At det indtjeningsfikserede erhvervsliv helst så lønningerne sænket væsentligt og de sociale ydelser afskaffet, er ingen nyhed. Så ville virksomhederne fuldstændigt, og på vanlig uanstændig vis, som vi kender det fra mindre udviklede lande, kunne skalte og valte med arbejdskraften. Derfor giver det heller ikke anledning til nervøse trækninger, når én af erhvervslivets mere end genbrugte klicheer, i dette tilfælde det alt for lille spring mellem et offentligt betalt eksistensminimum og de laveste lønninger, bliver lanceret for Gud ved hvilken gang.
Klicheens hoverdbudskab er, at de såkaldt dovne kan slippe for at arbejde. Men oversat til rigtigt menneskesprog betyder det noget meget mere fornuftigt: De dårligst stillede har - heldigvis - endnu mulighed for at fravælge de ringeste arbejdsgivere og deres lortejobs! Det er lidt luksus, indrømmet, men en luksus, samtlige skatteydere bidrager til, også dem udenfor arbejdsmarkedet. Sidstnævnte bidrager med andre ord selv til den frihed.
Erhvervslivet er så glade for konkurrencen. Påstår de, men underforstået kun når danske virksomheder vinder. Er der blot den mindste optræk til, at konkurrencen går danske virksomheder imod, og de fx bliver tvunget til at innovere for fortsat at kunne retfærdiggøre en højere produktpris, end den, de af deres konkurrenter, der satser på kvantitet frem for kvalitet, kan opnå, hyles der højere op end i en svinesti med smågrise, der lige har fået klippet halerne.
Arbejdsmarkedet er i bedste kapitalistiske stil også underlagt konkurrence. Blandt andet derfor kaldes det et marked. Det betyder så også, at de virksomheder, der tilbyder de bedste løn-og arbejdsforhold, også tiltrækker de bedste, og sikkert også mest stabile, medarbejdere. Set fra erhvervslivets synspunkt, må det naturligvis være irriterende at skulle konkurrere med staten om 'medarbejderne' til jobs med de dårligste løn-og arbejdsforhold. Men sådan er det jo - og skal vedblive at være. Det er Danmark, vi lever i, ikke Slaveland.
Der findes dog en anden, langt mere smidig og nutidig løsning. Og det er borgerløn. Hvis samtlige voksne borgere får en grundydelse til opretholdelse af et eksistensminimum, og hvis den løn, man oppebærer ved arbejde ikke bliver modregnet i ydelsen, vil mindstelønnen automatisk være afskaffet. For det ville dermed altid kunne betale sig at arbejde, der ville altid være en fortjeneste forbundet med det. Dermed ville erhvervslivet, virksomhederne, heller ikke længere skulle konkurrere med staten om arbejdskraften, men kun indbyrdes. Indførelse af borgerløn vil med andre ord være en gevinst for især de virksomheder, der stadig har mange lavtlønsjobs.
Men indtil borgerlønnen indføres, er parolen ganske enkel: Kan den del af erhvervslivet, der kun arbejder for profittens skyld, ikke li' lugten i bageriet, så fis af. Resten af os kan nemlig godt leve med mindre velstand for en periode, når det går til et godt formål, indtil et nyt og bedre - samfundssocialt - erhvervsliv vokser frem. Danmark er heldigvis stadig fyldt med gode begavelser og virkelyst, så når der bliver plads, er der nok til at overtage dér, hvor profitjægerne slipper.
