Jeg anmelder Stanford-professor Francis Fukuyamas nye bog og giver igen på hans liberalismekritik.
PREVIEW: Fukuyama: Han lægger ellers stærkt ud med at påpege, at liberalismen indeholder et utopisk element, hvilket er en fornuftig og berettiget kritik, og kredser så lidt om forskellige opstyltede forsøg på at kritisere moderne liberalismetænkning, indtil han til sidst slår ned med den betragtning, at Afrika syd for Sahara altså må være et liberalistisk paradis, eftersom der dér er lav skat og svage regeringer. Fukuyama trækker denne parallel over næsten en side, men nævner på intet tidspunkt, at man i Afrika syd for Sahara har overordentligt svært ved at garantere den private ejendomsret, som jo er selve liberalismens fundament.
”Individet kan ikke klare sig uden staten,” siger Fukuyama, og det har han fuldstændig ret i. Problemet er bare, at det faktisk kun er et mindretal af de markante liberale ikoner, der er anti-statslige anarkister. Ayn Rand var det f.eks. ikke, Milton Friedman var heller ikke, og sådan kunne man blive ved. Fukuyama kan imidlertid også blive ved, og som et eksempel på en opgave, der ikke uden nogen omstændigheder kan klares uden staten, nævner så han vedligeholdelsen af vejnettet, fuldstændig uvidende om Italiens privatejede motorveje, Storbritanniens 40.000 privatejede veje, eller at 67 % af det svenske vejnet vedligeholdes af private aktører.
