LEDER: Der er gået næsten to år, fra Lars Løkke Rasmussen blev statsminister i april 2009 til i dag, men indtil den 1. januar 2011, virkede det som om, han ikke rigtigt vidste, hvorfor han ville være det. På intet tidspunkt formåede Løkke at fremlægge et politisk program, der blot antydede, at han agtede at bruge regeringsmagten til at gøre en forskel.
Indtil denne nytårsdag, hvor vi for første gang så en statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ville noget, nemlig overbevise danskerne om nødvendigheden af at føre en borgerlig-liberal reformpolitik, der kan redde landet fra den økonomiske afgrund, som økonomer ser i horisonten, hvis regeringens eller oppositionens hidtidige politik gennemføres.
Det er nødvendigt at afskaffe efterlønnen, siger Løkke, og han tager dermed fat på et af de største tabuer i dansk politik i nyere tid. Det fortjener ros! Vi må forvente, at forslaget suppleres med yderligere tiltag, for en efterlønseliminering gør det ikke alene, hvis Danmark igen skal være med i den økonomiske superliga af lande med høj økonomisk vækst i stedet for den bundplacering, vi i dag har.
Mere væsentlig end økonomiske hensigtsmæssigheder er imidlertid retfærdighedshensynet, og her fejler Lars Løkke Rasmussen med sin tale. Danskerne betaler verdens højeste skatter - til gengæld får vi så alle mulige (og umulige) ydelser fra det offentlige. Løkkes besked til danskere under 45 år er, at de fortsat skal betale disse monsterskatter - han sagde ikke et ord om, at skatten skulle lettes - uden at få det samme tilbage som deres +45-årige medborgere. Ja, faktisk skal de yngre betale så høje skatter netop for, at de midaldrende kan holde fri på de yngres regning.
Dette generationstyveri er ikke acceptabelt. Når efterlønnen afskaffes for de unge, så må pengene gå til at lette skatten, og ikke, som de Konservative allerede har foreslået, til at øge overforbruget i en offentlig sektor, som i forvejen er verdens største:
"Befolkningen har fået øjnene op for, at de 20 mia. kr., som bruges på en relativ lille gruppe mennesker i befolkningen, kan bruges på andre ting som folkeskolen, dagpleje og sundhedsvæsenet," siger de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær.
Nixen-bixen, den går ikke. Regeringen har siden 2001 øget det offentlige forbrug ud over alle grænser - nu må det være nok. Det er på tide at vække den anden af de ti liberale teser, som Søren Pind, Peter Christensen, Leif Mikkelsen og andre Venstre-folk i sommeren 2003 gerne ville gøre til Venstre-politik, til live:
"Det er vigtigere, at skatten falder, end at den offentlige sektor vokser."
Det burde også være god, konservativ politik!
