Det er generelt misvisende at fremstille den religiøse satire som blot umotiverede åndelige overfald. God blasfemi er først og sidst magtkritik. Den er en kritik af den magt, der vedvarende udøves i religionens navn.
- - -
Bogen Rosens navn giver en plausibel forklaring på, hvorfor religionen som institution kan have en strategisk interesse i at hæmme latterliggørelse.
I Rosens Navn ser vi, hvordan bibliotekaren Jorge i et munkekloster i 1300-tallet slår det halve kloster ihjel for at hemmeligholde det eneste overleverede eksemplar af en bog af Aristoteles, der indeholder et filosofisk forsvar for komedien; for vigtigheden af at kunne se ting i et latterligt skær.
Og det er netop dette forsvar, som Jorge mener, er farligt. Han har nemlig indset, hvilken formidabel trussel latteren udgør, fordi den underminerer gudsfrygten, som er selve nøglen til religionens magt over sjælene: »Latteren er kilden til tvivl. … Når narren ler, så siger han inderst inde 'Deus non est'«.
Fra den sekulæres synspunkt ligger heri forklaringen på, at religionen har en strategisk interesse i at beskytte centrale dogmer med tabuer. Og det er netop derfor, den sekulære kritiker ikke kan acceptere samme dogmer og må udfordre dem. Uanset at det desværre kan gøre ondt på den, der er blevet opdraget til at respektere dem fra barnsben.
Dertil kommer selvfølgelig det indlysende hykleri i de religiøses krav om respekt for deres egne følelser. Som den gamle religionskritiker Alf Ross tørt bemærkede:
»De hellige skåner jo heller ikke vore følelser. De taler om os som fortabte sjæle; mange fordømmer os til evige helvedeskvaler og beder sågar for os. Sådan noget er jo sårende – hvis ikke det var så urimelig dumt«.
