Det sovende flertal er snart større og mere i oprør end nogensinde. Den økonomiske krise kom som en redning - ikke i 11. time, snarere ti minutter over tolv - men bedre sent end aldrig.
Var grådigheden, det finansierede forbrugsvanvid, ikke løbet løbsk og blindt begyndt at fortære sig selv, som en slange, der æder sig selv bagfra, ville der om få år ikke have været en ærlig, levende sjæl tilbage blandt os sovende. Nu blev vi brutalt vækket og når man vækkes så brat, risikerer man at skide i bukserne. Angsten med sin overfladiske og hurtige puls hamrer i tindingerne, enhver bliver sig selv endnu nærmere, og de neoliberales egoistiske dødsskrig bliver altoverdøvende for en stund.
På grund af angsten. Deres angst for en ny og anderledes verden, hvor de ikke kan navigere, en verden, de ikke forstår.
Efter 20 års sejrsrus efter kommunismens kollaps, er der nu kun en smadret, kapitalistisk verden tilbage. En verden, der heller ikke kunne overleve, men som også aflivede sig selv, kun godt to årtier efter dødsfjenden havde gjort det samme og derved implicit udråbt kapitalismen som eneste mulighed.
En illusion er bristet, det gør ondt - som ind i helvede. Derfor satser de nu, de neoliberale, hele butikken på det eneste - og sidste - de kan tro på: Alles kamp mod alle. Det, der er tilbage, er mit og kun MIT, for helvede, og ingen skal tvinge mig til at dele. Hellere ser jeg dig i nød og død, end jeg vil tvinges til at dele.
Sådan er deres sidste kampråb, sådan er deres dødskamp. Men vi overlever den og dem, du og jeg, fordi vi kan og fordi vi ved - meget mere og meget andet.
