Dagens klumme: Christian H. Skov skriver om friheden, som uden et konservativt ansvar bliver til tom lykkejagt for den enkelte.
I den britiske satiriker Evelyn Waughs roman "A Handful of Dust" kaster den letlevende og eventyrlystne Lady Brenda sig ud i en affære med det mildt sagt fejlslagne og uduelige society-vrag Mr. Beaver. Brenda er gift med den lidt kedelige, og kiksede, men velmenende godsejer Tony. Han bruger det meste af sin tid på at løfte den arv og det lod, der er blevet hans; nemlig at passe og videreføre den skrækkeligt umoderne, gotiske herregård "Hetton". I al sin lavadlige verdensfjernhed finder han det ikke underligt, at Brenda ideligt rejser til London "for at få undervisning i økonomi". Heller ikke når dette holder hende fra Hetton i meget lange perioder. Da deres fællesbarn dør - sparket i hovedet af en hest - bruger Brenda dette som anledning til at afsløre sin affære med mr. Beaver, og under påskud af tragedien hævder hun ikke at kunne genoptage sin tilværelse sammen med Tony.
Alt dette er selvfølgelig en gammel historie, og dens grundelementer er selve det stof, som enhver tragedie og ethvert helteepos bygger på. I Illiaden "bortføres" den smukke Helena af den feje, tyndarmede prins Paris til Troja, hvorefter den vrede, der som bekendt greb Achilleus, ledte til ti års krig og i sidste ende til den heroiske tidsalders kulmination såvel som ende.
Men "A Handful of Dust" er slet ingen tragedie. Det er langt værre. Den er nemlig moderne. Det er en farce. En farce så ond og modbydelig, at man kun kan værge for sig ved at bryde ud i latter ved den skarpe satire.
Tragedien forudsætter et ideal, en moral og en fordring. Den handler altid om disse idealers sammenbrud i mødet med virkeligheden. Tragedien bliver til farce, der hvor den som hos Waugh skrives i den konsekvensløse friheds tidsalder. Der hvor idealerne allerede er brudt ned, og hvor friheden ikke længere følges af ansvaret.
Jeg husker for et par år tilbage, at en af de folk, der belærte mig om konservatismens væsen docerede, at "frihed under ansvar" var en meningsløs frase, at frihed og ansvar altid fulgtes ad, og at man burde kalde det "frihed med ansvar" (derefter talte han om, hvordan skat var ondt, og umådeholdent indtag af diverse narkotika var individets ret, men det er en anden historie). Denne ellers ganske vidende mand tog ubehjælpeligt fejl. For godt nok kan man ikke forestille sig ansvar uden frihed. Vi må være selvstændigt handlende subjekter, for at kunne drages til ansvar for noget. Men man kan nemt forestille sig frihed uden ansvar.
Hvad er ansvar? Ansvar er, som det ligger i ordet, dette at skulle svare for sig, og det kræver, at der er nogen, der spørger. Man står altså altid til ansvar overfor noget. Ansvaret er noget udenfor en selv, der spørger til ens anvendelse af sin frihed. At der er ansvar overfor noget eller nogen, er at der er moral, og at der er moral er, at ikke alt er lige gyldigt og ligegyldigt. At noget er bedre end andet, og at man dømmes på sine handlinger ud fra denne norm.
Den danske filosof Søren Kierkegaard sagde (eller rettere skrev) engang noget i retning af: "Vær pjat - og du skal se, at alle vanskeligheder forsvinde!". Selvom det kan virke utroligt for os i dag, så var dette udbrud ikke en opfordring til at være pjat og på den måde at få problemerne til at forsvinde, det var ikke titlen på en selvhjælps- og selvværdsbog med undertitlen "- og 100 andre måder at få problemer til at forsvinde på".
Nej, det var et opråb om alvor, om konsekvens og om ansvar. Et ansvar som for mennesket i verden ikke blot altid er et ansvar overfor noget, men også altid et ansvar overfor nogen. Hvad man kristeligt talt ville kalde næstekærlighed.
