Jeg har en svoger. Han hedder Bjarne. Bjarne valgte at uddanne sig som biokemisk ingeniør med speciale i akvakulturer. Hvis man skal koge Bjarnes uddannelse ned til noget, vi andre kan forholde os til, blev han uddannet til at lave fisk.
Bjarne valgte at tage sig en uddannelse og skrive et speciale, der gav ham mulighed for at søge én bestemt stilling, som kun fandtes i to virksomheder i Danmark. Disse stillinger var i øvrigt allerede optagede. I min lille verden var Bjarne ikke rigtig klog. Han havde jo bevidst valgt at uddanne sig til arbejdsløshed.
Bjarne stiftede familie, mens han studerede. Af hensyn til familien, valgte Bjarne at indsnævre sine jobmuligheder ved at vælge det store udland fra.
Efter endt uddannelse hvor det (selvfølgelig) viste sig, at der ikke var noget arbejde til Bjarne, valgte han at tage et arbejde som aften- og nattevagt på en institution for psykisk handicappede. Som en naturlig ting, begyndte han at involvere beboerne i bl.a. madlavning om aftenen. Det stortrivedes beboerne med indtil den dag, de fagligt uddannede, til Bjarnes store frustration, satte en stopper for denne ”uterlige” adfærd. Så tilbage på værelserne med dem. Så var der ingen problemer.
I de mange år Bjarne arbejdede på institutionen, vedligeholdte Bjarne sin uddannelse ved at opdatere sig selv gennem tidsskrifter og andre medier. Efter 8 år slog en virksomhed, der lå 250 kilometer væk fra deres hjem en stilling op, som Bjarne fik. Familien flyttede. Bjarne er min helt.
Når jeg læser om akademikere, der ikke ønsker at tage arbejde i Netto eller på McDonald’s, får jeg en trang til at minde dem om, at alle valg har konsekvenser, og at hvis de vil have føde på bordet, må de altså gå på jagt. Det er for arrogant at forvente, at andre jægere bringer dem føde, mens de sidder og kigger efter mere intellektuelle udfordringer. Op ad sofaen kære akademikere. I kan mere, end i tror. Blot det at have gennemført en videregående uddannelse kvalificerer til jobs i flere brancher. Ligesom sportsfolk og elitesoldater også kan bruges i forskellige stillinger i erhvervslivet, er jeg af den overbevisning, at en dygtig og flittig akademiker, der har vist sit værd på studiet, kan oparbejde andre kompetencer til gavn for sig selv, virksomheden og samfundet.
I 2009 sagde formand for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft, at virksomhederne måtte tage et ansvar og begynde at ansætte flere nyuddannede ingeniører. Denne udtalelse er netop et symptom på den sygdom, vi lider af i Danmark. Sygdommen hedder ”Est Autem Ad Aliis”. Dette er latin for ”det er de andres ansvar”.
Kære Lars Bytoft, kære beskæftigelsminister og kære arbejdsløse akademikere. Virksomhederne har kun ét ansvar. De skal skabe overskud. Og hvis de får ordentlige rammevilkår, har de mulighed for at skabe så store overskud, at de må ansætte flere medarbejdere – herunder ingeniører, hvis de altså kan deres kram.
Jeg læste engang en artikel i information med overskriften: Ledige akademikere må droppe drømmejobbet.
Godt så. Der findes mange mennesker, der kigger langt efter drømmejobbet. Men hvis man vil have mad på bordet, må man på jagt et andet sted. Og hvem ved? Med flid, god moral og snilde kan det være, at drømmejobbet er inde for rækkevidde på et andet tidspunkt.
Kære Danmark, Der er noget, der hedder "PERSONLIGT ansvar"!
Kære akademikere, på latin hedder det ”Personalis Responsabilitatis”
