For ca. 15 år siden blev jeg en morgen stoppet af en politibetjent på Støget i Århus, fordi jeg kørte på cykel. To dage tidligere havde jeg meldt den cykel, jeg kørte på, stjålet. Efter anmeldelsen havde jeg fundet cyklen, og det var min hensigt at ringe til mit forsikringsselskab og oplyse herom.
Så langt nåede jeg ikke. Politibetjenten stoppede mig, og jeg fortalte ham, at cyklen var min, og at jeg havde meldt den stjålet.
Jeg fik at vide, at jeg kunne gå med frivilligt, eller også ville han snholde mig.
Javel. gå med "frivilligt" eller lade mig anholde. Hvori bestod det frivillige?
Anyway. Jeg gik med "frivilligt", afgav forklaring og blev så placeret på en stol på en gang uden for et lokale. Inde i lokalet skrev politimanden løs på en skrivemaskine, og efter en halv times tid kom han ud og forklarede mig, at der nu var oprettet en sag, og at jeg ville høre nærmere. Der blev ikke nogen sag. Jeg havde ikke fået udbetalt en øre fra forsikringsselskabet og annullerede anmeldelsen, straks jeg fik muligheden, Nøjagtig som det havde været min hensigt hele tiden.
Clouet i historien er begrebet "frivillig". Jeg gik ikke med frivilligt. Jeg gik med uden at kny under truslen om, at betjenten ellers ville anvende magt. Begrebet "frivillighed" findes ikke over for magthavere. Uagtet at man ville agere på samme måde under forhold, hvor truslen ikke blev udtalt, så er enhver ageren under en magthaver, som truer med vold - og det gør en magthaver, betinget først og fremmest af denne trussel. Enhver tanke om at undslippe magthaverens trussel har naturligvis udgangspunkt i netop den trussel, og enhver form for angivelig frivillighed er således også et resultat af selvsamme.
Frivillighed er og bliver et uropisk begreb i et parlamentarisk samfund. Det betyder ikke, at parlamentarisme og demokrati, som vi kender det, er skidt, men det betyder, at parlamentarisme og demokrati tvinger mennesker til at agere i én retning.
