I dag vedtog Senatet den gældsaftale som præsident Obama, demokraternes og republikanernes ledere indgik i mandags. Aftalen medføre, at gældsloftet hæves med 2.000 mia. dollars, samt besparelser i det offentlige over tre faser, fase et medfører besparelser for 910 mia. dollars i det øjeblik aftalen vedtages, fasse to indebære besparelser for 1.500 mia. dollars (hvoraf de 350 mia. dollars skal findes i forsvaret) og fase tre er etableringen af en tværdpolitisk kongreskomité der skal findes yderligere besparelser for 1.500 mia. dollars.
Set udefra er det en glimrende aftale der på én og samme tid løser de kortsigtede gældsproblemer og forhindret at den offentlige sektor går i stå og den langsigtede udfordring, at indbringe den samlede gæld. Det er ihvertfald hvad aftalepartnerne vil have os til at tro, for sandheden bag den indgåede aftaler er, at den i realiteten ikke rykker i tomme ved USA’s gældsproblem. Ganske vist findes der besparelser for samlet 2.400 mia. dollars over de næste 10 år, men dette tal skal tages med et gran salt, da der er meget usikkerhed om hvorvidt der overhovedet opnæs disse besparelser.
Den største usikkerhed ligger i den del aftalen der omhandler etableringen af en tværdpolitisk kongreskomité ledt af demokraternes tidligere formand for Kongressen, Nancy Pelosi. Siden de indledende forhandlinger var Nancy Pelosi stærk modstander af republikanernes krav om, at aftalen ikke måtte indholde skattestigninger af nogen art. Efter planen skal komitéen aflevere sine besparelsesforslag i slutningen af i år, men det er utopisk at forestille sig, at vi ikke også til den tid kommer i en ligende situation som den der netop er overstået. For hele gældsdebatten handler om en fundementalt forskelligartet tilgang til økonomien fra de to partier. Det er utopisk at forestille sig de republikanske medlemmer i komitéen og i Kongressen på nogen som helst måde vil acceptere skattestigninger som finansiering for de besparelser der skal findes for, at besparelserne i den netop indgået aftale skal gå op.
Så hvor efterlader aftalen USA? Absolut ingen vegne! Aftalen er i sig selv ikke andet end symbolpolitik fra de ledende politikeres side, for at signalere handling til omverdenen. Hvordan fornuftige politikere kan få besparelser for 2.400 mia. dollars til at lyde ansvarligt, når den samlede gæld er på 14.000 mia. dollars (og blot stiger og stiger), virker ikke bare virkelighedsfjern, men også udtryk for manglende mod til at gøre det alle økonomer og 52 % af amerikanerne skriger til himlen efter; en reel besparelsesreform der indenholder meget mere drastiske besparelser!
Indtil nu har kun én gruppe amerikanske politikere forstået amerikanernes frustrationen imod de ledenede politikere fra begge sider. Anført af den republikanske præsidentkandidat, Ron Paul, raser han og hans ligsindede partifælder imod aftalen der i realiten ikke løser det amerikanske gældsproblem. Med 52 % af amerikanerne bag sig, har Ron Paul sat sig selv i en yderst farvorabel position forud for det republikanske primærvalg. Ron Paul har nemlig sat sig selv i en angrebsposition overfor de øvrige kandidater der, pånær et par stykker, alle har været ude og rose aftalen, herunder den formodet frontløber, Mitt Romney. Romney og hovedparten af de republikanske kandidat får yderst vanskeligt ved at forklare deres positive stillingtagen overfor gældsaftalen, når flertallet af de republikanske vælgere er imod den.
Så længe de ledende politikere på begge sider af spektret ikke forstår, at gennemføre planer der betyder langt mere drastiske besparelser, kommer USA aldrig ud af den onde gældspiral, der blot dag for dag øger gælden. Heldigvis har amerikanerne dog et lys for enden af den meget mørke tunnel, nemlig Ron Paul, der har sat sig selv i spidsen for, at tage et fundementalt opgør med USA’s økonomisk problemer, massive besparelser i det offentlige, skattelettelser og en markant mindre føderal indblanding i folks daglidag.
Indtil da vil USA fortsat kæmpe med sine gældsproblemer langt ud i fremtiden.
