Det bliver mere og mere tydeligt at vi får hele krisemenuen på stribe, for verdens ledere har mistet kontrollen over økonomien.
I dag tales der meget om at ”sikre væksten”, og alle eksperter er enige om at det bare ruller derud af, når blot staterne slår bunden ud af statskasserne og sænker styrerenten til nær nul.
Vi er i fuld gang med at køre opkonjunkturens fejltagelser i fast winding replay – lave renter, flex lån og afdragsfrihed, boligboble og inden kort tid også det efterfølgende krak.
Langsomt, men sikkert kører vi økonomien i sænk.
Desværre er det denne gang med – (her i landet: for nuværende små 151.000) - flere arbejdsløse. Så det bliver med stadig mindre affjedring i økonomien, at vi bumper ned af den økonomiske gældsglidebane.
Den berømte danske økonomi er også på vej ned af trappen, og oppe fra kvisten og hele vejen ned i kælderen, vil arbejdsløshedskøen tage til, og tillige vil der på hver etage blive lagt på både gæld og betingelser…
Bankerne polstrer sig med opsvulmede rentefødder, så de sunde kunder kommer til at betale for bankernes dårlige drift. Boligejerne belåner husene til helt op over antennen på skorstenen. Men det tror da pokker, når realrenten er negativ. Staten skruer op for prisen for at skylde.
Man kan virkelig tale om at momentet afmonteres i økonomierne for tiden…
Det er tydeligt at forskellen i virkelighedsopfattelsen i mellem vore eksperter og politikere divergerer i stadig stigende grad. Sagkundskaben fortæller regeringen at de valgte politikker er utilstrækkelige, og at de økonomiske politikker er skruet uholdbart sammen på sigt.
Faktisk er både det Økonomiske Råd og Nationalbankdirektøren ude med rivejernene i den skrøbelige og alt for optimistiske genopretningsplan for dansk økonomi. Men regeringens ministre afviser, at der er svagheder i den økonomiske politik, (og man fornemmer tydeligt, at de på sigt vil dække sig ind under at de økonomiske konjunkturer kommer udefra.)
Man kan spørge – lige ud i luften, for sandheden er ilde hørt, og ingen ønsker vel at tage stilling til det - om politikere og beslutningstagere virkelig ikke forstår sammenhængen i mellem pengemængde og rentesats, vækst og inflation, skattetryk og gældsætning, eller om de blæser højt og flot på befolkningernes økonomiske tarv?
Men det må efterhånden stå helt klart, at krisen ikke kan løses med hverken store pengeinjektioner eller kæmpegældsætninger på statsniveau – nærmere tværtimod – alle disse anstrengelser G-20 landene gør sig, er skønne spildte kræfter og staterne gør befolkningerne en bjørnetjeneste ved at forgælde landene til op over begge ører.
Raden rundt i G-20 landene har økonomierne i dag fået det pusterum, der følger af at trykke gældsspeederen i bund og sænke renten. Men tanken løber snart tør og så skal pengene tjenes hjem for at kunne betales tilbage. På den nære horisont lurer allerede faren for et inflationært sammenbrud som følger af de store monetære interventioner.
Amerikanerne mener at kursen på Yuan ligger op til 40 % for lavt, mens kineserne beskylder amerikanerne holder dollaren kunstigt svag og at det voldsomt stigende handelsbalanceunderskud derfor er selvforskyldt.
Den amerikanske nobelprismodtager Paul Krugman har været ude med riven imod Kina og foreslået at USA’s importtold øges med 25 % for at dæmme op for det løbske handelsbalanceunderskud. Kina’s statsminister - Wen Jiibao - desuden været en tur ved håndvasken for at vaske skyld af hænderne for USA’s enorme økonomiske problemer.
USA derimod står stejlt på beskyldningerne imod Kina for at fastholde Yuan’en på et urealistisk lavt niveau. Det siger sig selv, at Kina, som er afhængig af at opretholde 2-cifrede vækstrater, ser USA’s krav om at styrke Yuan som dybt protektionistisk.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker – (forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav) - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang, og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund, og i bedste fald trækkes verden blot ud i en verdensomspændene handelskrig.
Først kom finanskrisen skarpt efterfulgt af likviditetskrisen, som satte G-20 landene i stand til at skyde gældskrisen i gang, (og udvekslingsmekanismerne i stå). Herefter følger en ond valutakrise, der vil sætte verden i brand i spørgsmålet om ”nogen” snyder på vægten i krydskurserne.
Enten forstår staternes ledere at USA’s problem – selvforskyldt eller ej – ikke blot er amerikanernes problem, men er hele v e r d e n s problem, og at deres 5 minutter i verdenshistorien netop er oprundet og finder lige pludselig en vej til at bringe verdens monetære grundlag i orden. Eller også trækkes verden ud i en handelskrig, hvor nationerne forsvarer deres handelsinteresser med hele det protektionistiske arsenal ligefra told til spekulative pengepolitikker.
Men det er bare ikke sandsynligt, når de hellere vil slås, (holde lange møder i ”statsmændenes” klub og stifte mere gæld på befolkningernes vegne og give ”de andre” skylden).
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden et internationalt vedtaget monetært aftalegrundlag, der er i de store handelslandes interesse, går det derfor med sikkerhed galt.
Fronterne i handelskrigen trækker op i horisonten imellem Kina og resten af verden, og verden over graves de skyttegrave, der skal beskytte økonomierne. I det økonomiske krisedøgn er midnatstimen allerede oprunden.
