Løkkes længe ventede rokade blev i går præsenteret i en munter og jovial stemning på Amalienborg Slotsplads. Næppe var seancen dog mere eller mindre godt overstået før en kvajpandet journalist ødelagde det hele ved at stille et virkelig reaktionært spørgsmål til den nyudnævnte kvindelige udenrigsminister, Lene Espersen. Han spurgte nemlig, hvordan Espersen ville forene de mange rejser som udenrigsminister med at være mor til to relativt små børn.
Jeg skal ærligt indrømme, at spørgsmålet er lige lovligt nyfigent for min smag. Det kommer jo da ikke pressen ved, hvordan Espersen og hendes familie vil indrette deres liv. Det var dog næppe dette aspekt af sagen, som fik den nyudnævnte ligestillingsminister, Lykke Friis, til skarpt at kommentere spørgsmålet samme aften på TV hos Reimer Bo. Næh, det var selvfølgelig, fordi man næppe ville stille det samme spørgsmål til en nyudnævnt mandlig udenrigsminister. Spørgsmålet viser, at vi ikke ”er kommet særligt langt” endnu, som Friis sagde.
Og det er en kommentar lige efter bogen. Alle holdninger i retning af, at mænd og kvinder har forskellige roller i forhold til deres børn og at en mor måske ofte har en mere naturligt nær tilknytning til børnene, mens de er små, er reaktionære. En forælder er kønsløs. I nutidens feministiske øjne. Indenfor nogle år vil vi højst sandsynligt opleve, at ord, som henviser til en persons køn vil blive udslettet fra i hvert fald det offentlige rum for ikke at træde nogen over tæerne.
Og måske er det så heller ikke så slemt. Katrine Lilleør har i et interview skelnet mellem ligestilling i det offentlige rum og ligestilling i det private rum. Mens det første er ønskværdigt, er det sidste ikke nødvendigvis noget, vi skal stræbe efter. Lilleør mener, vi naturligt kan hvile i vores køn i det private – så en kvinde f.eks. ikke skal skamme sig over, at hendes gentleman af en ægtefælle sætter lamper op for hende, men bare nyde det. Hun bidrager jo højst sandsynligt selv med så meget andet.
Vi skal selvfølgelig fastholde menneskers ret til frit at indrette deres liv, som de ønsker det. Mænd såvel som kvinder skal kunne forfølge de karrieremæssige og familiemæssige mål, de ønsker. Men vi skal passe på, at vi ikke i vores iver efter total ligestilling mister evnen til at se de forskelle, som i mange tilfælde er dybt indbygget i vores medfødte natur. Ellers ender vi i en kønsløs, farveløs og - ja undskyld det reaktionære udtryk - noget unaturlig samfundsindretning. Og hånden på hjertet: hvor mange har glæde af det?
Jeg skal ærligt indrømme, at spørgsmålet er lige lovligt nyfigent for min smag. Det kommer jo da ikke pressen ved, hvordan Espersen og hendes familie vil indrette deres liv. Det var dog næppe dette aspekt af sagen, som fik den nyudnævnte ligestillingsminister, Lykke Friis, til skarpt at kommentere spørgsmålet samme aften på TV hos Reimer Bo. Næh, det var selvfølgelig, fordi man næppe ville stille det samme spørgsmål til en nyudnævnt mandlig udenrigsminister. Spørgsmålet viser, at vi ikke ”er kommet særligt langt” endnu, som Friis sagde.
Og det er en kommentar lige efter bogen. Alle holdninger i retning af, at mænd og kvinder har forskellige roller i forhold til deres børn og at en mor måske ofte har en mere naturligt nær tilknytning til børnene, mens de er små, er reaktionære. En forælder er kønsløs. I nutidens feministiske øjne. Indenfor nogle år vil vi højst sandsynligt opleve, at ord, som henviser til en persons køn vil blive udslettet fra i hvert fald det offentlige rum for ikke at træde nogen over tæerne.
Og måske er det så heller ikke så slemt. Katrine Lilleør har i et interview skelnet mellem ligestilling i det offentlige rum og ligestilling i det private rum. Mens det første er ønskværdigt, er det sidste ikke nødvendigvis noget, vi skal stræbe efter. Lilleør mener, vi naturligt kan hvile i vores køn i det private – så en kvinde f.eks. ikke skal skamme sig over, at hendes gentleman af en ægtefælle sætter lamper op for hende, men bare nyde det. Hun bidrager jo højst sandsynligt selv med så meget andet.
Vi skal selvfølgelig fastholde menneskers ret til frit at indrette deres liv, som de ønsker det. Mænd såvel som kvinder skal kunne forfølge de karrieremæssige og familiemæssige mål, de ønsker. Men vi skal passe på, at vi ikke i vores iver efter total ligestilling mister evnen til at se de forskelle, som i mange tilfælde er dybt indbygget i vores medfødte natur. Ellers ender vi i en kønsløs, farveløs og - ja undskyld det reaktionære udtryk - noget unaturlig samfundsindretning. Og hånden på hjertet: hvor mange har glæde af det?