Dette begreb betyder hverken at betale høj skat for velfærdens skyld, at sende vores sparepenge til Afrika eller ud af hjertets godhed at hjælpe snart den ene og snart den anden - om ikke andet så dog for at overbevise os selv og andre om at vi besidder denne hjertets godhed. Ansvar er, hvad der egentlig ligger i begrebet.
For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur. Det er en konservativ grundantagelse, at mennesket er helt og aldeles uperfekt, nogle ville endog sige ondt. Men konservatismen - og kristendommen i øvrigt - er at fastholde mennesket på dette ansvar på trods af vores natur. Hedonisten, der vender sig fra ansvaret mod friheden i absolut forstand, gør blot en afgud af sin fejlbarlighed. Hun skaber en etik af normløsheden, gør sin egen praksis til eksempel. For hedonisten er alt pjat, alvorens tyngende bekymringer og problemer er forsvundet som dug for solen. Frihed uden ansvar.
Dette er den tragiske baggrund for, at Waughs historie om Brenda og Tony kun kan være farce og ikke tragedie. Dette er baggrunden for, at Tony ikke lider heltedøden ved Troja i kamp for sin Helena, men i stedet bliver drevet ud i Amazonjunglen, forsmået og skuffet over den Brenda, han ikke længere kan kalde sin. Her dør hans rejsepartner beklageligvis, mens han selv får høj feber og i febervildelser taler med sin Brenda, der i virkeligheden har travlt med at lave helt andre ting i London. Han bliver dog reddet af en excentrisk eneboer, der tvinger ham til resten af hans dage at læse højt af Charles Dickens samlede værker.
På baggrund af det værdiløse samfund magter vi end ikke længere tragedien. Når alt bliver pjat, bliver det hele latterligt. Farce, pjat og så alligevel såre alvorligt for den, der lever under velfærdsstatens institutionaliserede ansvarsløshed, hvor den konsekvensløse emancipation ikke længere er forbeholdt overflødiggjorte overklassefruer, og hvor ønsket om selvrealisering har gjort hedonismen til eneste uangribelige norm. Deri ligger den egentlige tragedie i farcen.
Christian H. Skov er ph.d.-studerende i historie og redaktør for redaktør for Årsskriftet Critique
I den britiske satiriker Evelyn Waughs roman "A Handful of Dust" kaster den letlevende og eventyrlystne Lady Brenda sig ud i en affære med det mildt sagt fejlslagne og uduelige society-vrag Mr. Beaver. Brenda er gift med den lidt kedelige, og kiksede, men velmenende godsejer Tony. Han bruger det meste af sin tid på at løfte den arv og det lod, der er blevet hans; nemlig at passe og videreføre den skrækkeligt umoderne, gotiske herregård "Hetton". I al sin lavadlige verdensfjernhed finder han det ikke underligt, at Brenda ideligt rejser til London "for at få undervisning i økonomi". Heller ikke når dette holder hende fra Hetton i meget lange perioder. Da deres fællesbarn dør - sparket i hovedet af en hest - bruger Brenda dette som anledning til at afsløre sin affære med mr. Beaver, og under påskud af tragedien hævder hun ikke at kunne genoptage sin tilværelse sammen med Tony.
Alt dette er selvfølgelig en gammel historie, og dens grundelementer er selve det stof, som enhver tragedie og ethvert helteepos bygger på. I Illiaden "bortføres" den smukke Helena af den feje, tyndarmede prins Paris til Troja, hvorefter den vrede, der som bekendt greb Achilleus, ledte til ti års krig og i sidste ende til den heroiske tidsalders kulmination såvel som ende.
Men "A Handful of Dust" er slet ingen tragedie. Det er langt værre. Den er nemlig moderne. Det er en farce. En farce så ond og modbydelig, at man kun kan værge for sig ved at bryde ud i latter ved den skarpe satire.
Tragedien forudsætter et ideal, en moral og en fordring. Den handler altid om disse idealers sammenbrud i mødet med virkeligheden. Tragedien bliver til farce, der hvor den som hos Waugh skrives i den konsekvensløse friheds tidsalder. Der hvor idealerne allerede er brudt ned, og hvor friheden ikke længere følges af ansvaret.
