor det som regel er sygeplejersker og læger der bestemmer, eller institutionsbestyrelser hvor det også reelt er de ansatte der bestemmer.
Men nuvel: det offentliges forretningsudviklere har begået en undersøgelse.
Den er uvidenskabelig.
Det er nemlig ikke videnskab, men i stedet en slags rundspørge som Anne Kostøl, Thomas Nordahl, Anne-Karin Sunnevåg, Hege Knudsmoen og Trond Johnsen har lavet.
Men det er da fint at det offentliges forretningsudviklere, endelig - efter 40 års udvikling++++ af offentlig sektor og institutionsliv, nu pludseligt retter fokus mod, om børn overhovedet trives i institutioner.
Jeg ville ikke selv trives i en institution.
Ville du?
Så hvorfor skulle børn?
Mon ikke årsagen til, at forretningsudviklerne for det offentlige nu pludseligt retter fokus mod børnenes trivsel, har noget at gøre med ADHD? Og med alle de andre kasser som pædagogerne har udviklet til at putte børnene i; - for at få systemfejl til at ligne skavanker hos os – de almindelige.
Genetiske fejl, arvelige sygdomme, den fejlbehæftede krop, fejl ved ikke blot det enkelte barn men ved familien, slægten - ja i det hele taget: fejl ved mennesket.
Hellere det end fejl ved systemet.
Så måske skal alle disse diagnoser først og fremmest forstås som vaccine mod systemkritik?
Det tror jeg!
Jeg bekræftes her til morgen i, at vi - de almindelige - virkeligt skal være skarpe nu.
Lars Quortrup udtaler på de offentlige forretningsudvikleres reklamesøjle nummer 1, Danmarks Radio, at konsekvensen af undersøgelsen må blive mere videnbaserede institutioner.
Læg mærke til at han siger viden-baseret og ikke videnskabs-baseret.
Det Lars Quortrup mener, er at der ikke behøver at ligge ægte videnskab, bag de metoder pædagoger og andre offentlige vælger at bruge.
Det er nok med interviewundersøgelser, lavet af offentligt ansatte til bekræftelse af deres egne antagelser om dette eller hint. Til bekræftelse af de offentliges fornemmelser, holdninger, fordomme og sladder.
Lars Quortrup mener altså, at det offentliges metoder bare skal være begrundet i hvad de offentlige mener, eller synes eller formoder.
Lars Quortrup er nemlig - sammen med mange andre offentligt ansatte - i fuld gang med at udvikle og legitimere brugen af den autoritære viden.
Og han er - igen, sammen med en masse andre offentligt ansatte - i gang med at legitimere at denne viden kan udgøre handlegrundlaget for de metoder den offentligt ansatte pædagog, lærer, sygeplejere, læge, sosu-ere, sosuhjælpere vælger at bruge.
Meningen er at autoritær "viden" skal være nok til at legitimere den offentligt ansattes valg af metoder.
For eksempel i børnehaverne.
Jeg synes ikke at vi skal gå med de offentlige på denne vej.
Jeg synes vi skal gøre modstand.
For autoritær viden er en slags "vi synes"-viden.
Hvor "vi"-et udgøres af de offentligt ansatte.
Og vi andre, altså os der er civilsamfundet, vi - de almindelige - demokratiets grundlag, vælgerne, bør efter min mening med næb og klør kæmpe imod, at dette videngrundlag får legitimitet som handlegrundlag overfor almindelige civile borgere.
Hvad enten de nu er beboere, børn, brugere, eller bare borgere.
Vi - de almindelige - bør sikre at den slags holdnings-"viden" - også i fremtiden - kun kan bruges overfor dem der forbryder sig mod vores samfund.
Altså imod kriminelle; og mod folk vi er i krig med.
Efter min mening skal vi den modsatte vej.
Vi skal kræve at de offentlige aldrig bruger metoder, som ikke har solid videnskabelig evidens.
Og vi skal kræve at alle offentlige opgaver, som ikke baseres på ægte videnskabelig evidens, fjernes fra det offentliges regi. Fordi de metoder hvis virkninger der ikke kan føres evidens for, har virkninger der er er usynlige for demokratiet.
Og derfor IKKE kan gøres til genstand for demokratisk diskussion.
Med autoritær "viden" kan man altså undertrykke og operere i det skjulte, også imod politiske modstandere.
Og det går altså ikke.
I et ægte demokrati.
Vi skal den modsatte vej.
Mod færre offentlige opgaver.
Mvh
Ane K Due
Lars Quortrups udtalelser fra den 28.2.2012 kan høres her: http://www.dr.dk/p1/p1morgen
