For en Europæer kan det være svært at forstå det, men den fremstormende Tea Party bevægelse har blandt andet rod i modstanden mod Obamas sundhedsreformer. Det nævnes mærkværdigvis ikke særligt ofte i i europæiske medier er at Tea Party bevægelsen også er opstået som en protest imod at staten reddede en lang række banker og forretningsfolk fra at gå konkurs. En holdning som i Danmark typisk kædes sammen med enhedslisten.
Som europæer er det naturligvis svært at forstå at nogen overhovedet kan være imod at give “bedre” sundhedsydelser til alle. Men jeg læste et interview med et middelklassepar som havde boet i Holland og oplevet deres sundhedssystem – og det skulle de bestemt ikke have indført i USA. Der ligger noget dybt i den amerikanske folkesjæl om at kunne klare sig selv, og derfor preller vores europæiske velfærdsmodel af på store dele af amerikanerne. Frygten for de europæiske tilstande bunder i en skræk for at staten fratager den enkelte muligheden for at sikre sin egen familie.
Og ser man på f.eks. det danske system, så kan man vel godt forstå dem. Danmark bruger f.eks. en langt mindre del af BNP på sundhed end amerikanerne. Og overskrifterne i disse tider lyder på fyringer i sundhedsvæsnet fordi staten mangler penge. For de fleste amerikanerne er en større offentlig sundhedsektor bestemt ikke lig med bedre sundhedsydelser, nærmere tværtimod.
Men driften til at sikre sig selv har også trange kår i Europa. Jo man kan godt købe sig til en bedre service på et privathospital men alternativerne ikke ligefrem blomstrer, og det er der en grund til. Hvor det vil være naturligt for en amerikaner at give den en ekstra skalle og arbejde noget mere for at sikre sin familie, så er der en god grund til at det er anderledes i specielt Danmark.
Hvad nytter det at tjene 100.000 Kr. ekstra for at betale sit barns behandling på et privat hospital, når man først lige skal aflevere 62.000 Kr. til de hospitaler der ikke kan redde barnets liv. Er det så svært at forstå at amerikanerne ikke ønsker danske tilstande?
Nu har vi godt nok sundhedsforsikringer og fradrag for disse i Danmark, men disse er under stærk angreb fra venstrefløjen idet de som sædvanligt mener at fradrag er statstilskud. En holdning der dækker over at man vil tvinge alle ind under samme lave standard. Og så gælder fradraget kun sundhedsforsikringer. Vil man arbejde ekstra og tjene 1.000 Kr. til at ens barn kan få en bedre skole, så skal man altså lige aflevere 620 Kr. til den skole som man helst vil undgå. Hvem siger at der ikke er dynamiske effekter. Alle vil gerne give den en ekstra skalle, hvis f.eks. deres børn får noget ud af det.
Generelt så er Europa ramt af store sparebølger, og her er det ofte de bløde ting som rammes i besparelser som trækkes ned over hovedet på borgerne. Det samme sker af ret naturlige grunde ikke i så stort omfang i USA. Hvis staten ikke har den slags udgifter så kan den ikke spare på dem. Den enkelte amerikaner kan så selv vælge at lave besparelsen, ikke ud af lyst men af nød og egen prioritering. De europæiske staters besparelser er heller ikke af lyst men af nød, forskellen er dog den at det her er politikernes prioriteringer og ikke borgerens.
Her er amerikanerne mindre autoritetstro end europæerne, så set fra den anden side af atlanten så må det være et mareridt at borgerne ikke selv kan lave det valg. Den europæiske holdning at hvis det er staten der gør det, så er det helt sikkert godt nok, den hopper en amerikaner altså ikke automatisk på. En amerikansk delstat har i øvrigt også større selvstændighed end et EU medlemsland.
Der lyder nok protester, men i Europa accepterer vi helt automatisk at børnepasning, skoler, undervisning, sundhed og ældrepleje er spareobjekter. Vi accepterer det fordi staten giver os muligheder. Men det tæller ikke for en amerikaner, han vil hellere selv kontrollere sit liv. Og derfor ønsker mange amerikanere ikke europæiske tilstande hvor staten har frataget borgerne denne kontrol og muligheden for selv at hjælpe sig og sine ved at yde en ekstra indsats.