Jeg husker for et par år tilbage, at en af de folk, der belærte mig om konservatismens væsen docerede, at "frihed under ansvar" var en meningsløs frase, at frihed og ansvar altid fulgtes ad, og at man burde kalde det "frihed med ansvar" (derefter talte han om, hvordan skat var ondt, og umådeholdent indtag af diverse narkotika var individets ret, men det er en anden historie). Denne ellers ganske vidende mand tog ubehjælpeligt fejl. For godt nok kan man ikke forestille sig ansvar uden frihed. Vi må være selvstændigt handlende subjekter, for at kunne drages til ansvar for noget. Men man kan nemt forestille sig frihed uden ansvar.
Hvad er ansvar? Ansvar er, som det ligger i ordet, dette at skulle svare for sig, og det kræver, at der er nogen, der spørger. Man står altså altid til ansvar overfor noget. Ansvaret er noget udenfor en selv, der spørger til ens anvendelse af sin frihed. At der er ansvar overfor noget eller nogen, er at der er moral, og at der er moral er, at ikke alt er lige gyldigt og ligegyldigt. At noget er bedre end andet, og at man dømmes på sine handlinger ud fra denne norm.
Den danske filosof Søren Kierkegaard sagde (eller rettere skrev) engang noget i retning af: "Vær pjat - og du skal se, at alle vanskeligheder forsvinde!". Selvom det kan virke utroligt for os i dag, så var dette udbrud ikke en opfordring til at være pjat og på den måde at få problemerne til at forsvinde, det var ikke titlen på en selvhjælps- og selvværdsbog med undertitlen "- og 100 andre måder at få problemer til at forsvinde på".
Nej, det var et opråb om alvor, om konsekvens og om ansvar. Et ansvar som for mennesket i verden ikke blot altid er et ansvar overfor noget, men også altid et ansvar overfor nogen. Hvad man kristeligt talt ville kalde næstekærlighed.
Dette begreb betyder hverken at betale høj skat for velfærdens skyld, at sende vores sparepenge til Afrika eller ud af hjertets godhed at hjælpe snart den ene og snart den anden - om ikke andet så dog for at overbevise os selv og andre om at vi besidder denne hjertets godhed. Ansvar er, hvad der egentlig ligger i begrebet.
For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur. Det er en konservativ grundantagelse, at mennesket er helt og aldeles uperfekt, nogle ville endog sige ondt. Men konservatismen - og kristendommen i øvrigt - er at fastholde mennesket på dette ansvar på trods af vores natur. Hedonisten, der vender sig fra ansvaret mod friheden i absolut forstand, gør blot en afgud af sin fejlbarlighed. Hun skaber en etik af normløsheden, gør sin egen praksis til eksempel. For hedonisten er alt pjat, alvorens tyngende bekymringer og problemer er forsvundet som dug for solen. Frihed uden ansvar.
Dette er den tragiske baggrund for, at Waughs historie om Brenda og Tony kun kan være farce og ikke tragedie. Dette er baggrunden for, at Tony ikke lider heltedøden ved Troja i kamp for sin Helena, men i stedet bliver drevet ud i Amazonjunglen, forsmået og skuffet over den Brenda, han ikke længere kan kalde sin. Her dør hans rejsepartner beklageligvis, mens han selv får høj feber og i febervildelser taler med sin Brenda, der i virkeligheden har travlt med at lave helt andre ting i London. Han bliver dog reddet af en excentrisk eneboer, der tvinger ham til resten af hans dage at læse højt af Charles Dickens samlede værker.
På baggrund af det værdiløse samfund magter vi end ikke længere tragedien. Når alt bliver pjat, bliver det hele latterligt. Farce, pjat og så alligevel såre alvorligt for den, der lever under velfærdsstatens institutionaliserede ansvarsløshed, hvor den konsekvensløse emancipation ikke længere er forbeholdt overflødiggjorte overklassefruer, og hvor ønsket om selvrealisering har gjort hedonismen til eneste uangribelige norm. Deri ligger den egentlige tragedie i farcen.
Christian H. Skov er ph.d.-studerende i historie og redaktør for redaktør for Årsskriftet Critique