Krigen starter ved daggry.
I dag tales der meget om at ”sikre væksten”, og alle eksperter er enige om at det bare ruller derud af, når blot staterne slår bunden ud af statskasserne og sænker styrerenten til nær nul.
Vi er i fuld gang med at køre opkonjunkturens fejltagelser i fast winding replay – lave renter, flex lån og afdragsfrihed, boligboble og inden kort tid også det efterfølgende krak.
Langsomt, men sikkert kører vi økonomien i sænk.
Desværre er det denne gang med – (her i landet: for nuværende små 151.000) - flere arbejdsløse. Så det bliver med stadig mindre affjedring i økonomien, at vi bumper ned af den økonomiske gældsglidebane.
Den berømte danske økonomi er også på vej ned af trappen, og oppe fra kvisten og hele vejen ned i kælderen, vil arbejdsløshedskøen tage til, og tillige vil der på hver etage blive lagt på både gæld og betingelser…
Bankerne polstrer sig med opsvulmede rentefødder, så de sunde kunder kommer til at betale for bankernes dårlige drift. Boligejerne belåner husene til helt op over antennen på skorstenen. Men det tror da pokker, når realrenten er negativ. Staten skruer op for prisen for at skylde.
Man kan virkelig tale om at momentet afmonteres i økonomierne for tiden…
Det er tydeligt at forskellen i virkelighedsopfattelsen i mellem vore eksperter og politikere divergerer i stadig stigende grad. Sagkundskaben fortæller regeringen at de valgte politikker er utilstrækkelige, og at de økonomiske politikker er skruet uholdbart sammen på sigt.
Faktisk er både det Økonomiske Råd og Nationalbankdirektøren ude med rivejernene i den skrøbelige og alt for optimistiske genopretningsplan for dansk økonomi. Men regeringens ministre afviser, at der er svagheder i den økonomiske politik, (og man fornemmer tydeligt, at de på sigt vil dække sig ind under at de økonomiske konjunkturer kommer udefra.)
Man kan spørge – lige ud i luften, for sandheden er ilde hørt, og ingen ønsker vel at tage stilling til det - om politikere og beslutningstagere virkelig ikke forstår sammenhængen i mellem pengemængde og rentesats, vækst og inflation, skattetryk og gældsætning, eller om de blæser højt og flot på befolkningernes økonomiske tarv?
Men det må efterhånden stå helt klart, at krisen ikke kan løses med hverken store pengeinjektioner eller kæmpegældsætninger på statsniveau – nærmere tværtimod – alle disse anstrengelser G-20 landene gør sig, er skønne spildte kræfter og staterne gør befolkningerne en bjørnetjeneste ved at forgælde landene til op over begge ører.
Raden rundt i G-20 landene har økonomierne i dag fået det pusterum, der følger af at trykke gældsspeederen i bund og sænke renten. Men tanken løber snart tør og så skal pengene tjenes hjem for at kunne betales tilbage. På den nære horisont lurer allerede faren for et inflationært sammenbrud som følger af de store monetære interventioner.
Amerikanerne mener at kursen på Yuan ligger op til 40 % for lavt, mens kineserne beskylder amerikanerne holder dollaren kunstigt svag og at det voldsomt stigende handelsbalanceunderskud derfor er selvforskyldt.
Den amerikanske nobelprismodtager Paul Krugman har været ude med riven imod Kina og foreslået at USA’s importtold øges med 25 % for at dæmme op for det løbske handelsbalanceunderskud. Kina’s statsminister - Wen Jiibao - desuden været en tur ved håndvasken for at vaske skyld af hænderne for USA’s enorme økonomiske problemer.
USA derimod står stejlt på beskyldningerne imod Kina for at fastholde Yuan’en på et urealistisk lavt niveau. Det siger sig selv, at Kina, som er afhængig af at opretholde 2-cifrede vækstrater, ser USA’s krav om at styrke Yuan som dybt protektionistisk.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker – (forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav) - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang, og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund, og i bedste fald trækkes verden blot ud i en verdensomspændene handelskrig.
Først kom finanskrisen skarpt efterfulgt af likviditetskrisen, som satte G-20 landene i stand til at skyde gældskrisen i gang, (og udvekslingsmekanismerne i stå). Herefter følger en ond valutakrise, der vil sætte verden i brand i spørgsmålet om ”nogen” snyder på vægten i krydskurserne.
Enten forstår staternes ledere at USA’s problem – selvforskyldt eller ej – ikke blot er amerikanernes problem, men er hele v e r d e n s problem, og at deres 5 minutter i verdenshistorien netop er oprundet og finder lige pludselig en vej til at bringe verdens monetære grundlag i orden. Eller også trækkes verden ud i en handelskrig, hvor nationerne forsvarer deres handelsinteresser med hele det protektionistiske arsenal ligefra told til spekulative pengepolitikker.
Men det er bare ikke sandsynligt, når de hellere vil slås, (holde lange møder i ”statsmændenes” klub og stifte mere gæld på befolkningernes vegne og give ”de andre” skylden).
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne. Uden et internationalt vedtaget monetært aftalegrundlag, der er i de store handelslandes interesse, går det derfor med sikkerhed galt.
Fronterne i handelskrigen trækker op i horisonten imellem Kina og resten af verden, og verden over graves de skyttegrave, der skal beskytte økonomierne. I det økonomiske krisedøgn er midnatstimen allerede oprunden.
Krigen starter ved daggry.
