Det er ikke kun ytringsfriheden og friheden til at se internationale nyhedskanaler, der er under angreb. Hver eneste gang vi hører om et overfald eller en hund der er gået amok, står et flertal af folketingets partier klar til at stramme lovgivningen og udstede nye forbud på baggrund af enkeltsager. Frygten for et overgreb fra laveste fællesnævner har skabt en politisk præcedens for at fjerne det moralske ansvar fra hver enkelt af os og placere det i staten. En ting er, at ”overformynderiet” har prædiket dårlig samvittighed og lavet mere og mere detaljerede skabeloner for det ideelle menneske. En anden ting er de stigende forbud og regler vi har måtte leve med som følge af laveste fællesnævner. Således kom der sidste år hele 1340 nye love og betænkninger, mod kun 468 i 1989. En stor del af disse nye love er styret af frygt og konsekvensen er en stadig mere detaljeret styring af den enkelte borgers liv.
Hvorfor skal vi eksempelvis leve med et knivforbud, blot fordi der er nogle få mennesker der ikke kan opføre sig ordentligt? De befolkningsgrupper der vil skade andre, bærer jo våben, selv om der er forbudt! Og hvorfor skal folketinget diktere, at bestemte hunderacer er forbudt, blot fordi laveste fællesnævner ikke kan finde ud af at opdrage en hund? Forbuddet er endda lavet med ”omvendt bevisførelse” hvilket betyder, at ejerene selv skal bevise, at der ikke er ”forbudt hund” i blodet på deres kæledyr. De facto har man således lavet en lovgivning, der potentielt afliver alle gadekryds, blot fordi et mindretal af befolkningen ikke kan opføre sig ordentligt. Nu er jeg ikke selv hundeejer eller hundeekspert, men jeg vil da mene, at en Dobermann eller en Schæfer er ligeså farlig i de forkerte hænder, som én af de 13 forbudte racer er det!
Når laveste fællesnævner bliver udgangspunktet for at føre politik og lave lovgivning, bliver det ”ligheden” der kommer til at styre den politiske proces. I stedet for at tage fat der hvor problemerne opstår, har Christiansborg gennem de sidste 10 år lavet lovgivning hvor man ”i den gode sags tjeneste” har indskrænket vores frihed mere og mere. Et eksempel var, da folketinget foreslog, at alle børn skulle tvinges ind i en fælles forældrebetalt madordning. Blot fordi enkelte forældre ikke kan tage vare på deres børn, skulle alle forældre tvinges til at dele forældremyndigheden med staten og acceptere, at ansvaret for børnenes kost også var et offentligt anliggende. Med den slags politik fjerner man det moralske ansvar fra forældrene med et argument om, at når alle ikke er lige, skal problemerne definere den generelle politik. Tag dog i stedet fat der hvor problemerne opstår og lad være med at belemre os alle sammen med de problemer laveste fællesnævner skaber.
Frihed handler ikke kun om idealer som eksempelvis frihed til ytring og uddannelse. Frihed handler også om friheden til ikke at blive underlagt andres autoritet. Når vi i Liberal Alliance har en mærkesag om mere frihed, er det netop for at gøre op med de love og formaninger der fjerner friheden fra hver enkelt af os. I stedet for at ensrette og skabe et kontrolsamfund, vil vi have friheden og det moralske ansvar tilbage til befolkningen.
