Når den amerikanske centralbank holdt den pengepolitiske rente meget lav i 2003-4 og tilmed lav i lang tid, så tilskrives det en frygt for deflation. En frygt for, at amerikansk økonomi skulle opleve en periode med generelt faldende prisniveau.
Deflation forbindes gerne med perioder med dyb recession som krisen i 30’erne og Japansk økonomi i 1990erne, og det er en udbredt opfattelse blandt mainstream økonomer, at deflation er noget, man skal undgå for enhver pris. I økonomier med betydelige pris- og lønstivheder kan der være gode grunde til dette, men mange økonomer tilhørende den østrigske økonomiske skoler mener, at det blot er et forbigående fænomen, og at deflation ligefrem er at foretrække frem for inflation på langt sigt. De ser bl.a. fordelen i en guldstandard i, at den typisk vil generere deflation og ikke inflation på langt sigt.
Tager mainstream økonomerne så fejl i deres frygt for deflation? Nok er deflation oftere forårsaget af recessioner end omvendt, men betyder det, at deflation er at uden omkostninger?
Der er faktisk flere grunde til, at deflation er uønsket. Lad mig give en enkelt, som enhver kan regne efter med Excel eller en lommeregner:
Kernen i problemet med deflation er, at deflation begrænser merafkastet af risikobetonede investeringer i forhold til investering i et risikofrit aktiv, fordi man aldrig kan opnå et lavere nominelt afkast 0% på en bankkonto, for ellers vil man holde pengene hjemme under hovedpuden. Ved en tilstrækkelig stor deflation vil merafkastet af en risikobetonet investering ligefrem blive negativ. Deflation forvrider dermed opsparings- og investeringsbeslutningerne.
Antag at der er 0% inflation, og en person ejer 1 mio. kr., som vedkommende enten kan sætte i banken og risikofrit få 1% i real rente eller investere i et risikabelt projekt og forvente at få 10% i realt afkast. Som investor forventer han altså at få 9% realt merafkast som kompensation for den risiko, han løber ved at investere i det risikobetonede projekt.
Er deflationen derimod -3%, så kan personen lægge pengene under hovedpuden og opnå en sikker 3% real forrentning, fordi pengene bliver mere værd år for år, hvorimod det nominelle afkast af den risikobetonede investering vil være 6,7% efter et år. Det forventede merafkast af den risikable investering er nu reduceret fra 9% til 6,7%. Deflation begrænser altså merafkastet af at løbe en risiko ved at investere og forvrider derfor opsparings- og investeringsbeslutninger.
Situationen bliver helt absurd, når deflationen bliver -12%, for i den situation giver investering i det risikobetonede projekt et 3,2% mindre realt afkast end den risikofrie investering, og resultatet vil være, at ingen vil investere, og produktion og beskæftigelse vil falde, og økonomien ende i en dyb recession.
Liberal Alliance i København holder en minikonference, åben for alle:
Torsdag den 22. april kl. 18.30 på Christiansborg om guldstandard og private pengeudstedende banker som alternativ til nationale centralbanker
Hovedtaler er cheføkonom i Saxo Bank, David Karsbøl.
Se programmet på Facebook
Deflation forbindes gerne med perioder med dyb recession som krisen i 30’erne og Japansk økonomi i 1990erne, og det er en udbredt opfattelse blandt mainstream økonomer, at deflation er noget, man skal undgå for enhver pris. I økonomier med betydelige pris- og lønstivheder kan der være gode grunde til dette, men mange økonomer tilhørende den østrigske økonomiske skoler mener, at det blot er et forbigående fænomen, og at deflation ligefrem er at foretrække frem for inflation på langt sigt. De ser bl.a. fordelen i en guldstandard i, at den typisk vil generere deflation og ikke inflation på langt sigt.
Tager mainstream økonomerne så fejl i deres frygt for deflation? Nok er deflation oftere forårsaget af recessioner end omvendt, men betyder det, at deflation er at uden omkostninger?
Der er faktisk flere grunde til, at deflation er uønsket. Lad mig give en enkelt, som enhver kan regne efter med Excel eller en lommeregner:
Kernen i problemet med deflation er, at deflation begrænser merafkastet af risikobetonede investeringer i forhold til investering i et risikofrit aktiv, fordi man aldrig kan opnå et lavere nominelt afkast 0% på en bankkonto, for ellers vil man holde pengene hjemme under hovedpuden. Ved en tilstrækkelig stor deflation vil merafkastet af en risikobetonet investering ligefrem blive negativ. Deflation forvrider dermed opsparings- og investeringsbeslutningerne.
Antag at der er 0% inflation, og en person ejer 1 mio. kr., som vedkommende enten kan sætte i banken og risikofrit få 1% i real rente eller investere i et risikabelt projekt og forvente at få 10% i realt afkast. Som investor forventer han altså at få 9% realt merafkast som kompensation for den risiko, han løber ved at investere i det risikobetonede projekt.
Er deflationen derimod -3%, så kan personen lægge pengene under hovedpuden og opnå en sikker 3% real forrentning, fordi pengene bliver mere værd år for år, hvorimod det nominelle afkast af den risikobetonede investering vil være 6,7% efter et år. Det forventede merafkast af den risikable investering er nu reduceret fra 9% til 6,7%. Deflation begrænser altså merafkastet af at løbe en risiko ved at investere og forvrider derfor opsparings- og investeringsbeslutninger.
Situationen bliver helt absurd, når deflationen bliver -12%, for i den situation giver investering i det risikobetonede projekt et 3,2% mindre realt afkast end den risikofrie investering, og resultatet vil være, at ingen vil investere, og produktion og beskæftigelse vil falde, og økonomien ende i en dyb recession.
Liberal Alliance i København holder en minikonference, åben for alle:
Torsdag den 22. april kl. 18.30 på Christiansborg om guldstandard og private pengeudstedende banker som alternativ til nationale centralbanker
Hovedtaler er cheføkonom i Saxo Bank, David Karsbøl.
Se programmet på Facebook
